Selv et uhørt slagtilbud har ikke fyldt boligerne i nybygget Risskov-ejendom: Nu tager udlejer konsekvensen og sænker huslejen
I Risskov oplever udlejningsfirmaet Go'Bolig, at der er langt mellem lejerne i de nyopførte ungdomsboliger på Vestre Strandallé.
Selv efter at have tilbudt op til fire måneders gratis husleje, står over halvdelen af de 112 nye lejligheder fortsat tomme.
Nu tager Go'Bolig konsekvensen og sænker huslejen. Prisfaldet varierer afhængig af lejlighedens karakteristika som beliggenhed, lysindfald og tilstedeværelse af altan.
Den billigste lejlighed kan nu lejes for 4.450 kr. om måneden, hvilket betyder besparelser for lejerne på mellem 400-900 kr. om måneden.
Henrik Jakobsen fra Go'Bolig siger, at mens udbud og efterspørgsel bestemmer priserne, kommer den nuværende situation lejerne til gode.
Samtidig oplever man lignende scenarier på Agerbæksvej, hvor huslejen også sænkes, og flere tiltag er blevet indført for at øge interessen blandt lejere.
Go'Bolig er dog optimistiske og har bemærket en positiv udvikling i udlejningen i Aarhus og Risskov.
Når udbuddet af boliger er boomet hurtigere end riften om lejemålene, spidser livet som udlejer til.
Det kommer nu til gengæld lejerne til gode visse steder i Risskov. Først fik du næsten kastet en bolig i nakken på Vestre Strandallé, da udlejeren Go'Bolig prøvede at drage lejere til med op til fire måneders gratis husleje i de nybyggede ungdomsboliger på Vestre Strandallé.
Men i skrivende stund står mere end halvdelen af de 112 nye ungdomsboliger på Vestre Strandallé stadig tomme, selvom udlejningen har stået på siden før sommerferien. Det har Go'Bolig nu taget konsekvensen af ved at sænke huslejen.
- For et par uger siden valgte vi at sænke huslejen på omkring en tredjedel af lejemålene på Vestre Strandallé. Prisfaldet varierer eksempelvis efter lejlighedernes beliggenhed, lysindfaldet og om de har en altan eller ej. Fælles er, at vi sænker prisen på nogle lejemål, der har været sværere at udleje i forsøget på at tiltrække flere lejere, fortæller Henrik Jakobsen, marketing- og kommunikationschef i Go'Bolig.
Således kan et ungt menneske nu leje den billigste bolig, en etværelseslejlighed med skråvægge, til 4.450 kroner om måneden, og generelt giver Go'Bolig lejerne en besparelse på mellem 400-900 kroner om måneden på boligerne, der oplever et prisdyk.
- Det er altid svært at vurdere, hvad den rigtige pris er, men nu reagerer vi og regulerer den på baggrund af udbud og efterspørgsel, siger Henrik Jakobsen.
Lejers marked
Får prisfaldet så lejerne til at flokkes om boligerne på Vestre Strandallé?
Ikke helt, men det er et skridt i den rigtige retning. I juni måned var der blot fire underskrevne kontrakter mod omkring 50 i dag, og der er stor interesse for boligerne, beretter Henrik Jacobsen.
- Det er gået stærkt på det seneste, for der er stor interesse for lejlighederne og mange fremvisninger hver eneste uge, mens vi også løbende sender kontrakter ud. Så vi er optimistiske, men det er klart, at det ikke er optimalt med adskillige tomme lejemål. De skal udlejes, siger Henrik Jakobsen.
Foruden prisnedsættelser lokker Go'Bolig foruden også fortsat med to måneders gratis husleje og kun én måneds depositum for at hjælpe udlejningen yderligere på vej.
- Lige nu kommer markedet helt sikkert lejerne til gode. De får to måneders gratis husleje, mens prisen reduceres på en række lejemål, så den manglende efterspørgsel arbejder for dem, til markedet normaliseres igen, siger Henrik Jakobsen.
Lavere priser har en effekt
At det er et 'lejers marked' mærker man også på Agerbæksvej kun et stenkast fra de nu nedsatte ungdomsboliger på Vestre Strandallé.
Her udlejer Go'Bolig både seniorboliger og lejligheder til folk i alle aldre. Der er først indflytning per den 15. november, men i skrivende stund er der langt fra at være fuldt bookede huse. Derfor udbyder man ligeledes fri husleje året ud, et sænket depositum, og også her er huslejen blevet banket ned på samtlige boliger i ejendommen.
Det betyder blandt andet, at lejerne i første omgang kan se frem til en månedlig besparelse på 700 kroner for toværelseslejlighederne, mens Go'Bolig trækker 1.200 kroner mindre om måneden i husleje for lejlighederne på tre værelser.
Det er kun begyndelsen. Ifølge Henrik Jakobsen kan det meget vel være, at priserne bliver sænket yderligere, for huslejenedsættelser virker til at være vejen frem.
- Vi har igangsat flere tiltag og sænket prisen, og de tiltag har virket, så vi mærker faktisk en positiv udvikling. Det går bedre med vores boliger rundt omkring i Aarhus og Risskov, og der sker lidt med efterspørgslen, siger han.