AGF's første kamp i Vejlby trak masser af tilskuere og kun ganske få udfordringer
TRAFIK: Steen Devantier har sæsonkort på stadion og plejer at cykle for at se sit favorithold AGF. Men lige præcis en råkold februardag med to grader, der i blæsten føles som minus tre, valgte han at tage bilen. Ja, og så også fordi AGF's hjemmebane nu er rykket en anelse længere væk fra Viby.
- Men så snart det bliver forår tænker jeg godt, jeg kan cykle herud, siger han.
Nemt var det naturligvis at finde frem til det nye stadion bag Vejlby-Risskov Hallen i det nordlige Aarhus, og så kunne han og mange andre endda parkere bilen lige overfor på parkeringspladser ved Aarhus Business School og jobcentret.
- Det er åbenbart gratis i dag, lovede færdselsvagten. Jeg spurgte for en sikkerheds skyld, for man skal tage sig i agt for p-kontroller, siger den rutinerede AGF-fan.
I det store kryds ved indkørslen til Vejlby-Risskov Hallen stod Anders Katholm, der er ansvarlig for færdselsreguleringen ved AGF's kampe. Derfor var han naturligt også fulgt med til det nye stadion, hvor han tilmed havde en nogenlunde stilfærdig vagt før kampen. Hans kollega, som stod på Vikærsvej forklarede, at man her havde lidt travlt med at vise billister væk, der forsøgte at snige sig til en plads på plejehjemmets parkeringsplads.
Ved hovedindgangen til Vejlby-Risskov Hallen var der halvanden time før og op til kampstart kl. 14 ikke antydningen af trafikprop til trods for, at der var solgt og uddelt 5.500 billetter til dagens kamp.
Kl. 12.30 ankom den sorte FCK-bus og satte spillere i hvide hættetrøjer af. AGF-spillerne ankom i private biler og havde egen parkering.
På det tidspunkt var p-pladsen ved hallen stort set fyldt, fordi der samme dag både var volleykamp og futsal i hallen ligesom AGF's kvinder og VSK spillede fodbold i området. Men det betød også, at der løbende blev p-pladser ledige, når nogle kørte væk.
Nogle bilister fandt en plads ved hallen, mens andre runderede og kørte videre. Mange blev guidet over på den modsatte side af Vejlby Centervej.
- Det er kun i dag, der er gratis p-pladser ved Aarhus Business School og Jobcenter Aarhus. Ved de kommende superligakampe er de pladser reserveret til VIP-gæster og sponsorer, fortæller Anders Katholm.
Flere tilskuere parkerede tydeligvis også længere væk eller tog bussen. Midttrafik havde indsat ekstra afgange med linje 16 til Vejlby og AGF havde indsat shuttlebusser fra p-pladser ved Aarhus Tech, DR, Rambøll, VIA og Vestas i Skejby.
Væk på samme tid
Mere kritisk var det efter kampen bag stadion mod Hvidkildevej og springcentret, hvor der i øvrigt blev holdt arrangement samtidig med testkampen.
Ved Hvidkildevej lå indgang syv og otte, og her opstod en del farlige trafikale situationer på grund af et mix af biler, taxaer, fodgængere og cyklister, der frøs og ville hurtigt derfra.
Logistisk forløb dagen roligt, og en tur rundt i kvarteret afslørede ikke bemærkelsesværdigt med affald, som beboere i området måske havde frygtet.
På en tur ned til Spar små fem minutters gåtur derfra kunne man stadig følge kampen tæt fra højtalerne, hvilket ikke faldt i god jord hos to personer, der var ude og lufte hunde.
Frivillige hjalp på vej
AGF Service, som foreningen af frivillige hjælpere kalder sig, var også med på sidelinjen. Herfra hjalp blandt andre Catrine Lysgaard og Julie Degn de mange buspassagerer den rette vej, så de kom lettere hen til indgangen til stadion.
- Et par FCK-fans, der havde vovet sig med samme linje 16 blev guidet en anden vej, så de kom ind til det rette FCK-afsnit på stadion.
- Hold da op, vi har fået nye venner her, lød det som tak fra FCK'erne.
Fra Galten plejer Michael og sønnen Rasmus med efternavnet Søndergaard at tage AGF's bus til kamp på stadion. Den kørte ikke til testkampen, men gør det, så vidt vi kan forstå, igen fra den første superligakamp.
- Derfor havde vi min kone til at køre os herud, og hun henter igen, lød det optimistisk fra Michael Søndergaard, der før kampen håbede på 2-0 til AGF, men vel aldrig ville have drømt om 4-3 selv i en testkamp.
Familiesammenkomst
Der var også familiesammenkomst i familien Grøn, hvorfra mor Marianne Grøn Laursen har været fast tilskuer på lægterne gennem 20 år og skulle se testkampen sammen med sin søn Bjørn Grøn Laursen og sin nevø Michael Grøn Jørgensen.
- Vi holder parkeret oppe ved teknisk skole og tog den gratis shuttlebus herned. Det tog ikke ret lang tid og fungerer rigtigt godt. Det er faktisk meget nemmere end at parkere ved det gamle stadion. Men derude plejer vi så at holde ved travbanen.
Marianne Grøn Laursen var mest bekymret for at komme til at fryse på det mere åbne og forblæste stadion i Vejlby, men trodsede kulden, fordi det er sjovt at komme ud og se fodbold. Hun håbede på en spændende kamp.
- Bare det ikke bliver uafgjort. Der skal helst være en masse mål, sagde hun.
Og mon ikke nogen har hørt Mariannes bøn. For sikke en kamp, som AGF vendte total på hovedet efter at have været bagude 0-3 og alligevel vandt med 4-3.