Foto: Jens Thaysen

Historisk hushandel i Risskov

For godt en måned siden kunne du her på RisskovLIV læse, at det lokale boligmarked satte rekord.

Her var det kvadratmeterpriserne, der fortsatte himmelflugten.

Nu har 8240 igen fundet vej til overskrifterne med en boligrekord. Denne gang er det en villa tæt på vandet, der er solgt for svimlende 45 millioner kroner.

De store tocifrede millionbeløb er bestemt ikke noget særsyn, når det handler om boliger i 8240, men prisen for dette herregårdslignende palæ er ikke bare rekordhøj for Risskov. Handlen gør huset til det dyreste nogensinde i Aarhus.

Hvad der heller ikke er ualmindeligt, det er snakken om trafiksikkerhed hjemme hos Sagar Constantin. Det sker desværre alt for ofte, at hendes 14-årige søn fortæller om utrygge situationer i Risskov-trafikken.

Oftest forbliver det ved utrygge situationer, når han cykler til og fra skole, men for nylig måtte han en tur i asfalten, da en bilist overså ham.

Det får nu Sagar Constantin til at komme med en opfordring.

Sådan en vil jeg også komme med – dog af en helt anden karakter.

For er der noget, du undrer dig over, eller har du et tip eller et forslag til en historie eller et emne, RisskovLIV bør kigge på, så gør som Sagar, og skriv til nicje@risskovliv.dk, eller brug for spørgeformular her.

Den næste historie er netop blevet til på grund af et spørgsmål fra en af jer læsere.

Spørgsmålet går på, hvad planen er med de store sten, der på et stykke af stranden gør det stort set umuligt at passere. Hvor længe skal de ligge der, spørger en læser.

God læselyst.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist
Det er det hvide hus i baggrunden på Strandvænget i Risskov, som nu sætter rekord i Aarhus. Foto: Jens Thaysen

Vild Risskov-handel: Aarhus' dyreste villa nogensinde er solgt til kæmpe millionbeløb

Før lød rekorden for det største hammerslag i Aarhus Kommune på 43,3 millioner kroner. Nu er den blevet slået af en prægtig kæmpevilla i Risskov.

Før lød rekorden for det største hammerslag i Aarhus Kommune på 43,3 millioner kroner. Nu er den blevet slået af en prægtig kæmpevilla i Risskov.

Med en salgspris på 45 millioner kroner vælter den ekstravagante villa på Strandvænget 5A i Risskov alle Aarhus-rekorder omkuld.

Risskov-palæet overtager salgsrekorden fra Ryvangs Allé lidt længere nord på, hvor en villa i første række til vandet blev solgt for 43,3 millioner kroner i 2022.

De nye ejere af Strandvænget 5A kan glæde sig over masser af plads. Foruden de 444 boligkvadratmeter råder de over en knap 2.500 kvadratmeter stor grund i anden række til bugten.

Det er noget af det tætteste på en herregård midt i en villakvarter, som nu skifter hænder i byens største ejendomshandel. Foto: Skråfoto.dk

Det mere end 100 år gamle hus bliver solgt af en person med navne- og adressebeskyttelse, som selv købte det i 2018. Dengang var prisen 28,5 millioner kroner. Der lander altså en pæn fortjeneste hos den unavngivne sælger.

Køberne er Martin Lauge Bek-Nielsen og Tine Bek-Nielsen. Det er i øvrigt ikke første gang, at parret smider et kæmpestort millionbeløb for en bolig i Risskov.

Ifølge ejendomsportalen Resights købte de i 2021 en villa i strandkanten på Mirabellevej til 24,9 millioner kroner.

Dansk forretningsmand med milliardvirksomhed i Malaysia

Forretningsmanden Martin Bek-Nielsen, der nu kan kalde sig indehaver af Aarhus' dyreste hus til dato, er bogstaveligt talt på den grønne gren.

Han og broren Carl Bek-Nielsen er tidligere blevet døbt 'Palmebrødrene,' da de ejer størstedelen af den multinationale palmeolieplantage United Plantations.

Et kæmpemæssigt foretagende et par timers kørsel fra Kuala Lumpur med tusindvis af ansatte - og en årlig omsætning på flere milliarder.

I samme boldgade - men mere lokalt i Aarhus - har Bek-Nielsen-familien også haft en stor aktie i Aarhus Oliefabrik.

Martin Bek-Nielsen er en succesfuld forretningsmand, der har boet størstedelen af sit liv i Malaysia. United Plantations Pressefoto

Martin Bek-Nielsens far, den visionære erhvervsmand fra Holstebro, Børge Bek-Nielsen, overtog i 1978 aktiemajoriteten i den historiske Aarhus-virksomhed, som i 2003 skiftede navn til Aarhus United.

Frem til fusionen med svenske Karlshamns AB sad Martin Bek-Nielsen som bestyrelsesmedlem i selskabet, som fortsat har fabrik på havnen i Aarhus.

Sagar Constantin kommer med et opråb til dem, der sidder bag rattet. Foto: Emma Lina Kruse Jensen, Birthe Vembye

14-årig cyklist røg i asfalten, da en bilist overså ham – nu kommer hans mor med et opråb

- Jeg har selv cyklet med og set, hvordan bilister kører ud uden at se sig for. Jeg synes, det er vildt bekymrende, siger Sagar Constantin.

- Jeg har selv cyklet med og set, hvordan bilister kører ud uden at se sig for. Jeg synes, det er vildt bekymrende, siger Sagar Constantin.

Som så mange andre dage var Sagar Constantins 14-årige søn for nylig hoppet på jernhesten for at cykle hjem fra skole sammen med en kammerat.

Og som så mange andre dage indeholdt turen ad Nordlandsvej et møde med uopmærksomme bilister, der fra sideveje skulle ud på Nordlandsvej.

Det plejer at gå uden uheld, men ikke denne dag. En bilist havde ikke set Sagar Constantins søn, som styrtede i forsøget på at undvige. Det kostede en stribe blå mærker, og både jakke og bukser var revet i stykker.

- Bilisten havde bare kigget på ham og kørt videre, fortæller Sagar Constantin til RisskovLIV.

Sønnen slap med knubs, og det samme gjorde hans trofaste følgesvend, da han for en måneds tid siden ifølge Sagar Constantin var oppe at ligge på kølerhjelmen af en bil. Dengang havde bilisten, mener drengene, også overset de to cyklende skolebørn.

- Drengene siger, at mange bare kører ud over cykelstien, når de kommer fra sidevejene. De kigger i deres telefoner, og drengene er simpelthen rystede. Jeg har selv cyklet med og set, hvordan bilister kører ud uden at se sig for. Jeg synes, det er vildt bekymrende, siger Sagar Constantin.

To minutter mere

Det er træls at skulle bede sine børn om at tage billeder af bilerne, når noget lignende sker, fortæller Sagar Constantin.

Sagar Constantin er overbevist om, at de episoder, hendes søn oplever, sker andre steder i Risskov også og ikke kun på Nordlandsvej. Arkivfoto: Jens Thaysen

Ikke desto mindre er det, hvad hun har gjort, for så vil hun fremover indberette en episode, som den der sendte hendes søn i asfalten.

- Og så kan jeg kun sige til dem, at de skal tænde deres cykellygter, og at de ikke skal køre over, hvor der er en sidevej, før de har kigget bilisten i øjnene.

Samtidig kommer hun med et opråb til alle dem, der sidder bag rattet.

- Jeg tror ikke, jeg er den eneste i Risskov, der har en følelse af, at folk har for travlt. Min appel er, om vi ikke kan være lidt mere nærværende og bruge to minutter mere på at komme på arbejde. Det kunne jo være ens egne børn, så vær mere opmærksom, siger hun.

Det er vanskeligt at færdes på et langt stykke af stranden - umuligt med barnevogn eller hvis man er dårligt gående. Foto: Jens Thaysen 

Læser undrer sig: Sten på stranden ’umuliggør passage’, hvor længe skal de ligge der?

Sten på stranden besværliggør gåturen, og derfor spørger en læser til, om stenene skal ligge der for evigt? Fra digelaget lyder det, at stenene har stor betydning.

Sten på stranden besværliggør gåturen, og derfor spørger en læser til, om stenene skal ligge der for evigt? Fra digelaget lyder det, at stenene har stor betydning.

I godt og vel et år har spadsereturen i sandet langs Risskovs kyst krævet gode balanceevner. I hvert fald hvis gåturen indeholder det stykke af stranden, der ligger ved Platanvej lige nord for Risskov Strandpark.

Her er der lagt store sten ud, og det gør det vanskeligt at passere.

Stenene er der for at beskytte diget, men hvor længe skal de være det? Det spørger en læser af RisskovLIV om.

Vi vil gerne have en opfølgning på kystsikringen med sten ved Platanvej, der i praksis umuliggør passage for de fleste mennesker. Skal det blive ved med at være sådan?

Det er Digelaget Vejlby Fed, der med tilladelse fra Aarhus Kommune har stået for kystsikringen, og ifølge formanden for digelaget, Steffen Bornhøft, har stenene stor betydning for digets beskaffenhed.

- Der er ingen planer om, at stenene skal flyttes, da de er nødvendige for beskyttelsen af diget. Stranden er blevet så smal på det stykke, at en forholdsvis lille vandstandsstigning kombineret med bølger vil udsætte digefoden for erosion og dermed risiko for dige gennembrud, siger han til RisskovLIV.

Spørg os - hvad skal vi undersøge for dig?

På RisskovLIV vil jeg gerne lave historier, der betyder noget for dig som læser. Og selv om jeg hver dag har antennerne ude mange steder, så har jeg brug for dine øjne, ører og tanker.

Så fortæl, hvad du savner svar på, så jeg kan lave journalistik, der er relevant for dig og vores andre læsere af RisskovLIV.

Klik her for at melde ind.

Han peger på, at Aarhus Vand har et rørudløb på stranden omkring Platanvej, og det er ifølge Steffen Bornhøft den mest ”sandsynlige årsag til, at stranden bliver smallere og smallere på det stykke”.

- Det giver erosion af stranden, siger digeformanden.

Kan ændre sig med klimaplan

Selvom der med digeformandens ord ikke er planer om at fjerne stenene fra stranden, så kommer de ikke nødvendigvis til at ligge der til evig tid.

Kommunens klimatilpasningsplan kan få betydning for stenene. Foto: Jens Thaysen

Aarhus Kommune har en klimatilpasningsplan for området på trapperne, og når den bliver fremlagt, kan det være med nye indsatser på blandt andet kyststrækningen ved Risskov.

- Når kommunen engang er klar med den store klimatilpasningsplan, kan det være der er andre løsninger på vej, siger Steffen Bornhøft.

Skal kunne passere

Det er ikke første gang, at lokale undrer sig over stenene, som nu i lidt mere end et år har ligget på stranden og passet på diget.

For nylig fortalte Line Broen, der er geolog og sagsbehandler ved Natur og Miljø i Aarhus Kommune, at et vilkår for tilladelsen til at lægge stenen ud er, at man skal ”kunne passere ved normal vandstand”.

- Vi kommer til at håndhæve de vilkår, der er stillet i de to tilladelser til kystbeskyttelse – og med henvisning til naturbeskyttelseslovens paragraf 22 om offentlighedens færdsel, sagde hun.


Foto: Axel Schütt, Emma Lina, pressefoto DiningSix, Jens Thaysen

Madbosserne fra Risskov: Her er de lokale restauratører, der ejer flest spisesteder i Aarhus

Blandt de personer, der ejer flest spisesteder i Aarhus, er flere fra Risskov. Århus Stiftstidende har kortlagt ’madbosserne’, og du kan her blive klogere på spisestedsejerne fra 8240.

Blandt de personer, der ejer flest spisesteder i Aarhus, er flere fra Risskov. Århus Stiftstidende har kortlagt ’madbosserne’, og du kan her blive klogere på spisestedsejerne fra 8240.

- Du kan ikke køre den på halv blus længere. Hvis ikke du har et skarpt koncept, bliver du spist.

Sådan udtrykker en af byens største ’madbosser’ det i en artikel i Århus Stiftstidende. Her har avisen kortlagt de 11 personer, der ejer flest spisesteder Aarhus.

Blandt de 11 er flere fra 8240, og dem kan du blive klogere på her.

Martin Ib

Som ung restauratør måtte Martin Ib lære branchen fra bunden, men det blev grundstenen til det MIB, der i dag beskæftiger omkring 250 medarbejdere. Arkivfoto: Axel Schütt

Et madimperium eller et madcirkus.

Sådan betegner Martin Ib MIB, som i dag tæller 21 bagerier, restauranter og kantiner.

Det startede med en restaurant på Banegårdspladsen i 2004, og siden er selskabet altså bare vokset og vokset. I dag kan man finde Martin Ibs ansigt på bagerposer og butiksfacader, og virksomheden er vokset til en landsdækkende spiller, der beskæftiger omkring 250 medarbejdere.

Selv om forretningen har spredt sig ud over byens grænser, er Aarhus fortsat centrum for Martin Ib. Han kalder byens madscene unik og fremhæver dens bredde og arbejdsomhed som drivkraften bag succesen, skriver Århus Stiftstidende.

Martin Ib, der bor i Risskov, er nummer to på avisens opgørelse over de største ’madbosser’.

Martin Ib er blandt andet manden bag:

MIB Feast, Aarhus Ø

Maestro, Musikhuset

Johan R, Musikhuset

6 bagerier på hhv: Aarhus Ø, Trøjborg, Frichsparken, Langenæs, Godsbanen, Lystrup

Derudover har han:

Moonsena på Aarhus Ø, der laver thailandske specialiteter

Spiseriet, der er en frokostordning til virksomheder

MIB Træ, festlokaler

MIB Pakhusene, der er selskabslokaler

MIB Cookingclass, der er en kokkeskole

MIB Bagværk, som er engros bageri

Søren Herstmark Friis – DiningSix

Her er de fem ejere af Dining Siv Group, Kristian Skjød Jensen, Morten Pedersen Ortwed, Søren Herstmark Friis , Sandra Torderlund Marquardsen , Kasper Skjød Jensen. Pressefoto: Dining Six

I 2010 blev en gruppe venner enige om at overtage caféen Slap Af i Aarhus. Det blev startskuddet til, at DiningSix blev stiftet. Fire år senere blev KöD Aarhus åbnet, og det satte skub i selskabet, der udviklede sig fra lokal cafédrift til landsdækkende virksomhed.

Den ene af selskabets ejere hedder Søren Herstmark Friis, og han bor i Risskov.

DiningSix s er et drifts- og udviklingsselskab for en bred portefølje af koncepter. Selvom DiningSix i dag er en international aktør, tager historien stadig afsæt i Aarhus, hvor idéen blev født, og hvor virksomheden fortsat har en stærk tilstedeværelse.

Selskabet med en lokal erhvervsmand i ejerkredsen ligger nummer fem på listen.

DiningSix ejer i dag disse steder i Aarhus:

Klokken

KöD

Cinco

Basso

Keyser Social

Martin Hauge – Hauge-familien

Brødrene Kasper og Martin Hauge, der sammen med deres mor Winnie ejer fire kendte spisesteder i byen. Foto: Emma Lina Kruse Jensen

Brødrene Martin og Kasper Hauge står i dag bag fire af Aarhus’ mest kendte restauranter. De er vokset op med duften af mad og lyden af serviceklokker – deres far, kokken Gert Hauge, drev i mange år både Teater Bodegaen og Café Hack.

I dag er det sønnerne, der har taget over. Martin Hauge er manden i front med ansvar for gæstekontakten, mens Kasper Hauge, der selv er uddannet kok, styrer det administrative og hopper i køkkenet, når der er brug for det.

De har tidligere haft fart på med at udvide, men siger nu, at de tager det lidt mere roligt. Der er ingen nye restauranter på tegnebrættet lige nu – men de afviser ikke, at det kan ske igen. Sidste år solgte de Café Hack, som ellers havde været en del af familien i mange år.

Familien ligger nummer syv på opgørelsen over de restaurantejere, der har flest spisesteder i Aarhus.

Hauge-familien ejer i dag:

Raadhus Kafeen

Teater Bodegaen

Restaurant Seafood

Carlton

Jørgen Danielsen

Jørgen Danielsen ejer i dag fire markante steder i byen. Heriblandt Casablanca. Foto: Jens Thaysen

Med nogle af byens mest markante spisesteder i porteføljen, er også iværksætter og restauratør Jørgen Danielsen på listen.

I 2009 købte han Café Casablanca, og siden har han overtaget Sjette Frederiks Kro i Riis Skov. Han ejer også Tangkroen og bageriet Mor Anna.

Det hele drives under Casablanca-familien.

Jørgen Danielsen har tidligere skabt en formue med virksomheden System Frugt A/S, som han grundlagde i 1990 og senere solgte for et trecifret millionbeløb.

Med sine fire steder i Aarhus ligger Jørgen Danielsen nummer otte på listen.

Jørgen Danielsen ejer:

Sjette Frederiks Kro

Casablanca

Tangkroen

Mor Anna, bageri

Pressefoto

Risskov har fået nyt sundhedshus – nu inviterer det til åbent hus

Der er kommet nyt liv på Stenagervej 2, hvor Vejlby Sundhedshus slog dørene op i august. Nu inviterer huset indenfor til åbent hus.

Her kan man møde behandlerne bag det nye fællesskab og høre om alt fra massage, akupunktur og kropsterapi til hypnose, kraniosakral behandling og psykologsamtaler.

Initiativtager og fysioterapeut Simon Nielsen siger, at ambitionen er at skabe et sted med ro, nærvær og god tid til hver enkelt:

- Det betyder meget for os at skabe et varmt fællesskab omkring sundhed.

Til åbent hus kan man få en rundvisning og få introduktioner til de forskellige behandlingsformer. Der loves også gode rabatter på dagen.

Arrangementet er åbent for alle og finder sted lørdag 29. november 2025 kl. 11–13 i Vejlby Sundhedshus på Stenagervej 2 i Risskov.