Linda og Tom trodser truslen: Bygger klimasikkert hus på en af Risskovs dyreste grunde ved vandet
Linda og Tom Andresen har købt en af de helt dyre grunde i Risskov, hvor de planlægger at bygge deres drømmehjem tæt på vandet. En ekspert fra Bolius advarer om, at grundejere i udsatte områder kan blive nægtet forsikring på grund af risikoen for oversvømmelse, men det ryster ikke ægteparret, som i den grad har tænkt klimasikring ind i byggeprocessen.
Selv på en ganske kold og tåget januardag, hvor jeg møder Tom og Linda Andresen, er det ikke svært at se, hvad parret faldt for, da de købte grunden Flakvej 36. Få hundrede meters slentretur over den private stand fører parret ned til havet, der i dag flyder sammen med den lysegrå himmel.
- Det er en drømme-placering for os. Linda kommer fra Frederikshavn, og hun ville gerne bo tæt på både by og natur, og jeg ville gerne bo tæt på skov og strand, så det er den ideelle placering, fortæller Tom Andresen.
Han er selv opvokset i Odense, hvor parret tidligere har boet, og hvorfra Linda, som er uddannet sygeplejerske, driver en privatklinik med graviditetsscanning. Tom Andresen arbejder med patenter til vindmølletårne og har tidligere været medejer af stålvirksomheden Ib Andresen, der nu er solgt.
Parret købte ejendommen på Flakvej i sommeren 2023 for et større millionbeløb, som de ikke ønsker at oplyse. Huset rev de efterfølgende ned for at bygge deres drømmehjem; et funktionalistisk hus i lyse mursten med kælder, stue og første sal.
Projektet har indtil videre ladet vente på sig.
- Det var meningen, at vi skulle være i gang nu, men der har været flere forhindringer, og jeg har det sådan, at når man har så fantastisk en grund, så skal der også være et fantastisk hus, og så er man nødt til at ofre den tid, det tager, siger Linda Andresen.
Nu er ventetiden omsider ved at være forbi, parret har 28. januar meddelt kommunen, at de begynder byggeriet indenfor 14 dage, og det er da også lige op over.
- Jeg har nemlig lovet Linda, at vi kan fejre jul i huset i år, siger Tom Andresen og blinker til sin hustru.
Rustet til oversvømmelse
Selvom ægteparret faldt pladask for lokationen, så gjorde de sig overvejelser om at købe en grund i første parket til vandet i en tid, hvor forhøjet vandstand og risiko for oversvømmelser fylder mere og mere - især i et område som Risskov, der sværger til det godt og vel to meter høje dige som eneste værn mod vandet.
- Vi kan godt forstå, at der er folk, som måske ikke synes, det er en god idé at bygge lige ved vandet. Men vi disponerer efter, at det er os selv, der sikrer grunden. Så hvis diget ikke bliver forhøjet, og der kommer en 100-års hændelse, hvor vandet når over diget, så er vi stadig sikret mod oversvømmelse, forklarer Tom Andresen.
- Vi har fået lov at hæve grundniveauet på bekostning af byggehøjden, og herved sikrer vi, at huset er sikret, når der er risiko for en 100-års hændelse. Vi løfter kælderen over jordniveau, og vi sørger for at vinduerne er løftet i forhold til haven. Så det eneste sted, der kan trænge vand ind, er i garagen, og den bygger vi vandtæt.
Der er altså tænkt grundigt over, hvordan huset skal indrettes for at holde vandet stangen.
Og det er bestemt fornuftigt at tage alle sine forholdsregler, når man bygger så tæt på vandet, mener Tue Patursson, fagekspert indenfor almen byggeteknik, klimasikring og indeklima hos Bolius.
Han forklarer, at især forsikringsbranchen er blevet ekstra opmærksomme på udsatte områder.
- Jeg har lige været til årsmøde i Forsikring og Pension. Her stod der tre direktører og sagde: ”der er allerede danskere, som ikke har en husforsikring, for vi vil ikke blive ved med at betale til dem, som vi ved, bor et sted, hvor de risikerer oversvømmelser igen og igen.”
Forsikringsselskaber bakker ud
Det er især folk, som vælger at bygge nyt ud til vandet, der ifølge Tue Patursson risikerer at "stå med håret i postkassen."
- Det er meget risikabelt, og derfor er især forsikringsbranchen opmærksom på det, hvis man med åbne øjne bygger i et område, der risikerer oversvømmelse.
Det er dog ikke kun forsikringsbranchen, som er blevet mere tøvende, fortæller eksperten.
- Jeg tror også, at vi vil begynde at se, at bankerne på et tidspunkt siger nej til at finansiere dyre boligprojekter i sådanne områder. I dag er adresserne tæt på vandet dyre og eftertragtede, men hvis et område rammes af stormflod flere gange, så kan dyre adresser ende med at blive billige, forklarer han.
Hvis man trods alt bygger tæt på vandet, så er det ifølge Tue Patursson alfa og omega, at man klimasikrer sit hus bedst muligt.
- Det skal overvejes grundigt, og man skal bygge efter worst-case scenario. Hvis man planlægger at bygge to meter over terræn, så lav det om til tre, for klimaet bliver stadig mere voldsomt. I forhold til stigende grundvand kan man gøre en del ved nybyg ved at bygge fundamentet, så det er bedre stillet.
Et problem for de mange
Hvor ægteparret Andresen har gjort alt for at klimasikre deres kommende ejendom både mod stigende grundvand og oversvømmelse, ja så er deres hænder noget anderledes bundet, når det kommer til området rundt omkring. Her må de, ligesom vejens øvrige beboere, stole på diget, der altså ikke foreløbig ser ud til at blive hævet.
Indtil videre har diget vist sig kampdygtigt, men det kan meget vel se anderledes ud i tilfælde af en 100-års hændelse, forklarer Tue Partsson.
- Jeg kender ikke specifikt til, hvordan det ser ud i Risskov. Hvis det er et solidt dige, som bliver vedligeholdt løbende, så er det rigtig godt. Men vi så for eksempel i Sønderjylland, at diget viste sig at være lige ti centimeter for lavt, og så væltede vandet ind på én gang.
Tom Andresen håber da også på, at man vil genoverveje, om diget nu ikke også burde hæves en smule.
- Men vi bygger efter, at det er vores eget ansvar at sikre os mod vand. Så hvis vi ikke kan blive enige om, at diget skal forhøjes til 2,5 meter, så har vi i hvert fald sikret huset.
Parret ønsker ikke at oplyse, hvad selve byggeprojektet vil koste, men skønner at klimasikringen af huset vil koste i omegnen af to millioner kroner.
De mange forholdsregler ægteparret tager, sørger de for at dokumentere over for forsikringsselskaberne, og de har ikke mødt problemer i forhold til at forsikre huset.
- Nu glæder vi os bare til at komme i gang med at bygge, fortæller Linda Andresen.
- Vi har tilbragt tid hernede om sommeren og været til møde i gadeforeningen, og vi har bare et indtryk af, at folk er søde og rare, så det bliver rigtig godt.
Hun tilføjer, at glæden kun er blevet desto større, efter at parrets datter med barnebarn har købt et hus i Risskov ikke langt derfra.