Veri Centrets lejere er efterhånden meget frustrerede.

Med ovenstående tekst indleder Frank Poulsen et læserbrev sendt til Århus Stiftstidende.

Han ejer tøjbutikken KM Mode i Veri Centret, hvor han også er kasserer i centerforeningen. Og så er han, som han skriver, meget frustreret over NREP, som ejer centeret og lejer butikslokalerne ud til de forskellige erhvervsdrivende.

For mens de gør, hvad de kan for at yde den bedst mulige servicen bag disken i tøjbutikken, spadserer parkeringsvagter rundt mellem bilerne på centrets parkeringspladser. Og bødeblokken sidder løst, fortæller Frank Poulsen.

- Selvfølgelig skal der være noget regulering på parkering, men bøderne nærmer sig 1.000 kroner, og jeg har aldrig oplevet andre, der håndhæver reglerne så rigidt som her.

- Jeg synes, man driver rovdrift på kunderne, når de får bøder søndag morgen, mens de henter rundstykker og har glemt at sætte p-skiven, selvom der kun holder fem biler på parkeringspladsen. Der er også dem, der får bøder, fordi de holder en smule skævt på en stribe, siger Frank Poulsen til RisskovLIV.

På størstedelen af parkeringspladsen, kan man parkere gratis i to timer. Men smider man bilen på pladserne foran Lidl, har man en time til at vende tilbage. Ellers risikerer man en af de dyre, gule lapper i foruden.

Den detalje missede en læser af RisskovLIV tidligere på året, og det fik ham til at skrive til RisskovLIV med en advarsel til medtrafikanterne om en ny ’parkeringsfælde’.

Dertil kommer pladserne med ladestandere. Her må man holde i en time, men kun hvis bilen er tilsluttet ladestanderen.

Altså skal man holde tungen lige i munden, inden man forlader bilen og sætter kurs mod centergangene.

- Det er en klar chikane af vores kunder, idet man forsøger at gøre det så besværligt at parkere. Det giver ingen mening, at der ikke er en konsistent linje, siger Frank Poulsen.

Kan man ikke risikere, at pladserne bliver optaget af andre end centrets gæster, hvis der ikke reguleres?

- Der skal være en form for regulering, men det skal være en fair regulering, hvor det ikke er pengene, der driver det. Jeg vil gerne have, at man behandler vores kunder fair. Måske kunne man få en reminder eller en bøde på måske 250 kroner, hvis man nu glemmer at sætte p-skiven, siger Frank Poulsen.

Også formanden for centerforeningen, Michael Kaufmann Petersen, er frustreret over den stramme parkeringskontrol. Han er indehaver af tøjbutikken Victor, og han har flere gange mødt frustrerede kunder med bøden i hånden.

- Jeg modtager rigtig mange klager. Folk ringer og sender mails, og der er også nogle, der kommer ind i butikken med den gule ostemad, siger han.

Derfor bakker han op om det læserbrev Frank Poulsen har forfattet.

- Jeg står 100 procent bag det, Frank har skrevet, for vi føler, at vi har kæmpet en ulige kamp, hvor grebet om parkering gradvist er blevet strammet. Den er trukket helt ud til kanten, og nu står man foran en bøde på 970 kroner. 970 kroner for at hente to liter mælk, hvis man har berørt eller overtrådt den hvide streg med få centimeter. Der bliver overhovedet ikke vist fairplay, eller hvad man kan kalde det, siger Michael Kaufmann Petersen.

Frank Poulsen har været i Veri Centret siden 1997. Først som bager og siden som tøjmand. Og der er mange gode ting at sige om centret. Derfor er det da slet heller ikke på tale for Frank Poulsen at pakke det gode tøj og gå.

Heller ikke selvom han mener, at vilkårene for hans forretning er blevet markant dårligere med den strikse parkeringskontrol.

- Jeg får mange kommentarer fra kunder, der er frustrerede, og vi bruger mange penge på at markedsføre centeret, men udlejeren gør det modsatte ved at lange bøder ud. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke trækker i samme retning, siger Frank Poulsen.

I læserbrevet skriver Frank Poulsen blandt andet, at han oplever, at udlejeren tænker mindre på kunderne og mere på ’kortsigtet fortjeneste’ i form af parkeringsbøder.

Det er en skarp kritik, han sender i retning af sin egen udlejer. Den slags plejer ikke at foregå i offentligheden, men han føler, at det var nødvendigt.

- Det er noget, man normalt holder i en dialog med udlejeren, men vi kan overhovedet ikke trænge igennem med det her. Og jeg synes, der er så mange gode ting ved centret, som ikke må blive ødelagt, siger han.

Ifølge NREP har antallet af parkeringsafgifter ved Veri Centret ligget ’stabilt i mange år’.

Det fortæller udlejeren i et skriftligt svar til RisskovLIV, hvor den også understreger, at kontrollen hverken er en hetz eller til for at genere kunderne.

- Aftalen beror på ordentlighed, men glemmer man at sætte p-skive, fylder to pladser med sin parkering, holder på HC-parkering uden tilladelse eller lignende, så skal man forvente at kunne modtage en parkeringsafgift, ligesom man ville risikere alle mulige andre steder.

- Vi er glade for alle centrets kunder. Det at have parkeringskontrol sikrer blandt andet, at der er plads til, at kunder kan parkere i og ved centret. Vi har i forvejen ikke for mange parkeringspladser ved centret, hvilket også før har været en kritik, så reguleringen hjælper med at skabe et tilstrækkeligt flow, lyder det i det skriftlige svar fra Mads Birkedahl Dehlbæk, der er chef for Asset Management hos NREP.

Kan lejerne have ret i, at fortjenesten fra parkeringsbøder bliver en kortsigtet fortjeneste, da kunder vil vælge centeret fra af frygt for at få bøder?

- Det er altid træls at få en parkeringsafgift, og man vil altid blive frustreret over dette. Man vil ikke modtage en afgift, hvis man parkerer iht. reglerne, så vi forventer ikke, at kunderne bliver skræmt væk. Der har heldigvis været parkeringsregulering i mange år nu, og vi har hvert år positive indekstal, hvilket vidner om, vi har gode og loyale kunder i Veri Center.

Får det her opråb jer til at ændre praksis i forhold til parkering?

- Vi har ikke planer om at ændre på parkeringsreglerne, hvor vi har to timers gratis parkering mod korrekt registrering (og lovlig parkering). Dog kun en time ved pladserne tættest ved Lidl. Vores naboejere har lige så også parkeringsregulering, så det ville give et mere forvirrende billede, hvis enkelte ejer(e) stoppede med parkeringsregulering, skriver Mads Birkedahl Dehlbæk.

Du får brug for vaders, hvis Aarhus Bugten nogensinde overskrider diget for enden af vejen, men på denne stille formiddag i december kan undertegnede og rådmanden for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), nøjes med henholdsvis støvler og derby-sko i læder, mens vi trasker ned ad en bred allé i Risskov.

Og det er da også en anden brændende platform end klimatilpasningen af Vejlby Fed, som rådmanden, der næsten ligner arketypen på en Risskov-bo med sin sixpence og lange frakke, er mødt op i Aarhus' mest velhavende kvarter for at tale om.

Han vil hellere snakke om det, han mener, der gør Risskov særligt. Og hvordan man bevarer det, før det forsvinder.

Hvad er det, der er værd at bevare i Risskov?

- Der er en særlig stemning, og det er som om, kvarteret har sin egen stemme. Der er en ro og en æstetik, der går igen i mange af bygningerne, men når der så pludseligt kommer et hus, der skiller sig ud, så er det som om, at det bare fylder uforholdsvis meget. Det er som om, at de råber, siger Nicolaj Bang.

Han vil ikke pege fingre ad nogens hjem, men når rådmanden refererer til 'højlydte' huse, er det ikke dem med opførelsesår 1970, så meget som det er dem med opførelsesår 2020. Dem, hvor en arkitekt har taget sig godt betalt for at lave noget, som lokale, hundeluftere og strandgæster får øje på.

Nicolaj Bang foretrækker, når et kvarter hvisker, men han får mange henvendelser fra bekymrede borgere i Risskov, der ser deres kvarter miste sit islæt, når naboen nedriver et godt 60'er-hus for i stedet at bygge en klods, der går lige til grænsen for, hvad der må bygges på grunden.

- Forvaltningen er godt i gang med at vurdere op mod 42.000 huse opført før 1970 for, om de er bevaringsværdige, og der har jeg simpelthen besluttet, at næste etape SKAL være i Risskov. Vi har nemlig bemærket, at der er meget byggeaktivitet i Risskov, hvor velfungerende villaer bliver rykket ned til fordel for noget, der måske ikke passer ind i kvarteret, siger Nicolaj Bang.

Han forventer, at forvaltningens arbejde med at udpege bevaringsværdige huse - eller ændre i huses eksisterende bevaringsværdi - i 8240 Risskov begynder i første kvartal af 2025.  Derefter kan det meget vel være, at forvaltningen går i gang med at udarbejde de såkaldte bevarende lokalplaner for et eller flere kvarterer i Risskov.

Et greb, man - som Stiften har beskrevet - senest har vedtaget for den gamle haveby Rosenvænget i Viby.

- Med en eller flere bevarende lokalplaner i Risskov kommer vi til at stramme lidt på nogle greb og ændre lidt på, hvad der kan og ikke kan bygges. Hvis et kvarter har nogle særlige karakteristika som sadeltage eller lignende, så kan vi eksempelvis gå ind og diktere, at det, der bliver bygget, også går i ét med resten af kvarteret, siger Nicolaj Bang.

Netop sadeltag har et af husene, som vi står og kigger ind på ved vendepladsen for enden af en af Risskovs strandveje et kort stenkast fra vandet. Men ser man bort fra den ene bygningsdel, har den næsten 200 kvadratmeter store villa beklædt med brændt træ, som en stjernearkitekt har sat streger til, ikke alverden til fælles med størstedelen af husene på vejen.

Ikke desto mindre et smukt byggeri, er både rådmand og journalist enige om.

Ville det være så slemt, hvis en hel vej havde samme arkitektur som den bygning?

- Nej, slet ikke. Hvis en hel vej havde det udtryk, tror jeg, at nogen ville komme om 30 år og sige, at det var værd at bevare. Lige nu er størstedelen af udtrykket i Risskov bare anderledes, siger Nicolaj Bang.

Så skaden er ikke allerede sket, spørger jeg ham?

- Jeg synes ikke, det er for sent, men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ville have haft, at man var kommet i gang tidligere. Heldigvis er det et stort område, så der skal bygges mange bygninger som denne, før helheden bliver spoleret, siger Nicolaj Bang og understreger, at han har forståelse for, hvorfor man river ned og bygger nyt i et kvarter som Risskov.

- Det er et dyrt kvarter, men ofte er det grunden mere end huset, du køber, der er dyr, så jeg kan godt forstå, at man gerne vil have valuta for sine penge - og det er ikke fordi, man ikke må bygge nyt. Når det sker, skal det bare ske med respekt for fællesskabet, for naboerne og for kulturarven i et kvarter, siger Nicolaj Bang, som vi drejer ind ad en af strandvejene igen.

'Her bygger ..." står der på et byggeskilt ved en af grundene, vi passerer. Det husbyggeri er for længst opført, når de nye vurderinger af bevaringsværdierne for Risskov er fastlagt og vedtaget - og før arbejdet med mulige bevarende lokalplaner kan begynde.

Kunne man ikke godt fristes til at tro, at folk får travlt med at bygge det, de gerne vil have, når de læser denne artikel og kan se, at kommunen måske går ind og laver nogle begrænsninger på sigt?

Nicolaj Bang griner. Og påpeger så, at man er klar til at slå hårdt ned med forbudshammeren i form af et paragraf 14-forbud, der gør det muligt for kommunen at sætte en midlertidig stopper for etableringen af uønskede forhold på en grund.

- I det her tilfælde kommer det forbud til at sidde løst, for man skal ikke tro, at man kan komme det i forkøbet, og det kommer vi til at holde ekstra godt øje med, siger Nicolaj Bang og tilføjer:

- Det er du i øvrigt meget velkommen til at skrive. Jeg vil hellere foregribe det her frem for at skulle bruge et paragraf 14-forbud, men det understreger også vigtigheden af, at vi får dikteret rammerne med bevarende lokalplaner hurtigst muligt. På den måde ved folk, hvad de køber sig ind på, og så brænder de forhåbentlig ikke nælderne, når de laver et huskøb.

ALARM 112: Den spinkle og skæggede mand sad med dukket nakke på pladsen midt i retssalen.

Det halvlange brune hår stak ud i store totter under den sorte kasket, og bag brillerne med det kraftige, sorte stel, var der et par nedslåede øjne.

Den 35-årige mand, som torsdag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, har i lang tid gået med en grum hemmelighed.

En hemmelighed, som nu er kommet frem i lyset.

Onsdag sidst på eftermiddagen blev han anholdt, og så faldt facaden.

Den 35-årige mand er sigtet for flere voldtægter af en syvårig dreng.

Voldtægterne fandt sted for lidt over et år siden - i midten af december sidste år - på den 35-årige mands bopæl i Risskov.

Her havde han besøg af den dengang syvårige dreng. Om aftenen var de i bad sammen, hvor den sigtede begik et groft seksuelt overgreb på drengen, og den efterfølgende nat fortsatte manden med at forgribe sig på drengen.

Stiften vil af hensyn til drengen og sagens grovhed ikke fortælle i detaljer om overgrebene.

Ud over de gentagne seksuelle overgreb på den syvårige dreng i december sidste år er manden fra Risskov desuden sigtet for at have delt 11 videosekvenser på nettet med overgrebsmateriale mod børn.

Da sigtelsen blev læst op, sad en grædende kvinde bagerst i lokalet. Et par af den sigtedes pårørende var også mødt op i retten.

Tilbage står, at den 35-årige under torsdagens grundlovsforhør indrømmede det hele.

- Det erkendes, sagde hans forsvarer, Mikkel Nielsen, kortfattet, da anklageren havde læst den voldsomme sigtelse op.

Selv sagde den 35-årige ikke meget under torsdagens grundlovsforhør. Han bekræftede blot sin fødselsdato og anholdelsestidspunktet med et stille "hmm".

Efter at have oplæst anklageskriftet bad specialanklager Birgitte Ernst om at få lukket dørene til retssalen.

- Der er kommet en erkendelse, men vi kender ikke omfanget af den, og vi har lige nu en omfattende efterforskning i gang, og vi ved ikke, om den kommer til at føre til yderligere sigtelser, sagde hun.

Anklageren oplyste desuden, at politiet lige nu ikke formoder, at der er yderligere gerningsmænd i sagen om voldtægten af den syvårige dreng.

På baggrund af politiets fortsatte efterforskning valgte rettens dommer at lukke dørene.

Dermed kan offentligheden ikke få at vide, hvordan politiet kom frem til den 35-årige mand, og hvad hans relation til den syvårige dreng er.

Mandens forsvarer anmodede desuden om navneforbud af hensyn til hans sikkerhed. Det valgte retten dog efter anklagerens og den fremmødte presses protester at afvise.

Efter lidt mere end en times grundlovsforhør blev den 35-årige ført væk, som han var kommet: Flankeret af et par betjente.

Retten besluttede at varetægtsfængsle ham foreløbig frem til 16. januar, så han ikke kan modarbejde politiets efterforskning.

Den 35-årige protesterede ikke mod fængslingen.

Det har været et boligprojekt fyldt med overraskelser, fortæller Morten Homann.

Han er direktør i Arbejdernes Andels Boligforening, som siden oktober har lavet lejekontrakter og uddelt nøgler til de nye lejligheder i det gamle psykiatriske hospital.

Den historiske anstalt er omdannet til i alt 231 boliger, og selvom det har krævet mange og dybe panderynker undervejs, så er direktøren ovenud tilfreds med resultatet.

- Der er kommet noget godt ud af det. Det er virkelig lykkedes at bevare arkitekturen fra det klassiske hospital, og vi har fået boliger af høj kvalitet med svenske fyrtræsgulve og lyse rum, hvor vinduerne er bevaret. Det giver en særlig stemning af kvalitet og historie, siger han.

Ombygningen er sket i et tæt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, da store dele af bygningen er helt fredet, mens resten er bevaringsværdigt. Det har sat strenge krav til blandt andet valget af materialer og måden at lave tingene på.

- Det har været meget kompliceret, og vi har været mellem to sæt lovgivninger. På den ene side har bygningen skullet bevares, og vi har skullet lave så lidt som muligt, men samtidig er der regler for almene boliger, som blandt andet siger, at en bolig ikke må være mere end 115 kvadratmeter.

- Vi havde nogle få med 116,5 kvadratmeter, så vi måtte ændre på, hvordan lejlighederne blev sat sammen, og hvilke rum der hørte til hvad. Det har været en kæmpe kabale, siger Morten Homann.

Stort set ingen af de 231 boliger er ens. Det er med til at gøre stedet og lejlighederne unikke, men det er også med til at besværliggøre udlejningen.

For selvom ventelisten tæller cirka 600 personer, så er det ’kun’ knap 40 procent af lejlighederne, der er lejet ud. Og det skyldes i høj grad de mange forskellige boliger.

- Det er et puslespil at få lejet de enkelte lejligheder ud til de helt rigtige. Det tager bare tid. Vi ville selvfølgelig gerne have lejet mere ud nu, men det skal nok lykkes, siger Morten Homann, der også fortæller, at der ikke er noget mønster i forhold til boligstørrelser, og hvad der indtil nu er lejet ud.

I mellemtiden kan han glæde sig over, at projektet på trods af stribevis af overraskelser undervejs endte med at hole tidsplanen.

- Der er dukket meget uforudset op undervejs. Det er ikke alle tidligere ombygninger, der har været lige godt dokumenterede, der har været gulve, som har været lavet på en anden måde, og kloakker, der lå anderledes, end vi regnede med. Så der har været mange overraskelser og mange fordyrelser, men resultatet er blevet godt, siger Morten Homann.

- Bygningens sjæl er bevaret, siger Arne Poulsen, mens han vender blikket mod et af lejlighedens store vinduespartier.

Her bliver hans pointe tydelig, for vinduet er i to lag. De gamle, originale vinduer yderst og nye ruder inderst. Havde det ikke været for de nye, ville den kolde decembervind have let adgang til lejlighedens 115 kvadratmeter.

- De er ikke så tætte mere, de yderste vinduer, siger Arne Poulsen.

Mellem de to vinduer hænger flettede julestjerner, hjerter og en engel. Det er snart jul, og højtiden har i høj grad meldt sin ankomst på første sal i det gamle psykiatriske hospital, hvor Arne Poulsen og Ulla Steen Christiansen er blandt de allerførste, der er flyttet ind.

Sindslidelser, indlæggelser og aflåste værelser er et overstået kapitel. Det samme er omdannelsen fra psykiatrisk hospital til almene boliger, og det passede perfekt med, at Ulla Steen Christiansen og Arne Poulsen efter 28 år på Strandbyvej i Risskov var klar på noget nyt.

Det nye blev noget gammelt, og villavej og have er skiftet ud med trappeopgang, dørklokke og vicevært i en 115 kvadratmeter stor lejlighed i det, der engang var kvindeafdelingen på det psykiatriske hospital i Risskov.

- Vores børn er flyttet hjemmefra for længst, og vi ville gerne flytte, mens vi begge er friske og kan gøre det sammen. Så det her er godt for næste fase i livet, og det med at have en vicevært til at gå og ordne tingene, det er da tillokkende, siger Ulla Steen Christiansen.

Med 28 år i Risskov og med arbejdspladser inde i byen er de begge kommet forbi den gamle anstalt stort set hver eneste dag.

I de seneste år har den samme tanke strejfet dem, når de er kommet forbi.

- Vi har tænkt, om det virkelig kan passe, at der kan indrettes lejligheder i disse smukke bygninger, siger Arne Poulsen.

Og ja, det kunne passe. Men det har ikke været helt lige til. For bygningen er bevaringsværdig til op over tagryggen. Noget er endda helt fredet. Det har sat strikse krav til, hvad Arbejdernes Andels Boligforening, som ejer stedet, har måttet gøre under omdannelsen.

Det er også derfor, at gammelt møder nyt i vinduerne og resten af lejligheden.

- Vi kan godt lide, at det er historiske bygninger, det er rummelige lejligheder, og så er der bare kælet for detaljerne. Jeg er glad og taknemmelig for at bo her, siger Ulla Steen Christiansen.

Håndværkerne har skullet træde varsomt, og man fornemmer, at det også var tilfældet, da byggeriet blev opført for mere end 170 år siden. Sådan tænker Arne Poulsen og Ulla Steen Christiansen i hvert fald.

- Det er bygninger, hvor nogen har gjort sig meget umage. Der er en tanke bag bygningerne og institutionen, og jeg synes, det er en smuk tanke, at folk, der havde det svært, skulle bo godt, siger Arne Poulsen.

Nu er det ham, Ulla og alle deres kommende naboer, der skal bo godt. Det gør de, forsikrer ægteparret efter få måneder i den historiske bygning. Og de er ikke kun tilfredse med selve lejligheden.

- Hver gang jeg går ud ad døren, tænker jeg på, hvor fint og dejligt det er, at vi bor i sådan en gade, som er tyst, men samtidig lige ved siden af den pulserende verden.

- Her er stille og afslappende. Der er ikke en gennemkørende vej, man kan høre. Vi kan kun høre børn, der leger, og det er jo en god lyd. Vi har kun de nærværende lyde, siger Arne Poulsen.

Der er 231 lejligheder, og det er ikke alle nøgler, der er fordelt endnu. Når det er sket, håber Arne Poulsen og Ulla Steen Christiansen, at der bliver lagt tryk på fællesskabet. Det er jo en boligforening, de er flyttet ind i.

- Vi kan godt lide det her med, at vi starter sammen med de andre her. Vi er flyttet ind på samme tid og skal bygge noget op sammen, og vi håber, at der skal være en masse fællesaktiviteter, siger Ulla Steen Christiansen.

Det samme gør Aaron Metzger, der er flyttet ind i en lejlighed i stueetagen med sin kone og to små børn. Da familien skulle ud af deres nu tidligere lejlighed på Stationsgade ikke langt herfra, var det netop et sted med fællesskaber i højsædet, de kiggede efter.

- Valget stod mellem det her og noget nyt i Lisbjerg. Men her bor vi tæt på vandet, på midtbyen og på vinterbaderklubben. Og så er det en flot lejlighed med mange detaljer, siger Aaron Metzger, der især er glad for de blottede varmerør langs lejlighedens loft.

Lige rundt om hjørnet bor familiens tidligere naboer fra Stationsgade. De er også flyttet ind i den gamle anstalt.

- Vi har fortsat vores ugentlige madordning, hvor vi skiftes til at byde på mad. Jeg håber, at flere vil være med, eller at der kan laves et eller andet lignende i fælleslokalerne.

Familien bor på cirka 100 kvadratmeter, men det føles større på grund af højden til loftet, fortæller Aaron Metzger, mens han viser lejlighedens store entre frem.

Sådan en er det langt fra alle lejligheder, der har. Men den er i høj kurs hos Aaron og familien. Her er der god plads til barnevogn, gummistøvler og flyverdragter.

Når familiens yngste skal sove, og når Aaron Metzger stiller barnevognen i pavillonen i gården, bliver han mindet om, hvad det er for en historie, den nye lejlighed gemmer på.

Du er sej og never ever ever give up, står der skrevet på væggene.

- Det her var den lukkede afdeling, og da vi fik nøglerne, startede vi med at gå en runde i den tomme lejlighed, og vi åbnede vinduerne for at få ’renset ud’, inden vi flyttede vores ting ind. Det er et historisk sted, og nu skal vi være med til at skabe en ny historie her, siger Aaron Metzger.

De kommende to år – som minimum – skal AGF’s Superligamandskab spille dets hjemmekampe på det midlertidige fodboldstadion i Vejlby.

Og det betyder, at en løbebane har ladet livet, hvorfor atletikfolket i det nordlige Aarhus skal flytte og kan se frem til at få et nyt træningsanlæg andetsteds på Vejlby Risskov Idrætscenter.

Helt præcist i det sydlige hjørne af området bag Springcenteret.

Det har været planlagt til at skulle stå færdigt i sidste del af 2025, men ifølge Århus Stiftstidendes oplysninger bliver det ikke en tidsplan, der kommer til at holde, da kommunen har valgt at opsige samarbejdet med bygherrerådgiveren på projektet.

Det er oplysninger, som kommunen bekræfter:

- Sport og Fritid har i samarbejde med Teknik og Miljø, Aarhus Ejendomme truffet beslutning om, at det var nødvendigt at udskifte bygherrerådgiver på atletikprojektet i Vejlby. I praksis betyder dette, at vi sammen med den nye bygherrerådgiver arbejder på en ny tidsplan og hvordan vi kan minimere forsinkelsen. Det er fortsat forventningen, at atletikanlægget kan stå klart i 4. kvartal 2025, lyder det i et skriftligt og noget tvetydigt svar fra Kultur og Borgerservice.

Altså: Kommunen bekræfter forsinkelsen samtidig med, at det også forventes, at tidsplanen holder.

Derudover er Salling Fondene igen kommet på banen for at få økonomien til at gå op. Salling har nemlig netop doneret ti millioner kroner til atletikanlægget.

Og sådan begrunder de donationen:

Salling Fondene har støttet udviklingen af Vejlby Stadion - et projekt der fremmer fodbold, atletik og fællesskab i Aarhus. Med donationen til det nye atletikanlæg i Vejlby-Risskov Idrætscenter sikres det, at atletik og løb får optimale betingelser i Aarhus Nord. Anlægget vil inkludere løbebaner samt faciliteter til spring- og kastediscipliner.

Den samlede pris for hele menageriet med midlertidigt stadion, et kommende permanent stadion til AGF’s kvinder samt nævnte atletikanlæg løber op i godt 110 millioner kroner.

Oprindeligt var det planen, at Aarhus Kommune skulle lægge 11,2 millioner kroner til etableringen af atletikkens anlæg, men der fattes i den grad penge i kommunekassen, og derfor har Salling Fondene nu valgt at donere ti millioner kroner specifikt til løbebaner og kastegrav, og hvad der ellers hører sig til, så økonomien kan hænge sammen.

Salling Fondene har i forvejen har lagt 30 millioner kroner på bordet til fodboldstadiondelen i Vejlby.

Dermed bidrager Salling Fondene med i alt 40 millioner kroner til det samlede projekt, Aarhus Kommune står for 35,5 millioner kroner, mens AGF skal have 33,9 millioner kroner op af lommerne.

Det midlertidige fodboldstadion opføres med tribuner, der kan tages ned efterfølgende, og en hybridgræsbane. Når AGF rykker til Kongelunden, skal det såkaldte kvindestadion bygges med en ny, blivende tribune og kunstgræs.

Tilbage i maj måned sagde byrådet ja til finansieringsmodellen til stadion -og atletikprojektet. Dengang manglede kommunen fortsat at finde 15,5 millioner kroner, og dem ville man blandt andet søge fondsstøtte til, men det har vist sig temmelig svært, og derfor er Salling Fondene – der jo også har spædet ekstra til i forhold til stadionprojektet i Kongelunden – atter blevet trukket til truget.

AGF spiller den første hjemmekamp på det midlertidige stadion i Vejlby søndag 23. februar 2025, hvor AaB kommer på besøg.

Det nye stadion i Kongelunden forventes tidligst at stå klar i begyndelsen af 2027. Det kommer til at koste en milliard kroner, hvoraf Salling Fondene har lagt 290 millioner kroner.

ㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤㅤ