Blandt jorddynger og tomme kabeltromler holder biler parkeret hulter til bulter.

En landmåler spadserer rundt på den del af grunden, der ikke er hegnet ind, som et tegn på, at der er noget i gære mellem letbanesporet og boligerne ved Nordlandsvej.

I alt 320 nye boliger skal opføres på grunden og dermed lukke det hul i området, der i årevis har ventet på den byudvikling, der med en ny lokalplan blev givet grønt lys til i 2017.

Det er udviklervirksomheden fra Risskov 1927 Estate, der har et projekt på vej, og som håber på at sætte gang i første etape i løbet af første kvartal 2025.

- Vi håber på at kunne gå i jorden i Q1, eller i hvert fald gå i gang med nedrivningen af de sidste bygninger, siger direktør i 1927 Estate, Anders Horsbøl.

Han forventer, at der går mellem 15 og 18 måneder fra første spadestik til, at de cirka 140 boliger i første etape er indflytningsklare.

- Og så håber vi at gå i jorden med anden etape ultimo 2025, så det står færdigt i 2026-2027, siger Anders Horsbøl.

Det er bestemt ikke uvant med nybyggeri i den del af 8240. På nabogrundene er der bygget nyt indenfor de seneste år, ligesom samme historie kan fortælles på den anden side af letbaneskinner, hvor der også fortsat bygges og planlægges i området omkring Lystrupvej og Arresøvej.

Og ifølge Anders Horsbøl er det da også et godt område at bygge boliger i.

- Det er en fin beliggenhed med en letbanestation, og så er området jo stille og roligt ved at være veludbygget, siger han.

Selve projektet, som 1927 Estate har på brættet, betegner han som ’blandet’.

- Vi har rækkehuse, punkthuse og traditionelle etageboliger, så vi kommer til at ramme en bred målgruppe. I lokalplanen er det pålagt, at 40 procent af boligerne skal være af en vis størrelse, så de er familieboliger. Så vi får også en del boliger, der er henvendt til familier, og så har vi lavet en del mindre boliger, som er henvendt til unge.

Det forvoksede ukrudt, der i dag har indtaget dele af grunden, skal erstattes med grønne områder af mere kontrolleret karakter.

Af projektbeskrivelsen, som RisskovLIV har fået aktindsigt i, fremgår det, at der imellem bygningerne skal være grønne passager og fællesarealer.

Mellem letbanen og boligerne kommer der til at være en såkaldt sivegade, som ”bugter sig, og stueplanet åbnes op, og der skabes langs gadens forløb områder med et bredt fortov, der giver mulighed for ophold og udeservering,” står der i projektbeskrivelsen.

På sivegaden skal ”trafikken blandes på de gåendes præmisser,” skriver udviklerne også i oplægget til projektet.

- Vi har forhåbninger og ønsker om at få aktiveret butikker eller cafeer, siger Anders Horsbøl.

Når 1927 Estate er helt i mål med projektet på Nordlandsvej, kan det meget vel være 10 år efter, at lokalplanen for området blev vedtaget i byrådssalen. Det blev den i 2017, og ifølge Anders Horsbøl er der flere grunde til, at udviklerne fra Nordre Strandvej ikke har hakket guldbelagte spader i jorden endnu.

- Vi har ikke været med, siden lokalplanens start. Vi købte det lige inden, vi blev ramt af rentestigninger og inflation, og det har gjort, at der har været en proces med at få tingene til at hænge sammen, siger han.

Samtidig blev projektet sat tilbage, da den entreprenør, som 1927 Estate havde lavet en kontrakt med, gik konkurs.

- Det har kostet os et års tid, og det gør, at vi er sat tilbage til at være ude at lede efter en ny entreprenør, siger Anders Horsbøl.

- Er det fair, at vejen her skal bruges som stikvej? Der bor mennesker her, siger det socialdemokratiske byrådsmedlem Steffen Wich.

Vi står ved krydset mellem Hedevej og Lystrupvej, ved siden af et gult skilt, der fortæller, at det omfattende vejarbejde på Hedevej slutter om få dage.

Steffen Wich må tale lidt højere for at overdøve trafikken i baggrunden. For selvom det er et par timer efter myldretid, snurrer hjulene fra lastbiler, busser og personbiler fortsat konstant hen over asfalten på Lystrupvej.

Den slags er de lige nu forskånet for på Hedevej, hvor vejen i mere end et halvt år har været gravet op på grund af et arbejde med fjernvarme.

Nu hvor vejen snart genåbner, frygter flere beboere på vejen, at strækningen igen bliver stærkt trafikeret, støjende og utryg, når den på ny kan bruges som smutvej mellem Lystrupvej og Bilbyen.

Det er derfor, Steffen Wich stiller spørgsmål til, om det er rimeligt.

- Vi har af flere omgange behandlet fredeliggørelsen af Lystrupvej, og der er en vanvittig grad af kompleksitet i lyskrydset ved Grenåvej. Samtidig har vi i min tid haft en, to, tre lokalplaner her, siger Steffen Wich, mens han peger rundt og henviser til blandt andet det netop igangsatte boligprojekt på Latyrusvej med cirka 300 nye boliger.

- Samtidig med at kompleksiteten ikke er løst, er man fortsat med at bygge. Det er ikke et kritikpunkt, men man har ikke rigtig fået løst de her ting.

Til RisskovLIV har ægteparret Kell og Lilian Jarsbo argumenteret for en decideret spærring af vejen.

- Nu har den kunnet været lukket i syv måneder, og der er muligheder for kvarterets beboere for at sive ud herfra. Og jeg synes ikke, det bliver besværligt, hvis vejen nu blev lukket på midten, og man så stadig kunne bruge begge ender, sagde Kell Jarsbo til RisskovLIV i oktober.

Om den eller en anden model kan bringes i spil, vil Steffen Wich nu har undersøgt.

- Jeg har bedt om at få punktet på Teknisk Udvalg og i den kontekst også få en status på, hvor vi er med Lystrupvej, siger han.

Hvor står du selv i forhold til at lukke vejen?

- Jeg står der, hvor jeg synes, der skal gøres noget. Men jeg synes, det skal være meget borgerne og de faglige folk, der skal vurdere det. Er det at blænde vejen midt på, er jeg med på det. Er det at blænde den i den ene side, er jeg med på det. Er der andre ting, man kan gøre, så er jeg med på det.

- Det er en hård vej, den her, så man bliver nødt til at kigge på den.

Fire ud af fem advarselslamper lyser for den lavtliggende del af Risskov.

Kun ikonet for ’hede’ er slukket, mens logoerne for skybrud, havvand og stormflod, grundvand og vandløb endnu en gang slår fast, at fremtiden kan blive drivvåd i 8240.

Det er efterhånden en gammel sandhed, og netop derfor er de fire udfordringer ridset op i udkastet til Aarhus Kommunes Klimatilpasningsplan 2024-2030, hvor Risskov dækker over en af 12 indsatser, kommunen har peget på.

Dele af planen for Risskov får ros fra Grundejerforeningen Vejlby Fed, men den kommer også med ris og med en appel om at skrue op for ambitionsniveauet.

”Arbejdsgruppen appellerer til Aarhus Kommune om, at der besluttes en mere ambitiøs tidsplan,” skriver grundejerforeningen i et høringssvar til Klimatilpasningsplanen med henvisning til, at kommunen i sin tidsplan for Risskov skriver, at det først er i perioden 2030-2050, at de konkrete projekter skal søsættes.

Inden da skal der laves forundersøgelser og efterfølgende projektarbejde, og det skal gå hurtigere, mener grundejerforeningen.

”Hermed er der en meget betydelig risiko for, at der bliver tale om en indsats, der kommer alt for sent i forhold til håndteringen af de aktuelle udfordringer, der konkret er tale om,” står der i høringssvaret.

Niels Krag Printz, der er formand for Grundejerforeningen Vejlby Feds klimagruppe, peger især på det højtstående grundvand, som en udfordring på den helt korte bane.

I udkastet til Klimatilpasningsplanen skriver kommunen, at ”det terrænnære grundvand stiger”, og det er ifølge Niels Krag Printz et problem allerede nu.

- Det er problematisk. Når der kommer monsterregn, får dem med højtstående grundvand endnu større problemer, for jorden kan simpelthen ikke samle alt den regn op, siger han og peger på, at der står til at komme ny lovgivning på området til næste år, som skal give vandselskaber mulighed for at lave kollektive løsninger.

”Det er derfor afgørende, at kommunen – så snart det bliver lovgivningsmæssigt muligt at beskytte grundejerne imod terrænnært grundvand – får vedtaget de nødvendige ændringer i spildevandsplanen og at der tages andre nødvendige tiltag, så de aktuelle udfordringer kan håndteres af Aarhus Vand,” skriver grundejerforeningen i høringssvaret til Klimatilpasningsplanen.

RisskovLIV har tidligere besøgt Lene Folmer på Violvej. For at holde kælderen tør har hun installeret en grundvandspumpe. Da regnen væltede ned i oktober sidste år, kørte pumpen hvert femte minut.

- Jeg har flere gange set, hvordan gulvet bliver fugtigt, hvis pumpen ikke kører, som den skal. Jeg tør love dig for, at vandet stiger hurtigt, hvis den stopper, sagde Lene Folmer til RisskovLIV i december sidste år.

Niels Krag Printz fra grundejerforeningens klimagruppe mener samtidig ikke, at det kan vente til perioden mellem 2030 og 2050, før der sættes gang i tiltag mod de øvrige oversvømmelsestrusler.

- Der er udfordringer med en gammel sluse i Egåen, der både i forhold til højde og pumpekapacitet er utilstrækkelig.

- Hvad angår diget, har der det sidste år været behov for at lave reparationer og forstærkninger. Her er der særligt brug for at have en plan for, hvordan vi også skal løse udfordringerne på lidt længere sigt, så de løsninger, vi invester i nu, passer ind i fremtidens løsninger, siger han.

Når nu problemerne er så omfattende, giver det så ikke god mening at tænke sig godt om, undersøge tingene grundigt og så få problemet løst?

- Det er naturligvis vigtigt at tænke sig godt om, når vi skal lave løsninger, der har stor indflydelse på sikring af vores ejendomme, og som påvirker vores unikke natur og ikke mindst medføre betydelige investeringer. Men vi behøver nok ikke så lang tid til at lave gennemarbejde løsninger, hvis ellers der sættes ressourcer af til det, siger Niels Krag Printz.

Høringsperioden for Klimatilpasningsplanen, der blandt andet også peger på en række tiltag i midtbyen, er netop overstået. Størstedelen af høringssvarene er kommet fra vejforeninger fra den lavere liggende del af Risskov, som bakker op om høringssvaret fra Grundejerforeningen Vejlby Fed.

Fra Aarhus Kommune lyder det, at høringssvarene nu skal samles sammen og behandles, inden de sammen med tilpasningsplanen skal sendes til byrådet.

PORTRÆT: Efter en kunstpause så lang, at det nemt kunne mistolkes som knas på forbindelsen, høres Olav de Lindes stemme i den anden ende af røret. Han lyder lidt forvirret - og ikke synderligt begejstret.

- Det er altså ikke mig, der ønsker et interview, men okay, så lad os få det overstået, siger han med en slet skjult henvisning til, at det ikke er ham selv, men Esben Kjeldsen, direktør i Ejendomsselskabet Olav de Linde, der har fået den ide at tilbyde Stiften muligheden for at portrættere den 73-årige ejendomsudvikler.

En mand, der er blevet betegnet som en anderledes kapitalist med et blødt hjerte. En mand, der er blevet kaldt både borgerlig og perkerelsker, genbrugsgnier og bæredygtighedspioner, og en mand, der ikke gør stort væsen af sig i medierne, mens han bygger et meget synligt mindesmærke med Danmarks højeste kontorbygning på Mindet 6.

- Vi ses på torsdag klokken 10.00, hvis ikke jeg skriver og aflyser inden, slutter Olav de Linde samtalen af på en måde, så det næsten ligger mellem linjerne, at aftalen er dødsdømt.

Men dagene går, og Olav de Linde aflyser ikke.

I stedet kommer han trillende på sin meget gennemsnitlige cykel til aftalt tid på Mellemarmen, hvor han samler på ting med patina til sit materialelager.

Du kommer simpelthen cyklende, konstaterer undertegnede.

- Hvad skulle jeg ellers komme i? svarer Olav de Linde kontant, men så smiler han, giver hånd.

Han har noget i sin ene jakkelomme, som han gerne vil vise til en af sine ansatte på lagret, smeden Jørgen, der lyder landlig, elsker sovs og kartofler, og hvem Olav de Linde tilsyneladende tidligere har taget cyklen ud til for at aflevere netop kartofler.

Olav de Linde hiver en galvaniseret bolt frem, som han har fundet flere af ligge spredt på jorden ved byggepladsen ved Mindet 6. Den skal genbruges, siger han i det, der kunne være Aarhus' mest iscenesatte pr-stunt, men som efter alt at dømme bare er Olav de Linde i en lidt hård nøddeskal.

Gennem de seneste 50 år har han gjort det at bevare, forny og genbruge materialer i sine byggeprojekter til sit gebet.

- Jeg har altid været god til at se værdien i noget og få ideer til genbrug. Jeg indrømmer gerne, at det koster en del at have alt det her opbevaret, men vi synes, at renoveringer bliver flottere ved at bruge genbrug og tilbageføre bygningens udtryk tilbage til det oprindelige, siger Olav de Linde og peger på et stykke tømmer, der har mange år på bagen.

- Sætter man sådan et stykke tømmer op ved siden af et nyt, er det bare ikke det samme. Det nye revner, det gør det der ikke. Det holder dobbelt så lang tid, så det er ikke en spareøvelse, men en kærlighed til det gamle og dét, at man ikke kan lide at smide ud.

En mands skrot, en anden mands skat, og der er ingen tvivl om, at Olav de Linde har lagt meget af sin sjæl i at samle kunsten, som han kalder det, på sit materialelager.

Han vandrer målrettet fra hylde til hylde og viser sin samling frem: Her er sandsten fra Marmorkirken, der brændte, her er gaslamper som taget ud af en Jack The Ripper-filmatisering, og der er såmænd også den tidligere sokkel til Frihedsstøtten i København, som han har købt til brug ved Mindet 6.

Olav de Linde kan snakke solen sort om sin forkærlighed for gamle ting og personlige samling, men stiller man et personligt spørgsmål i forsøget på at komme ind bag facaden, kigger han ned i jorden, mumler, svarer 'ved ikke' eller frabeder sig flere af de spørgsmål, som han kalder 'Ekstra Bladet-spørgsmål'.

Så hellere spørge til agterstavnen på den norske torpedobåd, som han har stående på kajen sammen med tømmer, stål og sten, som måske en dag kommer i spil i et af hans bygge- eller bevaringsprojekter.

- For nogle år siden kom kommunens folk og spurgte os, hvornår jeg havde tænkt mig at rydde op i alt det skrammel. Jeg fortalte dem, at det er vores, at vi bruger materialerne, sætter pris på dem, og at det næppe kommer til at ske, siger Olav de Linde.

- Det kunne de ikke drømme om at gøre i dag. Nu kommer de fra arkitektskoler og tekniske skoler for at høre, om vi vil vise det frem, så der er sket et skifte, men det er ikke mange år tilbage, at det ikke var trendy. Desværre løber man panden imod samfundets normer og nogle forældede regler for byggeri. Kommunens dækningsafgift gør eksempelvis, at det koster os mange skattekroner i skat at renovere den gamle bygning ved Mindet 6, fordi vi renoverer i stedet for at rykke den ned. Hvorfor appellerer man til genbrug, når man samtidig sætter hindringer i vejen for genanvendelse, siger Olav de Linde.

Nu er han blevet bæredygtigheds-hip, og Ejendomsselskabet Olav de Linde vinder stribevis af priser for sine renoveringer af ejendomme.

- Jeg ved godt, at jeg er blevet trendy. Jeg har altid haft min egen holdning og har stået ved den, og så har jeg været god til at kigge fremad.

Går du op i priser og hæder?

- Det animerer selvfølgelig en til at tænke, at det, du laver, da vistnok er rigtignok. Og enhver konkurrence, du vinder, er altid sjov, siger Olav de Linde med et glimt i øjet.

Men i de tidlige dage var det mere af nød end det rigtige i at genbruge materialer, der fik brødrene de Linde til at bruge gamle sager i deres projekter.

Du har måske hørt oprindelseshistorien. For omtrent 50 år siden købte Olav et sommerhus i Skæring og renoverede det, mens tvillingebroderen Mogens købte et i Risskov. De solgte begge til en god profit, slog pjalterne sammen og fik assistance af en narkoman og en pensioneret arbejdsmand, som konen vist ikke gad have rendende derhjemme.

- Da vi startede, var hans to kroner ligeså gode som mine to kroner. Med fire kroner i banken kunne vi låne til mere. Da vi startede, genbrugte vi på grund af sparsommelighed. Kærligheden til det kom så undervejs, siger Olav de Linde.

- Vi blev dygtigere og dygtigere for hvert projekt, men vi havde ingen penge, så vi købte ruiner, som ingen andre ville røre ved. Det var det, pengene rakte til, men du var til gengæld også tvunget til at tænke kreativt. Vi købte noget skidt, som tvang dig til at gribe tingene anderledes an end andre, og så havde vi altid for øje, at vi skulle bygge noget, som vi kunne se os selv bo i, siger Olav de Linde, der ikke har meget til overs for de protester eller de besættere, som de krydsede klinger med under deres opstigning i graderne i 70'erne og 80'erne.

I 1986 købte brødreparret Frichsparken til omkring 50 millioner kroner. Tre år senere var deres fælles ejendomsimperium blevet så stort, at Olav og Mogens de Linde delte ejendomsporteføljen ligeligt op i to kejserriger.

De er to forskellige mennesker, men bliver tit blandet sammen af journalister - til Olav de Lindes mærkbare forundring. Men ondt blod i familien er der intet af.

- Vi har et godt forhold, snakker fint og ses privat, selvom vi laver nærmest det samme og er så godt som konkurrenter. Hvis du havde en bror eller søster, der var journalist, så ville I vel også stadig snakke sammen, siger Olav de Linde.

Men først sammen og siden hvert til sit er det gået dem begge godt. På Økonomisk Ugebrevs årlige opgørelse over landets rigeste, indtog Mogens de Linde og familie en placering som nummer 59, mens Olav de Linde og hans tre børn lå nummer 37 med sine ejendomsværdier.

Som vi trasker ad Balticagade, er vi da også meget tydeligt på Olav de Lindes revir. Arealet er ganske vist ejet af Aarhus Havn, men alle bygningerne minus en enkelt har Ejendomsselskabet Olav de Linde som sin ejermand. Det er tydeligt, at den garvede ejendomsmand med interesse for kunst er på hjemmebane, sådan som store gavlmalerier og street-art pryder det rå gadebillede, der engang dannede rammerne for tusindvis af havneansatte på Aarhus Flydedok.

- Da Aarhus Flydedok gik konkurs, købte jeg op, fordi jeg fik ideen om at skabe en tøjkaj og sørge for, at der fortsat var liv her på havnen. Nu er her fyldt med modevirksomheder, og det har faktisk været en succes, for byen havde ikke meget tøj- eller designindustri før, siger Olav de Linde.

Efter at have småsnakket om genbrug af byggematerialer og Olav de Lindes lidt atypiske samlerobjekter i en time, spørger han, hvad interviewet, som han vist helst ville have været foruden, egentlig skal handle om.

Godt spørgsmål.

Efter så mange års succes, må du vel have udrettet noget, du er er stolt af, lyder mit kontraspørgsmål.

- Jeg ved det ikke, siger han, men efter et par skridt begynder ordene at rulle, som om de har hobet sig op den seneste time.

- Får jeg først en holdning til noget, jeg tror på, så gør jeg det - selvfølgelig med input fra mine medarbejdere og ledelse. Men jeg føler, at folks holdninger i offentligheden kan virke knap så gennemtænkte og præget af lemmingeeffekten. Jeg er stolt af at have haft en holdning til noget, som jeg har stået ved, fordi jeg har haft kendskab til og forstand på det, siger han.

- Vi har været foran med mange ting, og der har været masser udfordringer med myndigheder, der ikke har været vant til vores nye transformationsmåder. Eftertiden har stort set altid vist, at vi fik ret, siger han.

Det er på tide at tale om hans store hjertebarn og smertensbarn, Bazar Vest, som han åbnede i 1996.

- Brabrand Boligforening, der altså ikke er hvem-som-helst, var på nakken af os, fordi vi ville lave sådan et markedshus. De mente ikke, at det var integrationsfremmende, og vi fik så mange tæsk af det lidt borgerlige Aarhus. Også af Århus Stiftstidende. Jeg har ikke tal på, hvor mange priser vi efterfølgende har fået, og stedet er blevet kaldt nordens bedste integrationsprojekt. Det har virkelig kostet os meget på alle hylder, også økonomisk, men vi stod fast, fordi vi kunne se, at det var rigtigt, hvad vi gjorde, siger Olav de Linde.

Han erkender selv, at han ikke anede, hvad han rodede sig ud i, da han slog dørene op for basaren på Edwin Rahrs Vej.

- Der var problemer med vold, regnskabsføring, ansættelser og skyderier, men jeg begyndte at holde af menneskene. De var søde, flittige, og de ville gerne vise deres børn, at de duede til noget, og det kan man kun have respekt for.

Men han siger også, at det ikke kan blive ved. Bazar Vest giver jo underskud år efter år, men man køber det ikke helt. Efter snart 30 år med slatten økonomi har han ikke kappet båndet til sit smertensbarn endnu, og selvom han siger ét, så handler han på en anden måde. Ejendomsselskabet Olav de Linde har for nylig lavet et børnehus i basaren til børn i lokalområdet, hvor man gennem leg og bevægelse styrker de sociale kompetencer og trivsel. Det administrerer hans datter, der er psykolog.

Han siger også, at han mest interesserer sig for politik, der omhandler byudvikling, men han har også en mening om Aarhus Kommunes store omdannelse af Gellerupparken. En holdning, der virker meget menneskelig, med forkærlighed til ejendommene, men også en lidt hård kærlighed.

- Det er forkert, at kommunen begynder at rive fine boliger ned. Man skulle beholde dem og og sørge for, at de unge blev skolet og havde noget fornuftigt at tage sig til i sportsklubber og foreninger, for der er mange unge i Gellerup. Det ved jeg, for jeg kender området indgående.

- Og så skulle man stille større krav til dem, der bor der, mens overførselsindkomsten skulle nøje vurderes individuelt. I stedet for at behandle dem som numre, skulle man sørge for at spørge nydanskerne om, hvad de laver, og så give dem en arbejdsplads på den bekostning, at de også møder op - og bliver der, siger Olav de Linde.

Som man nok kan forstå, sætter Olav de Linde en ære i ærligt arbejde. At gøre sig umage, at være sin egen største kritiker, og at gøre det, der er det rigtige. Det er noget, han har fra sin far og sin mor, siger han.

Olav de Linde havde ikke en dårlig, men god opvækst i Rætebøl nær Tilst. Nogen dans på roser var det dog heller ikke, selvom hans forældre drev et gartneri.

- Min far var gartner, og vi var en søskendeflok på otte, hvor Mogens og jeg var de mindste. Vi arbejdede i vores opvækst i en årrække, hvor vilkårene i gartnerier var virkeligt dårlige, men det lærte man noget af som barn. Også af at se, hvordan de laveste samfundslag altid var velkomne i huset, når de manglede et sted at være i julen, siger Olav de Linde, der nu har talt sig varm over en kop kaffe på bageriet Jumbo.

- Min mor og far stod altid op for dem, der ikke havde noget, og det går måske igen i mig. Jeg tror, det går igen med basaren, og det går også igen i forhold til medarbejderstaben, siger Olav de Linde.

Man køber, at han kerer sig for de folk, han har på lønningslisten. Han snakker med alle ansatte og lejere, vi møder på hans vej igennem Olav de Linde-land. Og han snakker med dem på en måde, der viser, at han kender dem. Han joker med dem, og den lange, tynde mand virker helt rund. Når man har overværet det, kan man godt udstå de små stikpiller og drillerier om den danske journaliststand, som Olav de Linde også er mand for.

Han tror på skæbnen, men også på, at man kan påvirke den tråd, der er spundet foran dig fra fødslen.

- Når man er vant til udfordringer fra barnsben af, men rammer noget, måske med held, som viser sig at være økonomisk godt, så er det også det, at du er født med en skæbne. Men det er ikke sikkert, at du skal være som din far. Du får lov til at skubbe den skæbne, så den går en anden vej, siger Olav de Linde.

Hvad sagde din skæbne?

- Jeg var glad, bare jeg kunne have købt et hus i Rætebøl dengang. Jeg er glad for at være født med en evne til aldrig at være bange for udfordringer. Jeg så døden i mine forældre og stillede på et tidspunkt mig selv spørgsmålet; Hvad er det, der gør livet?

- Det er, hvordan du har det i dit liv. Det skal være sjovt at gå på arbejde, og så er det givende, når man møder menneskene i Bazar Vest, og de næsten græder af glæde, fordi de har fået råd til at købe en cykel til deres datter. Det er sådan noget, der giver noget, fortæller Olav de Linde.

Og det er sådan noget, der får ham til at stå op om morgenen. Materielle goder siger ham ikke alverden, og selvom han bor i en villa ved vandet i Risskov, kunne han sagtens bo i et kolonihavehus omgivet af det grønne. Som han siger, har han gjort det før, boet småt, men godt, da han logerede i det første sommerhus, som han renoverede.

Han kunne også være gået på pension som 30-årig, men her 43 år senere er han stadig ikke til at stoppe.

- Det er den kreative proces, der er sjov. Du spørger heller ikke en kunstmaler, hvorfor han ikke går på pension, og det er det samme. Det er interessant, siger han.

Arbejdsmoral er han måske blevet opflasket med, men to næsten overnaturlige evner har han tillært sig gennem årene. Den ene er evnen til nærmest at kunne røntgenfotografere en ejendom og se potentialet i den. Den anden er hans altskuende 'tredje øje,' som han selv kalder det, der kan skue både bagud og fremad i tiden for på den måde at se, hvad der er det rigtigt og forkert at gøre.

Men selvom Olav de Linde stoler på sin skaberkraft og forkromede overblik, lægger han aldrig skjul på, at Ejendomsselskabet Olav de Linde ikke er en enmandsforestilling. Derfor kan han heller ikke pege på en specifik ejendom og sige, at det dér, det er perlen i min portefølje. Selvom mangt og mange journalister har forsøgt at få ham til at pege på Chokoladefabrikken, Postterminalen, Frichsparken eller en af ejendomsselskabets mange andre juveler.

- Jeg kan ikke sige, hvilket byggeri der var bedst, for det afhænger meget af medarbejderne, der var ombord. Jeg har mange ideer, men det er dem, der har hænderne nede i materien og skal bygge den iderigdom op, siger Olav de Linde og fortsætter:

- For mig er det bedste projekt der, hvor du gør dig umage og lykkes. Om det er efter udfordringer med kommunen, naboer eller et kompliceret byggeri. Det handler ikke om at lave det største eller højeste, men at se mine til tider dumme ideer blive vendt og drejet i en proces, så det hele ender med at lykkes alligevel, siger Olav de Linde.

Efter at vi har iført os sikkerhedssko, neonvest og gul hjelm og begivet os ud på byggepladsen ved Mindet 6, sværger Olav de Linde højt og helligt på, at der aldrig var tale om en konkurrence med Claus Hommelhoff om, hvem der kunne bygge det højeste babelstårn i Smilets By. Mindet 6 eller Lighthouse.

- Jeg lover dig, at jeg ikke anede, hvor højt Lighthouse ville blive, da vi gik i gang, proklamerer Olav de Linde.

Lighthouse blev 142 meter. Mindet 6 bliver 139 meter.

- Selvfølgelig ville vi gerne have haft, at vores var højest, men det var aldrig målet, og jeg vil hellere gøre det pænere, fortæller han, mens han adræt bevæger sig igennem skallen af den gamle kornfabrik, der i store dele bliver bevaret i det høje kontorbyggeri, der efter planen står rejst i 2027.

Han ved godt, at der var kritikere både politisk og blandt århusianerne, men han stoler på sin egen tæft og sit tredje øje. Som han siger spøgende, så håber han da, at man efter 50 år ved, hvad man foretager sig.

- Der er mange, der ikke bryder sig om forandring. Da vi omdannede Frichsparken, var der også mange, der var bekymret for støj og ekstra biltrafik. Så meget, at folk glemte, at Kosan, som vi købte af, var den absolut mest forurenende virksomhed i området, siger Olav de Linde og fortsætter:

- Jeg ved godt, at folk ser et højhus, men det, der var, var en slidt og tom industribygning. Den beholder vi nu 70 procent af, og så laver vi højhuset indeni.  Man skal også huske fortællingen om, hvordan vi får det til at se ud, når vi er færdige, siger Olav de Linde.

Det er måske også derfor, at han kort forinden har stået i en skurvogn og efterlyst, at der bliver hængt nogle flere plancher af byggeriet op. Så forbipasserende kan se, hvad han ser i sit hoved. For han ser det soleklart.

Der skal Ølandsfliser fra det gamle psykiatriske hospital i Risskov bruges. Der kommer et strøg, grøn beplantning og en skulptur af Danmarks måske bedste billedhugger, nu afdøde Jørgen Haugen Sørensen, fortæller Olav de Linde, mens han gestikulerer, som var han ved at fylde et tomt lærred med en usynlig pensel.

Her kommer butikker, caféer, liv, liv og atter liv. En bro, hvor folk kan holde 1. maj-taler fra, endnu et kunstværk af manden bag den rygende mand-vægmaleriet ved pakhusene på havnen, kunstneren Hendrik Beikirch. Der skal være gårdmiljøer, tagterrasse, bager og friskpresset appelsinjuice til stedets lejere. Og så videre, og så videre, fortæller han.

Han bevæger sin gamle løbekrop (tidligere landsholdsløber i 1970'erne) med en overraskende lethed op og ned i bygningen, over niveauskifte og under presenninger.

Han er hele tiden et skridt foran, men ser ud til at smile, da han får et spørgsmål om, at jeg jo ikke er ude på at skrive en nekrolog, men om han da ikke gerne vil huskes for noget, selvom han ganske vist har sagt, at han trods sit 139 meter høje og meget synlige eftermæle på Sydhavnen IKKE går op i eftermæle.

- Jeg vidste, at du ville spørge om det. Jeg vil ikke huskes for noget ...

Og så en tænkepause.

- Jo, at jeg stod ved mine holdninger. At vi har bevaret så mange bygninger i Danmark, som kommuner og andre ville have brækket ned. At vi har fået transformeret mange gamle industrikomplekser til nogle flotte bymiljøer, der bevarer noget af byens DNA og industriarkitektur. Og at vi har gjort noget for dem, som ingen andre ville danse med. Stoltheden i at se folk i bazaren knokle og gøre sig umage, som vi selv har gjort. Det vil jeg gerne huskes for, siger Olav de Linde.

Et tre timer langt interview, som Olav de Linde først gerne ville have været foruden, lakker mod enden. I en skurvogn hopper vi ud af sikkerhedssko, giver hånd, men det er helt tydeligt, at den 73-årige bybevarer og byfornyer nu har vigtigere ting at foretage sig.

Han er nemlig ved at vise sin medarbejder Stig billeder på sin telefon af en cylinderformet et-eller-andet med nogle seje nitter, som han stødte på i Odense dagen forinden. Den skal bruges i et byggeri.

ㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤ