Go bolig har kæmpet med at få ungdomsboligerne på Vestre Strandallé lejet ud. Foto: Go'bolig

Stor udlejer kan endelig melde udsolgt på ungdomsboliger

Det har taget lang tid for Go Bolig at komme af med de spritnye ungdomsboliger på Vestre Strandallé.

Også længere tid, end de selv havde forestillet sig, medgiver kommunikationschefen hos Go Bolig.

Men sent er som bekendt bedre end aldrig, og derfor er det en tilfreds kommunikationschef, der i dagens nyhedsbrev fortæller om Go Boligs situation i Risskov.

For alle nøgler til de 112 lejligheder på Vestre Strandallé er nu ved at være fordelt. Men det holdt hårdt, og der skulle nogle vilde tilbud til, før de unge mennesker slog til.

Gratis husleje i en periode og derefter et nedslag i prisen, og så var der bid.

Noget af det samme er i spil lige rundt om hjørnet på Agerbæksvej, men her kæmper Go Bolig – trods de store slagtilbud – fortsat med at få fyldt ud i alle de nye kvadratmeter.

Nye kvadratmeter er der også på vej flere steder på Nordre Strandvej. De bliver dog af en anden karakter, og det bliver formentlig aldrig nødvendigt med ekstraordinære tilbud for at få dem fyldt ud.

Fem steder på den befærdede strækning er nye projekter under opsejling. Nogle af dem er ved at være tæt på at kunne realiseres, mens andre fortsat er skitser og visioner.

Blandt andet tegner det til, at der er afklaring på hjørnet mellem Fortevej og Nordre Strandvej, hvor farvehandleren og den tidligere glarmester skal vie pladsen for nye butikslokaler.

Jeg slutter i samme boldgade, som jeg startede i, nemlig på boligmarkedet. Men her er det med omvendt fortegn.

For i modsætning til boligerne på Vestre Strandallé og Agerbæksvej, hvor mange af lejlighederne er små og med en udsigt, der når ud til Grenåvej, er der her tale om pragtvillaer, som kun de færreste kan drømme om at få fingrene i.

De fem dyreste Risskov-villaer på markedet lige nu ligger i de første rækker til vandet, og skulle der trods salgsannoncernes mange lovord ikke være noget, der kunne friste, så indbyder to usædvanlige byggegrunde til, at du kan slippe boligfantasien løs.

God læselyst.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist
Der er i alt 112 ungdomsboliger i det nye lejlighedskompleks på Vestre Strandallé. De 111 af dem er etværelseslejligheder på mellem 30 og 51 kvadratmeter. Den sidste lejlighed er i tre værelser. Foto: Christian Gnutzmann

Efter tilbud om gratis husleje kan stor udlejer endelig melde udsolgt - rundt om hjørnet står en tredjedel af lejlighederne dog stadig tomme

Go Bolig, der står for udlejningen af boliger på blandt andet Vestre Strandallé og Agerbæksvej, kan nu langt om længe melde udsolgt på ungdomsboligerne på Vestre Strandallé.

Det sker efter vilde tilbud og nedsat husleje.

Der er dog stadig en tredjedel af lejlighederne ledige på Agerbæksvej, og her bliver der skruet op for markedsføringen, ligesom der også er tilbud om gratis husleje at hente.

Go Bolig forventer selv, at de sidste cirka 30 lejligheder på Agerbæksvej kan lejes ud i løbet af nogle måneder.

Go Bolig håber, at de sidste ledige lejligheder på Agerbæksvej kan lejes ud i løbet af de næste par måneder.

På døren kan man læse, at der fortsat er boliger til leje.

Men de klistermærker bør snart skrabes af.

For på Vestre Strandallé kan udlejeren Go Bolig nu langt om længe tænde de røde lygter. Det hele er lejet ud.

- Med de kontrakter, der er sendt ud, så er vi faktisk helt i mål. Der er udsolgt, siger Henrik Jakobsen, som er marketing- og kommunikationschef i Go Bolig.

Dermed skal man altså ikke lægge for meget i, at der på Go Boligs hjemmeside fortsat står, at fire af de i alt 112 ungdomsboliger på Vestre Strandallé er ledige.

Ledige lejemål har der ellers været længe. Også længere end Go Bolig havde forventet.

- Da vi satte gang i udlejningen i det tidlige forår sidste år, var der kommet rigtig mange lejligheder på markedet i Risskov, så det har taget længere tid. Men der er kommet skred i det i løbet af efteråret, siger Henrik Jakobsen.

Boliger kastet i nakken

Den langsommelige afsætning af varerne fik Go Bolig til reagere. Først med et ekstraordinært slagtilbud på flere måneders gratis husleje.

Men selvom de unge altså mere eller mindre fik lejlighederne kastet efter sig, var for mange boliger stadig gabende tomme, og så blev den generelle husleje sat ned.

RisskovLIV har tidligere skrevet, hvordan mellem 400 og 900 kroner blev kappet af den månedlige husleje i de nyopførte lejligheder på Vestre Strandallé, og det har givet pote.

- Der er en del, der har fået de her tilbud, så det har helt sikkert haft en effekt, siger Henrik Jakobsen.

Har I ramt skævt i forhold til prislejet fra starten?

- Nej, det synes jeg ikke. Nogle gange kommer der bare rigtig mange lejligheder ud på markedet på samme tid. Vi har købt lejligheder ind noget tidligere, og vores indkøbspris spiller også ind på lejeniveauet. Så vi syntes, at prisen var den rigtige, og det havde selvfølgelig været rarere ikke at skulle ud i tilbud og reduceret pris, men vi har været nødt til at forholde os til virkeligheden.

Vil det sige, at prisen skal hæves igen i fremtiden, så den kommer op omkring det oprindelige niveau?

- Det ved vi ikke endnu, det vurderer vi hele tiden. Når der kommer udskiftning på et lejemål, vurderer vi altid, hvad der er den rette pris, og det kan gå begge veje alt efter udbud og efterspørgsel, siger Henrik Jakobsen.

En tredjedel ledigt

Mens cykelstativerne er fyldte, og der er ved at være gardiner i samtlige vinduer på Vestre Strandallé, så er billedet et andet, når man drejer rundt om hjørnet.

På Agerbæksvej står nybyggede boliger ligeledes klar til at give Risskovborgere tag over hovedet. Og her er der stadig plads til flere.

Vestre Strandallé er fyldt op, og Go Bolig mærker ifølge marketing- og kommunikationschef Henrik Jakobsen pæn interesse for de ledige lejemål på Agerbæksvej. Foto: Go Bolig

Cirka en tredjedel af de i alt 93 boliger fordelt på almindelige lejligheder og seniorboliger står fortsat uden lejer.

- Det skal vi have gjort noget ved, og derfor har vi også skruet op for markedsføringen af dem, siger Henrik Jakobsen fra Go Bolig, som også råder over lejlighederne på Agerbæksvej.

Han er dog optimistisk i forhold til også at kunne melde udsolgt her.

- Det er svært at sige, hvornår det sker, men jeg håber på, at vi har kørt den i mål inden for et par måneder. Der har været prisjusteringer i efteråret på udvalgte lejemål, og vi tilbyder også to måneders gratis husleje, og lige nu er der booket ret mange fremvisninger, så det lykkes os at tiltrække interesserede, siger han.

Overordnet tilfreds

Go Bolig ligger inde med nøglerne til mange lejligheder rundt om i Aarhus, og flere steder i Risskov støder man på udlejeren.

Det gælder også et tredje sted i 8240. På Arresøvej står 37 ud af Go Boligs i alt 319 lejligheder endnu tomme.

- Det har været svært at få i mål, fordi der er været bygget meget i det område, så der har været stor konkurrence og mange muligheder for lejerne. Men der har været fremgang på det seneste, og nu er vi tæt på at være i mål. Så jeg synes, at vi alt i alt kan være tilfredse, siger Henrik Jakobsen.

Fælles for det hele er, at det har taget længere tid at få lejet ud, end I havde regnet med. Er der noget, som I burde have gjort anderledes fra starten af?

- Når man kigger baglæns, kan man altid spørge sig selv, om vi skulle have gået med lavere priser og tilbud fra starten af, men vi repræsenterer også nogle investorer, som har investeret i ejendommene, og de har interesse i, at vi tester det rigtige prisniveau. Vi synes også, at det er rigtig gode ejendomme rent kvalitetsmæssigt, og det er gode beliggenheder, som også skal afspejle sig.

Det er villaerne på den anden side, Themsvej 2 og Nordre Strandvej 64B, som 1927 Estate ejer. Foto: Kristoffer Krogh Kiesbye

Fem projekter er på vej på Nordre Strandvej: Få det samlede overblik her

Den lokale ejendomsudvikler 1927 Estate har planer om to spiselige projekter på Nordre Strandvej. Et madmarked det ene sted og en ny restaurant et andet.

Ingen af projekterne er dog så langt, at der kan sættes en spade i jorden.

Det nærmer projektet på hjørnet af Fortevej og Nordre Strandvej sig til gengæld. Her skal farvehandleren og den tidligere glarmester give plads til et byggeri i to bygningskroppe med et midterparti som bindeled. Her bliver der plads til nyt erhverv.

Fremtiden for både øjenklinikken og den tidligere farvehandler nærmer sig en endelig afklaring.

Nordre Strandvej bliver ofte peget ud som noget af det, der er med til at gøre Risskov specielt.

Endnu flere spisesteder og forretninger er på vej, og her får du overblikket over fem projekter, der er under opsejling.

Et lille kommunalt tilskud til et stort projekt

Sådan så skitserne til en potentiel udvidelse af Bellevuehallen ud, da projektgruppen senest præsenterede noget visuelt tilbage i sensommeren 2021. Illustration: C.F. Møller

De måske største ambitioner ligger på halgulvet i Bellevuehallerne.

Et samlingspunkt, 5.000 nye kvadratmeter og 100 millioner kroner. Sådan lød nogle af de overskrifter, der kunne kobles på planerne for et større og bedre omdrejningspunkt for idræt, da RisskovLIV i sommeren 2021 første gang beskrev projektet.

I dag er der dog fortsat tale om en vision for området mere end et køreklart projekt.

- Der er i 2023 etableret en arbejdsgruppe, som skal forsøge at omdanne ideer og skitser til et reelt oplæg, som kan præsenteres for brugere af anlægget, naboer og øvrige Risskov-borgere. Arbejdsgruppen er endnu blot i en afklaringsfase, hvor en række tekniske forhold afdækkes. Først herefter er det reelt muligt at begynde på selve projektudviklingen, fortæller formand for Bellevuehallerne, Peter Bredal.

Bellevuehallerne er indstillet til at modtage 249.000 kroner fra kommunens anlægspulje til projektudvikling. Og selvom en kvart million er en dråbe i havet, så vidner det kommunale tilskud om, at projektet ikke er gået i stå. Hvordan projektet præcist kommer til at udforme sig, og hvornår der for alvor sker noget, er dog endnu ikke til at sige.

- Når projektudviklingen for alvor går i gang, vil brugere og borgere blive inddraget, så projekt Bellevue 2.0 får en stærk lokal forankring, siger Peter Bredal.

Hjørnegrunden ender inden for rammerne

Det er blevet til et flot projekt, mener Risskov Fællesråd. Visualisering: Krabbe og Vang Arkitekter

Da det første udkast til afløseren for farvehandleren og glarmesteren på hjørnet af Fortevej og Nordre Strandvej så dagens lys, var det med et byggeri i to etager.

Forslaget gik på, at der i stueetagen skulle være plads til syv erhvervslejemål, mens der i overetagen ville være mulighed for op imod fire lejligheder.

Det var i efteråret 2021, at Jacob Kilsgaard, der ejer grundene, løftede sløret for planerne. Siden er projektet er blevet en hel del mindre.

Et byggeri i én etage med to bygninger, der smeltes sammen af et midterparti. Det er, hvad der nu er sagt god for fra både kommunens og Risskov Fællesråds side.

- Det er blevet til et flot projekt, siger Øjvind Serup, der er formand for Risskov Fællesråd.

Bebyggelsesprocenten ender på 50, som også er det tilladte i området, når der som her er tale om en hjørnegrund.

Det er endnu ikke endeligt på plads, hvornår selve byggeriet går i gang, og hvilke virksomheder der slår sig ned i de nye bygninger.

Forskønnelsen af øjenklinikken venter på grønt lys

Der har længe været enighed om, at ejendommen trænger til en kærlig hånd. Foto: Axel Schütt

Et par stikveje længere henne ad Nordre Strandvej er historien lidt den samme.

Her ligger øjenklinikken, og i mange år har bygherren Alexander Stendevad pønset på et projekt, der ifølge de fleste vil være en forskønnelse.

Dog har der ikke altid været enighed om, hvor stort projektet skulle være, og derfor står øjenklinikken stadig, som den plejer. Men nu er projektet kommet så langt ned i størrelse, at det overholder rammerne for området, og derfor ligner det, at kun formaliteter og en endelig godkendelse står i vejen for projektet.

- Jeg har sendt lokalplanforslaget ind til kommunen, og det overholder kommuneplanrammerne, så jeg tænker ikke, at der er så meget mere i det, men jeg aner ikke om, eller hvornår vi kan komme i gang, siger Alexander Stendevad.

Når projektet en gang står færdigt, så vil det fortsat være med øjenklinik i stueetagen. Samtidig vil to yderligere erhvervslokaler kunne rykke ind, mens der bliver plads til seks mindre boliger på 1. sal.

Men inden spaden kan sættes i jorden, skal det altså endegyldigt godkendes af byrådet, og Alexander Stendevad venter fortsat svar på, hvornår det bliver.

- Det kommer helt an på forvaltningen og politikerne. Jeg ønsker at gå i gang hurtigst muligt, og med det samme lokalplanen er gennemført, vil jeg anmode om byggetilladelse. Projektet har været undervejs i knap syv år, og jeg synes, at området fortjener, at der sker noget snarest muligt, siger han.

Lokale udviklere håber fortsat på madmarked

Det er villaerne på den anden side, Themsvej 2 og Nordre Strandvej 64B, som 1927 Estate ejer. Foto: Kristoffer Krogh Kiesbye

Der er efterhånden rig mulighed for at stille appetitten på Nordre Strandvej. Indenfor de seneste år har forskellige spisesteder meldt sig på madscenen langs den befærdede vej, og mere er på vej.

I efteråret løftede de lokale ejendomsudviklere fra 1927 Estate sløret for virksomhedens planer for hjørnet ved Nordre Strandvej og Themsvej.

De to villaer, som 1927 Estate købte i 2021, skal omdannes til en mini-markedshal lidt i stil med det, man finder i Nicolinehus på Aarhus Ø, fortalte direktør i 1927 Estate, Bünyamin Simsek, i oktober til RisskovLIV.

Det var i hvert fald det, ejendomsudviklerne foretrak, og det er fortsat planen. Der er dog fortsat ingen tidshorisont for, hvornår der kan dækkes op til sulte Risskovborgere i madmarkedet.

- Vi har præsenteret projektet for de nærmeste naboer og skaleret projektet ned i én etage, og de synes, det er pænt, men der er blevet rejst en række problemstillinger med parkeringsforholdene og affaldshåndtering. Det er praktiske ting, der kan blive en udfordring, fordi kommunen stiller krav til, at det håndteres på egen matrikel, sagde Bünyamin Simsek til RisskovLIV i oktober.

Endnu en restaurant kan være på vej

Det er endnu ikke endeligt på plads, hvad der skal serveres på Nordre Strandvej 46. Foto: Google Maps

Det Aarhus Ø-inspirerede madmarked er ikke det eneste spiselige projekt, 1927 Estate pusler med.

På Nordre Strandvej 46 ved Bellevuehallerne har der tidligere været lagt i ovnen til en ny restaurant med ambitioner om at sparke til de helt store madoplevelser, som Anders Kuk Kristensen fortalte til RisskovLIV i september 2021.

Han er en af medejerne af gourmetrestauranten Ghrelin på Aarhus Ø og Elfe længere henne ad Nordre Strandvej.

Den oprindelige plan var, at Elfe først skulle op at køre, og så skulle tænderne sættes i et brasserie på Nordre Strandvej 46, men her er der fortsat et stykke vej til, at der kan serveres mad.

Det peger dog stadig i retning af, at matriklen bliver endnu et skud på madstammen, men præcist hvad det bliver, det er uvist.

- Vi er i arbejdsrummet med projektet for Nordre Strandvej 46, så der er flere forskellige muligheder i spil, og vi har ikke låst os fast på en. Når vi går i jorden, forventer vi at have en aftale med en restauratør, men vi har ikke på papiret indgået en aftale med nogen konkret, sagde direktør i 1927 Estate, Bünyamin Simsek, til RisskovLIV i oktober sidste år.

Mulighederne er mange på Badevej, hvor to dyre byggegrunde er til salg. Arkivfoto: Jens Thaysen

Her er de dyreste Risskov-villaer på markedet lige nu og to byggegrunde, der kan blæse alle rekorder omkuld

Der er smæk for skillingen, når det kommer til både udsigt, kvadratmeter og detaljer på listen over Risskovs fem dyreste villaer på markedet lige nu.

Dyrest på det nuværende marked er en villa på Rønnevej, som står til 39 millioner kroner. Bliver det prisen, når nøglerne skal skifte hænder, så vil det være en af Risskov-historiens dyreste.

Udover de fem pragtvillaer er også to byggegrunde, som hver står til 26 millioner kroner.

Der er 20 millioner kroner fra nummer et til nummer fem af de Risskov-boliger, der lige nu er til salg. Og er der intet af det, der frister, kan du udleve boligdrømmene på to dyre byggegrunde.

Der kan krydses af ved de tre gange beliggenhed på alle villaer på denne liste.

Samtidig er der ikke sparet på kvadratmeter og detaljer.

Derfor kræver det da også en pengepung ud over det sædvanlige, hvis man vil i nærheden af de dyreste på huse på Risskovs boligmarked lige nu.

Rønnevej 15 – 39.000.000 kroner

Udsigten fra Rønnevej 15 er svær at finde meget bedre. Foto: Lokalt Liebhaveri

Bliver det uden drabelige forhandlinger, at skødet og nøglerne til denne pragtvilla skifter hænder, så vil det være en af de største villahandler nogensinde i Risskov.

For et par år siden blev Ryvangs Allé 32 handlet for svimlende 43,3 millioner kroner, og der skal altså noget uventet til, hvis denne skal vippe den nuværende rekord af pinden.

Men mon ikke også både den kommende køber og sælger af Rønnevej 15 er ligeglad.

For de 39 får man naturligvis en af Aarhus’ absolut bedste beliggenheder. Første parket til vandet og en grund på 2.815 kvadratmeter.

Indmaden er nyrenoveret, og med otte værelser bør pladsmangel ikke blive noget stort problem.

Du kan læse mere om det, der kan blive en af alletiders dyreste Risskov-villaer her.

Elmevej 23 – 28.000.000 kroner

Grunden på Elmevej 23 er 1.094 kvadratmeter stor. Foto: Skraafoto.dk

Selvom vi her taler en helt anden – og langt billigere – prisklasse, end ved listens nummer et, så vil det næppe kræve ret meget overtalelse at få nogen til at flytte ind på Elmevej 23. Hvis man slipper for at betale selvfølgelig.

For betale kan de færreste, selvom Elmevej 23 altså er hele 11 millioner kroner billigere end denne listes dyreste.

Men kan man finde de 28 millioner kroner, så får man også her frit udsyn til bølgerne. Der er igen tale om en villa i første række til vandet, og husets seks værelser fordeler sig på i alt 210 kvadratmeter.

Villaen er bygget i 1937.

Mirabellevej 2 – 22.000.000 kroner

Villaen er ikke renoveret – den er restaureret, understreger mægleren i salgsannoncen. Foto: Skraafoto.dk

Haven er indrettet som en klassisk, fransk parterre køkken- og frugthave, skriver ejendomsmægleren, og udearealet er da også noget for sig selv på Mirabellevej 2. Indvendigt er villaen også anderledes end meget af det andet på boligmarkedet.

Villaen er nemlig ikke renoveret – den er restaureret. Det understreger mægleren i salgsannoncen. Det betyder, at patriciervillaen stadig står som en villa fra starten af 1900-tallet, hvor den er opført.

I forhold til de to foregående villaer på denne liste, skiller Mirabellevej 2 sig også ud ved, at den ikke ligger i strandkanten. Vi taler dog ikke om en bolig, der her ligger langt inde i landet, for med få hundrede meter til vandet, skal der ikke nogen lang spadseretur til, før man får våde fødder.

Selve huset er 180 kvadratmeter stort, og dertil kommer en kælder på knap 100 kvadratmeter.

Hyldevej 22 – 19.995.000 kroner

Grunden er 1.153 kvadratmeter. Foto: Skraafoto.dk

En dugfrisk bolig på Risskov-markedet. Hyldevej 22 blev sat til salg i starten af januar til en pris, der altså er nok til at komme med på denne top-fem.

Selvom der ligger et enkelt hus mellem Klithuset, som patriciervillaen her er døbt, og stranden, så skal man ikke bevæge sig ret meget rundt i boligens godt og vel 200 kvadratmeter inklusive kælder, før man får øje på bugten.

Der er under 100 meter til bølgerne, og derfor snuser prisen da også til de 20 millioner kroner.

Villaen er lidt mere end 100 år gammel og ombygget i 1967.

Hyldevej 4 – 18.500.000 kroner

Ifølge mægleren er der to minutters gang til badestrand fra denne villa. Foto: Skraafoto.dk

I den anden ende af Hyldevej finder vi listens sidste bolig. Den koster lidt under halvdelen af prisen på markedets dyreste Risskov-villa, men det har helt sikkert ikke været besværligt for mægleren at fylde superlativer i salgsannoncen.

Villaen ligger lidt længere væk fra stranden end de ovenstående boliger, uden der dog er tale om en dagsrejse for at få en dukkert.

Plads er der til gengæld masser af under det sortglaserede tegltag. 233 kvadratmeter plus en stor kælder med 155 brugbare kvadratmeter, som mægleren skriver.

To byggegrunde til 26 millioner kroner stykket

De to grunde på Badevej kan også lægges sammen. Arkivfoto: Jens Thaysen

Skulle der mod forventningen ikke være noget af ovenstående, der frister, så kan du på Badevej udleve alle dine boligdrømme. Det kræver dog, at dine lommer er fulde af guld.

For både Badevej 15 og Badevej 13 er til salg for usædvanlige 26 millioner kroner. Dertil skal drømmehuset bygges.

Grundene er hver cirka 1.600 kvadratmeter store, og er det ikke plads nok, kan du vælge at smide 52 millioner kroner og så lægge de to grunde sammen.

- Du ville kunne bygge et meget, meget stort hus, hvis du har pengene til det, sagde mægler Rolf Bach fra EDC Risskov til RisskovLIV i september.

Du kan læse mere om de mulige rekordgrunde her.

SFO’erne tager en halv time af åbningstiden, og kommunen har brug for et praj for at komme hullerne i asfalten til livs

Her får du et kort nyhedsoverblik.

ㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤ

SFO’erne skærer i åbningstiden

Genrefoto: Morten Stricker

Fra 1. august 2024 vil SFO’erne lukke en halv time tidligere om mandagen. Det vil sige, at den nye åbningstid fra sommer hedder 6.30-16.30 mandag og fredag, mens der tirsdag til torsdag vil være åbent fra 6.30 til 17.

Sådan lyder en indstilling til byrådet, der er sendt videre fra Magistraten.

Her fremgår det også, at den reducerede åbningstid vil betyde en årlig besparelse på 0,34 millioner kroner. Det er penge, som flyttes over i den såkaldte Velfærdspulje.

Sidste år blev også åbningstiden i kommunens dagtilbud reduceret med en halv time, og her faldt valget på mandag, da det var her, der ifølge fremmødestatistikken var færrest børn. Det samme ligger til grund for valget af mandag, når det kommer til at skære i SFO’ernes åbningstid.

Er der huller i vejen? Du kan gøre dig selv og kommunen en tjeneste ved at sende et tip

Foto: Søren Willumsen

Synet af bar asfalt er som trafikant noget mere spiseligt end det sneklædte ispanser, der for en stund lammede trafikken.

Nu er det næste problem de huller, der er blevet tilbage, efter sneen og isen er smeltet. Det er huller, som kan være både irriterende og hårde ved bilerne.

Derfor skal de så vidt muligt lappes, og her kan du gøre dig selv og kommunen en tjeneste ved at finde app’en Borgertip. Her kan man give kommunens vejfolk et praj om, hvor der skal fyldes huller.

- Vi ser på alle indberetninger og foretager en kritisk vurdering af, hvor store hullerne er, og hvor meget det haster. Vi har også selv folk til at køre vejsyn, men det er virkelig en gave samtidig at få indberetninger via Borgertip, siger afdelingsleder i vejdrift ved Aarhus Kommune, Tenna Olsen, til Århus Stiftstidende.

Legepladser i børnehaver og vuggestuer skal være åbne for alle, når pædagogerne er gået hjem

Genrefoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Siden 2010 har legepladser i midtbyens vuggestuer, børnehaver og skoler været åbne for alle efter lukketid. Det blev besluttet efter en såkaldt principbeslutning i byrådet.

Mange andre steder end i midtbyen er det samme allerede tilfældet, men nu skal det altså besluttes en gang for alle, at legepladser udenfor midtbyen skal være tilgængelige, når pædagoger er taget hjem og børnene hentet.

Dermed vil børnefamilier i Risskov få lidt flere muligheder, når kursen sættes mod en legeplads.

Forslaget fra Børn og Unge er på byrådets dagsorden i den kommende uge, og her bliver det også foreslået, at de enkelte institutioner fortsat kan holde porten låst efter lukketid, hvis de lokale ledere vurderer, at den øgede tilgængelighed vil gå ud over de børn, der har deres daglige gang i institutionen.

Vuggestuer og børnehaver rundt omkring i kommunen har tidligere oplevet problemer med affald og uhensigtsmæssig brug af legepladser udenfor åbningstid, som det hedder i indstillingen til politikerne.

Er det tilfældet, vil institutionerne kunne holde legepladsen lukket, indtil en løsning er på plads.