Foto: Emma Lina Kruse Jensen

Omlægning af trafik og nye madsteder

Kære læser,

På søndag er der kamp, og selvom du måske ikke planlægger at svinge med AGF-flaget på tribunerne, så bør du alligevel være opmærksom på trafikken, hvis du bor i området.

På dagen vil der nemlig ske ændringer i trafikken i form af omlægninger, ensretninger og p-forbud. Det kan hurtigt blive forvirrende, derfor har RiskovLIV samlet et samlet overblik til dig herunder.

Jeg vil desuden være tilstede ved kampen og være dine øjne og ører i forhold til trafikken, parkeringsforhold og stemningen⚽ Husk, at du altid kan skrive til mig på emlje@jfm.dk eller ringe på 23 98 41 75.

Udover det får du i ugens nyhedsbrev en oversigt over madsteder, der for nylig er åbnet eller snart åbner i Risskov. Jeg kan godt afsløre, at der er tale om ikke så få! 🤤🤗

I den mere kedelige ende kan du læse om et overfald på en 16-årig og den brand, der natten til mandag opstod i en vuggestue i Næringen. En far til et af børnene i den tilstødende børnehave fortalte til Stiftens reporter, at han ikke ville være overasket, hvis branden var påsat.

- Det er typisk for det her område. Det er ikke ret lang tid siden, det var to bilbrande, og der var et knivstikkeri nytårsaften det samme sted, fortæller faren, der selv bor i Næringen.

Jeg vil snart kigge nærmere på området og den kriminalitet, der tilsyneladende florerer. Bor du i området, og har du oplevet at være utryg? Så vil jeg meget gerne høre fra dig.

I næste uge dykker jeg desuden ned i en betændt sag på Nordlandsvej, hvor der er problemer med parkerede biler, som skaber farlige situationer på vejen. Som situationen er nu, har beboerne dog ikke andre muligheder for parkering.

Jeg ønsker dig en god weekend.

Billede af Emma Lina Kruse Jensen
Billede af skribentens underskrift Emma Lina Kruse Jensen Journalist
Sesam laver hjemmelavet sund og nærende mad. De tilbyder juice og bowls som menu. Foto: Sesam Food

Det bugner med nye madsteder: Her er oversigten over alle de nyeste i Risskov

Her får du et samlet overblik over nye og kommende madsteder i Risskov. Flere af stederne er i forvejen Aarhus-kendte, og nu har de altså fået øjnene op for det potentiale, der ligger i 8240.

Risskov har set en bølge af nye restauranter og caféer åbne, især langs Nordre Strandvej, og snart kommer flere nye til. Vi har lavet et overblik over de seneste åbninger, kommende steder at se frem til samt lukninger i området.

Vi er knap to måneder inde i det nye år, men det vrimler allerede med nye restauranter og caféer i Risskov. Især i hjertet af Risskov - på Nordre Strandvej - er der dukket nye butiksfacader op.

RisskovLIV giver dig her et overblik over de seneste åbninger, dem vi kan glæde os til og dem, vi sagde farvel til.

De åbnede fornylig

Det vrimler med spisesteder i Risskov - særligt på Nordre Strandvej. Foto: Pressefoto, Emma Lina Kruse Jensen og Martin Kjærgaard

Inomi Sushi

Sushirestauranten Inomi Sushi, som du kan læse om i seneste nyhedsbrev fra RisskovLIV, åbnede i december 2024. Restauranten ligger på Nordre Strandvej 58A og er ejet af ægteparret Di Wu på og Jie Tang fra Kina. I restauranten er der plads til 20 gæster, mens der også er mulighed for takeaway.

Margueritten Grill og Café

Med stegt flæsk og persillesovs og flæskestegssandwich som signaturretter, slog Margueritten dørene op 31. januar 2024 på Nordre Strandvej 54. Grillbaren har i forvejen restaurant i Skødstrup på Skovlundsvej, hvor der både er sushi og flæsk på menuen. Ejer er Henrik Herløv Harmsen, som tidligere har haft direktørposter i natklubben Buddy Holly i Aarhus og Bar Sushi.

Briançon

Det fransk inspirerede bageri Briançon på Ellebjergvej 2. Bageriet er ejet af søskendeparret Kenneth og Karina Trosborg. Det er tredje bageri i kæden, der desuden holder til på Åboulevarden og i Beder, hvor produktionen ligger. Butikken er især kendt for sine smørbagte croissanter.

Lagkagehuset

4. februar fik Risskov sit tredje Lagkagehus - denne gang i Meny i Risskov Brynet. I alt har Aarhus nu otte Lagkagehuse.

Dem kan vi glæde os til

Flere spisesteder er på vej til 8240. Blandt andet åbner Sesam Food med ejerne Morten Broløs (tv), Sigurd Stenstrup og Andreas Broløs (forrest). Foto: Sesam Food

Sesam Food 

Spisestedet Sesam Food, der er kendt for sine salatbowls og sandwich, flytter til påske ind på Nordre Strandvej 24 ved siden af bageriet Emmerys. Restauranten bliver fjerde skud på stammen, der desuden holder til i Nikolinehus, på Klostergade og i Højbjerg. 
I lokalet lå tøjbutikken IC Design, som ifølge butikken selv har haft til huse på vejen siden 1970. Tøjbutikken er drevet af direktør Helle Schandorff Petersen. 

Mr. Mums

Caféen Mr. Mums med blandt andet tapas, sandwich, salater og catering til større begivenheder slår ligeledes dørene op på Nordre Strandvej. Kæden har i forvejen to spisesteder i Aarhus og er ejet af makkerparret René Pedersen og Mathias Bendix Christensen.

Fika 

Café Fika åbner med et stort set økologisk udvalg af salater, sandwich, juice med mere. Spisestedet bliver en del af det nye byggeri 'Havsus' på Nordre Strandvej 15.

Mundret Tapas

På samme adresse som Fika åbner restaurant Mundret Tapas, der både tilbyder catering, takeaway og spisning på stedet. Bag restauranten står brødrene Lars og Lennart Brynjulf Nielsen. Førstnævnte vandt som leder af Det Danske Cateringlandshold OL-guld i 2020.

Dem sagde vi farvel til

Kendisrestauranten Elfe måtte begære konkurs. Foto: Kim Haugaard

Elfe

I Risskov har vi måtte sige farvel til den konkursramte restaurant Elfe, der var ejet af kokkeparret Anders 'Kuk' Kristensen og Nicklas Friis Nielsen. Ifølge kurator er der flere interesserede restauratører til den attraktive adresse på Nordre Strandvej 56.

Sådan så det ud, da tilskuerne til testkampen lørdag 9. februar forlod stadion. Scenariet udspillede sig overfor Springcenteret, hvis personale og brugere frygter en stor prøvelse, når det på søndag 23. februar går løs med 12.000 tilskuere. Foto: Emma Lina Kruse Jensen

Overblik: Masser af ændringer af trafikken ved Vejlby Stadion, når AGF spiller søndag

AGF forventer 12.000 tilskuere til kampen mod AaB på søndag, og det betyder flere ændringer i trafikken, som du får et overblik over her.

12.000 tilskuere ventes til kamp mellem AGF og AaB, mens der er arrangement i Springcentret. Så der er både omlægninger, ensretninger, p-forbud og shuttlebusser i spil for at forebygge trafikkaos.

Testkampen mellem AGF og FCK forløb uden de store trafikale strabadser. Men selv om den første logistiske bakke er besteget, er det for tidligt at sænke skuldrene, for forude venter et muligt bjerg af trafikale udfordringer, når 12.000 tilskuere 23. februar samles for at overvære superligakampen mellem AGF og AaB.

Hos AGF har man gjort sig flere erfaringer, som klubben tager med sig videre til næste kamp. Det fortæller Bo Jensen, projektleder i AGF.

- Overordnet set synes vi, det gik fint med afviklingen. Vi oplevede ikke de trafikpropper, som vi kunne have frygtet.

- Men der er selvfølgelig nogle ting, vi kommer til at gøre anderledes til næste kamp. For eksempel stiller vi med bedre og mere tydelig skiltning i forhold til shuttlebusser og indgange til stadion, hvor vi oplevede lidt forvirring, ligesom vi får mere præcis bemanding, fordi vi nu ved, hvor vi skal sætte ind.

Ét sted, hvor trafikken ikke gled helt så godt, var på Hvidkildevej, som foruden indgang 7 og 8 til stadion blandt andet huser Springcenteret, VSK Aarhus Fodbold og Idrætsklubben Skovbakken med mere.

Her opstod et mindre kaos, da tilskuerne kom gående fra stadion for enten at bevæge sig mod busserne på Vejlby Centervej, tage en af taxaerne som holdt lige ved indgangen eller hoppe på en af de mange cykler, som stod parkerede foran indgangen til Springcenteret.

- Hvidkildevej er et knudepunkt, og vi vil se på, om vi kan gøre det på en anderledes måde, når gående, cyklister og biler skal væk derfra, siger Bo Jensen.

Ingen ledige parkeringspladser

Hos Springcenteret på Hvidkildevej, der ligger lige overfor indgangen til stadion, var man spændt på, hvad kampen ville bringe med sig af gener for centerets egne brugere.

- Det forløb faktisk ganske fint, men der var mange mennesker, og vi har måtte informere vores brugere om, at de nok skal cykle eller tage en bus herud de dage, hvor der er kampe, siger Kasper Elgaard, som er halassistent.

- Vores parkeringsplads var helt fyldt, så den kunne vores brugere ikke benytte, ligesom vores græsplæne var fyldt op med cykler. Så vi frygter lidt næste gang, når der kommer 12.000 tilskuere.

På kampdagen søndag 23. februar har Springcenteret et event, der tilføjer endnu mere 'spænding' til den i forvejen pressede situation. Her har man nemlig søndagsræs, hvor man mellem klokken 11 og 16 forventer op mod 250 besøgende i de åbne haller.

- Det bliver en rigtig stor prøvelse. Vi kan ikke gøre så meget andet end at opfordre brugerne til at cykle eller tage offentlig transport.

Større trafikale ændringer

Opgaven med infrastrukturen løfter AGF i samarbejde med kommunen.

Peter Søndergaard er ingeniør og projektleder i mobilitetsafdelingen, og han fortæller, at der vil ske flere ændringer på kampdagen.

- AGF kommer til at stille med trafik-officials på Hvidkildevej, som styrer trafikken. Så hvis du sidder med en AGF-trøje på, bliver du bedt om at køre et andet sted hen, så brugere af Springcenteret, plejehjemmet og de andre faciliteter i området stadig har mulighed for at komme frem.

Indsatser ved kampafvikling:

  • Kontrolposter ved vejene ind mod stadion, så fodboldfans, der gerne vil parkere på naboernes (private) områder, afvises. 
  • Henvise udeholdets fans til en bestemt parkeringsplads, så fans fra de to klubber ikke render rundt mellem hinanden.
  • Påsætte Trafikofficials flere steder for at hjælpe til med, at trafikken kan glide uforstyrret. 
  • Påsætte sikkerhedspersonale rundt om stadion for – i tæt samarbejde med Trafikofficials - at sørge for sikkerheden for både gående og kørende i området. 
  • Have runderende sikkerhedspersonale for at sikre, at alle Brand-og Redningsveje er frie.
  • AGF Udarbejder en skilteplan i samarbejde med Aarhus Kommune og Østjyllands Politi.
TRAFIKPLAN FOR CERES PARK VEJLBY februar 2025

Hvidkildevej er dog ikke eneste sted, der vækker bekymring.

RisskovLIV har talt med beboere i området, som udtrykker bekymring for, om deres villaveje eller brugerbetalte parkeringspladser bliver opholdssted for forhastede tilskueres biler.

Her kommer lovens lange arm dog til kort, for selv om man selvfølgelig skal sørge for at overholde reglerne om hensigtsmæssig parkering, ja, så er det ganske lovligt for udefrakommende at parkere på villavejene.

- Vi har været inde og vurdere, og det var også det, Rambøll gjorde i sin tid, hvor det blev konkluderet, at områderne er så store, at man ikke kan spærre dem af, af hensyn til udrykningskøretøjer og beboerne selv, der skal til og fra deres hjem.

- Vi kommer til at overvåge kampen og bagefter se på, hvor vi skal sætte ind. Der vil sandsynligvis være folk, der parkerer på villavejene, men vi kan ikke gøre noget, så længe de ikke holder til gene.

Bo Jensen fra AGF fortæller, at man er opmærksom på den potentielle udfordring.

- Vi tager forskellige tiltag i brug for at få folk til at parkere andre steder end på villavejene. Blandt andet med de gratis parkeringspladser, vi stiller til rådighed ved Skejby, hvorfra der går shuttlebusser. Det var en succes til testkampen, hvor flere end forventet benyttede sig af shuttlebusserne, siger han.

- Men vi har ikke råderet over hele området derude. Jeg ved, at kommunen og politiet er opmærksomme på det, og kommunen stiller cityassistenter til rådighed. Og så må vi jo gøre os erfaringer efter de første kampe, om der er steder, man skal sætte ind.

Ensretter vej

På dagen vil der komme flere ændringer, du som beboer skal være opmærksom på. Blandt andet planlægger man at ensrette Tranekærvej for udefrakommende i håbet om, at det vil aflaste området.

Grafik over foranstaltninger på kampdagen. Projekt: Vejlby Stadion, Risskov - Skilteplan. Tegnet af Mads Kjær Bertelsen. Entreprenør: AGF

Det fortæller Peter Søndergaard.

- I samråd med politiet arbejder vi på at ensrette Tranekærvej under kampen på en strækning mellem Vikærsvej og Vejlby Centervej i vestlig retning for at reducere mængden af parkeringssøgende bilister.

Hvor må du parkere?

AGF-tilskuere i biler henvises til de 2600 gratis parkeringspladser på Aarhus Tech, DR, Rambøll, VIA og Vestas, hvorfra der kører gratis shuttlebusser til- og fra stadion. Busserne kører 75 minutter før kickoff, og en time efter kampen er fløjtet af. De kører i pendulfart, og en tur tager 15-20 minutter.

Det er ikke muligt at parkere ved Jobcenter Aarhus og Aarhus Business College, som vil være forbeholdt VIP. Parkeringen ved Risskov Gymnasium er forbeholdt udebanefans. Aftalen er indgået af AGF.

Østjyllands Politi vil ikke udelukke at branden i vuggestuen i Næringen kan være påsat. Foto: Jens Thaysen

Frygter kriminelle familier står bag vuggestuebrand i Risskov: - Der har altid været ballade herude

Natten til mandag brændte vuggestuen Næringen i Risskov, og forældre måtte finde alternativ pasning til deres børn. Beboere i området nævner en række tidligere hændelser som bilbrande og overfald, som indikerer problemer med kriminelle familier i området.

Bilbrande, knivstikkeri og nu en mulig påsat brand i den lokale vuggestue. Alt er ikke, som det burde være i et boligområde i Risskov.

ALARM112: Natten til mandag brændte vuggestuen Næringen i Risskov.

Et skilt på døren fortæller, at "vi er i børnehaven", men forældrene har på Aula fået besked om, at de selv skulle finde alternativ pasning.

En far til et af børnene i børnehaven fortæller, at det ikke kommer som en overraskelse, hvis det viser sig, at branden er påsat.

- Det er typisk for det her område. Det er ikke ret lang tid siden, det var to bilbrande, og der var et knivstikkeri nytårsaften det samme sted, fortæller faren, der selv bor i Næringen.

En 20-årig mand blev stukket to-tre gange i ryggen.

Stiften kender farens identitet, men af hensyn til sin egen og sine børns sikkerhed, vil han ikke have sit navn i Stiften.

Østjyllands Politi vil ikke udelukke at branden i vuggestuen i Næringen kan være påsat. Foto: Jens Thaysen

Påsat brand?

Det var en nabo til vuggestuen, Simon Rothmann, der sammen med sin kæreste opdagede branden.

- Min kæreste kunne høre nogle mærkelige lyde, jeg troede, det var fyrværkeri. Det plejer de at fyre af herude. Man da jeg kiggede ud ad vinduet, kunne jeg se noget orange lys, siger han.

- Først troede jeg, det var i en bil, men så kunne jeg se, det var vuggestuen, fortæller Simon Rothmann.

Sammen med sin kæreste var han den første på stedet. Så kom politiet.

Simon Rothmann kunne høre politibetjentene tale i radio med brandvæsnet, der var på vej til branden.

- De fortalte, at der var kastet brændstof ind gennem vinduet, siger Simon Rothmann.

Forældrene til 36 vuggestuebørn måtte mandag morgen finde alternativ pasning. Foto: Jens Thaysen

Mandag klokken 12.30 skriver Østjyllands Politi i en mail til Stiften: "Østjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke udelukke, at branden har været påsat, men efterforskningen af sagen pågår stadig."

Kriminelle familier?

- Det er en rigtig god børnehave, vuggestue, pædagoger og forældre. Hvis man ser bort fra tre "problemfamilier", der ødelægger det for alle os andre, er det også er rigtigt godt område at bo i, fortæller faderen.

Lukket på grund af brand. Spørgsmålet er om den er påsat: Foto: Jens Thaysen

Er det kriminelle familier?

- Det vil jeg sige, uden at kunne vide det med sikkerhed. Men hvis man skal dømme efter antallet af bilbrande, knivstikkeriet, overfald og nu branden i vuggestuen, siger faderen.

Han har planer om at flytte fra området, hvor familien har boet i halvandet år.

- Det var ikke det, vi havde håbet på, da vi flyttede til området. Det virkede som et dejligt område, tæt på natur og tæt på alting. Det er en stor skuffelse på grund af tre familier, der ødelægger det for alle andre, siger han.

Ikke første gang

26-årige Simon Rothmann er opvokset i Næringen og kan godt genkende noget af farens billede af, at Næringen er et boligområde med en række problemer.

Senest de to bilbrande 31. december sidste år

- Det er lidt uhyggeligt, det må jeg sige, siger Simon Rothmann.

Hvem kan det være?

- Jeg tror, det er nogle drenge, der ikke rigtigt har noget liv. De ødelægger det for andre mennesker, for det er ikke første gang, de gør sådan noget herude. Jeg er opvokset her, og det er sket mange gange i Næringen. Der har altid været ballade herude, siger han.

Mistanke om asbest

Fra tirsdag skal de 36 vuggestuebørn genhuses i den bygning ved siden af vuggestuen, som Skovvejens dagpleje normalt benytter.

Det var ikke muligt at undersøge brandårsagen om natten fordi der var mistanke om, at der kunne være brugt asbestholdige byggematerialer i vuggestuen. Foto: Jens Thaysen

Inden børnene kan komme hjem igen, skal bygningen undersøges for brandskader.

Østjyllands Politi skriver: "Ved myndighedernes ankomst til stedet var der kraftige flammer fra bygningen, mens det også blev vurderet, at der kunne være tale om brand i asbestholdige materialer, hvorfor en umiddelbar brandundersøgelse ikke var mulig i løbet af nattetimerne."

Efter forudgående dialog med ukendte personer på Tik Tok blev en 16-årig dreng tirsdag aften udsat for røveri i Risskov i Aarhus. Foto: Nadja Dam Jensen

Politi efterlyser vidner: 16-årig groft overfaldet i Risskov

En 16-årig dreng blev udsat for røveri, slag og spark, da han tirsdag aften mødtes med ukendte personer i Risskov. Politiet efterforsker nu sagen nærmere og hører gerne fra vidner med kendskab til det, der er sket.

ALARM 112: Tirsdag aften klokken 19:59 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 16-årig dreng var blevet udsat for røveri på Vejlby Centervej. Det skriver Århus Stiftstidende.

I anmeldelsen lød det, at den 16-årige havde aftalt at mødes med nogle ukendte personer via det sociale medie TikTok.

Det viste sig, at de ukendte personer var maskerede - og at de altså havde i sinde at berøve drengen.

Ved det aftalte mødested på lykkedes det gerningsmændene at stjæle drengens mobiltelefon - og de forsøgte derudover at stjæle hans jakke.

Gerningsmænd på fri fod

Midt i både slag og spark var der en forbipasserende, som fik standset episoden.

Den 16-årige dreng blev efterfølgende kørt til behandling på hospitalet.

Imidlertid nåede gerningsmændene at flygte fra stedet, men det oplyses i anmeldelsen, at hændelsen blev filmet.

Østjyllands Politi opfordrer til, at videoen ikke deles, da det kan være strafbart. Politiet modtager dog gerne oplysninger med relevans for sagen på 114.

Nordfalcken 3 er snart færdigbygget på værftet i Svendborg. Foto: Jens Thaysen

Ny redningsbåd på vej til Egå Marina: - Vi får en båd, som alle vil stå og savle over

Nordfalcken 3, en ny redningsbåd, er på vej til Egå Marina, hvor frivillige redningsmænd ser frem til dens ankomst. Der har været en anonym donation på millioner af kroner, der har muliggjort købet af den nye redningsbåd.

Nordfalcken 3 er snart på vej til Egå Marina, hvor de frivillige redningsmænd glæder sig som børn juleaften til at få fod på dæk af verdens bedste redningsbåd.

ALARM112: De århusianske lystsejlere er en privilegeret flok. Hvis man går på grund eller maskinen svigter, har man siden 2011, kunne ringe efter hjælp fra Nordfalcken helt gratis.

- Vores motto er, at alle skal have råd til at få hjælp, siger Mads Thøger, der er bestyrelsesformand i bådlauget Nordfalcken.

Og nu går hjælpen den anden vej. Takket være en anonym donation på flere millioner kroner, kan de 36 frivillige medlemmer af Nordfalcken snart træde ombord i en helt ny redningsbåd, Nordfalcken 3.

- Den er en aluminiumsbåd, som bliver bygget i Svendborg, fortæller Mads Thøger.

Den gamle Nordfalcken 2 er slidt op, og det samme er dens to påhængsmotorer, der har gået godt 4.000 timer.

- Det er en gummibåd fra 2007, der ligger i vandet døgnet rundt, siger han.

En meget bedre redningsbåd

Med sine 10,40 meter, bliver den nye Nordfalcken næsten to meter længere end den gamle, og så bliver det en båd, der er bygget til at være redningsbåd.

Mads Thøger er formand for bådelauget Nordfalcken. Foto: Jens Thaysen

- Rent sikkerhedsmæssigt er den langt bedre, fordi vi nu kan komme ud på fordækket, det kunne vi ikke på den gamle, siger Mads Thøger.

Den nye bliver udstyret med et dobbelt kamera system der gør, at besætningen både kan se i mørke med et natkamera og lede efter personer i vandet ved hjælp af et termisk kamera.

- Vi får en båd, som alle vil stå og savle over. Det er virkelig et værktøj vi kan stole på og regne med, siger han.

Brug for sponsorater

Nordfalcken 3 udstyres med to 300 hestekræfters Mercury påhængsmotorer, der monteres, så de kan løftes lodret op. Det betyder, at redningsbåden kan sejle ind på meget lavt vand.

Den gamle Nordfalcken på Aarhus Bugt. Foto: Jens Thaysen

I 2024 sejlede Nordfalcken lidt flere end 80 ture.

- Vi er fuldstændig afhængige af sponsorater, og det sejlerne betaler os for hjælpen, siger Mads Thøger.

Det er ikke noget, man skal. Alle skal som allerede skrevet have råd til at få hjælp. Men det kan undre, at det kun er 60 procent af de undsatte, der skæpper i kassen.

Nordfalcken bruger mellem 60.000 og 70.000 kroner til brændstof om året.

- Den dag vi ikke har penge til brændstof, kan vi ikke sejle, siger han.

Selv om den nye båd er større end den gamle, forventer Mads Thøger ikke større brændstofudgifter.

- De gamle motorer er slidt op, og den gamle båd har trukket vand ind i træet bagved glasfiberen, så den vejer nok et ton mere, end den skal, siger han.

Kongeligt afbud

Nordfalcken 3 indvies 6. april klokken 12.

Frederik og Mary er inviterede, men øv, takkede nej. Kongen er ellers selv sejler.

Nordfalcken 3. Foto: Jens Thaysen

Men alle andre kan bare møde op på Egå Marina, hvor man finder Nordfalcken 3 på den gamle båds plads lige foran havnekontoret, hvor havnemesteren har fjernet en pæl, så den nye meget større båd kan komme ind på pladsen.