Foto: Kim Haugaard

Strandvejen bugner af madsteder – her er dit overblik

Med mundrette anretninger, italienske is, sandwich og salater har Nordre Strandvej haft fart på i de seneste måneder.

Nye madsteder er åbnet, et af de gamle er flyttet, og det kan være svært at holde styr på de mange forskellige menukort, som en læser har skrevet til RisskovLIV:

Det er jo helt vildt, hvad der efterhånden er af spisesteder på Nordre Strandvej. Det er faktisk svært at følge med.

Jeg har samlet det spiselige i dagens første artikel. Her får du også fremtidsforsker Jesper Bo Jensens forklaring på, hvorfor restauratørerne har så meget smag på strandvejen. Han mener i øvrigt ikke, at Risskov og Nordre Strandvej har set den sidste åbning af et spisested.

Jeg tror, at der sagtens kan komme endnu mere, siger han.

Med sulten stillet hopper jeg videre til en bogstaveligt talt forfriskende historie om et ungt makkerpar. De to iværksættere fik i deres sabbatår smag for en iskold tur i baljen. De opdagede, at det var den bedste kur mod tømmermænd, og at det kolde gys gav hele kroppen et stort skud energi.

De to kammerater spottede samtidig en trend og et hul i markedet og gjorde isbadene til en forretning. I dag står de bag virksomheden Polax, som holder til i Risskov, og som på kort tid har solgt over 30.000 isbade. De har netop præsenteret deres første regnskab, og her kan de prale af et overskud på mere end en million kroner.

Læs mere om det nedenfor, hvor du også finder en historie om genbrugspladsen, der udvider, og om letbanen, der skruer op for antallet af afgange.

Til sidst vil jeg minde dig om, at du kan gøre som den føromtalte læser og skrive til os, hvis der er noget, du savner svar på, eller hvis der er noget, du gerne vil have os til at undersøge. Skriv til mig på nicje@risskovliv.dk.

God læselyst.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist
Nordre Strandvej byder på et stort udvalg af spisesteder. Foto: Kim Haugaard

Madsteder er strømmet til strandvejen: Få et overblik over alle de spiselige tilbud

Hvis du savner et godt sted at spise i Risskov, skal du bare tage en gåtur på få kilometer. Her får du det fulde overblik over alt fra surdejspizza og sushi til salater og is. Og der kan være endnu mere på vej.

Hvis du savner et godt sted at spise i Risskov, skal du bare tage en gåtur på få kilometer. Her får du det fulde overblik over alt fra surdejspizza og sushi til salater og is. Og der kan være endnu mere på vej.

Konditorbager slår duften an med færten af nybagt brød.

Strandvejens bageri er et af de steder, der under skiftende navne, har ligget det samme sted længe, og kommer man til Nordre Strandvej i retning fra midtbyen, er den det første spiselige på Nordre Strandvej, man støder på.

Skulle det ikke lige bagværk, som får tænderne til at løbe i vand, så frygt ej. I løbet af de kommende par kilometer bliver du præsenteret for næsten 20 forskellige menukort.

Faktisk skal man kun passere gaden for at kunne sætte gebisset i noget helt andet. I det nye butiksbyggeri ved Fortevej, ligger både take away-stedet Mundret og Café Fika. Og skulle du have fortrudt, at du takkede nej til bagværk, så slipper du for at vende rundt, for Emmerys er flyttet ind i de nye lokaler.

I det nye butiksbyggeri ved Fortevej finder man blandt andet Mundret og Café Fika. Foto: Kim Haugaard

Bagerkæden boede indtil for nylig på den anden side af vejen, og her er Dolce Vita i stedet rykket med kædens italienske isbar.

I nabolokalet er der også blevet ommøbleret, for her har Sesam slået sig ned. Herfra bliver der serveret sandwich og bowls.

De runde favoritter

Mens der ved Fortevej er sket en masse i de seneste måneder, så er det efterhånden lidt mere end et år siden, at restauranten Casa Mia rykkede ind og overtog lokalet fra det legendariske Pips Pizza.

Her er der italiensk mad og ikke mindst pizza på menukortet. Støvlelandet går igen lidt længere henne ad strandvejen hos Piccolo og La Foresta, som godt nok ikke har adresse på Nordre Strandvej men lige på hjørnet af den travle strækning.

Den italienskinspirerede Risskov-restaurant har tidligere været i vanskeligheder, men som stedets ejer fortalte til RisskovLIV i efteråret, så er spisestedet tilbage på sporet.

Skal det være pizza, men er der ingen af ovenstående restauranter, der frister med deres menukort inspireret af pizza-landet mod syd, så findes der også råd for det. For mellem de tre italienske spisesteder ligger Spröd.

Her er der da også et strejf af Italien inde over tilblivelsen af surdejspizzaerne, men da manden bag Spröd for to år siden til RisskovLIV fortalte om spisestedet, lagde han vægt på, at det hele ikke behøver være italiensk, bare fordi det er pizza

Kører du endnu længere ud af Nordre Strandvej, møder du Klai Dinner Pizzeria, der også serverer de runde favoritter.

I rivende udvikling

Det er ikke sådan, at Risskov-borgere tidligere har været tvunget til at tage sultne fra en gåtur på Nordre Strandvej, men udviklingen har taget fart over de seneste få år. Særligt det sidste halve år er der med to nye butiksbyggerier skruet op for de spiselige tilbud.

Foruden det føromtalte samlingspunkt ved Fortevej er der også ved Bellevuehallerne bygget nyt. Her har Mr. Mums blandt andet slået sig ned med sandwich og salater.

Udviklingen kommer ikke bag på fremtidsforsker Jesper Bo Jensen.

- Det er ligesom med Aarhus Ø. Der kommer en butik, så kommer der en mere og så en mere, og når først der er noget masse i det, bliver det interessant og selvforstærkende, siger han.

Mr. Mums er noget af det helt nye på Nordre Strandvej. Spisestedet kan inden længe få nye naboer. Foto: Kim Haugaard

Samtidig peger han på, at det købestærke publikum i 8240 kombineret med tilbud, der passer godt ind i tiden, skaber en bølge, som kan komme til at fortsætte.

- Vi kan tydeligt se på butiksmønsteret i Danmark, at der er utrolig meget af det, man tager undervejs som kaffe og mad. Man tager et frikvarter eller lidt mere og får noget, der måske ikke er alt for dyrt. Det at snacke ude eller at tage mad med hjem er virkelig i vækst.

- Og jeg tror, at der sagtens kan komme endnu mere, for folk bruger mange penge på det her, siger Jesper Bo Jensen.

Spisesteder på Nordre Strandvej

Konditorbager - Bagværk

Mundret - Take Away-restaurant med forskellige mundretter anretninger

Cafe Fika - Cafe med blandt andet salat og sandwich på menukortet

Emmerys - Bagværk og kaffe

Sesam - Sandwich og bowls

Dolce vita - Italiensk is

Casa Mia - Italiensk restaurant

Sprød - Surdejspizza

Piccolo - Italiensk restuarant

Mums - Sandwich og salat

Okkels - Italiensk is

Lagkagehuset - Bagværk og kaffe

Joe and the Juice - Juicebar med blandt andet sandwich og salat

Margueritten - Dansk mad

Inomi - Sushi

Risskov sushi - Sushi

Sushiart - Sushi

Klai Dinner Pizzeria - Pizzeria

La Foresta - Italiensk restaurant

Et af de steder, hvor der er udsigt til mere, er netop her på hjørnet ved Bellevuehallerne, hvor Mr. Mums altså allerede er flyttet ind. Det er 1927 Estate, der har bygget, og direktør i udviklervirksomheden Anders Horsbøl fortæller til RisskovLIV, at der er ’dialog med mulige lejere’.

Det samme er tilfældet med det tomme lokale, hvor Elfe indtil for nyligt lå, lyder det fra Anders Horsbøl.

En dessert, en juice eller endnu mere mad?

Okkels Is og Joe and the Juice byder på kolde forfriskninger på den anden side af Bellevuehallen. Hos juicekæden kan man også få noget at spise, ligesom man kan det hos den nye nabo Margueritten, som RisskovLIV gav tre ud af seks stjerner ved en anmeldelse i marts.

På den anden side af vejen ved siden af iscafeen Okkels ligger Lagkagehuset.

Strandvejens sidste tre spisesteder er alle i samme boldgade. Her er der nemlig tale om sushi, og det kan fås hos både Inomi Sushi, Sushiart eller Risskov Sushi.

Skulle du have appetit på en portion mere, så kan du jo vende rundt og tage turen tilbage igen.

Oliver Malmkjær Pausgaard og Victor Enemark står bag virksomheden Polax, der holder til i Risskov. Foto: Polax, Christian Gnutzmann

Et koldt gys for millioner: Ungt makkerpar har på kort tid gjort isbade til en succesfuld virksomhed

Det startede som en god oplevelse for kroppen og blev til et hobbyprojekt ved siden af studiet. Nu har isbadene fra Polax vokset sig til en millionforretning.

Det startede som en god oplevelse for kroppen og blev til et hobbyprojekt ved siden af studiet. Nu har isbadene fra Polax vokset sig til en millionforretning.

Hvis du for to år siden havde fortalt Victor Enemark og Oliver Malmkjær Pausgaard, at deres søndagsritual mod tømmermænd ville udvikle sig til at blive en millionforretning, havde de klappet i deres hænder.

Måske havde de også rystet på hovedet ad dig. Men sådan er det gået.

Deres virksomhed Polax med kontor i Risskov har solgt mere end 30.000 isbade, og det unge makkerpar har netop præsenteret virksomhedens første regnskab med et plus på 1,3 millioner kroner på bundlinjen.

Ideen til virksomheden kom i Victor Enemarks sabbatår. Her arbejdede han som saunagus-mester, og han oplevede, hvordan en tur i sauna og isbad gjorde godt for gæsterne. Han mærkede det også på egen krop og oplevede et energiboost efter en tur i den kolde balje. Han fandt også ud af, at kolde gys gjorde underværker efter en nat med fest og farver.

- Det bedste ved weekenden var faktisk ikke byturen men dagen efter, når vi tog i sauna og så i isbad, siger han.

Kort tid efter prikkede han studiekammeraten Oliver Malmkjær Pausgaard på skulderen. De spottede en trend og et hul i det danske marked og hentede inspiration fra blandt andet USA, og så var det kolde gys ikke længere kun et skud energi til kroppen og et helbredende søndagsritual men det bærende produkt i deres nystartede virksomhed Polax.

Det er især husejere og vinterbadere, der handler hos Polax. Foto: Polax

Det begyndte som et hobbyprojekt ved siden af markedsføringsøkonom-studiet i København, men da de i marts 2023 sendte de første isbade på markedet, kunne de med det samme se, at de have ramt en mulig guldåre.

- Vi kunne mærke det fra dag et. Hold kæft, det var vildt. Vi snakkede om, at hvis vi kunne sælge mellem tre og syv isbade om dagen, ville det være vanvittigt. Der kom vi hurtigt op, og i starten havde vi hele tiden udsolgt, siger Victor Enemark.

- Der var noget timing i det i starten, for næsten lige meget hvad vi pillede ved, så blev det til guld, siger Oliver Malmkjær Pausgaard.

Fra København til Risskov

I november 2024 flyttede de sig selv og butikken fra København til Risskov, hvor de har fundet et kontor ved siden af postterminalen tæt på Lystrupvej.

De to stiftere er begge fra Jylland, og da virksomheden havde vokset sig for stort til kontoret og lagerhotellet i hovedstaden, gav det mening for dem at flytte til Risskov, hvor de kan have kontor og lager samme sted.

Det betyder, at de hurtigt selv kan løbe ned på lageret og pakke ordrer, når det er nødvendigt.

- Det er vi ikke for fine til, fortæller de.

En masse fejl og speederen i bund

Meget koldt vand er løbet gennem isbadene, siden de to kammerater fik øjnene op for vandets helbredende effekt, men på trods af regnskabets gode resultater er der ikke store armbevægelser på kontoret i Risskov.

Da RisskovLIV møder dem på deres kontor, er de midt i frokosten, som i dag står på rugbrødsmadder.

- Resultatet afspejler, at vi har arbejdet hårdt, men det kunne bestemt være bedre, lyder det beskedent fra Oliver Malmkjær Pausgaard.

De to kammerater er enige om, at den første tid som virksomhedsejere har budt på et hav af fejl.

- Vi har lavet rigtig mange fejl. For eksempel betalte vi alt for meget for vores produkter i starten, siger Victor Enemark.

De mange fejl er blevet til værdifulde erfaringer, og makkerparret er lige nu i gang med at udvikle virksomheden. For selvom der findes mange vinterbadere og husejere, som primært er dem, der handler hos Polax, så forventer iværksætterne, at markedet når et naturligt mætningspunkt.

- Vi har udviklet på nye modeller og flere produkter, og vi kommer også med kølere, siger Oliver Malmkjær Pausgaard.

Og selvom der er et stort fokus på at flytte virksomheden, er de også klar over, at et millionplus ikke nødvendigvis er noget, de kan prale af hvert eneste år.

- Vi har lavet en rebranding, der har kostet dyt, men det har vi valgt, fordi vi vil sætte os op som et megafedt brand på længere sigt, og så er det heller ikke altid et spørgsmål om, at bundlinjen er succeskriteriet. Men vi trykker stadig maks på speederen, siger Victor Enemark.

Beboere i Risskov klager over en ung mands vanvidskørsel på en crosser uden nummerplader. Foto: Jens Thaysen

Fik du læst: Vanvidskørsel ryster Risskov: - Han kører alt for hurtigt og over for rødt

Indbyggere i Risskov advarer om en livsfarlig motorcross-kører, der gentagne gange har brudt loven midt i boligkvarteret. Det er endnu ikke lykkes politiet af fange manden.

Indbyggere i Risskov advarer om en livsfarlig motorcross-kører, der gentagne gange har brudt loven midt i boligkvarteret. Det er endnu ikke lykkes politiet af fange manden.

TRAFIK: I flere uger har en ung mand på en motorcrossmaskine uden nummerplader i den grad gjort sig uheldigt bemærket i Risskov.

- Han kører fuldstændig vanvittigt. Alt for hurtigt og over for rødt, fortæller Mia Dam Klokmose, der bor i Risskov.

Hun har set den unge mand på motorcyklen et par gange om ugen de seneste tre uger.

- Han kører uden nummerplade og har aldrig hjelm på. Og ofte er de to eller tre personer på den. Det er sindssygt, siger hun.

Ligeglad med andres sikkerhed

Mia Dam Klokmose er ikke den eneste, der har bemærket den hensynsløse kørsel.

På den lokale Facebookgruppe kan man blandt andet læse: "Den er blå og larmer helt vildt. I dag kørte han meget stærk forbi Børnehaven på Vikærsvej".

Flere har bemærket, at han stejler og kun kører på baghjulet.

I den lokale Facebookgruppe spekuleres der over, hvor den unge mand bor.

- Han er ligeglad med alle færdselsregler. Det er som om, han siger "her kommer jeg", og så er det lige meget med alle andres sikkerhed, siger Mia Dam Klokmose.

Mia Dam Klokmose var tæt på at ramme en ung mand, der kører rundt i Risskov på en crosser uden nummerplader. Foto: Jens Thaysen

Hun har blandt andre steder set ham på Arresøvej og på Lystrupvej.

- Lige pludselig er han der. Man forventer ikke, at han kommer kørende med over 100 km/t, siger hun.

Hun er bange for, at der skal ske en alvorlig ulykke.

Ringede til politiet

Torsdag 1. maj var det lige ved at gå helt galt. Mia Dam Klokmose var tæt på at få den unge mand op på køleren.

-  De sad tre personer på crosseren, da han kørte ud på Grenåvej fra Uno-X tanken direkte ud foran biler, der heldigvis nåede at bremse. Han kørte lige ud i svingbanen og direkte over for rødt og forsatte ud ad Grenåvej, siger Mia Dam Klokmose.

Hun ringede til politiet. Der må jo være videoovervågning fra tankstationen.

- Jeg har sagt til politiet, at der også må være et foto af ham fra stærekassen (fartkameraet, red) på Grenåvej, hvor han helt sikkert er blevet fotograferet, når han kører så hurtigt, siger hun.

Mia Dam Klokmose har ringet til politiet to gange.

- Det er ikke bare nogle ungdomsbøller på 15-16 år. De er mellem 18 og 20 år, siger hun.

Printet i hukommelsen

Hvordan ser han ud?

- Jeg vil ikke fremstå som racist. Han er lidt mørk i huden, og så har han langt krøllet hår, der er sat op i en hestehale. Når de kører flere på den, er han sammen med danske drenge, siger hun.

Beboerne i Risskov er ved at have fået nok af den unge mands kørsel.

Hun kan godt forstå, at det må være svært for politiet at få fat i manden.

- De er nødt til at gøre noget ved problemet, han bliver bare ved og ved. Men de skal jo tage ham på fersk gerning. Det er enormt svært, når han kører så hasarderet, siger hun.

Mia Dam Klokmose er sikker på, at hun kan genkende ham.

- Jeg var så tæt på at køre ind i ham, at hans ansigt sidder mega-printet i min hukommelse, og jeg skal nok udpege, hvem han er, siger hun.

Kontakt politiet med det samme

Stiften har kontaktet Østjyllands Politi, der svarer i en mail:

"Det er rigtigt, at vi 2. maj har fået en anmeldelse om, at der i området omkring Arresøvej i Risskov ved flere lejligheder har kørt en scooter rundt med flere personer på, som ifølge anmelderen kørte meget stærkt og uden nummerplader."

"I forbindelse med anmeldelsen har vi haft patruljer til at rundere i området for at finde scooteren, men uden resultat desværre."

"Både vores vagtcentral, patruljerne og færdselsfolkene har meget fokus på denne type ting, da hasarderet kørsel er både farligt og utryghedsskabende."

"Oplever man farlig kørsel, opfordrer vi derfor altid til at kontakte politiet – gerne med det samme det foregår, så vi har mulighed for at komme hurtigt til området og få fat på personerne."

Mia Dam Kolkmose håber, politiet får fat i motorcyklisten, inden der sker en alvorlig ulykke.

Risskov Genbrugsplads udvider med en ny hal til genbrug. Foto: Jens Thaysen

Genbrug på genbrugspladsen er et stort hit: Nu skal det være endnu lettere at gøre et kup i Risskov

Genbrugspladsen i Risskov får snart et løft, som skal gøre det nemmere at dele og finde brugbare ting.

Genbrugspladsen i Risskov får snart et løft, som skal gøre det nemmere at dele og finde brugbare ting.

Du har måske allerede fundet genbrugsguld i genbrugsrummet på pladsen i Risskov, og snart kan muligheden for at gøre et kup blive endnu større.

For Risskov Genbrugsplads har planer om en udvidelse med en dedikeret hal til alt det, som du ikke længere kan bruge, men som er i så god stand, at det ville være en skam at skrotte det.

Aarhus Kommune har givet landzonetilladelse til, at genbrugspladsen må flytte lidt rundt på pladsen, tage nye kvadratmeter i brug og opføre en godt 200 kvadratmeter stor hal til genbrug.

Området til genbrug bliver altså både større og smartere, fortæller Anders Rasmussen, presseansvarlig ved Kredsløb, der også fortæller, at tiltaget har været en stor succes andre steder i kommunen.

– Der er stor interesse for at udveksle genbrug på alle vores genbrugsstationer. På de første åbningsdage med tiltaget i Malling besøgte mere end 10.000 kunder vores område, og 300.000 kunder har besøgt vores genbrugsområder det første år, siger han.

Sådan skal de nye kvadratmeter indrettes. Kort: Aarhus Kommune

Det er særligt erfaringerne fra andre genbrugspladser, som får Kredsløb til at flytte rundt på pladsen på Lystrupvej. Ved at opføre et nyt genbrugsrum, bliver byttestationen noget af det første, man møder, når man svinger ind på pladsen. Det skulle gerne sikre, at man ikke når at smide sine gamle sager ud, inden man får mulighed for at give dem videre.

Direkte genbrug frem for nyt

Tanken bag de nye genbrugsrum er enkel: At fremme direkte genbrug, hvor borgere kan aflevere og tage ting med hjem uden mellemled.

– Direkte genbrug er det bedste, vi kan gøre frem for at producere nyt eller genanvende. Derfor skal vi sikre de bedste forhold for at blive inspireret og udveksle genbrug, siger Anders Rasmussen.

Der mangler fortsat en endelig byggetilladelse, men forventningen hos Kredsløb er, at det nye rum kan opføres efter sommerferien.

Det bliver nu muligt at køre flere ture med Grenaa Letbane. Foto: Henrik Lund

Passagerønske bliver opfyldt: Ny køreplan byder på endnu flere afgange

Når sommerferieplanen træder i kraft vil der komme flere afgange om lørdagen.

Når sommerferieplanen træder i kraft vil der komme flere afgange om lørdagen.

Passagererne i letbanetogene på Odderbanen og Grenåbanen kan godt begynde at glæde sig. Midttrafik har netop lagt de kommende køreplaner op og et længe ventet ønske bliver efterkommet.

Det drejer sig om flere aftenafgange og lørdagsafgange på de to gamle jernbanestrækninger - Odderbanen og Grenåbanen.

Med den nuværende køreplan er der "kun" halvtimesdrift på hverdage fra Aarhus H frem til kort før klokken 20 på begge strækninger. Når sommerferiekøreplanen træder i kraft 29. juni vil der være halvtimesdrift i yderligere to timer og fredag ovenikøbet hele aftenen.

På lørdage vil der ovenikøbet være endnu flere ekstra afgange i forhold til nu. For hvor halvtimesdriften med den nuværende køreplan allerede stopper sidst på eftermiddagen, så vil der være to tog i timen på begge strækninger hele lørdagen.

I perioden fra 29. juni og frem til 9. august er der dog samtidig de sædvanlige, årlige sommerindskrænkninger i driften. Det betyder, at myldretidsafgangene på Grenåbanen, der begynder og slutter i Hornslet ikke kører. Det gør afgangene på Odderbanen - der har start og slut i Mårslet - heller ikke.

De vender dog tilbage efter sommerferien.

Hvad med søndag?

Med udsigt til de ekstra lørdagsafgange er der måske utålmodige passagerer, der spørger; hvad så med søndage?

De må vente lidt endnu. Men de ekstra søndagsafgange kommer - formentlig allerede fra sommeren 2026.

Der kommer også flere afgange om søndagen. Foto: Søren Willumsen

Her er det planen, at der skal indføres halvtimesdrift på hele Odderbanen og mellem Aarhus H og Ryomgård.

Det kan dog meget vel ende med, at de afgange fortsætter hele vejen til og fra Grenaa, fortæller afdelingschef i Midttrafik, Henrik Juul Vestergaard til Århus Stiftstidende.

Det skyldes blandt andet, at det passer bedre i forhold til køreplanen.

- Og så vil vi også gerne tilbyde den ekstra service til passagererne. Vi kan jo se, at de tager godt imod flere afgange, siger Henrik Juul Vestergaard.

Ambitionen er endvidere at indføre kvartersdrift mellem Aarhus H og Hornslet i dagtimerne på hverdage. Det forventes at ske i 2027.

Fra sommeren 2029 råder Aarhus Letbane så over nye togsæt, som betyder, at der kommer til at køre tog hver femte minut mellem Aarhus H og Aarhus Universitetshospital, tog hvert kvarter fra universitetshospitalet og videre mod både Lisbjergskolen og Lystrup, samt kvartersdrift i dagtimerne på hele Odder-strækningen.