Det går op og ned på den lokale madscene: Sådan klarer syv af Risskovs spisesteder sig
Nogle tjener mere end nogensinde, andre taber penge trods stjernestatus. Se, hvordan det går for syv af de lokale restauranter.
Uanset om du er til kniv og gaffel, pizza, sushi eller et måltid på den helt store gastronomiske klinge, så kan du få det i 8240.
Men selvom der lander meget lækkert på tallerkenerne, så er det ikke alle steder, at der også kommer positive tal med ned på bundlinjen.
Risskov Sushi
Det har været et godt år hos Risskov Sushi. I hvert fald når man kigger på spisestedets seneste regnskab fra marts i år.
Med et overskud på lige knap en kvart million kroner på bundlinjen har Risskov Sushi haft forretningens bedste regnskabsår nogensinde.
Årets bruttofortjeneste ligger på små to millioner kroner, og det er cirka 400.000 kroner højere end sidste år. Og da personaleomkostninger samtidig er faldet en lille smule, er der altså overskud.
Det betyder samtidig, at virksomhedens egenkapital nu ligger på 200.000 kroner.
Gastromé
Det er desværre ikke kun stjernestøvet, der hænger ved hos Risskovs michelinrestaurant Gastromé.
For få dage efter restauranten på Grenåvej kunne fejre den 11. stjerne i træk, kunne spisestedet præsentere et nyt millionunderskud.
Et minus på halvanden million kroner er bestemt ikke, hvad de havde håbet på, som medejer og bestyrelsesformand Klaus Valeur Leffers fortæller det, men det er trods alt et skridt i den rigtige retning.
Sidste års bundlinje lød på et minus på 2,1 millioner kroner, og dermed kan der altså også hives noget positivt ud af de seneste tal fra den hvide patriciervilla.
- Status lige nu er, at det første halve år af 2025 er gået helt efter planen, hvilket også gør, at resultatet efter første halvår af 2025 følger vores forventninger.
- Vi har for nyligt lavet en kapitalforhøjelse på tre millioner fra ejerkredsen. Det tager tid at implementere de justeringer, vi har arbejdet med, men vi er helt rolige omkring, at vi er på rette vej. Ledelsen og hele holdet har gjort en fortrinlig indsats, som vi er meget stolte af, lød det fra Klaus Valeur Leffers, da regnskabet blev offentliggjort i juni.
Surdejspizzeria
I 2023 slog Bijan Dizaj sig ned i rundkørslen ved Risskov Skole med sine surdejspizzaer. Det ser ud til at have været en god beslutning, for siden har der været plus på bundlinjen.
Det første år gav et overskud på 100.000 kroner, og i det seneste regnskab er der næsten sket en fordobling. Resultatet for 2024 lyder på 192.000 kroner. Udover restauranten i Risskov, har Bijan Dizaj to øvrige Surdejspizzeriaer. Et i Højbjerg og et andet på Frederiksgade i Aarhus C.
Regnskabet dækker hele kæden.
I årsrapporten kalder Bijan Dizaj resultatet for tilfredsstillende.
Casa Mia
Det var helt forventet, at Casa Mias første regnskab ville vise et underskud, fortæller spisestedets ejer.
For med maskiner, der har skullet skiftes ud, renoveringer og selve købsbeløbet, var det svært at lande et overskud i den italienske restaurant, som erstattede det legendariske Pips Pizza på Nordre Strandvej.
Derfor får de små 400.000 kroner med negativt fortegn da heller ikke ejer Marco Matruglia til at frygte for fremtiden.
- Kigger man kun på driften, er jeg meget fortrøstningsfuld. Det går den rigtige vej, personalet har fået mere erfaring, og vi omsætter mere nu end for et år siden, siger han.
Succeskriteriet er ifølge Marco Matruglia, at Casa Mia stadig laver mad i Risskov.
Melværk
De har vundet priser for deres pizzaer, men det italienske spisested ved Risskov Brynet kæmper lige nu for at få økonomien til at hænge sammen.
Det seneste år har budt på et underskud på 79.000 kroner, og det betyder, at egenkapitalen nu er på minus 96.000 kroner.
Derfor har ledelsen iværksat en omstruktureringsplan, som det hedder i den seneste årsrapport. Den går blandt andet ud på at reducere lønomkostninger, ligesom afdelingen på Aarhus Ø er blevet lukket.
– Vi iværksatte omstruktureringen allerede i december 2024. Det handler om at forenkle vores forretningsstruktur, styrke arbejdsrutinerne og begrænse antallet af ansatte per vagt, fortæller Nadia Karmil, som sammen med Sharif Marjan driver Melværk.
Det fremgår samtidig af regnskabet, at den ene af de to ejere af Melværk ’fremover finder sin lønkilde uden for selskabet’.
Nadia Karmil fortæller, at ejerne fortsat tror på, at Melværk har en fremtid.
– Vi har været presset økonomisk helt siden vores allerførste åbningsdag den 17. september 2021. Men vi kæmper videre. Det ville være let at give op. At lade det hele falde. Men vi gør det ikke. Vi tror stadig på Melværk, siger hun.
Ja Tak Spisehus
Der er fortsat røde tal på bundlinjen hos Ja Tak Spisehus, der har adresse på Eya Jensens Gade ved Skejbyvej.
Årets resultat lyder på minus 37.000 kroner.
Det er bedre end sidste år, og ifølge årsrapporten er der positive tendenser i forhold til virksomhedens drift. Det ændrer dog ikke her og nu på, at egenkapitalen lyder på minus 250.000 kroner.
RisskovLIV har uden held forsøgt at få en kommentar fra Ja Tak Spisehus, men virksomheden skriver i årsrapporten, at ”selskabets ledelse har igangsat en række initiativer for at forbedre driften i 2025.”
I forlængelse af det lyder det, at ”ledelsen forventer at reetablere kapitalforholdene via egen indtjening.”
Piccolo
Sidste års underskud er i år forvandlet til et rekordstort overskud hos det italienske spisested på Nordre Strandvej.
Piccolos nyeste regnskab viser et resultat på 423.000 kroner. Det er cirka en kvart million bedre end det hidtidige bedste regnskab.
Med det lægger restauranten yderligere til egenkapitalen, som nu er oppe på 1,9 millioner kroner.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til regnskabet, som Piccolo i årsrapporten selv kalder ’tilfredsstillende’.