Unge bilister presser grænserne: Forælder frygter, at trafikkaos giver alvorlige uheld
En far er bekymret for sikkerheden i krydset ved Vejlby-Risskov Hallen og Handelsgymnasiet. Ifølge ham er det vanskelige kryds, nye bilister og høj hastighed en ubehagelig kombination.
Rune Frederiksen, der er far til en dreng på Handelsgymnasiet ved Vejlby Centervej, har allerede haft et trafikuheld tæt inde på livet.
Dengang var det hans kone, der i et uheld i krydset mellem skolen og Vejlby-Risskov Hallens parkeringsplads fik bilen totalskadet.
Det fortæller han til Århus Stiftstidende.
- En knægt med bilen fuld af kammerater kom kørende med høj hastighed i den modsatte retning. Han prøvede ved at accelerere at nå at svinge ind på parkeringspladsen ved Skovbakken. Hun ser kun, at han lige pludselig flår bilen over til venstre. Hun kan ikke engang nå at trykke på bremsen og rammer ham bagfra, siger Rune Frederiksen avisen.
Han frygter, at det uheld ikke bliver det sidste, og at det kan ende alvorligt.
- Mange får lov til at låne deres forældres biler i skole og kører så på McDonald’s eller Burger King i pauserne, og der er en trend med, at når man skal til højre ud fra parkeringspladsen, så skal man accelerere så hurtigt, at folk vender sig om og kigger efter det, siger han.
Ikke alene
Rune Frederiksen har selv boet ud til Vejlby Centervej og altså haft rig mulighed for at følge med i trafikken. Han fortæller til Stiften, at der ofte bliver trykket lidt for hårdt på speederen, og at krydset ved idrætsanlægget bare er en vanskelig størrelse.
- Det er et lortekryds. Selv for erfarne bilister er det svært at orientere sig, når man skal krydse vejbanerne. Og her drejer det sig om unge mennesker med nye kørekort, siger han.
Og det er han ikke ene om at synes. Til RisskovLIV har det lokale byrådsmedlem og direktør i Vejlby-Risskov Hallen, Steffen Wich (S), tidligere fortalt om sine bekymringer i forbindelse med trafikken i krydset, hvor hundredvis af unge studerende parkerer på hallens parkeringsplads for at spadsere over det trafikerede kryds. Et kryds, som hverken har fodgængerovergang eller lysregulering.
- Jeg er ligeglad med, at de skal holde i kø, men det er de der børn og unge mennesker, og det er mødre med barnevogne. Det er alt det, der gør, at jeg tænker, at det kan vi simpelthen ikke være bekendt, har Steffen Wich tidligere fortalt.
I september sidste år skrev en borger til Teknik og Miljø:
”Området er lige nu livsfarligt i myldretiden om morgenen, hvor mange hundrede elever og lærere skal møde ind. Håber, at I vil se nærmere på dette.”
Kigger på løsninger
Aarhus Kommunes mobilitetsafdeling er klar over, at der er en udfordring på Vejlby Centervej, og at det langt fra er alle de unge, der bruger tunnelen under vejen, men i stedet tager den direkte vej hen over de fire vejbaner.
Et forslag, der er bragt i spil, og som bliver vendt og drejet hos forvaltningen, er et venstresvingsforbud fra gymnasiets parkeringsplads.
Men problemet bliver ikke mindre af, at det kun er i et begrænset tidsrum, der er trængsel i krydset. Langt det meste af tiden er der ikke ret meget trafik.
- Det kan godt være, at det kun er i en kort periode, der er et problem. Men vi vil sikre, at de unge kan krydse vejen sikkert, så vi prøver virkelig at gennemtænke det så det bliver den rigtige løsning - uden for mange andre ulemper, siger Hannah Winge til Stiften.
AGF er i vejen
Selv hvis kommunen havde en fiks og færdig løsning, kunne den ikke implementeres nu, på grund at trafikken til og fra AGFs midlertidige hjemmebane på Ceres Park Vejlby.
- Vi kan ikke anlægge noget på nuværende tidspunkt, fordi det er så presset med AGF ude ved Vejlby Risskov Hallen, siger Hannah Wenge.
Hvornår tror du, I er klar med en løsning?
- Det kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Men det er et problem, vi prioriterer. Indtil da opfordrer vi alle til at bruge sikre rute via tunnelen, siger hun.