En ny strækning er nu bragt i spil til BRT-projektet. Arkivfoto: Kristoffer Krogh Kiesbye

Nyt forslag i spil til milliardprojekt

Der er kastet et helt nyt alternativ i puljen til det milliarddyre BRT-projekt, som efter planen skal starte og slutte ruten et sted i Risskov.

Enten skal de kommende lynbusser køre til Torsøvej Station, eller også skal de slutte ved letbanestoppet på Vestre Strandallé. Sådan er det stadig.

Men det nye forslag, som kommer fra en række lokale, anbefaler en ny rute til Vestre Strandallé. På den måde vil Skolevangs Allé og særligt det trafikerede knudepunkt ved Risskov Skole slippe for mere buskørsel.

Og forslaget er ikke helt urealistisk, lyder det fra kommunens projektleder på BRT-projektet.

Skal det nye forslag også ende som den valgte rute, så vil det kræve mere cykelsti på noget af ruten. Den del bliver næppe mødt af lokal modstand, da cykelsti på strækningen netop har stået højt på ønskelisten i mange år.

Det er dog for tidligt at sige noget om, hvilken rute der bliver den endelige. I første omgang skal grundejerne, der vil blive berørt af det alternative forslag, høres. De skal derfor holde øje med en henvendelse fra Aarhus Kommune.

Sådan en henvendelse får jeg ikke, men jeg vil naturligvis følge projektet alligevel. Det samme vil jeg med en række øvrige dagsordener.

For der venter store og afgørende beslutninger for 8240 på den anden side af ferien, og jeg har valgt fem sager ud, som især bliver interessante at følge med i.

Resten af 2024 byder helt sikkert også på en masse andre vigtige dagsordener, og hvis du har et forslag til noget, der bør tages op her i nyhedsbrevet fra RisskovLIV, så tag fat i mig. Det kan du gøre på nicje@risskovliv.dk eller på 87 54 26 68.

I dag kan du også læse eller genlæse historien om fodboldspilleren Albert Grønbæk, som endnu en gang er blevet solgt for et stort millionbeløb. Og selvom turen denne gang er gået til en klub i Frankrig – langt fra Risskov – så kan VRI gnide sig i hænderne.

Grønbæks gamle klub kan nemlig se et betragteligt pengebeløb tikke ind på kontoen i forbindelse med klubskiftet.

God læselyst.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist
Aarhus Kommune undersøger nu en tredje mulighed for BRT-ruten i Risskov. Foto: Christian Gnutzmann

Nyt forslag i spil til lynbussernes rute i Risskov – og det kan betyde, at et stort ønske om en ny cykelsti bliver opfyldt

Et lokalt forslag anbefaler at sende BRT-busserne til letbanestoppet på Vestre Strandallé via Hørgårdsvej fremfor Skolevangs Allé.

Det er ikke urealistisk, lyder det fra Aarhus Kommune, som dog påpeger, at det vil kræve cykelsti på Hørgårdsvej. Det er i øvrigt et ønske, de lokale har haft længe.

Der er endnu ikke taget nogen beslutning om, hvordan ruten præcist skal se ud i Risskov. Der er udover de to mulige veje til Vestre Strandallé også mulighed for, at BRT-ruten skal ende på Torsøvej Station.

Et lokalt forslag om en alternativ rute til BRT-projektet bliver nu undersøgt, og bliver det løsningen, kan der følge mere cykelsti med.

Det har ikke ligefrem skabt begejstring på vejene omkring Risskov Skole, at Aarhus Kommune overvejer at sende BRT-busser ned ad Skolevangs Allé og Vestre Strandallé.

De kommende superbusser skal køre fra Skåde via Ringvejen til Risskov, hvor de skal slutte ved enten Torsøvej Station eller letbanestoppet på Vestre Strandallé.

Sidstnævnte endestation vil i det oprindelige oplæg til projektet betyde en tur forbi Risskov Skole, og det mødte kritik og bekymringer i høringsfasen.

”Det er problematisk, at man overvejer at udvide den tunge trafik på Skolevangs Allé,” lød det blandt andet i et høringssvar.

Men sender man ikke busserne til Vestre Strandallé, vil BRT-busserne misse Grenåvej, som er et oplagt punkt på ruten til at mødes med andre busruter.

BRT står for Bus Rapid Transit, og ideen er, at busserne på store dele af ruten skal have deres eget spor, så de slipper for at sidde fast i trafikken. Visualisering: Plusbus og Aalborg Kommune

Nu er et helt nyt forslag bragt i spil af lokale borgere, og det er et forslag som både vil forbinde BRT-ruten med Grenåvej og skåne Skolevangs Allé for yderligere buskørsel.

- Lige nu undersøger vi indledende, om Hørgårdsvej kan være en mulig linjeføring, siger Helle Hansen, der er projektleder hos Aarhus Kommune, til RisskovLIV.

Ikke urealistisk

Turen skal altså fortsat gå via Vejlby Centervej, men i stedet for at dreje fra mod Torsøvej Station eller fortsætte lige over Grenåvej forbi Risskov Skole, skal busserne en tur på Grenåvej hen til krydset ved Lystrupvej og Hørgårdsvej for så at tage Hørgårdsvej til Vestre Strandallé.

- Det er interessant, fordi der er busbane ind mod centrum på Grenåvej, og samtidig skal man ikke krydse letbanesporet. Det er noget, vi er bekymrede for, fordi det ikke er godt for fremkommeligheden, hvis bussen skal vente flere gange i timen på letbanen, siger Helle Hansen.

Er det realistisk, at Hørgårdsvej kan blive løsningen?

- Det er ikke urealistisk, vil jeg sige. Men skal busserne køre på Hørgårdsvej, skal der selvfølgelig laves cykelstier, og vores rådgivere er lige nu ved at se på, om det kan lade sig gøre, siger Helle Hansen.

Sådan ser det oprindelige rute-forslag ud med to muligheder i Risskov. Kort: Aarhus Kommune

Det vil i så fald være et stort ønske fra lokalområdet, der bliver opfyldt. Længe har Hørgårdsvej stået højt på listen over steder, hvor cykelstier er savnet, og en eventuel BRT-rute på strækningen vil kunne hjælpe ønsket på vej.

Og skal de nye busser køre på Hørgårdsvej, så vil busserne ikke skulle have deres eget spor, som det er meningen, at de skal have på Ringvejen. På Hørgårdsvej vil de komme til at køre i blandet trafik, og det vil altså ikke være nødvendigt at lave et nyt, selvstændigt busspor.

Hvad siger naboerne?

Det alternative forslag til BRT-ruten kommer fra en række lokale. Både Risskov Fællesråd, Grundejerforeningen Vejlby Fed og Vejlby-Risskov Grundejerforening har været til møde med kommunen om Hørgårdsvej-løsningen.

Hos Vejlby-Risskov Grundejerforening er løsningen klart at foretrække fremfor turen på Skolevangs Allé.

- Det vil helt klart være en bedre løsning, ene og alene fordi bussen så ikke skal omkring skolen og rundkørslen. Det vil selvfølgelig være en belastning på Hørgårdsvej, men kan man få busserne væk fra skolevejen og skoleeleverne, er det en bedre løsning, siger Henrik Petersen, der er formand for grundejerforeningen.

BRT-projektet

Ruten går fra Oddervej i Skåde via Viby Torv ad ringvejen forbi Skejby for at ende i Risskov.

Her skal de nye busser køre via Vejlby Centervej til enten Torsøvej Station eller letbanestoppet på Vestre Strandallé.

På ringvejen skal vejen udvides, så busserne får deres eget spor og dermed slipper for at hænge fast i trafikken.

Busserne skal køre på el, og komforten skal være højere end i de almindelige bybusser, så det i højere grad minder om en tur i letbanen.

På hovedstrækningen fra Aarhus Universitetshospital i Skejby til Axel Gruhns Vej i Højbjerg skal busserne køre hvert 5.-6. minut, mens de på yderstrækningerne – heriblandt Risskov – skal køre hvert 10.-12. minut.

Indtil nu er det kun besluttet fra politisk side at lave et skitseprojekt og en miljøkonsekvensvurdering, og når det er på plads, skal byrådet tage endelig stilling til projektet.

Det skønnes, at det fulde projekt kan løbe op i en pris på 1,5 milliarder kroner. Alene stykket fra Skejby til enten Vestre Strandallé eller Torsøvej Station estimeres til at koste mellem 205 og 295 millioner kroner.

Aarhus Kommune

Med på mødet med forvaltningen var også Viggo Jonasen, som bor på Hørgårdsvej. Det tidligere byrådsmedlem fra Enhedslisten er ikke imponeret over forslaget om Hørgårdsvej, men det skyldes mest af alt, at han ikke mener, det er det rigtige at lade BRT-ruten gå helt til Vestre Strandallé.

- Selvfølgelig kunne jeg godt undvære at få sådan en bus hen ad Hørgårdsvej, men det er ikke så meget min personlige bopæl, der tæller i den sammenhæng, det er mere, at jeg ikke synes, det er trafikalt fornuftigt.

- Argumentet for at få den til letbanestationen er, at der vil være en del omstigning, men hvis man i stedet lavede en shuttlebus fra sygehuset i Skejby til letbanestoppet, ville man aflaste ringvejsruten, og så ville det være bekvemt at komme fra letbanen til hospitalet, siger Viggo Jonasen.

Har været i høring

Tidligere på året havde naboer og alle andre mulighed for at komme med kommentarer og meninger til både projektet og til de forskellige ruteforslag i Risskov.

Det var, da projektet var i offentlig høring. Men da forslaget om Hørgårdsvej ikke var i spil på det tidspunkt, var det af gode grunde ikke muligt at sige sin mening om den ide. Det betyder dog ikke, at borgerne ikke skal høres til forslaget.

- Vi kommer til at sende et brev ud i august til de beboere, der bliver berørt, så de kan komme med deres meninger om det. Vi vil høre, hvad de tænker, for det er dem, der kender området bedst, siger Helle Hansen.

Hun fortæller også, at det alternative bud på en rute ikke er noget, der kommer til at forsinke projektet, og at det fortsat er forventningen, at kommunen i løbet af efteråret lægger sig fast på det, der skal arbejdes videre med.

Ifølge kommunens egen tidsplan er det først i 2026, at byrådet skal tage endelig stilling til, om BRT-projektet skal gennemføres. Bliver der politisk opbakning, vil de første busser kunne køre i deres eget spor på Ringvejen i 2030.

Skal Risskov have mere cykelsti? Det kan indgå i den kommende mobilitetsplan. Arkivfoto: Jens Thaysen

Vigtige beslutninger venter efter ferien: Her er fem ting, der er værd at holde øje med

Efter sommerferien venter flere vigtige beslutninger i Aarhus.

Risskov Skole skal udvides, og alt efter hvordan udvidelsen skrues sammen kan det få konsekvenser for udearealerne.

Samtidig skal en grøn mobilitetsplan diskuteres, og det kan blive med store trafikale forandringer.

Derudover skal to lokalplaner afgøres, ligesom der kan blive truffet beslutning om flere idrætsprojekter ved Vejlby-Risskov Hallen.

Der kan blandt andet blive truffet beslutninger om mere boligbyggeri, mere idræt og nye trafikale løsninger.

Der er byrådsmøder i kalenderen igen fra 14. august, men allerede inden tyvstarter politikerne med nogle særdeles afgørende forhandlinger.

Den grønne mobilitetsplan skal forhandles på plads, og her er der potentiale til væsentlige forandringer i det trafikale billede.

Det er en dagsorden, der er relevant for hele kommunen, men der er også sager på tapetet i den kommende tid, som koncentrerer sig mere om 8240.

Blandt andet ligger to lokalplansager snart klar til endelig afgørelse.

Hvad skal der ske med Risskov Skole?

Sådan ser et af de tre mulighedsstudier ud. Det viser, hvordan de nye bygninger skal blive placeret på skolegrunden. Visualisering: Cobe

Det kan koste store dele af udearealerne omkring Risskov Skole, når skolen skal udvides. Det har stået klart, siden mulighedsstudierne i foråret blev præsenteret.

Studierne viser ikke noget endeligt, men de viser, hvordan de nye kvadratmeter kan fordeles, og her er særligt boldbanen på den østlige del af skolen matrikel udsat.

Flere har foreslået, at man bygger højere og dermed inddrager færre grønne kvadratmeter, men de gældende rammer siger, at der ikke må bygges i mere end 12 meters højde.

Det springende punkt omkring projektet er lige nu, hvordan bygningerne skal placeres, og hvor meget udeareal der må lade livet. Om det bliver endeligt besluttet inden året er omme, er ikke sikkert, men forventning hos kommunen er, at der skal træffes beslutning om byggeriets endelig projektgrundlag i løbet af det kommende halve år.

Der skal også tages beslutninger om, hvordan eleverne skal håndteres frem til, at byggeriet står færdigt.

På hjemmesiden for skoleudvidelsen fremgår det, at der kommer til at være endnu en workshop og en inddragelse af børnene senere på året. Der er endnu ikke fastlagt en dato.

Du kan klikke her for at få det fulde overblik over de tre fremlagte mulighedsstudier.

Pisk, gulerod eller begge dele?

En ny strækning er nu bragt i spil til BRT-projektet. Arkivfoto: Kristoffer Krogh Kiesbye

- Vi er ikke kørt fast, men det er bare superkomplekst. Der er virkelig meget at diskutere, så det trækker ud. Derfor har vi besluttet at mødes igen 7. august til den afsluttende forhandling.

Sådan sagde rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang (K) til Århus Stiftstidende i slutningen af juni. Ordene faldt efter flere timers forhandlinger med størstedelen af byrådskollegerne. Forhandlinger som altså ikke endte i en endelig aftaletekst.

Det er bestemt heller ikke småting, der diskuteres. Den grønne mobilitetsplan kan få stor betydning for dagligdagen for århusianerne og Risskov-borgerne.

Bilerne er en stor udfordring i forhold til at nå målet om at være en CO2-neutral by i 2030, og derfor er der brug for forandringer på transportområdet.

Interessant bliver det, om politikerne primært når frem til pisk eller gulerod. I et katalog udarbejdet af Teknik og Miljø bliver en række mulige initiativer beskrevet, og her er der både tiltag, som skal gøre livet mere besværligt for bilister, og tiltag til fordel for cyklister og pendlere.

Blandt andet lægges der op til mere cykelsti – også i Risskov. 8240 er en del af en af 15 forslåede ruter til supercykelstier, og det kan blandt andet komme Hørgårdsvej til gavn.

Der er altså god mulighed for, at politikerne kaster gulerødder efter rugbrødsmotorerne, mens pisken i et eller andet omfang formentlig også bliver svinget efter dem, der sætter sig til rette i bilerne.

Lukning af veje i midtbyen er på tale, og i kataloget med mulige tiltag indgår også, at der indføres en form for betalingsmodel, når man kører på kommunens veje.

Der er altså lagt op til afgørende forhandlinger i den nærmeste fremtid. Og de forhandlinger bliver uden Venstre, løsgænger Henrik Arens og De Radikales Mahad Yussuf, som har forladt forhandlingerne.

Læs mere om mobilitetsplanens mulige indflydelse på Risskov her.

To lokalplansager kan blive afgjort

Bygningen, der huser øjenklinikken på Nordre Strandvej, kan langt om længe komme til at se anderledes ud. Visualisering: E+N

To lokalplanprocesser nærmer sig afslutning. På Ådalsvej har en lokalplan, som skal give mulighed for at bytte Fit og Sund ved Grenåvej ud med 12 rækkehuse, været i høring, mens planerne for Øjenlægens Hus snart har overstået høringsfasen.

Det vil altså sige, at politikerne får serveretten og skal vælge, om projekterne skal have grønt lys eller ej.

Projektet på Nordre Strandvej, hvor bygningen med øjenklinikken skal bygges om, ligner ikke et kommende slagsmål, da der indtil nu har været opbakning til det endelig forslag fra de nærmeste naboer.

På Ådalsvej kan historien blive en anden, da Tækker Group, som ejer grunden, tidligere har udtalt, at det ikke er intentionen at gennemføre rækkehusbyggeriet i den nærmeste fremtid. Lige nu er man tilfreds med at have fitnesscenter på grunden, lyder det.

Men hvorfor skal en ny lokalplan så godkendes, spurgte flere politikere tidligere på året. Når byrådet vender tilbage fra ferie, skal politikerne tage endelig stilling til den nye lokalplan.

Skal der sættes gang i mere idrætsbyggeri i Vejlby?

Der kan komme yderligere haller ved Vejlby-Risskov Hallen. Arkivfoto: Jens Thaysen

Med udvidelsen af springcenteret og det nye Vejlby Stadion er der allerede godt gang i maskinerne ved anlægget omkring Vejlby-Risskov Hallen. Men der kan komme meget mere.

Både idrætshøjskolen og Bakken Bears har planer til at ligge på tegnebrættet. Hos Bakken Bears brygger man på det ambitiøse projekt Creative Basketball Univers, som kort fortalt er en ny hal, hvor klubben kan spille sine hjemmekampe.

Idrætshøjskolen pønser også på en ny hal, og her skal der blandt andet kunne spilles padel og beachvolley. Det er projekter, som på flere måder er kommet et godt stykke af vejen mod at blive realiseret. Idrætshøjskolen har fået en grund stillet til rådighed, og begge projekter er tidligere blevet støttet af Aarhus Kommunes Anlægspulje.

Det er bare ikke nok til at få økonomien til at hænge sammen.

- Vi arbejder på at finde nogle penge, og det skal vi gerne snart, ellers skal vi overveje, hvad vi så gør, sagde Michael Piloz, direktør i Bakken Bears, til RisskovLIV i foråret.

I samme omgang fortalte han, at klubben forventede at træffe en beslutning om, hvorvidt man ville fortsætte med planerne eller ej, inden sommerferien. Men klubben kom ikke frem til en afklaring, før sommerferien meldte sin ankomst, og derfor kan der på den anden side af sommer blive truffet en stor beslutning ved idrætsmekkaet i Vejlby.

Dem kan vi få to af, for historien går lidt igen hos naboerne på Idrætshøjskolen. Den gamle grusbane, som skal danne grund for hallen, gemmer potentielt på en ubehagelig og dyr overraskelse.

- Vi har fået lavet målinger, der viser, at der kan være nogle slagger, som vi skal forholde os til. Men vi kender først omfanget, når vi begynder at fjerne jorden, og derfor kan vi ende med at give os selv en omvendt blankocheck, har forstander Arne Grønbæk tidligere forklaret til RisskovLIV.

Og det har altså ikke været en del af den oprindelige økonomiske plan at skulle håndtere store mængder giftig jord.

Højskolen fortalte i maj, at de næste ni måneder skal bruges på at række ud til fonde og på at få mulige brugere af hallen i dialog. Og så ”tager vi bestik af situationen”, lød det fra forstanderen.

Skolernes økonomi skal drøftes i byrådssalen

Ellevangskolen er den af de tre Risskov-skoler, der står til at have det største merforbrug til specialklasseelever. Arkivfoto: Axel Schütt

Der skulle kun gå en uge, før mere end de nødvendige 1.500 havde meldt sig i støttekoret til et borgerforslag om at styrke folkeskolernes økonomi i Aarhus.

Forslaget kom fra organisationen Skole og Forældre Aarhus, og tilløbet har været nogle meget store, røde tal.

For tidligere på året kom det frem, at de århusianske skoler tilsammen kiggede ind i et merforbrug på hele 112 millioner kroner til specialklasseelever. De tre Risskov-skoler stod for cirka 10 millioner af ekstraregningen.

En regning skolerne i første omgang selv skulle dække ved enten at tage fra eventuelle overskud fra tidligere år eller via besparelser. Blandt andet har Ellevangskolen meldt ud, at lejrskolen bliver i en mere skrabet udgave.

Sådan kan det dog næppe blive ved med at gå, og selvom byrådet kastede en redningskrans og ekstraordinære 57 millioner ud til skolerne, så er problemet ikke løst.

Derfor skal der træffes afgørende beslutninger om, hvordan økonomien skal komme på rette kurs igen.

Flere politikere har ifølge Stiften fortalt, at der skal arbejdes på et vedvarende løft, og at det vil blive taget med til budgetforhandlingerne.

Men inden de når så langt, bliver de tvunget til at drøfte forslaget fra Skole og Forældre Aarhus. Med de mere end 1.500 støtter til borgerforslaget har organisationen sikret sig billet til byrådssalen for at tale sin sag. Ifølge Stiften sker det i august.

Albert Grønbæk har taget turen fra VRI og Bellevuehallerne i Risskov til først AGF, senere norske Bodø/Glimt og nu helt op i de øvre fodbold-luftlag med den franske Ligue 1-klub Rennes. Foto: Ole Nielsen

- Vi er enormt stolte af Albert: Så meget tjener lille Risskov-klub på 112 millioner kroners handel

Albert Grønbæks salg fra Bodø/Glimt til Rennes for 112 millioner kroner gavner også Risskov-klubben VRI, hvor han startede sin karriere. Klubben står til at modtage omkring 500.000 kroner fra handlen, som vil blive investeret i ungdomsafdelingen.

VRI's formand, Bo Dall-Hansen, er stolt over Grønbæks succes, og han roser de frivillige og forældre for deres bidrag til klubbens udvikling.

Der er både glæde og stolthed i Risskov, efter klubbens gamle stortalent har taget et 112 millioner kroners stort skridt op i fodboldens verdenselite. Og talentudvikling betaler sig. Også på kistebunden.

Det er ikke kun AGF, der tjener kassen på, at århusianske Albert Grønbæk er blevet solgt for cirka 112 millioner kroner fra norske Bodø/Glimt til den franske klub Rennes.

Risskov-klubben VRI (Vejlby-Risskov Idrætsklub red.), hvor den nyslåede Ligue 1-spiller tog sine spæde fodboldskridt, står nemlig til at tjene minimum en halv million på handlen, der i alt har kostet franskmændene cirka 112 millioner kroner.

- Der er mange variabler og reguleringer i de her handler, men vi får jo en lille procentdel, der vidst nok ender med at være i omegnen af 250.000-275.000 kroner for hvert af de to år, han var hos os. Men det er et forsigtigt slag på tasken, fortæller VRI's formand for fodboldafdelingen, Bo Dall-Hansen.

- Det er meget stort for en klub som vores. Uden at vi endnu har sat handling bag, så betyder det helt konkret, at vi kommer til at investere endnu mere i vores fodboldafdeling og særligt vores ungdomsområde, hvor vi allerede har gang i en rigtig god udvikling.

- Vi er enormt stolte

Storsalget af en gammel VRI-dreng betyder dog ikke kun, at klubben med en økonomisk indsprøjtning af de større kan investere i både stab og faciliterer.

Det betyder også, at alle lige fra bestyrelsen til de mange frivillige og forældre bliver bekræftet i, at klubben, der har hjemme ved Bellevue-hallerne i Risskov, er på vej i den rigtige retning.

Albert Grønbæk har lavet 8 mål og 2 assist i 15 kampe i Norge. Nu er han solgt for 112 millioner kroner til Rennes. AGF har oven på diverse videresalgsklausuler nu samlet set tjent et sted mellem 45 og 50 millioner kroner på midtbaneprofilen, hvilket gør ham til det næstmest indbringende AGF-salg nogensinde. Foto: Annika Byrde / Ritzau Scanpix

- Vi er jo enormt stolte af Albert og alt det, der sker med ham. Det kan jeg slet ikke rose højt nok. Vi følger hans rejse meget tæt og intenst, og der er da også stadig kontakt til forældrene blandt flere af vores klubmedlemmer hernede, siger Bo Dall-Hansen.

Og det er netop alle folkene bag kulisserne, Bo Dall-Hansen gerne vil fremhæve, når han på en dag som i dag kigger med stolthed på den udvikling, VRI er gennemgået de seneste mange år, hvor han har været formand.

Det er Fifas aftale om solidaritetskompensation, der gør, at VRI tjener penge på handlen, selvom Albert Grønbæk ikke har spillet i klubben, siden han var 14 år. Ifølge aftalen skal fem procent af transfersummen fordeles mellem de klubber, der har haft spilleren i alderen 12-14. Foto: Arnd Wiegmann / Ritzau Scanpix

- En af de ting, vi måler os på, er samarbejdet med AGF og de spillere, vi får sendt videre til dem. På et tidspunkt havde vi tre spillere i deres førsteholdstrup. Og det er vi enormt stolte over.

- Selvom man ikke kan sætte lighedstegn mellem elitefodbold og succes, fordi man jo kan være begunstiget af én god årgang, så kan bruge det til at måle, om børnene får noget ud af det hernede. Og på en dag som i dag vil jeg i den forbindelse bare gerne fremhæve de mange frivillige og forældres arbejde, fortsætter Bo Dall-Hansen.

Det skal du også vide: Stor trafikåre er spærret, og Risskov-villa blandt årets dyreste bolighandler i regionen

Her får du et overblik fra 8240.

ㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤ

Med en pris på 16 millioner klemmer Risskov-villa sig ind i top fem blandt årets største handler i regionen

Fotos: Axel Schütt

Når Risskov for alvor folder sig ud, og når nøglerne til de meste prægtige villaer ved vandet skifter hænder, kan ingen andre områder i Aarhus følge med på prisen.

Sådan har det hidtil ikke været i år, og derfor er Risskov ”kun” lige repræsenteret på top fem over årets indtil videre største hushandler i hele Region Midtjylland.

Hyldevej 4 er med en pris på 16 millioner den femte dyreste handel i 2024 i regionen. Blandt andet bliver den overgået af to handler fra Skåde på henholdsvis 19,2 millioner og 18 millioner kroner. Det fremgår af en opgørelse fra Boliga.

Listens nummer et er et kæmpestort palæ i Silkeborg Kommune. Her blev en ejendom på svimlende 871 kvadratmeter i foråret solgt for 25 millioner kroner.

Lystrupvej er spærret frem til 2. august

Foto: Christian Gnutzmann

Den travle forbindelse mellem Risskov og Lystrup spærret for alle andre end cyklister og fodgængere. Det er den frem til 2. august.

Spærringen på Lystrupvej betyder, at tusindvis af bilister må ud på en større omvej. På en gennemsnitlig hverdag kører der cirka 11.000 biler på strækningen.

Vejen er lukket umiddelbart nord for Hedevej, og den genåbner først 2. august.

Ifølge Teknik og Miljø i Aarhus Kommune skyldes spærringen både vejarbejde og kloakarbejde på Mossøvej og ud på Lystrupvej.

Hedevej har i øvrigt været spærret længe - siden 2. april. Her slutter vejarbejdet først 12. september.

Så meget har Martin Jørgensen nu tjent på sin Risskov-villa

Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Martin Jørgensen og hans tidligere samlever er kommet af med deres Risskov-villa, der blev sat til salg sidste forår for 15,9 millioner kroner.

Det fremgår af Tinglysningen, skriver Din Avis Aarhus.

Det endte med en lidt lavere pris og et hammerslag på 14.650.000 kroner. Den tidligere fodboldspiller får dog stadig et pænt millionbeløb med videre.

Han fik nemlig selv den 238 kvadratmeter store villa helt tilbage i 2007 for den 5,5 millioner kroner, hvorfor han altså på papiret står til en fortjeneste på lige godt ni millioner kroner.