Ladcykler, biler, busser, cyklister og gående.

Der er rigeligt at holde styr på i morgentrafikken omkring Risskovs tre skoler, hvor trafikken på nogle dage kan være kaotisk.

Og det er ikke et problem, der kun koncentrerer sig om 8240. På mange af kommunens skoler kan det være hektisk på vejene kort før mødetid. Derfor arbejder Aarhus Kommune på løsninger, som skal gøre vejen til skole mere sikker.

En ny skolevejsanalyse er nu klar til at blive serveret for politikerne, som bliver præsenteret for i alt 107 projekter i prioriteret rækkefølge. 10 af de projekter knytter sig til Risskovs skoler.

Pengene og den prioriterede liste med projekter skal byrådet sige ja til, før selve tiltagene bliver ført ud i virkeligheden. Det forventes, at skolevejsanalysen rammer byrådets dagsorden senere på foråret.

De enkelte løsningsforslag har fået en prioritetsscore efter pris, potentiale og virkning. Inden for hvert parameter gives mellem et og fem point.

Udvalget var historisk enige om at afvise den her lokalplan.

Sådan lød de indledende ord fra Socialdemokratiets Steffen Wich på et byrådsmøde i januar, da turen var kommet til det, der ellers kunne ligne en endelig vedtagelse af den lokalplan, der skulle have givet Tækker Group mulighed for at opføre 12 rækkehuse ved Grenåvej for enden af Ådalsvej.

Men blåstemplet blev lokalplanen ikke, og i stedet valgte byrådet at følge opfordringen fra medlemmerne af Teknisk Udvalg, der altså havde været historisk enige om at hælde Tækkers byggeplaner ad brættet.

Det kunne lyde som om, at døren dermed er lukket og låst, men ifølge udvikleren selv er der langt fra sat et punktum i sagen. Jørn Tækker ser selv to muligheder for fremtiden.

- Vi er ved at undersøge, hvorfor man syntes, at det ikke var et projekt, man ville anbefale. Når der er styr på det, tegner vi enten et nyt projekt eller retter det projekt, vi har, til, siger Jørn Tækker.

I så fald vil det være nødvendigt at samle lokalplanprocessen op igen. Enten ved at starte helt forfra eller ved at gå et par skridt tilbage. Uanset hvordan tingene skal strikkes sammen, så forventer Jørn Tækker, at enderne mødes.

- Jeg ved ikke, hvor langt tilbage man skal, men jeg er overbevist om, at vi kan starte op igen, og jeg er rimelig overbevist om, at vi får lov til at lave et boligprojekt på den grund. Og så må vi jo tilpasse de ønsker, der er, siger han.

Det tog godt og vel syv minutter for byrådet, da det i januar takkede nej til det fremlagte lokalplanforslag. På de syv minutter var de forskellige ordførere forbi hver deres bekymringer, som gjorde, at de ikke kunne bakke op om forslaget.

Blandt andet blev højden på byggeriet nævnt. Det samme gjorde naboernes indsigelser, den arkitektoniske kvalitet og ikke mindst udfordringerne med støj. Grunden ligger lige op ad Grenåvej, og her mente politikerne ikke, at det foreslåede projekt var godt nok i forhold til at undgå støjgener.

Der blev også under byrådsbehandlingen sendt en fremstrakt hånd afsted mod Tækker. Og står det til Danmarksdemokraternes Jakob Søgaard Clausen, der er medlem af Teknisk Udvalg, er det ikke udelukket, at han og kollegaerne kan sige ja til et nyt og tilrettet forslag.

- Jeg har ikke et ønske om, at der ikke skal bygges på det hjørne, men det skal være i samarbejde med lokalområdet. Der skal først og fremmest gøres noget ved højden, og så er der hele støjproblematikken, hvor der er en udfordring. Så spørgsmålet er, om man kan finde noget, naboerne kan bakke op om, og som kan passe ind, siger han.

Også Steffen Wich (S) kræver udfordringerne med støj løst, hvis han skal bakke op om et projekt.

- Der er mange, der gerne vil bo i 8240, og hvis den her type boliger havde ligget alle mulige andre steder, så tror jeg ikke, man havde bygget dem op ad et så befærdet og støjplaget sted. Støjniveauet er voldsomt, så skal der bygges der, skal man løse den udfordring, siger han.

- Det var her, jeg boede.

45-årige Marlene Tanaka Hansen peger på et foto af en primitivt udseende palmehytte, hvor hun voksede op med sine ni søskende og forældre langt inde i Bolivias jungle - og langt væk fra det Risskov-residens, hun i dag deler med sin kæreste.

I junglen overlevede familien fra dag til dag af den mad, de dyrkede og af dagens fangst. Det var et hårdt liv, og kun én ting gjorde tilværelsen udholdelig for Marlene, der i dag arbejder som selvstændig for Fodterapi Veri Center i Risskov: Skolen.

En times gang fra hytten lå landsbyskolen, og her fik børnene lov at studere tre dage om ugen - hvis pligterne derhjemme tillod det.

- Jeg græd, når min far forbød mig at komme i skole. Jeg drømte om et bedre liv, og jeg vidste, at skolen var min billet.

Selvom livet i junglen var barskt, sultede familien ikke. Det ændrede sig, da en række tragedier overgik Marlenes brødre.

På en fisketur med landsbyens drenge mistede hendes ene storebror tre fingre, da han ville kaste varm dynamit i floden for at få fiskene til overfladen. Få år efter blev hendes 13-årige bror skudt i maven af en uforsigtig kammerat, som legede med en riffel.

- Jeg kan huske, at min far skreg, da han omsider fandt min blodige bror i et buskads. Vi løb til landsbyen for at vente på en båd, der kunne fragte os til byen, hvor hospitalet lå.

- Det var det værste, der nogensinde skete. Min far var nødt til at sælge alt, vi ejede for at redde vores bror. Efter det blev vi hjemløse, og min far begyndte at drikke tæt.

De næste mange år ping-pongede familien mellem landsbyen og junglen, men uheldet syntes at følge dem alle vegne.

En dag blev det nok for Marlene. Med forsikring om at hun måtte gå i skole hver dag, blev hun sendt afsted for at bo hos et fjernt familiemedlem i byen. Drømmen krakelerede dog hurtigt, for prisen for skolegangen viste sig at være høj.

- Det var helvede på jord.

- Jeg blev gjort til tjener for familien, og hvis jeg var langsom til en opgave, blev jeg nægtet mad eller sendt udenfor at sove. I skolen kaldte de mig "landsbytosse", og jeg fik aldrig penge til at købe noget at spise, erindrer hun.

Som 18-årig blev Marlene gravid med en mand, der lovede hende guld og grønne skove, men som forsvandt sporløst, da nyheden faldt.

- Jeg ventede på ham i dagevis. Til sidst gav jeg op. Hvad skulle jeg gøre?

Overvældet af skam drog hun tilbage til junglen, hvor faren rasende lod hende forstå, hvor uduelig hun var.

- Min far havde altid drømt om et bedre liv for mig og mine søskende, men han kunne ikke give os det, for vi var nødt til at hjælpe til derhjemme for at overleve. Et eller andet sted tror jeg, at han lod sin dårlige samvittighed gå ud over os.

Maven voksede og med den en nagende mistanke om, at der var noget galt med fosteret.

Til alt held kom en læge fra Læger uden Grænser på besøg.

- Jeg kan huske, at lægen sagde til min storebror: "Hvis du elsker din søster, så skal du tage hende til hospitalet hurtigst muligt."

Det gjorde han, og det var i sidste øjeblik for Marlene, som var dødsyg af infektioner.

- Det var forfærdeligt. Jeg fik akut kejsersnit, og da jeg vågnede, anede jeg ikke, hvor jeg var. Jeg tænkte bare: "Jeg vil ikke dø."

Marlene var i livsfare, alene på hospitalet. Samtidig tikkede uret, for en læge var allerede i gang med at bortadoptere barnet bag om hendes ryg.

Til alt held fik familien melding om datterens tilstand. Det lykkedes dem at skrabe penge sammen til den nødvendige medicin og redde hendes liv i sidste øjeblik.

Tilbage i landsbyen mødte Marlene ham, der skulle ende med at blive hendes ægtemand.

Gennem sit arbejde havde faren nemlig stiftet bekendtskab med en 53-årig dansk mand ved navn Tage. Han arbejdede for FN og udviste hurtigt interesse for den 19-årige Marlene.

- Han havde lyst hår og blå øjne, og jeg tror, jeg var den eneste af pigerne i landsbyen, der ikke ville giftes med ham, for jeg var alt opslugt af min datter. Men min far insisterede på, at jeg i hvert fald skulle lære ham at kende.

Marlene indvilgede i at bo på prøve med Tage i byen.

Samlivet gik heldigvis godt. Tage blev hurtigt en god far for Marlenes datter, og få år efter blev parret gift og familien forøget med sønnen Diego, der i dag er 23 år.

I 2004 fløj Marlene med sin børn tværs over Atlanten for at bosætte sig med Tage i en sydvestjysk stationsby. Det var et kultursammenstød uden lige, og de første år var præget af ekstrem ensomhed for Marlene, som kæmpede for at lære sproget.

- Af og til vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så listede jeg rundt om børnehaven, når jeg havde afleveret vores børn, indtil en af pædagogerne opdagede mig. Jeg forstod ikke en skid af, hvad de sagde, men jeg forestiller mig, de bad mig gå hjem.

Der skulle dog mere end ensomhed til at slå den hårdføre Marlene ud af kurs.

Hun satte alle sejl ind på at lære sproget, som hun i dag mestrer til fulde. Efterfølgende tog hun en række ufaglærte jobs, uddannede sig til social- og sundhedsassistent og blev for to år siden selvstændig som fodterapeut i Risskov i en klinik i Veri Centeret og i Ny Banegårdsgade i Fodhuset, hvor hun arbejder med sin gode veninde.

Jo stærkere Marlene blev, desto tydeligere blev det for hende, at ægteskabet med Tage ikke kunne fortsætte.

- Der var mange årsager, men en af hovedårsagerne var, at jeg stadig var i gang med at lære mig selv at kende, da jeg mødte Tage.

- Samtidig havde vi adopteret min søsters datter, Kitty, fra Bolivia, og det stod hurtigt klart, at vi ikke var enige om børneopdragelsen, forklarer Marlene, der tilføjer, at hun og eksmanden har et godt forhold i dag.

Et år efter skilsmissen mødte hun Janus fra Risskov, som hun forelskede sig hovedkulds i.

- Jeg var meget nervøs, så jeg tog min veninde med på vores første date. Og da Janus gik på toilettet, hviskede jeg til min veninde: "Ham dér, han er min mand."

Hun ler højt og kaster et blik mod det tilstødende rum, hvor Janus sidder og arbejder.

- Jeg var dybt forelsket, og det er jeg stadig.

Forholdet med Janus kunne fylde en roman alene, men da diverse brud og genforeninger var ovre, stod det efter flere år klart for begge parter, at det skulle være de to.

I dag tilbringer Marlene de fleste dage i kærestens Risskov-residens, som med panoramavinduer og designermøbler står i skærende kontrast til den lille, hjemmebyggede palmehytte, hun voksede op i som barn.

- Nogle gange kan jeg godt få tanken: Hvad laver jeg her? Hvordan skete det? Men det sker ikke så ofte længere. Jeg elsker Danmark, og selvom jeg savner min familie i Bolivia, så hører jeg til her.

Vi slår en streg, besøger det lille hus, forretter vores nødtørft eller går på toilettet. Kært barn har mange navne, men uanset ordvalget er én ting sikkert: Når man skal, så skal man.

Derfor vækker det undren blandt en besøgende på Bellevue Strandpark i Risskov, at man fem måneder om året, fra oktober til "foråret", møder denne besked på døren til det offentlige toilet:

Toilettet er lukket. Åbner igen til foråret.

Dét på trods af, at der i området både er etableret en offentlig legeplads, og at kommunen i sommeren 2024 anlagde en splinterny offentlig fitnesspark, som trækplaster for området.

En af de besøgende, som undrer sig over de lukkede toiletfaciliteter, er Peter Holm fra Skåde.

En gang om ugen går han tur med sin hustru i Strandparken, og han har flere gange observeret, hvordan tissetrængende har måtte haste om bag ishuset.

- Det undrer mig, for Bellevue Strandpark i Risskov benyttes hver dag af mange mennesker, der enten er i strandparken eller går en tur ved vandet, siger Peter Holm.

- Jeg mener, at det er uacceptabelt og for dårlig service, at et bynært areal, der benyttes af så mange mennesker, ikke har en toiletfacilitet. Det kunne for eksempel bare være handicaptoilettet, der var åbent hele året, så der trods alt var mulighed for at komme på toilettet.

- Det er forkert og et ubetydeligt beløb, kommunen sparer på at lukke toilettet i et halvt år.

Vi har snakket med Kristina Friis Simonsen, projektleder for Byliv ved Aarhus Kommune, om hvorfor toiletterne er aflåste det halve år.

I sit mailsvar skriver hun:

- Toiletterne er aflåste, fordi bygningen ikke er opvarmet. I de kolde måneder lukkes der for vandet for at undgå skader på rørene.

Hun forstår godt frustrationen hos borgerne, men mener omvendt, at man bør sætte pris på, at der i det mindste er etableret toiletfaciliteter i området.

- Det er selvfølgelig beklageligt, og det er forståeligt, at der reageres på, at toiletterne ikke er åbne, men omvendt er der trods alt toiletfaciliteter på stedet.

- Der er mange steder i kommunen, hvor brugere og omkringboende borgere ønsker, at der etableres toiletter, men etablering af toiletter er omkostningstunge og kræver midler, der ligger ud over driftsbudgettet. Det kræver derfor et politisk fokus og bevillinger til tiltagene.

Det helt store spørgsmål er så, om kommunen vil åbne op for toiletterne, så de tissetrængende kan få lov at bruge dem uanset årstid.

- Det er i den nuværende situation ikke muligt, skriver Kristina Friis.

- Dog kan det overvejes at forlænge sæsonen, men da vejret er uforudsigeligt i det tidlige forår og sene efterår, er det desværre ikke noget, der kan garanteres.