Et stort boligprojekt begynder, og et andet kan være på vej
Ordet lokalplanplanportal er så gabende kedeligt, at mine tidligere undervisere på journalisthøjskolen nok vil ryste på hovedet over, at jeg nu bruger det som indledning på dette nyhedsbrev.
Når jeg alligevel vælger at gøre det, skyldes det, at der for første gang i min tid på RisskovLIV er oprettet en ny 8240-sag på portalen.
Kort fortalt betyder det, at Aarhus Kommune har ”accepteret at indlede en proces for omdannelse” af et erhvervsområde ved Lystrupvej.
Det blev det helt sikkert ikke mindre langhåret af, men betydningen af kommunens accept er ikke helt ligegyldig. For viser det sig, at processen ender ud i en ny lokalplan for området, så kan der være endnu et boligprojekt på vej til 8240.
Men før det kommer så langt, er der en masse, der skal afklares.
Alt det er de for længst ovre på Latyrusvej, hvor Latyrusparken A/S nu også er der, hvor selve byggeriet kan begynde. Her skal opføres cirka 300 boliger, og de forventes at stå klar til indflytning i løbet af 2026.
Når de står færdige, bliver de lagt til en i forvejen bred palet af boliger i 8240. For postnummeret rummer boliger i stort set alle prisklasser. Det vidner det seneste boligoverblik om.
Den seneste aktivitet på det lokale marked har budt på både de helt dyre, de billige og handlerne imellem.
Dagens sidste artikel handler om en Risskov-restaurant, der gennem flere måneder har været til salg, men som nu er pillet af markedet.
I stedet har den ene af restaurantens ejere valgt at beholde nøglerne, og han fortæller, at spisestedet efter en knapt så god periode er tilbage på sporet.
God læselyst.
Christian GnutzmannJournalist
Sådan kan det komme til at se ud på Latyrusvej. Visualisering: Kjaer & Richter
Alt er faldet på plads: Nu begynder opførelsen af 300 nye boliger
Christian Gnutzmann nicje@jfm.dk
Mere end et år efter lokalplanen for Latyrusvej blev vedtaget, begynder byggeriet af de cirka 300 boliger ved Lystrupvej.
Projektet omfatter både private og almene boliger og en parkeringskælder. De nye boliger forventes at stå klar til indflytning i første halvår af 2026.
fredag 18. okt. 2024 kl. 17:19
Christian Gnutzmann nicje@jfm.dk
Mere end et år efter, at en ny lokalplan gjorde boligprojektet ved Lystrupvej muligt, begynder opførelsen af boliger.
Der var optimisme at spore hos Morten Nielsen op til sommerferien.
Han er ejendoms- og udviklingschef hos Energy Tech Estate, som skal opføre et boligprojekt med små i omegnen af 300 boliger på Latyrusvej ved Lystrupvej.
I en længere periode har visen fra byudviklere ellers gået på, at markedet ikke har været til store investeringer, og at det har handlet om at se tiden an.
Men sommersolstråler havde tilsyneladende fundet vej gennem de mørke skyer, og det hele begyndte at lysne på Latyrusvej, lod Morten Nielsen RisskovLIV forstå i juni.
De sidste aftaler og så videre skulle på plads, fortalte han, og det er nu sket.
”Vi igangsætter opførelsen af Latyrusparken i Risskov med i alt 22.000 m2 fordelt på 257 private boliger og 40 almene boliger, derudover opføres 7.500 m2 parkeringskælder med plads til 186 biler,” skriver Morten Nielsen i et opslag på Linkedin.
Mere end et år efter vedtagelse
Det er bestemt ikke nye planer, der nu skal føres ud i livet. Allerede i foråret sidste år blev den nye lokalplan for området vedtaget, og siden da har grundene på Latyrusvej sådan set bare ventet på at blive hjemsted for nyt byggeri.
Det sker nu, og forventningen hos Morten Nielsen er, at boligerne står klar til indflytning i løbet af første halvår af 2026.
Til den tid forventer han, at efterspørgslen på boliger er vendt.
- Vi har brugt lang tid på analyser af boligsammensætningen og så videre i området, og jeg tror, at timingen vil være optimal nu her, sagde han til RisskovLIV i juni.
Der er et stykke vej til et endeligt projekt, men sådan her har det tidligere set ud i et visionsoplæg for Vejlbjergvej. Foto: Aart Architects
Efter flere års ønske: 'Nedslidte' erhvervsgrunde kan blive til nyt boligområde
Christian Gnutzmann nicje@jfm.dk
En gruppe grundejere arbejder på at forvandle slidte erhvervsbygninger til et boligområde ved Vejlbjergvej.
Det kræver en ny lokalplan, og sådan en er der nu taget første skridt imod, da Aarhus Kommune har accepteret at opstarte en lokalplanproces.
Morten Hauerbach, en af grundejerne, mener, at dette skridt er positivt, men han understreger, at der stadig er lang vej til en endelig plan.
Ifølge tidligere visionsoplæg kan der etableres boliger, idrætsfaciliteter og erhvervslokaler i området, hvilket ifølge Morten Hauerbach vil løfte området. Grundene domineres i dag af ældre og slidte erhvervsbygninger.
fredag 18. okt. 2024 kl. 19:22
Christian Gnutzmann nicje@jfm.dk
- Det er første skridt på vejen, og jeg synes, at det vil give mening at gøre den byudvikling, der er i gang i det område, færdig, siger en af grundejerne ved Vejlbjergvej.
Det er et lille, men ikke helt ubetydeligt skridt, der er taget på Vejlbjergvej ved Lystrupvej.
Her har en gruppe grundejere i flere år haft et ønske om at få mulighed for at forvandle deres gamle, slidte erhvervsbygninger til spritnye etageboliger.
Men før den drøm kan blive til virkelighed, er der brug for en ny lokalplan. Og efter flere års tilløb fra grundejerne har Aarhus Kommune nu oprettet et sagsnummer for området.
”Teknik og Miljø meddeler accept til at indlede en lokalplanproces,” som det hedder i et dokument på kommunens lokalplanportal.
Og selvom der stadig er langt til en eventuel endelig lokalplan, der til sidst kan vedtages i byrådssalen, og selvom det ifølge Morten Hauerbach, der er en af grundejerne i området, stadig kan ’gå i alle mulige retninger’, så er første af mange skridt nu taget.
- Det er første skridt på vejen, og jeg synes, at det vil give mening at gøre den byudvikling, der er i gang i det område, færdig, siger Morten Hauerbach.
Boliger, erhverv og idræt
Da der fortsat er et godt stykke vej til, at rammerne for området eventuelt kan blive ændret, er det ikke sådan, at der allerede nu kan slås tykke streger under et konkret projekt.
Men i et tidligere visionsoplæg fremgår det, at der kan laves cirka 34.000 kvadratmeter boliger, idrætsfaciliteter som padel eller fitness og måske nogle erhvervslokaler til en cafe eller lignende.
I fremtiden kan området blive til boliger. Dette er kun et skitseprojekt, og lokalplansanmodningen er ikke godkendt, så intet ligger fast. Foto: Aart Architects
Ifølge Morten Hauerbach vil det løfte området, hvis den slags flytter ind på grundene, samtidig med at de nuværende erhvervsfunktioner flytter ud.
- Det er et område, hvor mange af bygningerne er nedslidte og af ældre dato. For mig virker det som et område, der ikke er tegnet færdig, hvor man kan komme til at bo op og ned ad erhverv, og her vil det være mere naturligt, at der var en afgrænsning ved Vejlbjergvej, siger han med henvisning til, at der på den nordlige side af Vejlbergvej ligger tungere industri.
En grå stribe
Idrætsfaciliteter og et spisested kan også meget vel gå hen at blive en nødvendighed.
For det område, som grundejerne ønsker en ny lokalplan for, er på et kommunalt kort flettet ind i en større grå stribe. Den indikerer en såkaldt konsekvenszone.
Kort fortalt betyder det, at der på den nordlige side af Vejlbjergvej er en miljøklassificering, der gør, at man ikke kan udelukke støjende virksomheder på de matrikler.
”En større del af området er omfattet af konsekvenszone fra naboerhvervsområder med høje miljøklasser, og det vil begrænse mulighederne for omdannelse til boliger indenfor den zone,” skriver Teknik og Miljø i det dokument, der er tilknyttet lokalplansagen på kommunens lokalplanportal.
- Det er noget, vi må forholde os til, og det er noget, der skal findes en løsning på. Den løsning har vi ikke nu, men der kan være mange løsninger, siger Morten Hauerbach.
En løsning kunne være et støjværn af en slags, og her kan sådan noget som blandt andet idrætsfaciliteter komme i spil.
Det er noget af det, der nu skal kigges på i den lokalplanproces, som på kommunens hjemmeside står til at starte i foråret 2025. Ligesom alt, hvad der ellers hører til en lokalplanproces også skal vendes og drejes.
Blandt de seneste handler i 8240 er en spektakulær villa i vandkanten. Arkivfoto: Jens Thaysen
Årets dyreste og billigste bolig: Det lokale marked har budt på flere iøjnefaldende handler
Christian Gnutzmann nicje@jfm.dk
Årets største bolighandel har fundet sted på Strandvænget, hvor en villa er solgt for 34 millioner kroner. Samtidig er årets billigste handel også indgået. Det er en etværelseslejlighed i Kantorparken, der er solgt for 625.000 kroner.
Mellem yderpunkterne er der også flere bemærkelsesværdige handler, herunder villaer til omkring 10 millioner kroner.
fredag 18. okt. 2024 kl. 18:25
Christian Gnutzmann nicje@jfm.dk
Den seneste aktivitet på det lokale boligmarked har budt på stort set hele paletten. Der er både de helt dyre, de helt billige og handlerne imellem.
Selvom Risskov-boligmarkedet ofte byder på opsigtsvækkende handler og boliger af en særegen karakter, så er denne rundes månedlige boligoverblik alligevel et, der stikker ud.
For der er rigeligt med handler, der er værd at nævne.
Vi kan starte på Strandvænget, hvor årets hidtil største handel er kørt i hus. Her er en spektakulær villa i vandkanten solgt for 34 millioner kroner. En historie du kan læse mere om her.
I den anden ende af tabellen er der også sat foreløbig Risskov-rekord for 2024 med en handel til 625.000 kroner.
Det er en etværelseslejlighed i Kantorparken, der er blevet handlet for det, der altså er årets billigste 8240-bolig indtil nu.
Med det er top og bund på plads, men der er også flere iøjnefaldende handler imellem de to yderpunkter.
For eksempel er der på Højrisvej handlet en villa til godt og vel 10 millioner, mens et sæt nøgler på Prins Knuds Vej har skiftet hænder for 11,5 millioner kroner. Samtidig er to huse handlet for lige under 10 millioner kroner.
Og så er der også købt og solgt boliger for lidt mere spiselige beløb. Se det hele nedenfor:
Tohid Allemi er nu alene i spidsen for Risskov-restauranten La Foresta. Foto: Christian Gnutzmann
Tohid arbejdede på et plejehjem for at holde liv i restaurantdrøm: Nu er spisested tilbage på sporet
Christian Gnutzmann nicje@jfm.dk
Det var sådan set planen, at La Floresta på Violvej skulle sælges, men i stedet har den ene af stedets ejere valgt at købe makkeren ud, så han nu er alene om at diktere spisestedets fremtid.
Det er Tohoid Allemi, der nu ejer restauranten, og han glæder sig over at have spisestedet tilbage på sporet.
Han har tidligere måttet tage et deltidsjob på et plejehjem for at kunne holde trit med sin egen økonomi.
fredag 18. okt. 2024 kl. 18:24
Christian Gnutzmann nicje@jfm.dk
Restauranten ved Nordre Strandvej er nu ikke længere til salg.
I mere end et halvt år har restauranten La Foresta været til salg.
Men at stedets ejer fortsat står som værende åben for købstilbud, det er en fejl. For det italienske spisested på Violvej ved Nordre Strandvej kan ikke længere købes.
Tohid Allemi, der tidligere ejede halvdelen af La Foresta, har købt makkeren ud, og nu holder han fast i nøglerne.
Siden 2021 har han haft sin daglige gang i køkkenet på Violvej, men i starten af året valgte makkerparret at sætte restauranten til salg, da de ifølge Tohid Allemi ville to forskellige ting med forretningen.
- Planen var, at den skulle sælges, men det rigtige tilbud kom ikke, og så valgte jeg i stedet at købe ham ud, siger Tohid Allemi.
La Foresta ligger ved Nordre Strandvej. Foto: Christian Gnutzmann
Det var ifølge ham selv en rigtig god beslutning, for restauranten kører bedre end nogensinde, fortæller han.
- Jeg er glad, og det er dejligt at kunne bestemme selv. Der er også mange af vores kunder, der fortæller, at de er glade for, at restauranten stadig er den samme.
Deltidsjob
Tohid Allemi har lavet små justeringer på restaurantens menukort, som dog stadig mest af alt består af pizza i forskellige varianter.
Og når den runde spise i dag bliver langet over disken, ryger der løn i ejerens lomme. Sådan var det igennem en længere periode ikke.
- Indtægten var ikke til to, og forretningen kørte ikke så godt, så vi måtte ændre åbningstiderne og lukke om formiddagen, så jeg kunne arbejde et andet sted og tjene penge, siger Tohid Allemi.
Han fik derfor et deltidsjob på et plejehjem, og selvom han kun har ros til overs for sin nu tidligere arbejdsgiver, så var det ikke ligefrem det, der var drømmen, da han sprang ud som pizzabagende restauratør ved strandvejen i Risskov.
- Det var nogle lange dage, for jeg var på plejehjemmet om formiddagen og så i restauranten til klokken 22. Og det føltes tåbeligt at arbejde i sin egen forretning uden at få til sine egne udgifter og så være nødt til at arbejde et andet sted, siger han.
Nu er den tid forbi, og pizzaskæren ruller fortsat på fulde omdrejninger hos La Foresta.