Det bliver vemodigt at skulle lukke for sidste gang, fortæller direktør hos Cap's i Risskov, Alf Vatne. Foto: Jens Thaysen

Farvel til en legendarisk forretning

Selvom jeg ikke kunne se forretningen for alle lejlighederne, var jeg ikke i tvivl om, at jeg var på vej i den rigtige retning.

Jeg kunne bare gå efter lyden.

Den karakteristiske, brummende lyd fra en Harley Davidson på vej væk fra butikken afslørede, at Cap's Motorcycles måtte ligge lige om hjørnet.

Det vidste jeg selvfølgelig også godt. For godt nok var mit besøg for nylig mit første i forretningen, men som alle andre har jeg mange gange lagt mærke til den ikoniske butiksfacade ud mod Grenåvej.

Nu er det snart slut. Cap’s lukker og slukker om en uge, og derfor havde jeg inviteret mig selv indenfor hos direktør Alf Vatne.

Han er ærgerlig over udviklingen, og selvom han længe har kendt til butikkens skæbne, så er det vemodigt at sige farvel, fortæller han.

På Nordre Strandvej skal der forhåbentlig siges goddag til nye spisesteder inden alt for længe.

I det seneste nyhedsbrev fra min hånd kunne du læse, at der bliver arbejdet på at få forskellige spisesteder ind i de kommende lokaler ved Themsvej. Og det har fået en læser til at undre sig.

Der er kun et fundament. Hvorfor har byggeriet ligget stille i to måneder? Det kan du læse mere om nedenfor.

Herfra skal det handle om de netop overståede budgetforhandlinger. Sent torsdag aften blev et flertal i byrådet enig om en ny budgetaftale for Aarhus Kommune.

Forud for forhandlingerne var der kommet flere forslag for 8240, men det endelige forlig er uden de store Risskov-aftryk. Politikerne er dog blevet enige om at afsætte et beløb, som blandt andet skal være med til at sikre renere strande.

Til sidst får du en stribe nye visualiseringer af, hvordan udvidelsen af Risskov Skole meget vel kan komme til at se ud.

God læselyst.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist
Det er vemodigt, men det er sådan, det er, fortæller Alf Vatne, der er direktør hos Cap's Motorcycles, som snart takker af i Risskov. Foto: Jens Thaysen

Efter 28 år med motorcykler i Risskov er det snart slut: - Jeg bliver væk, når de rager det ned

I næsten tre årtier har lyden af brummende Harley Davidson-motorcykler præget Grenåvej, men nu er tiden løbet ud. Den ikoniske facade kommer til at vige pladsen for fremtidens byudvikling.

I næsten tre årtier har lyden af brummende Harley Davidson-motorcykler præget Grenåvej, men nu er tiden løbet ud. Den ikoniske facade kommer til at vige pladsen for fremtidens byudvikling.

Hvis Alf Vatne snurrer rundt på sin kontorstol, kan han se vasketøj, en grill og altankasser.

Fra hjørnekontoret hos Cap's Motorcycles har direktøren i årevis kunnet følge med i, hvordan lejlighedsbyggerierne rykkede tættere og tættere på den ikoniske forretning ved Grenåvej som en daglig påmindelse om butikkens udløbsdato.

Og nu er det efter små 30 år ved at være endegyldigt slut med de brummende køretøjer. 27. september lukker og slukker Alf Vatne og hans ansatte for sidste gang i Risskov.

- Det er vemodigt, det er helt sikkert. Vi har et forhold til stedet og til bygningen, og der er trods alt mange følelser i det, for det er en ikonisk bygning, og vi har arbejdet med det her i mange år, siger Alf Vatne.

De motorcykler, der ikke bliver solgt inden lukningen, skal til butikken i Roskilde. Foto: Jens Thaysen

Men sådan er det. Selvom han er ærgerlig, er han også afklaret, for butikkens skæbne har længe været kendt. Forretningen med de iøjnefaldende bogstaver på facaden bliver slugt af områdets byudvikling.

- Kig dig omkring. Miljøet fra dengang med små virksomheder på Arresøvej er væk. Det er lejligheder det hele, og de er også kravlet ind på vores gamle parkeringsplads. Det er desværre en udvikling, vi ikke kan gøre noget.

- Vi har vidst, at det ville blive sådan i et stykke tid, men det bliver mærkeligt. Jeg bliver i hvert fald væk den dag, de rager det her ned, siger Alf Vatne, der selv bor i Skødstrup.

Igennem længere tid har det været planen, at Cap's skulle forlade Risskov, når lejekontrakten ophørte. Butikken har selv valgt at lukke nu.

En komprimeret udgave i Randers

En lang stribe af Harley Davidson-motorcykler står pænt på række. I den ene ende af butikken er hylderne fyldt med grej og merchandise af en hver slags. Både store og helt små kan købe læderklæder hos Cap’s.

Alf Vatne kender butikken ud og ind. Han har haft sin daglige gang her blandt de brummende køretøjer siden 2007. Og selvom Risskov snart er et overstået kapitel, fortsætter Alf Vatne med Cap’s.

Cap's slutter med et åbent hus. Foto: Jens Thaysen

Motorcykelforretningen flytter i stedet til Randers. Her har Cap’s fundet et væsentligt mindre lokale, og derfor bliver der også gasset gevaldigt ned for butikkens aktiviteter.

- Det, vi kommer til at lave, bliver ikke det samme. Vi får et lille værksted med tilhørende butik med reservedele og tilbehør. Og så skal vi måske være tre ansatte, hvor vi har været ni her, siger Alf Vatne.

Det skyldes ene og alene økonomien i det, fortæller direktøren. Markedet er ifølge ham ikke, som det før har været, og det giver derfor ikke mening at fylde en ny stor butik med stribevis af køreklare motorcykler.

Der er dog stadig en klar forretning i et veldrevet værksted, vurderer han. Sådan et har de længe haft ved Grenåvej.

Når Cap's rykker til Randers, bliver det fortsat med et værksted. Foto: Christian Gnutzmann

I kælderen under butikken har tre mekanikere hver deres arbejdsstation. De er godt i gang med dagens arbejde, og bag dem har de hylder med reservedele.

Her står så mange papkasser med alverdens grej, at nogle af kasserne må stå på gulvet.

- Som du kan se, så er der en del, der skal pakkes ned. Noget skal med til Randers, og noget skal til den anden butik i Roskilde. Vi kommer nok til at gå her hen over vinteren, siger Alf Vatne.

Flere lejligheder på vej

Mens resterne af Cap’s ved Grenåvej skal fordeles mellem Roskilde og Randers, står der byudvikling skrevet over fremtiden for det store butikslokale i 8240.

Fra kontoret har Alf Vatne kunnet følge med i områdets byudvikling. Foto: Jens Thaysen

Tidligere har Peder Næsborg, der er direktør i Chris-Invest, som ejer bygningen, fortalt til RisskovLIV, at planen er boliger.

- Vi forventer, at bygningen skal nedrives, og at der skal bygges boliger, men vi ved ikke hvornår, sagde han i starten af august.

250 hjemløse medlemmer

Der er stille inde i forretningen denne formiddag. Udenfor var ingen i området i tvivl om, at en kunde lige har forladt matriklen, for motorcyklen brummede, så det kunne høres.

Den lyd har man ikke kun kunnet høre, når de tohjulede køretøjer skulle i hænderne på mekanikerne i kælderen, eller når det var tid til en ny hjelm.

For hver uge har motorcykelentusiaster og medlemmer af Aarhus afdelingen af Harley Owners Group mødtes i klublokalet ved Cap’s.

- Her er holdt mange gode fester, siger Alf Vatne, mens han låser op til klublokalet og tager plads bag barren.

Det er en ikonisk forretning, der forlader Risskov. Foto: Jens Thaysen

Klubben har 250 medlemmer, fortæller Cap’s direktøren, som selv sidder i klubbens bestyrelse.

- De kan stadig have en klub, men de bliver hjemløse nu. Det er vemodigt.

Alf Vatne går igennem klublokalets store møderum med langborde og stolerækker. Han låser af igen og sætter kurs mod butikken og hjørnekontoret.

Snart skal han også låse forretningen af for sidste gang. Men inden da skal der siges ordentligt farvel den 27. september.

Som Cap’s selv har skrevet på butikkens Facebook:

Det hele startede med et åbent hus for 28 år siden - det er vel kun passende, at det slutter med et åbent hus.

Nye butiks- og restaurantlokaler er på vej ved Themsvej. Foto: Christian Gnutzmann

En læser undrer sig: Hvorfor har restaurantbyggeri ligget stille i to måneder?

Flere spisesteder er på vej til nye restaurantlokaler på Nordre Strandvej. Men byggeriet står stille, og det har fået en læser til at spørge, hvad der foregår.

Flere spisesteder er på vej til nye restaurantlokaler på Nordre Strandvej. Men byggeriet står stille, og det har fået en læser til at spørge, hvad der foregår.

Vi snakker med en burgerbar, et kinesisk spisested og noget vietnamesisk takeaway.

Sådan sagde Restaurantsælgeren, der lever af at afsætte restaurantlokaler og finde de rette lejere til tomme lejemål, til RisskovLIV for nylig.

Den kommentar har fået en læser af RisskovLIV til at undre sig. For byggeriet er ikke færdigt, og lige nu er der heller ikke aktivitet på grunden, påpeger læseren.

Der er kun et fundament. Hvorfor har byggeriet ligget stille i to måneder?

Det er udviklervirksomheden 1927 Estate, der står bag projektet, og herfra lyder det, at byggeriet ganske rigtigt har været i dvale i et par måneder, men at der ikke ligger noget større problem bag.

- Vi har bare haft nogle andre aktiviteter, der har fyldt mere. Der er ikke noget galt, vi har bare et sjak, der er blevet forsinket et andet sted, inden de skal rejse vægge her. Så jeg tænker, at der bliver rejst vægge inden for de næste 14 dage, siger Anders Horsbøl, der er direktør i 1927 Estate.

Foto: Christian Gnutzmann

Han gætter på, at byggeriet er færdigt om seks-syv måneder.

Flere nye spisesteder på vej

Nordre Strandvej har været i rivende udvikling de seneste år, hvor særligt spisesteder er valfartet til. Det næste skud på madstammen bliver en endnu unavngiven fransk bistro. Det fortalte Sonny Safa, der er indehaver af Restaurantsælgeren, for nylig til RisskovLIV.

Spisestedet åbner i det lokale, der tidligere har huset Restaurant Elfe.

- Indtil videre er det eneste, jeg må sige, at den er blevet solgt, og at der kommer en fransk bistro til Risskov, hvor det er fornuftige priser, lød det fra Sonny Safa.

Det var i samme omgang, han fortalte, at han altså har både en burgerbar, kinesisk og vietnamesisk mad på gaflen i forbindelse med de kommende lokaler på Themsvej.

Også på hjørnet ved Bellevuehallerne bliver der arbejdet på at få lukket aftaler. Her kan der laves en større restaurant eller to mindre lokaler.

- Vi er i gang med at forhandle med fire-fem restauratører, sagde han.

Der er ikke afsat midler til nye toiletter ved Strandparken. Til gengæld er der afsat en pose penge, som blandt andet skal sikre renere strande i sommerhalvåret. Arkivfoto: Jens Thaysen

Budgetforliget blev uden store Risskov-aftryk: Få det lokale overblik over aftalen her

Et flertal i Aarhus Byråd har fordelt millionerne for de kommende år, men i Risskov glimrer flere af de lokale ønsker ved deres fravær.

Et flertal i Aarhus Byråd har fordelt millionerne for de kommende år, men i Risskov glimrer flere af de lokale ønsker ved deres fravær.

Med 26 underskrifter på papiret kunne borgmester Anders Winnerskjold (S) sent torsdag aften meddele, at forligt var i hus.

Det betyder, at der er landet en aftale for Aarhus Kommunes budget for 2026 og de følgende tre år frem.

En aftale, der især sender flere penge til folkeskolen og dagtilbudsområdet. Folkeskolen får blandt andet yderligere 40 millioner kroner årligt fra skoleåret 2026/2027. Samtidig afsættes der otte millioner kroner i 2026 og 16 millioner kroner i 2027 og frem til dagtilbuddene.

Og som det er tilfældet med pengene til skoler og institutioner, så er der flere generelle punkter i aftalen, der kommer hele kommunen og dermed også Risskov til gode.

Derudover er det en aftale uden de helt store 8240-aftryk.

Hverken det foreslåede mødested i Vejlby eller nye toiletter ved Strandparken er nævnt i forliget. Heller ikke genåbningen af letbanestoppet ved Den Permanente eller en undersøgelse af gondolliften fra Aarhus Ø til Riis Skov har fundet vej til den aftaletekst, størstedelen af byrådet kunne blive enige om.

Endnu en dans om de varme cykelstier

Igen i år var der forud for budgetforhandlingerne foreslået mere cykelsti til 8240.

SF og Danmarksdemokraterne havde på forhånd peget på blandt andet Hørgårdsvej, som et oplagt sted at give de tohjulede bedre forhold, men strækningen er ikke nævnt i forligt.

Det er til gengæld Vejlby Centervej. Som RisskovLIV tidligere har beskrevet, så har kommunen fået tilsagn om støtte fra en statslig cykelpulje til nye cykelstier på centervejen, og det bliver fremhævet i forligsteksten.

Vejlby Centervej er ofte et af de steder, der bliver nævnt, når lokale snakker om strækninger, hvor der mangler cykelsti. Arkivfoto: Christian Gnutzmann

Aftalen byder dog ikke på en bevilling af yderligere midler, som fortsat er nødvendige for at få udstyret Vejlby Centervej med dedikerede baner til cyklisterne. Den statslige cykelpulje dækker halvdelen af regningen, og resten skal finansieres af kommunen.

I budgetaftalen bliver der peget på, at et flertal tidligere i år afsatte 25 millioner kroner til bedre forhold for cyklister, og det kan meget vel være her, de sidste millioner til Vejlby Centervej skal findes.

Det bliver vi formentlig klogere på indenfor det kommende år, for flertallet bag budgetaftalen er enige om en ’Realiseringsplan for cykelstier’. Den skal fremlægges i første halvdel af 2026, og den skal ’sikre en hurtigere realisering af udbygning af cykelstinettet med oplæg til prioritering af kommende cykelstiprojekter,’ som det står i aftalen.

Skraldespande ved stranden

I afdelingen for småbeløb finder vi penge til flere skraldespande og hyppigere tømning i sommerhalvåret.

Der er afsat en halv million kroner til nye skraldespande, mens der årligt fra 2026 afsættes 600.000 kroner til ’tømning af skraldespande og renhold af byens rum, pladser og strandene til en styrket renholdelsesindsats i sommerhalvåret.’

Flere lokale har savnet løsninger, der skal sikre mindre skrald langs stranden. Foto: Jens Thaysen, Christian Gnutzmann

Punktet handler ikke decideret om Risskov, men det er en bid af aftalen, som kan få betydning for særligt villaejere langs vandet. RisskovLIV har tidligere beskrevet, hvordan strandgæsternes skrald betyder rotter på vandvejene.

To partier var ikke med

Bag aftalen står 26 ud af byrådets 31 medlemmer. Det vil sige, at Socialdemokratiet, Konservative, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Moderaterne og Alternativet satte kruseduller på aftalen.

De Radikale forlod forhandlingerne, kort tid inden den endelige aftaletekst blev bekræftet, mens Velfærdslistens to medlemmer meldte sig ud af forløbet allerede i starten af ugen.

Budgettet skal formelt vedtages af Aarhus Byråd ved 2. behandlingen onsdag 8. oktober.

Du kan finde hele aftalen og de politiske reaktioner her.

Der bliver højt til loftet i Risskov Skole nye billedkunstlokale. Visualisering: Cobe

Se de nyeste visualiseringer: Sådan kan Risskov Skole komme til at se ud

Udvidelsen af Risskov Skole rykker tættere og tættere på. Nu viser nye visualiseringer, hvordan skolen kan ende med at se ud.

Udvidelsen af Risskov Skole rykker tættere og tættere på. Nu viser nye visualiseringer, hvordan skolen kan ende med at se ud.

Udvidelsen af Risskov Skole bliver mere og mere virkelig.

Med et godkendt dispositionsforslag er nye og langt mere detaljerede visualiseringer klar til offentliggørelse.

Her kan man se, at de nye bygninger i høj grad kommer til at minde om den nuværende hovedbygning med røde teglsten.

Visualisering: Cobe

Der skal bygges fire nye bygninger, mens flere af skolens eksisterende arealer skal renoveres og bygges om.

Du får her en gennemgang af, hvordan skolen kommer til at se ud, hvis altså det ender med en endelig byggetilladelse af det visualiserede projekt. Der bliver fortsat arbejdet med facaderne.

Billedkunst og indskoling

En stor del af snakken om skolens udvidelse har handlet om grønne områder og bekymringen for, at de nye kvadratmeter vil sluge for mange udeområder.

Sådan kommer skolen til at se ud, hvis man står på græsarealet øst for skolen og kigger mod hovedbygningen. Den nye bygning tættest på bliver til billedkunst, mens man lige kan ane gavlen og facaden af indskolingens nye fælleshus. Visualisering: Cobe

Som det er landet nu, skal der ligge to nye bygninger på boldbanen mod øst i det nordlige hjørne. Her skal indskolingen have fælleslokaler, mens der også skal opføres et nyt hus til billedkunst.

Den nye bygning til indskolingen. Visualisering: Cobe

Boldbanen bliver altså ikke fri for bebyggelse, men de nye bygninger kommer samtidig til at skabe nye og mindre udendørs rum.

De nye bygninger kommer til at have et halvtag, som skal skabe bedre sammenhæng mellem inde- og udekvadratmeter. Visualisering: Cobe

Ny ’hovedbygning’

Der er søgt om dispensation til at kunne opføre en ny bygning i samme højde som den eksisterende hovedbygning.

Det betyder, at der kommer endnu en ’hovedbygning’. Den bliver dog uden det samme halvtag, som billedkunstlokalerne får, da der ved hovedbygningen ikke kunne blive plads til redningskøretøjer.

Her ses skolen fra Fortebakken. Visualisering: Cobe

I materialet fra Aarhus Kommune bliver bygningen kaldt ’Madhuset’, da bygningens fire etager skal huse undervisningslokaler, storkøkken og madkundskab.

Det nye madhus. Visualisering: Cobe

Naturhuset

Den sidste af skolens nye bygninger kommer til at ligge mere eller mindre midt på skolens grund mellem hovedbygningen og boldbanen mod øst.

Visualisering: Cobe

Bygningen er døbt ’Naturhuset’, og som navnet lægger op til, skal der her være plads til biologi, geografi og natur og teknik.

Sådan kommer det til at se ud indenfor i Naturhuset. Visualisering: Cobe

Også her bliver der lavet et halvtag.

Visualisering: Cobe

Her skal der renoveres og bygges om

Mens der skal bygges nye lokaler, skal også noget af det eksisterende laves om og gøres klar til nye formål.

Blandt andet bliver det nuværende madkundskabslokale lavet til almindelig undervisning, mens den gamle inspektørbolig bliver til møderum for personalet. Her skal der også være specialundervisning.

I skolens bygning længst med vest på skolens grund er der i dag musik og billedkunst. Men med det nye billedkunsthus skal der udelukkende være musiklokaler i bygningen mod vest. Det betyder, at der kommer nye og større musiklokaler i forlængelse af det eksisterende.

Næste skridt

Med de nyeste visualiseringer er udvidelsen af Risskov Skole kommet tættere på at blive en realitet. Der venter dog stadig nogle afgørende skæringsdatoer, før byggeriet kan gå i gang.

Visualisering: Cobe

Det næste, der for alvor er værd at holde øje med, er, om der kan gives en byggetilladelse. Ifølge kommunens egen tidsplan sker der omkring starten af februar næste år.

Visualisering: Cobe
Arkivfoto: Jens Thaysen

Stort loppemarked indtager Vejlby-Risskov Hallen

Søndag den 21. september klokken 10 slår hallen dørene op til det store loppemarked, hvor både private og kræmmere fylder de to haller med 130 stande. Her kan man gå på jagt blandt alt fra antik og legetøj til tøj og brugskunst.

Dørene lukker igen klokken 16, og arrangørerne håber på omkring 6.000 besøgende. Det skriver arrangøren på Facebook.

Siden 1969 har apoteket ligger på Vejlbygade. Foto: Christian Gnutzmann

Vejlby Apotek fejrer 125-års jubilæum

Det stod næppe skrevet noget sted, at det apotek, som apoteker C. Tornøe åbnede i 1900, fortsat ville leve i bedste velgående i Vejlby.

Især fordi apoteket første gang slog dørene op på Studsgade i Aarhus C. I 1960’erne blev apoteket flyttet til Vejlby, og siden 1969 har det ligger på Vejlbygade. Apoteket hed tidligere Sct. Clemens Apotek, men skiftede i 1987 navn til Vejlby Apotek.

Det skriver apoteket selv efter at have været en tur i historiebøgerne forud for apotekets 125-års jubilæum. Det bliver fejret 2. oktober med tilbud på forskellige mærker i alle apotekets afdelinger.

I hovedapoteket på Vejlbygade vil der samtidig være goodiebags til de første 125 kunder, der køber for mere end 200 kroner, skriver apoteket.