Her får du store portioner til billige priser: Og på toilettet gemmer sig en særlig overraskelse
Margueritten Grill og Café på Nordre Strandvej tilbyder store portioner til overkommelige priser. Vi fik en frokost for to personer til samlet set 263 kroner. Trods nogle serviceudfordringer og lidt tørhed i maden, forlod vi stedet mætte og tilfredse.
Er du voldsomt sulten, så er Margueritten i Risskov stedet, du skal søge hen.
Jeg var der forleden sammen med min gode kollega på LystrupLIV for at tjekke, om vi kan anbefale det til læserne. Det kan vi. Med forbehold. Jeg fik flæskestegssandwich, mens kollegaen fik fish and chips. Og det gik stærkt.
Fra vi afgav vores bestilling ved disken, til vi satte os til rette i en af de magelige stole nær vinduesfacaden ud mod Nordre Strandvej, gik der knap ti minutter, før tjeneren med et smil placerede to store portioner foran os.
Hver portion blev serveret med rigelige mængder pomfritter, så selv en pomfritglad person som jeg måtte kapitulere og levne.
Jeg valgte en menu og kunne derfor frit vælge en læskedrik fra kølemontren ved siden af disken, mens min kollega tilkøbte drikkevare. Udvalget bestod af alskens sodavand og mineralvand med og uden brus. Vi valgte sidstnævnte.
Syrlig sauce og sprøde svær
Min kollega gik med fish and chips til en pris af 97 kroner. Oveni tog hun en kildevand til 27 kroner. Alt i alt 124 kroner.
På tallerkenen var et relativt lille stykke fisk og en stor portion pomfritter.
Et stort plus er det, at dyppelse til dine pomfritter både er gratis og ad libitum. Man henter selv dyppelsen ved siden af disken, og der er ikke gjort noget stort ud af anretningen. Her er tale om de store dunke, som man også kender dem fra pølsevognen.
Tilbage til tallerkenen. Hos Margueritten har de tilsyneladende været på rov enten hos mormor eller i den lokale genbrugsbutik, for alt servicet er genbrug: Smukke, cremefarvede tallerkener med guldkant og malede blomster, som altså gør noget ved spiseoplevelsen. Det er som om, maden smager lidt bedre, når man spiser den på smukt porcelæn fremfor en hvid tallerken.
Selve fisken havde en OK smag, men den havde måske fået en anelse for længe; den var til den tørre side og fremstod lidt smuldrende i munden.
Selvom portionen er stor, var proportionerne ikke helt på plads. Der var nemlig rigtig mange pomfritter og ikke særlig meget fisk. Det var ærgerligt, for til trods for den lidt tørre oplevelse, havde fisken en rigtig fin smag.
Med til maden var en hjemmelavet tatarsauce, der havde fået lige rigeligt citron. Den var i hvert fald til den meget syrlige side. Det var lidt svært at identificere, hvad der ellers var i, for de forskellige elementer var hakket meget fint.
Pomfritterne var ganske vist friske og dejlig varme - og egentligt også sprøde. På lidt mystisk vis formåede de dog også at fremstå til den tørre side. Så er det jo godt, at dyppelse er gratis. De var også til den undersaltede side, og det er svært at eftersalte pomfritter. Det er som om, saltet glider af.
Sammen med fisken og en form for dyppelse var det dog en ganske smagfuld mundfuld.
Alt i alt en fish and chips, der ville være et fint valg, hvis man ikke er til stegt flæsk eller bøfsandwich.
Jeg valgte en grillbar-klassiker: En flæskestegssandwich-menu til en pris af 139 kroner inklusiv drikke.
Her var tale om en stor krydderbolle med et lettere tørt, men tykt stykke dansk flæskesteg tilberedt med lækkert, meget salt og sprødt svær. Min kyndige kollega bemærkede, at her var tale om et flæskestegsstykke, som ikke var friturestegt efter udskæring, som man ellers ofte ser på andre grillbarer, hvor det hele ender i en snasket omgang. Flæskestegen her fremstod derimod frisk og lækker.
Udover den vigtigste komponent bestod bollen af agurkesalat, rødkål og en sparsom mængde mayo, der resulterede i, at hele oplevelsen fremstod en anelse tør.
Det trækker op, at agurkesalaten virker hjemmelavet. Agurken var sprød og havde et fint knæk samt tilpas balance mellem sødme og syre.
Alt i alt gik jeg meget mæt derfra, men den tørre og forholdsvis salte ret gjorde min tørst nærmest uudslukkelig resten af dagen.
En overraskelse på toilettet
Da vi var ved vejs ende af måltidet og efterhånden havde fået nok af den heftige frituredunst i lokalet, besluttede vi at kalde det en frokost.
Ret hurtigt spottede min kollega, at vi selv stod for at afrydde servicen, hvilket vi begge rynkede lidt på næsen over: Én ting var, at vi selv skulle aflægge bestilling ved disken, hente vores egne drikkevarer og dyppelse til pomfritterne, men når man forventer, at gæsterne selv står for at rydde op og tilmed sortere affaldet, så ender man med fornemmelsen af en tur i et cafeteria eller en elegant indrettet McDonalds.
Inden vi tog overtøjet på måtte jeg en tur på det lille hus: Og gudskelov for det! Herinde venter nemlig gæsten et syn, man ikke just forventer af et toilet.
På væggene hænger signerede plakater fra Star Wars film, et flot eksemplar af et lyssværd, hylder fyldt med Disney-figurer og Star Wars-figurer i en glasmontre.
Et set-up, der gør den ellers ofte uinspirerende tur på WC til en mindeværdig oplevelse.
Alt i alt var vi tilfredse - og vigtigst af alt mætte - efter vores forholdsvis billige besøg på Margueritten. Dog skal man som gæst forberede sig på en hel del gør-det-selv service og sørge for rigeligt med dyppelse til de forholdsvis tørre pomfritter.
Vi kvitterer med tre ud af seks stjerner.
⭐⭐⭐