Hjernen bag omstridt byggeprojekt sætter sit hus til salg: - Jeg er splittet, for jeg ser altid muligheder
Sukhdev Singh Kailya og 12 villaejere på Agerbæksvej fik i oktober 'nej' til at fortsætte med et tredje forslag til lokalplan for vejen, der i forvejen bliver bebygget massivt i disse år.
Nu har den pensionerede arkitekt sat sit hus i projektområdet til salg, men er det udtryk for, at han har kastet håndklædet i ringen og givet op?
Læs mere her.
På hjørnet af Asylvej og Grenåvej ligger en hvid villa, Asylvej 1, der kunne have været grundstenen til et større byggeprojekt på knap 12.000 kvadratmeter svarende til omkring 100 boliger mellem indfaldsvejen og Agerbæksvej.
Men nu er den 209 kvadratmeter store ejendom sat til salg for 4.998.000 kroner hos Home.
Ejeren, arkitekten Sukhdev Singh Kailya, har ellers haft som speciale at opkøbe villaer forskellige steder i Aarhus med øje for at rive dem ned og opføre etageboliger i deres sted, men i Risskov har udvikleren læst skriften på væggen.
Der er IKKE politisk opbakning til et større projekt. Det slog rådmand Nicolaj Bang (K) fast i RisskovLIVs spalter i oktober sidste år.
- Huset skal sælges, for vi har jo fået at vide, at rådmanden ikke kan godkende projektet, fortæller en fåmælt Sukhdev Singh Kailya til RisskovLIV.
Singh er splittet
Arkitekten havde i en årrække arbejdet på et projekt, der skulle omdanne hans egen ejendom på Asylvej 1 samt 12 andre villagrunde mellem Grenåvej og Agerbæksvej til etageboliger - et greb, han før har haft succes med på Rødkløvervej og Katrinebjergvej - da rådmanden flåede tæppet væk under det.
Dengang lød meldingen fra topledelsen i Teknik og Miljø, at projektet skulle skrumpes betydeligt. Med den ordre var økonomien i projektet pift væk. Det er derfor, at Sukhdev Singh Kailya nu forsøger at redde, hvad der reddes kan, ved at sætte sin ejendom til salg.
I sin tid udtalte rådmand Nicolaj Bang ellers, at han håbede på, at udvikleren ville fortsætte med et mindre projekt på hjørnet af Agerbæksvej, men ifølge Sukhdev Singh Kailya er byggeplanerne skrinlagt.
- Kommunen vil ikke gøre noget som helst, og kan projektet ikke fuldføres, må jeg sælge min ejendom. Jeg er splittet, for jeg ser altid muligheder, men medmindre naboerne i området arbejder på et forslag, hvor jeg kan være med, så tror jeg ikke, at der kommer noget ud af det, siger Sukhdev Singh Kailya.
Projektet er dødt
RisskovLIV har spurgt en række af de grundejere, der havde indgået forkøbsaftaler med Sukhdev Singh Kailya, om man stadig forsøger at holde liv i byggeplanerne.
Men meldingen er entydig: Projektet er ikke bare dødt. Det er stendødt.
Så i stedet for at huse en etagebygning i tre etager med plads til mange beboere, må villaen på Asylvej 1 nok nøjes med at lægge tag til én enkelt familie - eller en hulens masse lejere.
Sukhdev Singh Kailya har ejet boligen siden 2007, restaureret den i 2008, men arkitekten bag Tegnestuen Volden har aldrig selv boet der. Det er der til gengæld mange andre, der har.
For som det fremgår af salgsannoncen, har boligen været brugt til udlejning siden 2006, og med ejendommens ni rum kan mange lejere være kommet og gået siden.
"Det skal bemærkes, at ejendommen har været lejet ud siden 2006 og derfor bærer præg af lejernes ophold. Potentielle købere skal forvente at skulle foretage en del indvendige opdateringer og forbedringer for at bringe hjemmet til dets fulde potentiale."
Området trænger til fornyelse
Home beskriver yderligere boligen som 'en unik mulighed for at erhverve en rummelig og velplaceret ejendom med masser potentiale, der kan tilpasses efter din families behov eller hjemmeerhverv'.
Spørgsmålet, der får lov at stå ubesvaret, er, om ejendommen også rummer et udviklingspotentiale. For huset ligger fortsat i et område, der har vækstpotentiale, hvis man kigger i den ny planstrategi for Aarhus Kommune, som byrådet vedtog endeligt i februar.
Og rådmand Nicolaj Bang har ikke givet et eviggyldigt nej til et større byggeri på hjørnet mellem Asylvej, Grenåvej og Agerbæksvej.
I første omgang vil rådmanden bare gerne se, hvordan situationen i Høje Risskov arter sig, når de to andre byggeprojekter på Agerbæksvej står færdige.
- Nu må vi se, hvordan de to vedtagne projekter lander, og så kan det godt være, at vi på sigt kan tage stilling til et nyt projekt med en anden tilgang. Der er tale om et område, der trænger til fornyelse, sagde rådmand Nicolaj Bang i oktober til RisskovLIV.
Så hvem ved. Måske fortsætter en anden udvikler før eller siden, hvor Sukhdev Singh Kailya nu har sluppet.