I skarp kontrast til nyanlagte indkørsler hænger en rød postkasse på en simpel havelåge ud for nummer 5A på Aage Bergs Vej.

Bag lågen gemmer sig et endnu større modstykke til de ekstravagante villaer, man ellers kan finde på vandvejene.

Her på nummer 5A ligger et 47 kvadratmeter stort eksemplar af Fedets mest uddøende race. For mens flere og flere sommerhuse er blevet væltet og erstattet af villaer, holder den gamle fritidsbolig på Aage Bergs Vej stand som et af de absolut sidste. Lidt endnu.

Gennem flere generationer har huset tilhørt den samme familie, og i dag er det parret Jette og Carsten Schmidt, der har nøglerne.

- Jettes farfar, Harald Stenbæk, købte den nyudstykkede grund i 1920’erne og byggede huset, og vi har beholdt det i veneration for, at det har været i familien i næsten 100 år. Det er ikke noget fancy, og bruseren er udendørs under tag. Men alt fungerer, som det skal, siger Carsten Schmidt.

Parret bor i udkanten af København, og de trækker stikket fra hverdagen i deres sommerhus fire-fem gange om året.

- Vi er glade for at være der, vi elsker stranden, og vi har gode minder fra vejen, fortæller Carsten Schmidt.

Vejen er den samme, men udtrykket er et helt andet, end det var tilfældet i 1973, da Carsten Schmidt kom ind i familien og sammen med Jette købte en halvpart i sommerhuset.

- Da der lå flere sommerhuse på vejen, mødtes man på stranden og snakkede, når man gik en tur. Nu er det jo et villakvarter, og når man kommer sent hjem fra arbejde, går man ikke ned på en bænk og snakker med nogen, man ikke kender.

- Vi kendte stort set alle på vejen, da det var et sommerhusområde, vi kendte også købmanden og ismanden på Nordre Strandvej, og dengang var der slet ikke det liv og de muligheder, der er i dag, siger Carsten Schmidt.

Parret har også haft sommerhus i Søndervig ved Vesterhavet, men her var det svært at stable det samme gode naboskab som i Risskov på benene.

For den vestjyske turistby er yderst populært blandt tyske turister, og når der bliver talt tysk og skiftet ud i nabosommerhusene hver lørdag, bliver det ikke til meget naboskab, fortæller Carsten Schmidt.

- Det var ren udlejning, så det var svært at få gode relationer, men det har vi haft på vejen i Risskov. Vi har haft et rigtig godt forhold til naboerne, og vores gamle nabo, som bor inde i Aarhus nu, tager stadig ud og slår græsset hos os, når vi ikke er der.

Carsten Schmidt kalder det naturlig udvikling, når sommerhusene forsvinder. Og det er en udvikling, der er sket over flere år.

I en Stiften-artikel fra 1968 kan man læse, at omdannelsen fra sommerhusområde til helårsboliger gjorde det nødvendigt at indføre ’strengere bestemmelser’.

”Efter at Vejlby Fed er begyndt at ændre karakter fra et udpræget sommerhusområde til helårsbeboelse, har Vejlby-Risskovs byggelovsudvalg fundet det nødvendigt at belægge grundene med byggelinjer. Det sker for at sikre en fornuftig byplanlægning i fremtiden,” lød det i artiklen fra maj 1968.

I en 15 år nyere udgave af Århus Stiftstidende skrev avisen, at der stadig fandtes en del sommerhuse langs stranden. ”Sommerhusene handles, og bygges der nye, er det til helårsbrug”.

Carsten Schmidt oplevede selv, hvordan det pludselig gik stærkt i 80’erne.

- Det kendetegnede området, for her kunne man rykke sommerhuset ned på en attraktiv grund. Så begyndte der at komme flere forretninger, og sådan udviklede det sig, siger han.

Sådan er det blevet ved, og i dag er der ganske få sommerhuse tilbage. Ifølge ejendomsportalen Resights er der 12 grunde, der står til fritidsformål.

En af dem er den tilgroede ruin i første række til vandet på Casper Møllers Vej, som ikke har været beboet i mange år.

Tidligere har en lokal mægler fortalt til RisskovLIV, at grunden med resterne af et sommerhus på Casper Møllers Vej burde kunne sælges for 18 millioner kroner.

Så meget får Jette og Carsten Schmidt næppe for deres, der ikke kan prale af en placering direkte ud til bugten.

Men mindre kan også gøre det, og parret ved godt, at der venter en pæn pose penge, den dag sommerhuset skal sælges. For selvom huset ikke i sig selv trækker værdien i vejret, så er placeringen og den cirka 1.000 kvadratmeter store grund eftertragtet.

- Der er mange folk, der spørger, hvorfor vi ikke sælger, når det har den værdi, det har, og så køber et sommerhus på Sjælland i stedet. Men sådan et har vi allerede, og vi har ikke brug for pengene, siger Carsten Schmidt.

Han forventer dog, at parrets to sønner sælger sommerhuset, når Carsten og Jette Schmidt ikke længere selv kan bruge det.

- Der er jo også en belastning i at have et sommerhus på den anden side af Kattegat, som skal vedligeholdes, og hvor der er haveopgaver, siger Carsten Schmidt, der selv har rundet de 80 år.

Når familien en dag beslutter sig for at sælge, så burde det ikke tage lang tid at få sommerhuset afsat. I takt med at flere og flere huse er blevet købt, revet ned og erstattet med noget nyt, bliver det sværere og sværere at få fingrene i en grund med mulighed for at opføre drømmehuset.

Og da det samtidig er billigere at købe og rive et lille, gammelt sommerhus ned frem for en bolig fra 1970’erne, så er de sidste sommerhuse eftertragtede, fortæller mægler og indehaver af Nybolig Risskov, Mads Faurholt.

- Mulighederne bliver færre og færre, og derfor bliver de få tilbageværende sommerhusgrunde interessante, siger han.

Der går efterhånden et stykke tid mellem, at Mads Faurholt får mulighed for at sælge et sommerhus på Vejlby Fed, og når sådan et kommer til salg, så bliver det købt med henblik på at bygge noget nyt, man kan bo i hele året.

- Det seneste, vi har solgt, var i 2022 til 8,5 millioner kroner. På den grund ligger der et nybygget hus i dag.

På Elbæksvej ved Fortevejs parkeringsplads er en sommerhusgrund netop blevet solgt. Her lød prisen på 7,4 millioner kroner.

Da Carsten Schmidt købte sig ind i huset i 70’erne var prisen var hele grunden 250.000 kroner. Han gætter selv på, at det nok i hvert fald skal ganges med 20 den dag i dag. Og ligesom den lokale mægler, så forventer han heller ikke, at det skal være til salg ret lang tid, før en køber slår til.

- Det har ikke været deciderede tilbud, men der er nogen, der har henvendt sig. Vi har jo en postkasse, og der ligger tit noget i. Men så er vi tilbage ved det nostalgiske. Det er det, der gør, at vi stadig har det, siger Carsten Schmidt, der altså kan nyde endnu en sommer på Fedet.

Den gamle mand ligner et dådyr fanget i billygternes lys, da jeg introducerer mig selv.

- Jeg hedder Kristoffer Krogh. Jeg er journalist på et lokalmedie i Risskov, og jeg er her, fordi du står registreret som ejer af den forladte grund på Casper Møllers Vej 35. Den er mange penge værd, og jeg har nogle spørgsmål, som jeg håbede, at jeg måtte forstyrre dig med kortvarigt, siger jeg til manden i døråbningen, der bruger forkortelsen B. P. Enevoldsen på navneskiltet til sin lejlighed.

- Jeg har gæster, så det er ubelejligt, lyder svaret fra den 76-årige mand, der har gravet sin skotskternede skjorte godt ned i buksen.

Jeg tænker, at han netop har smidt sit slip-ud-af-fængslet-kort på bordet, men tager fejl. Han har gæster. Inde fra den lille lejlighed råber en kvinde, der formentlig er B.P. Enevoldsens hjemmehjælper:

- Det lyder vigtigt, så jeg synes, du skal snakke med ham, siger kvindestemmen.

Jeg undergraver min chance for et scoop og forsikrer den aldrende herre om, at der jo er ytringsfrihed, men ingen ytringspligt her til lands. Til slut siger jeg, at jeg meget gerne vil komme igen en anden dag, når det passer bedre.

- Du skal være velkommen, siger den gamle mand. Han er velsoigneret, men ville udgøre en god julemand, sådan som han har ladet sit lange grå hår og fuldskæg gro. Hånden ryster, men blikket er stift, da han fører en finger op og prikker mig på mærket af min jakke for at se, om der står et firmanavn eller titlen på en arbejdsgiver derpå.

Som for at se, om jeg er den, jeg udgiver mig for at være. Mistænksom, men B. P. Enevoldsen slår mig heller ikke som typen, der ønsker at blive fundet, men jeg siger 'på gensyn' og forlader opgangen.

Siden 2006 har B. P. Enevoldsen været eneejer af den tæskedyre, tilgroede sommerhusgrund på Casper Møllers Vej 35. En liebhaver-ruin i første række ved vandet i Risskov, der ville blæse århusianske salgsrekorder af banen, hvis den havnede på boligmarkedet. Men den gamle mand på Trøjborg hverken sælger, besøger eller bruger grunden.

Det er som om, han har glemt den, sådan som den står hengemt og forfalden bag en Tornerose-tyk mur af buskads og bevoksning. Kun skorstenen stikker op og viser, at de forfaldne og forbrændte rester af et sommerhus ligger skjult derinde, da jeg spadserer op ad Casper Møllers Vej side om side med Gunnar Nørgaard og kigger ind på grunden, der bestandigt får forbipasserende til at undre sig.

Gunnar Nørgaard har haft adresse på vejen siden slutningen af 1970'erne og husker stadig familien, der har ejet den i dag tilgroede grund i mere end 60 år.

- Jeg husker damen, der havde huset. Hun kom og boede her om sommeren, og så kom børnene forbi, fortæller Gunnar Nørgaard.

Damen, en Poula Eriksen, døde i 1972, hvorefter det lille sommerhus overgik til børnene, altså manden, vi kalder B. P. Enevoldsen, og dennes nu afdøde søster Kirsten Ingeborg Enevoldsen. Det forblev altså i søskendeparrets besiddelse, men blev aldrig brugt - og da slet ikke efter branden i 1988.

- Det er årtier siden, at jeg sidst har set nogen på grunden. Der opstod ild i huset på et tidspunkt, hvor det i forvejen stod tomt og ubeboet. Nogen brød ind, røg noget hash og tændte ild på gulvet. Så brændte det, selvom brandbilerne kom, fortæller Gunnar Nørgaard.

Vi står på vendepladsen på Casper Møllers Vej og betragter vildnisset.

- Her på vejen har vi vænnet os til det. Det går i ét med omgivelserne, men selvfølgelig vækker det undren, når et hus på en grund som denne får lov at stå tom så længe. Det er sikkert mange penge værd, og jeg har hørt, at flere har forsøgt at finde ejeren med henblik på at købe grunden.

Men at finde B. P. Enevoldsen er nemmere sagt, end gjort. Han kan ikke krakkes, og den 76-årige ejer af Risskov-ruinen har intet liv på de sociale medier. Spor finder du heller ikke, når du googler hans fødselsnavn, men heldigvis kan man få Borger.dk til at lave en adressesøgning på borgere uden adressebeskyttelse.

Mod betaling. Det er sådan, at jeg 75 kroner fattigere har fundet B. P. Enevoldsens bopæl i en lille lejlighed i første omgang. En uge er passeret siden sidste besøg, og nu står jeg og ringer på dørtelefonen i håbet om, at min timing er mere belejlig nu.

Sidst regnede det, så en dame slap mig ind i opgangen, men denne gang er der ingen barmhjertige samaritanere til at lukke mig ind. Dørtelefonen forbliver stum. Bzzzz-lyden udebliver, og døren er hermetisk lukket.

Jeg trasker derfra, men kaster et blik over skulderen mod det gadevendte vindue i B. P. Mortensens lejlighed på anden sal. En solsikke slikker sol i vindueskarmen, men de grå rullegardiner er rullet for.

Særligt et spørgsmål trænger sig på:

Hvem vælger frivilligt at bo til leje i en toværelseslejlighed på 60 kvadratmeter, når man kunne bygge et pragtpalæ i Risskov eller sælge sin liebhaver-grund fra og forsøde sin tilværelse med pengene derfra?

For B. P. Mortensen kunne blive en særdeles velhavende mand, hvis han solgte sin grund på Casper Møllers Vej 35. Risskov er Aarhus' guldkyst, og en grund i første parket til vandet vil altid være guld værd. Også selvom huset er hærget.

10 millioner kroner kunne huset på Casper Møllers Vej snildt sælges for, vurderede Bo Kræmer, salgschef i Nybolig Risskov, da Århus Stiftstidende skrev om ejendommen i 2017.

Men det kan slet ikke gøre det i dag, fortæller Bo Kræmer.

- Jeg er overbevist om, at man kunne sælge grunden for op mod 18 millioner kroner nu. Sådan en grund ville vi elske at få ind, for det ville være nemt at sælge selv til så høj en pris, lyder Bo Kræmers vurdering anno 2023.

Skulle han eller en anden mægler nogensinde have held med at sælge det lille sommerhus på 30 kvadratmeter til den pris, tør jeg godt lægge hovedet på blokken og sige, at det bliver en rekordhøj kvadratmeterpris.

Lidt paradoksalt kan du sige, at både hus og grund er blevet til en endnu mere guldrandet forretning, fordi det har fået lov at stå til og forfalde.

- Der bliver ikke færre grunde i første række i Risskov, men der bliver færre og færre grunde, som folk kan opkøbe og bygge deres drømmehus på, siger Bo Kræmer.

- Gamle huse bliver købt, revet ned, og så bygges der nyt, men man køber ikke nye huse og river dem ned. Derfor er Casper Møllers Vej 35 eftertragtet, for her er et gammelt hus med havudsigt, hvor man kan komme og starte fra bunden med god samvittighed.

Selv har jeg samvittighedskvaler, da jeg gang på gang presser min fedtfinger på samtaleapparatet ved hoveddøren til B. P. Enevoldsens opgang. Tre gange trykker jeg, tre gange taler stilheden sit eget tydelige sprog.

Jeg må konstatere, at tredje gang heller ikke bliver lykkens gang, og jeg kan ikke blive ved med at genere en aldrende mand, uden at det tenderer til chikane. Fra sin lejlighed har han udsyn ud over Riis Skov, men jeg vurderer, at udsigterne til at tale om hans guldklump af en grund i Risskov er lang.

For lang til min deadline nu. B. P. Enevoldsen har øjensynligt ingen interesse i at besøge, bruge, vedligeholde eller restaurere sin grund, men han har tilsyneladende heller ikke lyst til at skille sig af med ejendommen, selvom det koster ham i stride strømme at beholde den.

Casper Møllers Vej 35 nuværende ejendomsvurdering fra 2011 betyder ifølge Den Offentlige Informationsserver, OIS, at B. P. Enevoldsen årligt betaler 102.007 kroner i ejendomsskatter for en grund, der ikke har været beboet i omkring 40 år.

102.007 kroner. Lad det lige synke ind. Og regningerne til skattefar er skam blevet betalt, for ellers var grunden for længst endt på tvangsauktion. Måske ser han det som en god investering, for huset stiger kun i værdi, som årene går.

Men B. P. Enevoldsen er ikke nogen ung mand længere, og det har ikke været muligt for denne journalist eller Århus Stiftstidende før mig at finde frem til nogle arvinger til hverken ham eller den afdøde søster Kirsten Ingeborg Enevoldsen. Så er der overhovedet nogen, der nyder godt af, at man spekulerer i værdistigninger for grunden nu?

Måske den danske stat, hvis Casper Møllers Vej 35 ender sine dage som herreløst gods.

Som du nok kan høre, brænder jeg inde med de samme spørgsmål, som jeg startede med. Faktisk er der kun kommet flere til, men jeg kan have min tvivl om, hvorvidt vi nogensinde får svar på dem. Måske jeg prøver at ringe på en fjerde gang, og måske B. P. Enevoldsen lukker mig ind og fortæller mig sin livshistorie.

Formentlig ikke.

Stensikkert er det dog, at der en dag sker noget på Casper Møllers Vej 35. Men nu har Aarhus Kommunes velsagtens mest kostbare ruin fået lov at passe sig selv måske siden 1972, så hvad betyder 10 eller 20 år ekstra, når den allerede har stået tom og forladt i et halvt århundrede?

RisskovLIV har siden været forbi B. P. Enevoldsens adresse på Trøjborg, men han har takket nej til at fortælle om Casper Møllers Vej 35.

Ingen - som i INGEN - kan i Aarhus' kulturelle liv måle sig med Vejlby-Risskov Hallen, når det gælder store rockende verdensnavne.

Centeret indhyllet i de karakteristiske Friis & Moltke-mursten vil igen være et kulturelt og sportsligt fyrtårn.

- Vores postnumre her nord for selve Aarhus Midtby tæller næsten 40 procent af Aarhus' befolkning. 180.000 mennesker. Hvis du som århusianer skal opleve kultur i dag, skal du drage indenfor Ringgaden. Det vil vi lave om på. Det er også her, det skal ske.

Sådan siger direktøren for Vejlby-Risskov Hallen, Steffen Wich. Han går rundt i centrets imponerende gange, hvor der med store fotostater af historien inviteres indenfor i Gasolin og Jimi Hendrix Lounge med masser af billeder af de store verdens-kunstnere, som især i 1970'erne og -80'erne holdt koncerter her.

På en enkelt måned gav både Rolling Stones, The Who og Jimi Hendrix koncert i 1970. Det var hverken i USA eller England. Nej, det var i Vejlby.

- Vi har lavet udstillingen, fordi den viser en utrolig spændende rockhistorie fra en anden tid. Jeg har en alder, så billederne i sig selv fortæller noget unikt. Men de unge skal også have muligheden for at se, hvad der egentlig foldede sig ud. Det er dem, vi vil have fat i, siger Steffen Wich.

Han blev selv som aktiv mester med Bakken Bears i 1996 i basketball, da storklubben vandt sit første mesterskab og dengang - som nu - fyldte rammerne ud i Vejlby-Risskov Hallen.

Tilbage er nu svømmehallen, store udendørs arealer med baner en masse og blandt andet fem haller ud over den store opvisningshal samt eventlokaler og café. Idrætshøjskolen bruger også centeret. Faktisk er det en af de absolut største idrætsfaciliteter i Østjylland med 19 ansatte, hvoraf de fleste er på fuldtid.

- Vi begynder med koncerter i det små, så vi får lys, lyd og publikumsfaciliteter til at fungere. Vores overordnede mål er dog, at Vejlby-Risskov Hallen skal være en destination. Ganske enkelt en destination for hele området. Det gælder ikke mindst de unge, som uformelt skal bruge mulighederne her. Sådan, som de gør i dag. For eksempel på vores basketbaner udenfor, hvor alle kan komme uden at være medlem, siger Steffen Wich.

- Vi har lavet vores fotovægge med de gamle stjerner, som har fyldt hallen, men det vil være fedt at få fat i den unge generation. På alle fronter. Både med sport, men også med anden kultur som koncerter. Det skal ske indenfor de kommende fem-otte år, siger direktøren i den selvejende institution.

Alene 3000 unge går på ungdomsuddannelser lige en spytklat fra Vejlby-Risskov Hallen. For eksempel handelsgymnasterne lige overfor på Aarhus Business College, som også bruger alle faciliteterne - og de 180.000 mennesker i postnumrene 8200, 8240, 8250 og 8520.

- Der er ingen deciderede kulturelle tilbud lige her hos os. Men vi vil skabe dem, så folk får noget lige ved hånden i stedet for, de skal ind til midtbyen. Det bliver hårdt arbejde, og jeg er en slags superpedel med masser af opgaver, men det skal nok lykkes. Vi skal være et lokalt forankringspunkt, siger Steffen Wich.

- Vi vil skrue op for det uformelle, så folk dukker op af sig selv. Tilbuddene skal bare være der, siger Steffen Wich på vej ind i Vejlby-Risskov Hallens nye æra.

Foreløbig er der allerede sket meget, og de århusianske fodboldfans af AGF kender allerede nu Ceres Park Vejlby, efter klubbens kampe er flyttet ud til centret, hvor Skovbakken og VRI ellers er de store brugere.

- Det har været rigtig sjovt, spændende og lærerigt med AGFs superligakampe. Det er fint, men det er trods alt kun omkring 16 kampe om året, siger Steffen Wich, hvis planer for Vejlby-Risskov Hallen rækker meget længere.

Intet sted i Aarhus har nogensinde holdt kulturens brede fane højere end Vejlby-Risskov Hallen. Det gælder især for rockens største ikon-navne, men de røde C. F. Møller-mursten var dog højborgen for alskens kulturliv.

Fra indvielsen af opvisningshallen i 1969 og små tre årtier frem blev Vejlby-Risskov Hallen et rent kulturelt mekka, som hverken Musikhuset eller andre steder i Aarhus siden har nået til sokkeholderne.

Århusianerne valfartede til store koncertoplevelser, når hallens skriggule plakater blev sat op i midtbyen for at reklamere for Rolling Stones, Who, Slade, Sweet, Eric Clapton og Jimi Hendrix i 1970'erne.

Det vender vi tilbage til senere i denne artikel.

Alt muligt andet samlede også tusinder og atter af tusinder århusianere til den kulturelle højborg i nordbyen. Det være sig til generalforsamling i Provinsbanken (nu Danske Bank), ballet med verdensnavnene Flindterne, protest mod EF (nu EU), jazz'ens verdensnavne, danske mesterskaber i indendørsfodbold eller Uri Geller, der på magisk vis kunne bøje gafler - med øjnene.

Sikken en fest

- Det var meget vildt, sikken en fest, fortæller smed Henning Rokkjær, der i 1986 var til jubilæum sammen med sine kolleger hos Skandinavisk Tobakskompagni, der fejrede 25 år med fabrik i Holme. Der var et par tusinde medarbejdere i opvisningshallen til middag og fest.

-  Vi var et par tusinde mennesker. En fantastisk fest. Dario Campeotto var konferencier. Han var fast engageret i Kolding, men blev fragtet til Vejlby i taxa. På hver kuvert var der en pakke cigaretter plus det løse på bordet, og murstensvæggen omkring opvisningshallen var fyldt med velkomstdrinks, fortæller smeden Henning Rokkjær.

I 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne var der ingen Musikhuset i Aarhus. Den - dengang - store tyske schlager-bandleder James Last var den første store kunstner, der i 1970 indviede opvisningshallen.

Så gik det slag i slag med vidt forskellige arrangementer frem til midten af 1990'erne, da det hele fik et brat punktum med konkurs: I 1976 var Røde Mor hovednavnet ved Danmarks Kommunistiske Ungdoms kulturarrangement.

Spændvidden var stor, og den russiske operasanger Ivan Rebroff kom også forbi, mens den store danske impresario Knud Thorbjørnsen i 1997 bød på fire spilleaftener med Vivi og Flemming Flindts operaballet Salome, mens Den Jyske Opera bød på operetten Jomfruburet.

Vejlby-Risskov Hallen kunne rumme alt. Fagforeningerne HK og Metal inviterede medlemmer til debat og Halberg/Larsen koncert, forstås, mens der i 1986 blev kørt et internationalt modeshow med Level 42 som band.

Fin- og breddekultur gik hånd i hånd med småkultur som en masse idrætsstævner som Århusmesterskaberne i indefodbold i opvisningshallen. Småpurke spillede bold samme sted, som Deep Purple og Rod Stewart fyrede den af. Tiden var en anden.

I Vejlby-Risskov Hallens katakomber klædte de århusianske drenge og piger også om i samme spartanske omklædningsrum, som Fats Domino og Paul McCartney. Det var tiden, da der blev set stort på detaljer som for eksempel tilskuertal og brandregulativer.

Efter Deep Purple koncerten i marts 1972 blev det diskuteret, om sikkerheden nu var i orden - med tydeligvis flere end 5000 på lægterne i Vejlby. Århus Stiftstidendes reporter, Ole Ravn, skrev:

"Man har aldrig rigtig vidst, hvor mange unge Vejlby-Risskov Hallen kan rumme. Nu har man i det mindste et udgangspunkt i at vide, hvor mange den ikke kan rumme."

Samme Ole Ravn dækkede tre år senere det amerikanske band Dr. Hook samme sted. Det endte med, at reporteren i omklædningsrummet efter koncerten foreslog de amerikanske stjerner med Ray Sawyer i spidsen at holde en lille efterfest hjemme hos reporteren i Højbjerg-parcelhuset. Den tog Dr. Hook imod.

Dr Hook var kun et af mange store internationale navne, der gav den gas i Vejlby-Risskov Hallen. Det rockglade publikum blev også budt indenfor til koncert med verdens bedste guitarist, Jimi Hendrix.

Koncerten huskes dog mest for, at det blev en kort fornøjelse. En syg og påvirket guitarkonge nåede kun at slutte to numre - 'Freedom' og 'Message to Love' før han samt Billy Cox og Mitch Mitchell måtte give op.

En lovet "revanche" blev aldrig til noget, for bare 16 dage efter de 10 minutter i Vejlby-Risskov Hallen døde Hendrix.

Publikums skuffelse blev dog ikke vendt til vrede. Ifølge Århus Stiftstidende i god ro og orden.

Det gjorde de ikke, da Lou Reed gæstede hallen 28. marts 1977.

- Ingen kaster øldåser efter mig. Koncerten er forbi, meddelte den amerikanske musiker, sanger og sangskriver, efter der var smidt en tom øldåse op på scenen.

Herefter eskalerede tingene lynhurtigt.

"Rasende tilskuere gik amok og smadrede instrumenter og sceneudstyr for omkring 100.000 kroner. To betjente blev såret af flasker, en tilskuer bidt af en politihund og to anholdt før en talstærkt politistyrke havde ryddet salen," skrev Århus Stiftstidende dagen derpå.

Store danske navne fandt også vej til Vejlby-Risskov Hallen, og bare tre dage efter, at Lou Reed fornærmet havde forladt scenen, var det det dengang største danske navn Gasolin', der gav koncert.

Midt under koncerten annoncerede bandet, at de havde en gæst med fra USA. Herefter blev der hejst en tom øldåse i en snor ned fra loftet. Mens den hang og dinglede over scenen, meddelte bandet, at han ikke tør alligevel.

- Han må ikke for sin moar!

Op gennem 80'erne mødte der stadig mange store navne op i Vejlby.

I forbindelse med et par heavy-rock koncerter opstod der dog mindre ballade, og da et fremadstormende Metallica i 1987 var booket, nægtede bestyrerne at gennemføre koncerten, der i stedet blev flyttet til Holstebro.

Efterhånden blev der længere og længere mellem snapsene, og siden Green Day i festugen 1995 gav en forrygende koncert foran en tæt pakket hal, har det først og fremmest handlet om dunk og trepointscoringer i sportshallen.

Den nyeste udgave af årsregnskabet for Piccolo Risskov er markant mere munter læsning end sidste års version.

For det, der sidste år var restaurantens absolut ringeste resultat på bundlinjen, er i år vekslet til det stikmodsatte. Det nyeste regnskab viser et plus på godt og vel 400.000 kroner. Det er cirka 250.000 kroner bedre end i 2022, som hidtil var året med det bedste resultat.

RisskovLIV har forsøgt at få en kommentar, men uden held. Til gengæld kalder restauranten i årsrapporten selv årets resultat for ’tilfredsstillende’.

Årets overskud gør, at restauranten på Nordre Strandvej lægger yderligere til egenkapitalen, som nu ligger på 1,9 millioner kroner.

Det er bestemt ikke første gang, at Piccolo leverer overskud efter et år med røde tal på bundlinjen. Faktisk har det været mønsteret i alle restaurantens leveår, siden det italienske spisested slog dørene op på strandvejen i 2019.

Piccolo har i øvrigt en lang kontrakt på lokalerne i krydset ved Bellevuehallerne. Ifølge årsrapporten har restauranten et opsigelsesvarsel på 12 måneder med tidligst fraflytning i oktober 2029.