Selvom solen af og til kaster stråler ned over det lige nu sneklædte landskab, så kan man flere steder i Aarhus fortsat se efterdønningerne af det regnvejr, der ramte i oktober.

Siden har Moder Jord flittigt fyldt de våde depoter op, og emnet oversvømmelse er en varm kartoffel i 8240.

Den fik et par grader yderligere, da man i Din Avis Aarhus i sidste uge kunne læse en dyster spådom, som sagde, at det kunne blive umuligt at bo i Risskov om 50 år.

Udtalelsen kom fra Simon Grünfeld, der er chef for Natur og Miljø ved Aarhus Kommune. Og de ubehagelige forudsigelser var da også mere dystre end virkeligheden, fortæller Simon Grünfeld, som forklarer, at han var fejlciteret, og at Din Avis har undskyldt.

Ikke desto mindre kan fremtiden være mørk og ikke mindst våd for store dele af Risskov.

- De lavtliggende områder er udsatte. Det har vi jo set. Og kigger vi mange år frem, kan særligt stormflod kombineret med regn blive meget alvorligt for Risskov, siger Simon Grünfeld til RisskovLIV.

Netop stormflod var et af de alvorlige vejrfænomener, der sidste år ramte Aarhus og Risskov. Det samme gjorde skybrud og det, som Simon Grünfeld kalder vedvarende regn i lang tid.

Tilsammen bliver det en kedelig cocktail.

- Når de her hændelser bliver kombineret, bliver det slemt, og det kan især ramme Risskov-området. Når vi som nu har haft meget regn i lang tid, så har vandet ingen steder at løbe hen. Den her tavlesvamp, som man kan kalde jorden, er allerede fyldt, og så er det, at de næste dråber kan havne i folks haver eller det, der er værre, siger han.

Læg dertil, at grundvandsspejlet i forvejen står højt i Risskov, og det kommer kun til at stige som følge af det ekstra vand.

- Alle kan jo læse prognoserne, som siger, at vandstanden i bugten vil stige med 0,6 meter de næste 50 år, og der vil komme mere regn, flere skybrud, og grundvandet vil stige. Så de situationer, man har i dag, vil blive forværret, hvis der ikke gøres noget, siger Simon Grünfeld.

Så nej, Risskov-borgere skal ikke skynde sig at sætte huset til salg og tage benene på nakken. Risskov vil ikke være helt ubeboeligt om 50 år, men det kan gå i den retning, hvis ikke der bliver gjort noget.

Det påpeger Simon Grünfeld fra Aarhus Kommune, og det bakkes op af Marit-Solveig Seidenkrantz, som er professor ved Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet.

- Jeg er helt enig i, at man skal tænke sig om, for risikoen for oversvømmelser er kraftigt stigende. Det er jo ikke sådan, at der vil være decideret oversvømmet hele tiden om 50 år, men risikoen for, at det, som i dag er 100-års hændelser, vil være 10-årshændelsen, er stor, siger hun.

Derfor er Aarhus Kommune også godt i gang med at kortlægge de præcise udfordringer ved fremtidens vejr i Risskov. Et formodningsprojekt, bliver det kaldt, hvor vandkilder skal undersøges, og mulige løsninger skal udpeges.

Det er det helt rigtige at gøre, lyder det fra Marit-Solveig Seidenkrantz.

- Det er en meget fornuftig løsning at undersøge det i detaljer og så finde de rigtige løsninger. Man skal ikke lave hu-hej-løsninger, som viser sig at være forkerte, for etablerer man løsninger som et dige eller en vold, påvirker det området omkring, og det skal man tage med i beregningerne. Det nytter ikke at beskytte et område, hvis et andet område så bliver ekstra udsat, siger hun.

Først til sommer forventes den nye klimatilpasningsplan er være færdigt og ligge klar på politikernes bord med en stribe anbefalinger.

Men allerede nu kan Simon Grünfeld løfte sløret for noget af det, der særligt bliver kigget på. Her er det blandt andet Egåen og sluserne, der er centrale.

- Vi kigger på, om slusen er dimensioneret til fremtiden, om den er for gammel, og om pumperne er store nok. Svaret er nok, at ser vi langt ind i fremtiden, så er de det ikke.

- Inden for de næste 10-20 år er det en af de store risici, hvis en af de store pumper sætter ud, for så går det stærkt med oversvømmelser. Men vi skal heller ikke bare lave en ny sluse, før vi ved noget om, hvor stor den skal være, siger han.

Noget andet er at bremse vandet, inden det når helt ned til Egå Engsø.

- Der har været snakket om Hede Enge og generelt naturområder, som må oversvømmes af vand, når vi har sådan en situation, som vi havde i efteråret, så vandet ikke kommer til at løbe meget hurtigt ned i åen, for så er der stor risiko for oversvømmelser.

- Det er ikke noget, vi har budget til, men det er et af de værktøjer, vi kigger på, og som vi håber på politisk opbakning til, siger Simon Grünfeld.

For i sidste ende er det op til politikerne at vælge og vrage blandt kataloget af muligheder, som Simon Grünfeld og forvaltningen præsenterer senere på året.

I samme omgang bliver det politikernes opgave at finde de penge, der skal finansiere løsningerne, men det hele er ikke lagt over på politikerne.

Tværtimod.

For som det er i dag, er det i høj grad borgerne selv, der har ansvaret for at håndtere vandet på matriklen. I december fortalte 88-årige Lene Folmer til RisskovLIV om, hvordan hun konstant har en grundvandspumpe til at køre for at holde kælderen tør.

- Vi skal prøve at lave fælles løsninger, men der er noget lovgivning, som spænder ben. For eksempel må Aarhus Vand ikke håndtere grundvand, som det er i dag. Vi har officielt spurgt, om vi kan blive en frikommune og prøve at løse det med grundvand, for det er svært for borgerne at håndtere, og det kan blive endnu sværere i fremtiden, siger Simon Grünfeld.

Generelt foreslår han, at kommunen arbejder tættere sammen med borgere, digelag og fællesråd.

- Kommunen skal dele viden og prøve at danne rammer for, at man faktisk kan handle som borger. Det er noget, jeg håber, vi får flere kræfter til, for man kan som borger føle sig magtesløs, når man ikke kender løsningerne, siger han.

Det er noget af det, som også Grundejerforeningen Vejlby Fed tidligere har efterspurgt. Det kan du læse mere om her.

Engang var det et sted, man meget gerne ville undgå.

Men nu nærmer det sig, at det gamle psykiatriske hospital igen står indflytningsklart, og interessen for at få fat i en af de 231 almene boliger er stor, fortæller Morten Homann.

Han er direktør i Arbejdernes Andels Boligforening, AAB, som i 2019 fik overdraget nøglerne til det, der i 1850’erne åbnede under navnet Nørrejydske Helbredelsesanstalt for Sindssyge.

Til oktober kan de første flytte ind i de historiske lokaler, der er omdannet til boliger, og der er netop åbnet for, at man kan skrive sig op på ventelisterne.

Men det er med priser, der adskiller sig fra det, man ellers normalt forbinder med almene boliger.

En enkelt etværelseslejlighed på 72 kvadratmeter står til 11.087 kroner om måneden, når el, vand og varme er betalt, mens en toværelseslejlighed på 88 kvadratmeter kan blive din for godt 13.000 kroner om måneden.

”Vi er mange, der har gået og ventet på, at de nye lejligheder på det gamle psyk i Risskov skulle blive mulige for os. De er så kommet. Selvom det er igennem boligforening, ja så er de dyrere end de private. Op til 11.000 for en etværelses. Det er jo helt til grin.”

Sådan skriver en læser til RisskovLIV. Og i facebookgruppen Risskov – Lokal gruppe for beboere i Risskov vækker prislejet også undren:

”Er rystet over de priser”.

”Det er jo priser som ved privat udlejning”, bliver der blandt andet skrevet.

Direktør i AAB, Morten Homann, medgiver da også, at huslejen på boligerne i det gamle psykiatriske hospital er højere end normalt.

- Vi har fra starten af vidst, at det her ville blive en højere husleje end så mange andre steder, fordi det er en helt særlig, fredet bygning, som er dyrere i drift, og der er meget vedligeholdelse. Vi kan for eksempel ikke bare sætte de billigste vinduer ind, fordi det er en fredet bygning. Der er også særlige krav til, hvordan det skal vedligeholdes, så der skal meget mere håndkraft og pillearbejde til, siger han.

Når det er omstændighederne, hvorfor er det så et projekt for jer som almen boligforening?

- Fordi jeg synes, at det er fantastisk, at sådan en særlig bygning bliver til boliger for almindelige mennesker. Og ja, så er der nogle, der synes, det er for dyrt, og så er det jo godt, at der er 45.000 andre almene boliger i Aarhus. Men jeg synes, det er fantastisk, at de her boliger er med i paletten for det, man kan vælge som almen beboer, siger Morten Homann.

I har blandt andet en etværelseslejlighed på 72 kvadratmeter til 11.000 kroner om måneden. Hvordan harmonerer det med at være en almen boligforening?

- Da det er et særligt byggeri, så er der nogle få boliger, som er i en helt særlig beskaffenhed. Og en etværelseslejlighed på 72 kvadratmeter er ikke en standardbolig, og de sædvanlige etværelseslejligheder ligger til en anden husleje. Så den der er ikke dækkende, det er en helt særlig bolig.

- Men niveauet ligger højere, og jeg synes, det er fint, at det er med i paletten. Jeg tænker, at det harmonerer godt med, at almene boliger i Danmark skal være noget, hvor et bredt udsnit af befolkningen kan bo, siger Morten Homann.

Ifølge tal fra Landsbybyggefondens Huslejestatistik lå den gennemsnitlige årlige kvadratmeterpris i almene boliger på 914 kroner i Aarhus Kommune i 2023.

Så langt ned kommer ingen af lejlighederne i det gamle psykiatriske hospital, der er slået op på lejeportalen Aarhusbolig.

Den dyreste af AAB’s lejligheder i det regnestykke er en etværelseslejlighed på 61 kvadratmeter. Den ligger på cirka det dobbelte af sidste års kommunale gennemsnit for årlig kvadratmeterpris.

Og som flere af de lokale på Facebook peger på, så kan man mange steder være heldig at finde en privat udlejer, der skal have mindre for at give tag over hovedet.

Men man kan ikke bare sådan sammenligne private udlejere og almene boligselskaber. Og man kan slet ikke sammenligne lejlighederne i det gamle psykiatriske hospital med andre udlejningsboliger, påpeger Morten Homann.

- Mekanismen er helt forskellig, om man bor privat eller alment. I alment skal huslejen dække omkostninger, og der er ikke nogen, der skal tjene penge på det. Og når vi så har et helt særligt sted, som det her, hvor man har en bygning, som er gammel og charmerende, men også dyr at drive, så vil huslejen blive højere.

- Man kan helt sikkert finde nyt byggeri, som er billigere end det her, men der er kun et psykiatrisk hospital fra 1850’erne, der er ombygget til boliger.

Til februar er der åbent hus i de nye lejligheder, som der altså ifølge Morten Homann er stor interesse for. Den interesse betyder, at direktøren ikke er nervøs for, om de 231 lejligheder kan afsættes.

- Det er en helt særlig afdeling og på et helt særligt sted, så det er jeg slet ikke bekymret for. Det er rigtigt, at nogen vil sige, at det er ikke noget for mig, og det er helt fair. Men for folk, der gerne vil bo det her helt særlige sted, så kommer der nu en mulighed, siger han.

2023 bød på flere historier om elendige arbejdsforhold og mobning i køkkenet på danske Michelinrestauranter – besøger man Gastromé på adressen i Risskov er det svært at forestille sig de uundskyldelige arbejdsforhold omfatter gourmetrestauranten, som forsvarer sin Michelinstjerne på niende år.

For godt 12 måneder siden flyttede Gastromé residens fra lidt trange lokaler i Rosensgade til den 900 kvm. store patricievilla på Grenåvej med betydelig mere luft og albuerum. Det har blandt andet givet plads til et rummeligt state-of-the-art køkken rammet ind af glasvægge i umiddelbar forlængelse af spiseafsnittet, hvorfra man kan følge kokkenes minutiøse arbejde.

Det virkede både harmonisk snarere end præget af stress, mad af denne kvalitet lader sig næppe producere uden arbejdsglæde.

Og Gastromé leverer fortsat Michelin-forkælelse befriet for mislyde, kokkeduoen Søren Jakobsen og William Jørgensens frie koncept med global inspiration og lokale råvarer forbliver en nydelse, som retfærdiggør prisniveauet.

Har man budget til én luksusoplevelse om året, går man ikke fejl af Gastromé – der er genkendelse i både råvarer og tilberedning fra tidligere besøg, men det skal ikke komme restauranten til last. Og når man leder forgæves efter blot en enkelt fodfejl på tallerken, i glas eller ved betjeningen, må man overgive sig.

Af et-stjernede Michelin-restauranter bliver det ikke meget bedre hvis overhovedet.

Lidt er der sket over tid. Fra tidligere to-tre menuer i forskellige prisklasser, er der nu kun den samme med tre gange seks serveringer. Det lyder lidt voldsommere, end det er, de første seks er appetizers i godbid-størrelse, de tre afsluttende er petit fours til kaffen. Men stadig en omfattende dagsorden at skulle igennem, et besøg er indiskutabelt en helaftensforestilling, som altså ikke lader sig moderere.

Gastromé opererer til gengæld fortsat med to vinmenuer, en til 1300 og en til det dobbelte ”med eksklusive vine”. Vi valgte den tredje løsning, at gå vinkortvejen efter at have studeret udvalget på hjemmesiden hjemmefra. En cadeau til restauranten, få i samme klasse har lyst til at lægge udvalg og priser åbent frem, selv om det er en udpræget fordel at kunne gøre sig sine overvejelser og kalkuler i ro og mag snarere end på et stresset par minutter ved bordet. Helt opdateret er kortet ikke, men priserne holder til gengæld.

Efter at have vendt muligheden med tjeneren, valgte vi to flasker venligt prissatte champagner, som holdt os et pænt stykke under vinmenu-prisen, og den løsning blev vi godt tilfredse med.

Det første glas var husets valide og generøst skænkede huschampagne fra Fernand Lemairetil de indledende snacks, som Gastromé serverer i loungen i stueetagen. Med bløde stole og klar fornemmelse af 100 år gammel luksusbyggeri med drejet, herskabelig trappe i foyeren og højere til loftet, end bæredygtigheds-koncepter tillader i dag.

Snacksene kom i to sæt af tre og var lutter sindrigt konstruerede godbidder uden nemme eller udtjente rutineløsninger. Den sprøde crustade med bakskuld og en fræk miniaturevariant af den friterede, indiske puribrød foret med krabbekød udgjorde de personlige højdepunkter for mig.

Den mest originale til gengæld en sjælden udgave af Scotish crumpet - usødet brød stegt i olie på en slags blinispande – toppet med vagtelæg og revet trøffel fra Marselisborg-skoven (og den er skam god nok: En trøffeljæger med gps/kamera-udstyret hund støver de eksklusive svampe op til flere lokale restauranter).

Som appetizer var den rigelig i størrelse med udsigt til 12 efterfølgende retter, blev vi enige om, men heldigvis gjorde fortsættelsen betænkeligheden til skamme. Serveringsstørrelsen er perfekt afstemt, så man når igennem menuen uden at lide fysisk overlast.

Herefter gik vi i den tidligere omtalte kælder for at tage fat på den egentlige menu. ”Kælder” skal tages med forbehold: Der er udsigt til gård og have, bygningen har blandt meget andet huset spa-kompleks, og hvor man nu sidder og spiser, har gæster tidligere siddet i boblevand med kig op til lys og himmel.

De seks salte retter kom på bordet i passende tempo og introduktion af den kompetente tjenerstab.

Lynstegt og saftig kammusling fra farvandet ud for Trondheim skåret i tern med skiver af rød kinaradisse og overhældt med ”tashi”, en sydeuropæisk kombi af tahin, hvidløg og eddike var et imponerende anslag.

En brødbakke sejt og kraftigt brød kom på bordet med smør, inden vi blev trakteret med perfekt stegt sandartfilet på skummende sauce med basis i Arla Unika Gammelknas og porrestøv.

Hvorefter seneste variant af husets vigtigste bidrag til lokal gastronomi-historie kom på bordet. Kombinationen af en let grød af grove korn og friskost strimler af gul bede og revet, dehydreret gedehjerte er lykkeligvis blevet en slags signaturret for Gastromé medgav tjeneren, og den skuffede heller ikke denne gang.

En lillebitte søjle af gul bede-strimmel holdt sammen på fyldig grød af korn og friskost med eksotisk smagsstrejf af bukkehorn. Gedehjertet blev dampende sat på bordet under låg, før det genrøst blev revet på trøffeljern over. En pragtmundfuld af perfekt tekstur og smagsintensitet, intet mindre.

Osteria kaviar serveret på et lille vandbakkelsesrør fyldt med cremet kartoffel og miniaturestykker af samme toppet med æggeblommedråber var endnu en fuldtræffer, som rundede den maritime afdeling af. Hertil drak vi Billecart-Salmons fremragende standardcuvée, en af klassens allerbedste og til 1200 kr. et fint køb.

Endnu mere value-for-money var den lille stjerneproducent Andre Clouets brut rosé til næsten den halve pris, en fremragende flaske som gjorde sig fortrinligt til de to retter med Gothenborg-and.

Først fik vi filet af brystet, ”stegt på kronen” (benet/skroget) gennem en langvarig, nøje kontrolleret proces, som efterlod kødet med en tygbar tekstur som mør oksefilet – saftigt og næsten ubeskrivelig velsmagende i den kraftige sauce indkogt med kirsebær som endnu en lille indrømmelse til julemåneden.

Fileten var toppet med pistacienød og ledsaget af andefedtkonfiteret selleri i en tynd skive, velkomponeret sammensætning og ikke så overgjort, som mangen en kødhovedret ofte bliver.

Intet på anden går til spilde. Indmad, ben og skrog var fundamentet for ”master stock’en” i den sidste ret fra det salte køkken. Begrebet dækker over en fond smag til med orientalske saucer, soya m.fl., i Gastromés version var der flere fonde i kombination og serveringen var pompøs:

Et infusionsaggregat oprindelig konstrueret til kaffebrygning kom på bordet med en bunsenbrænder nederst.

Den opvarmede stock dampede fra nedeste til øverste beholder fyldt med krydderurter, og vendte efterfølgende tilbage i smagsberiget tilstand, hvorefter den blev hældt over vores tallerkener med trevlet andelårskød og flower sprouts, en sjælden kålsort, som Gastromé henter i sit eget køkkenlandbrug lidt udenfor byen.

En prægtig afslutning på menuens salte afdeling og karakteristisk for køkkenets sympatiske dogme: Få ingredienser med maksimal smag i hver servering, ingen fornemmelse af overgjort pynteri eller misforstået volumensyge.

Tre desserter markerede skiftet fra salt til sødt. Kvæde, solbær og pære som grundingredienser hentet fra egen have, smagsmæssigt mest forførende var en is på figenblade, som tjeneren gjorde opmærksom på, fik et kokosnødpræg ”uden at være kokos”. Og det var faktisk sandt – en behagelig mundfuld, choux (vandbakkelse) foret med en lillebitte marengs og citron et syrligt modspil, desserterne var små og ikke supersøde, igen udtryk for køkkenets diskrete moderation.

Tre små petit four sluttede serveringen, vi fik valgfri kaffe til og et glas vellagret rom, som vi fik lov at vælge efter to generøse smagsprøver.

Treenhalv times lydefri luksus var ovre, endnu en tour de force i Jakobsen & Jørgensens forunderlige smagsunivers. Det er hverken nordisk, molekylært eller globalt, men lidt af det hele og først og fremmest sit eget på den gode, stabile måde, hvor alle sanser stilles på forbilledlig vis.

Seks stjerner, mindre rækker ikke.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke ved det.

Farten på de godt 700 meter af Nordre Strandvej mellem Birkevej og Blåmunkevej føles ikke meget anderledes, end inden Aarhus Kommune med skiltning satte fartgrænsen ned fra 50 til 40 kilometer i timen.

Det fortæller formand for Risskov Fællesråd, Øjvind Serup.

- Jeg fornemmer ikke, at det har hjulpet med den korte strækning. Det er også et uhensigtsmæssigt sted at lave forsøget, synes jeg, for det er hen over et lyskryds og et stykke, hvor der i forvejen er bump, siger fællesrådsformanden.

Men farten er faktisk faldet. En lille smule, ganske vist, og derfor er det ikke så mærkeligt, at fællesrådet ikke har oplevet den store effekt af forsøgsordningen.

- Som forventet har det ikke hjulpet ret meget, men på Nordre Strandvej er farten faldet med cirka to kilometer i timen, siger Lars Clausen, der er specialkonsulent i Mobilitet ved Aarhus Kommune.

- Vi har hele tiden haft en forventning om, at vi skulle videre med mere og også meget hurtigere videre med mere, men det er trukket ud, fordi vi har ventet på at få leveret nogle elektroniske farttavler.

Aarhus Kommune er en af 16 kommuner rundt om i landet, der er med i Vejdirektoratets forsøgsordning med lavere hastighedsgrænser. På 15 strækninger i Aarhus er fartgrænsen trykket ned på 40 kilometer i timen, og i første omgang er eneste ændring på strækningerne, at der er kommet skilte med 40.

Forsøget skal udover at sænke farten give kommunen erfaringer, som kan bruges i fremtiden, og næste skridt i projektet bliver de elektroniske farttavler, som har været længe undervejs.

- Det er tavler, der kan vise forskellige ting, som din fart, fartgrænsen og smileyer, og så kan de samle data løbende. De måler ikke kun fremad, men også bagud, så vi kan se, om folk træder på speederen, når de er forbi en tavle. På det område mangler vi dybdegående viden, siger Lars Clausen, som også forventer, at der kommer ændringer på selve asfalten.

- Det efterfølgende step, som vil komme stort set alle steder, er afmærkning på kørebanen, hvor vi visuelt indsnævrer køresporerne. Det har vi gode erfaringer med.

Mens kommunen forbereder de næste tiltag for at få farten mere end et par kilometer i timen ned, lurer anden runde af forsøget også.

Her skal en række nye strækninger peges ud, så de også indgår i projektet. Og her bliver strækningerne valgt ud på baggrund af borgere og fællesråds ønsker.

I Risskov Fællesråd er meldingen, at der stort set ikke kan være 40 kilometer i timen nok.

- Vi håber på hele området op til Grenåvej, så det ikke kun er på Nordre Strandvej, for der er samme behov på alle de små villaveje, siger Øjvind Serup.

Helt så stor en del af Risskov får dog næppe 40-km/t i næste omgang, men det er ikke utænkeligt, at anden runde også byder på zoner med lavere hastighed.

- Vi har lagt op til, at folk kan byde ind med zoner og strækninger, men der er en bekendtgørelse for området, som siger, hvor stor en zone må være. Vi har ikke tal på, hvor stor anden runde bliver, for det afhænger også af, hvad vi har penge til, siger Lars Clausen.

Borgere og fællesråd har indtil udgangen af januar til at melde ind med forslag til strækninger og zoner, der bør tages med i anden runde, og det forventes, at de nye strækninger bliver valgt ud i løbet af foråret.

I slutningen af 2025 skal projektet evalueres.

ㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤ