Udvidelsen af Risskov Skole kommer til at spise en væsentlig bid af udearealerne – særligt et område står for skud
Uanset hvordan man vender og drejer det, så vil udvidelsen af Risskov Skole betyde mindre plads på udearealerne.
Tre mulighedsstudier er blevet offentliggjort, og de viser tre forskellige måder at placere tilbygningen på. I alle modeller vil det gå ud over boldbanen øst for skolen.
Det er endnu ikke på plads, hvilken vej man vælger at gå. Nu har skolens elever og personale og lokalområdet fået mulighed for at komme med kommentarer, og alt det skal der nu samles op på.
Adskillige gule sedler er klistret på store stykker papir.
Lapperne er udstyret med ideer, kommentarer og meninger fra elever og lærere fra Risskov Skole.
I midten af salen står det, det hele drejer sig om. Den kommende udvidelse, skolens fremtid.
På plakater bliver tre mulighedsstudier beskrevet, og på et bord ligger miniatureudgaver af skolen med de nye bygninger fordelt på tre forskellige måder.
Onsdag havde først skolens elever og personale mulighed for at nærstudere buddene på skolens udvidelse, og senere blev resten af lokalområdet budt indenfor til den store præsentation.
Det gav flere gule post-its, flere gode råd og flere kommentarer.
Alt det skal der nu samles op på, inden det endeligt besluttes, hvordan skolens matrikel skal skrues sammen, så alle fremtidens elever kan få et klasseværelse, en stol og et sted at hænge jakken.
Gårdrummene
I det første af de tre præsenteres mulighedsstudier koncentreres de nye bygninger primært i en klynge på den østlige side af skolen.
Forslaget er døbt Gårdrummene, da de nye bygninger åbner for et nyt gårdrum som det, der er foran skolens hovedindgang.
”De nye bygninger skaber et nyt grønt læringsrum imellem sig, hvor undervisning kan trække ud under åben himmel, eller fællesskab kan opstå på tværs af klasser”, står der i beskrivelsen.
Haverne
En anden mulighed er at fordele de nye mursten på skolens matrikel. I modsætning til det første mulighedsstudie med gårdrummene, bliver der her tale om fritliggende bygninger i varierende højde og drøjde.
”Mellem bygningerne opstår forskelligartede haverum, der indrettes til varierende læringsrum i tæt tilknytning til de tilstødende bygninger”, står der i oplægget.
Det er herfra navnet Haverne er opstået.
Også i denne model vil der blive bygget mest markant på det grønne areal på skolens østlige side, men ikke så massivt som i mulighedsstudie 1. Til gengæld vil der med dette mulighedsstudie også skulle bygges foran hovedindgangen og på den vestlige side af skolen.
Parken
I det sidste mulighedsstudie kan man sige, at der er tale om lidt af en mellemting mellem de to første. Igen er det arealet øst for skolen, der skal bærer størstedelen af udvidelsen, men i modsætning til Gårdrummene vil studiet her lade et ”sammengængende grønt tæppe” løbe gennem skolens bygninger.
”Man vil frit kunne bevæge sig rundt i de landskabelige mellemrum, hvor én leg kan lede til den næste”, forklares det.
Der bliver samtidig lagt op til, at pavilloner, legehuse og opholdsarealer skal indlogeret i det grønne landskab.
Mulighedsstudiet er døbt Parken.
Overraskende stort
Skolen skal udvides med godt og vel 2.000 kvadratmeter, og derfor siger det næsten sig selv, at pladsen vil blive mere trang. Men før offentliggørelsen af mulighedsstudierne har det været svært helt at forholde sig til, hvor stor en del af udeområderne der vil blive inddraget.
Og det kom bag på flere, fortæller Mette Blicher Folmer, der er kommunens projektleder på udvidelsen.
- Der var stor overraskelse over, hvor meget areal tilbygningen fylder. Der var flere, som var kede af, at boldbanen forsvinder, men uanset hvad vi gør, kan vi ikke bevare den, som den er. Den vil blive påvirket af byggeriet, siger hun.
Kan man bygge i højden og på den måde reducere antallet af nye bygninger og så måske bevare mere af udearealerne?
- Man kan jo godt bygge i højden, men så vil det kræve en ny lokalplan, og vi vil skulle i gang med sådan en proces, og det er ikke sikkert, den falder ud til vores fordel. Processen tager tre år at gennemføre, og det er noget af et tidsperspektiv at se ind i, når skolen er udfordret på plads
- Men nu skal vi lade det hele synke ind, og så skal vi have arbejdstøjet på og lave et forslag til, hvordan en løsning kan se ud, siger Mette Blicher Folmer.
Et stort engagement
En af dem, der blev overrasket over fortætningen, var skoleleder Preben Stadsgaard Storm. Han så det første gang onsdag lige som resten af skolen.
- Jeg er overrasket over, at det fysisk fylder så meget på skolens ikke alt for store grund. En af problemstillingerne er jo, at vi kun må bygge i 12 meters højde. Måtte vi bygge højere, kunne det løse en del, for så kunne vi fortætte det. Men det er jo det arbejde, der går i gang nu, siger han.
Men allerførst skal alle indtryk og inputs synke ind. Og selvom udvidelsen ser ud til at blive en markant forandring på matriklen, så var præsentationen vellykket, fortæller han.
- Jeg så nogle fine præsentationer, og der var et kæmpe engagement fra elever, medarbejdere og lokalområdet, og det er jeg glad for. Nu skal vi reflektere over, hvad vi skal arbejde videre med.