Klimaplan, trafik og byggeprojekter: Her er fem ting, du skal holde øje med i 2024
Fem emner med stor betydning for Risskov er på dagsordenen i dette år.
Det gælder først og fremmest klimasikring, som i første omgang skal grundigt belyses – det samme skal mulige tiltag i kampen mod oversvømmelser.
Også trafikken på Lystrupvej skal der kigges på. Her er det forventningen, at der senere i år bliver fastslået en endelig plan for fredeliggørelse af den sydlige del af vejen, ligesom der også skal findes en løsning på Torsøvej Station.
Der er også flere lokalplaner, som kan få deres endelige afgørelse i løbet af de kommende 12 måneder. Det gælder projektet ved Risskov Øjenklinik, på Ådalsvej og Vejlby Vest.
Selvom der ikke er lagt op til mange store politiske slagsmål med Risskov i centrum, så er der alligevel en håndfuld dagsordener, som får afgørende betydning for 8240.
Blandt andet skal det en gang for alle slås fast, at Vejlby Stadion skal huse superligafodbold i en periode – også selvom det nyeste forslag for stadionet gør projektet 10 millioner kroner dyrere.
Det tyder også på, at 2024 bliver året, hvor kommunen og politikerne kommer i mål med en plan for, hvordan Lystrupvej skal fredeliggøres.
Og så skal der fordeles penge til idræt, ligesom to lokalplaner står til at kunne blive vedtaget eller skrottet.
Hvordan skal truslen fra vandet løses?
Med 2023 og særligt det voldsomme regnvejr i oktober frisk i erindringen er det næppe nødvendigt at kridte banen tydeligere op.
Vandet truer Risskov, og som beskrevet her på RisskovLIV er truslen både over os og til begge sider.
Også nedefra truer oversvømmelserne, og derfor har Risskov-borger Lene Folmer konstant en pumpe til at køre for at holde grundvandet for døren.
Netop den trussel kan ødelægge for store summer i 8240. Et estimat lyder på, at grundvand vil kunne smadre værdier for mere end en halv milliard i Risskov, hvis der ikke bliver gjort noget. Senere i 2024 forventes det, at en ny lov, som kan hjælpe med at holde villaerne tørre, vedtages på Christiansborg.
- Regeringen har med dens nye klimaplan lagt op til, at forsyningsselskaberne også skal kunne håndtere grundvandet i de områder, hvor der kloakeres, sagde Gitte Normand Andersen, geolog og afdelingsleder ved Teknik og Miljø, til RisskovLIV før jul.
Mens det ser ud til, at der er nye værktøjer og retningslinjer på vej, hvad angår grundvand, så er der ikke sat en prop i truslerne fra regn og oversvømmelser fra Egåen og bugten.
Om der bliver det i 2024, er endnu uvist, men når året er omme, skulle løsningerne i hvert fald gerne være tættere på at blive en realitet. Frem mod midten af året er det nemlig planen, at der skal ”udarbejdes et mulighedskatalog”, som det hedder i den kommunale ordbog.
Her skal der dannes et overblik over vandkilderne og udpeges potentielle tiltag, ligesom der også skal kigges på finansieringsmuligheder.
Byggeplaner kan få grønt lys
På Ådalsvej er et mindre boligprojekt under opsejling. Det har det været længe, og 2024 kan meget vel gå hen at blive det afgørende år for boligplanerne.
I dag huser adressen fitnesskæden Fit & Sund, men Tækker Group vil bytte træningscentret ud med 12 kædehuse i to plan.
Og selvom det i et Risskov-målestok er et relativt beskedent projekt, hvad angår boligenheder, så har planerne mødt stor modstand. Derfor er der barberet en luns af bebyggelsesprocenten, så den nu ligger omkring 50.
Om det er nok til at feje den lokale modstand af vejen, vil vise sig, når projektet efter planen bliver sendt i offentlig høring i februar. Er det tilfældet, kan en ny lokalplan ifølge kommunens tidsplan vedtages lige op til sommerferien 2024.
I den vestlige del af postnummeret, står et andet lokalplanforslag også til at kunne nå frem til byrådssalen for endelig godkendelse i 2024. Det er forslaget for Vejlby Vest, som er i en helt anden størrelsesorden end det føromtalte projekt på Ådalsvej.
Her skal 67 boliger pilles ned for at blive bygget op på ny i bedre materialer og i en helt anden kvalitet. Samtidig skal der bygges omkring 165 ejerboliger, som skal appellere til børnefamilier og seniorer.
Det projekt kræver i første omgang en ny lokalplan, og hvis alt klapper, kan sådan en være blåstemplet i slutningen af 2024. Den slags datoer har det dog med at flytte sig lidt, så vi kan meget vel skrive 2025, før byrådet endeligt vedtager den nye lokalplan for Vejlby Vest.
Og uanset om det bliver i 2024 eller 2025, at sagen rammer byrådets dagsorden, så er der ikke lagt op til et større politisk sværdslag. Tidligere på året skulle politikerne drøfte udviklingsplanen for Vejlby Vest, og her var der opbakning fra hele salen. Også beboerne i området stemte for udviklingsplanen.
Men det kræver stadig en tur gennem lokalplan-møllen, og det betyder blandt andet en omgang i offentlig høring, inden en ny lokalplan til sidst kan bane vej for det store projekt.
Også Risskov Øjenklinik ser ud til at ramme politikernes bord i det år, vi lige har taget hul på. Klinikken, som den står i dag, rimer ikke på forskønnelse, og derfor er de færreste uenige i, at der skal gøres noget ved matriklen.
Spørgsmål er bare, hvor stort et nyt projekt skal være. Det har været debatteret, projektet er skrumpet, og efterhånden ligner det formaliteter, der skal på plads, før projektet får grønt lys.
Den besværlige myldretidstrafik og den umulige gangbro
Myldretidstrafikken på Lystrupvej får sjældent pæne ord med på vejen, og det skal der laves om på.
For byudviklingen omkring strækningen fra Grenåvej til rundkørslen ved Viengevej er endnu ikke afsluttet, og flere boliger skyder op. Det giver endnu mere trafik, og derfor skal 2024 også helst blive året, hvor den forkromede plan for en fredeliggørelse af den sydlige del af Lystrupvej ligger klar.
Noget af det, der kan blive hevet op af den kommunale værktøjskasse, er et nyt lyskryds i stedet for rundkørslen ved Viengevej.
Problemet med den løsning er bare, at det koster et større millionbeløb. Som RisskovLIV tidligere har fortalt, kan regningen for rød, gul, grøn løbe op i 45 millioner kroner.
Men det kan blive nødvendigt, for med et lyskryds vil det i højere grad være muligt at styre, hvilken vej bilisterne tager. På den måde ville flere trafikanter kunne sendes af Viengevej.
Forventningen hos Aarhus Kommune er, at der i 2024 bliver sat streger under den plan, der skal komme de trafikale udfordringer på Lystrupvej til livs.
I samme omgang skal der kigges nærmere på Torsøvej Station.
For med 30 trin op og lige så mange ned igen, er det ikke alle, der kan bruge stationens gangbro, og det skal laves om. Faktisk er forvaltningen stort set i mål med anbefalingerne for Torsøvej Station, men der bliver først taget endelig stilling til det, når planen for Lystrupvej skal vedtages.
- Jeg kan ikke sige noget endnu om, hvad der anbefales, men forventningen er, at der kommer en indstilling omkring det i år i forbindelse med trafikplanen for den sydlige del af Lystrupvej, siger Jens Stensgaard Pedersen, der er projektleder ved Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Det er blandt andet i spil at lave en ny bro uden trapper, en tunnel eller et bomanlæg, så man kan komme sikkert over skinnerne uden at skulle bekymre sig om de mange trappetrin. En anden mulighed er at bygge et elevatortårn til den eksisterende bro.
Lokale foreninger håber på afgørende økonomisk hjælp fra kommunen
Der bliver tænkt store tanker i idræts-Risskov, men da millioner sjældent ligger og flyder i foreningerne, er der behov for kommunal støtte, hvis det hele skal blive til virkelighed.
I alt er der søgt om 26 millioner til nye idræts- og fritidsprojekter i 8240, men da kommunens pulje til den slags blot lyder på 15 millioner, vil nogle gå tomhændet hjem, når der skal fordeles bidder af idrætskagen. Især fordi, de 15 millioner skal bruges til hele kommunen og ikke bare til Risskov.
Kort før jul blev cirka halvdelen af puljen fordelt til en række mindre projekter. Her var der knap en million kroner fordelt på fire Risskov-projekter.
De sidste millioner fra Anlægspuljen bliver noget af det første, byrådet kommer til at tage stilling til i år. Tirsdag skal Magistraten tygge på en indstilling fra Kultur og Borgerservice, hvor der både er gode og dårlige Risskov-nyheder.
Den gode nyhed er, at der er puttet væsentligt flere penge i puljen, så der i alt skal deles 58 millioner kroner ud. Pengene kommer blandt andet fra kommunens investeringsplan og fra salg af to kommunale adresser i Aarhus V.
Den dårlige nyhed er til gengæld, at det kun er et enkelt projekt fra 8240, der står til at få del i idrætsmillionerne. Det er Idrætshøjskolen, der er indstillet til at få fem millioner kroner fra Anlægspuljen til etableringen af en ny hal til forskellige sportsgrene. Idrætshøjskolen havde oprindeligt søgt om 10 millioner kroner.
Lidt er bedre end ingenting, da især når de øvrige ansøgere fra Risskov ser ud til at gå fra bordet med tomme tallerkener.
Blandt andet havde Bakken Bears søgt om et tilskud på 13 millioner kroner til et dyrt og ambitiøse halprojekt. De danske basketball-mestre er efterhånden løbet fra de nuværende halfaciliteter, og som du kan læse her, så er en ny hal afgørende for, at klubben kan vokse sig større.
Det projekt bliver med al sandsynlighed uden anlægspuljemidler i denne omgang. For selvom det hele skal politisk behandles, før indstillingen bliver blåstemplet, så ligger det ikke i kortene, at så store millionbeløb skal flyttes rundt.
Vejlby Stadion og de sidste millioner
Det ligner efterhånden formaliteter i et puslespil, hvor brikkerne mere eller mindre er faldet på plads – men det skal stadig besluttes politisk en gang for alle, hvordan Vejlby Stadion skal se ud, når det skal agere midlertidig hjemmebane for AGF, mens Ceres Park renoveres.
Cirka 12.000 pladser skal der være på det midlertidige stadion, som skal pilles ned igen, når AGF flytter tilbage til Kongelunden og ind i det splinternye stadion i midten af 2026.
Og når herreholdet takker af i Vejlby, rykker AGF’s kvindehold og VSK Aarhus permanent ind. Til den tid skal der være plads til cirka 2.000 tilskuere.
Vejlby Stadion er i sin nuværende form udstyret med en løbebane, og den slags har AGF i årevis forsøgt at komme af med. Det lykkes nu med det nye stadion i Kongelunden, og det lykkes også – ser det ud til – på Vejlby Stadion.
I efteråret beskrev RisskovLIV og Stiften, hvordan et forslag om at fjerne løbebanen og i stedet give atletikfolket et nyt træningsanlæg skulle gøre alle tilfredse.
Det forslag skal endeligt besluttes. Og da forslaget kommer fra den politiske styregruppe bag det nye stadion, hvor borgmesteren og to rådmænd sidder, tyder alt på, at det ender med politisk grønt lys.
Forslaget om nye atletikfaciliteter gør dog projektet dyrere. Cirka 10 millioner kroner ekstra kommer det til at koste, og det er penge, der skal findes.
Som Stiften tidligere har fortalt, så kan fonde blive løsningen på det problem.