Hvem ejer boligerne i Risskov? To selskaber har ejendomme for mere end en milliard
Efter en kæmpehandel er et nyt selskab øverst på listen over de 10 største boligejere i Risskov. Listen tæller også udenlandske selskaber og en enkelt privat person.
Der er penge i boligerne i 8240, men hvem har de største formuer stående i de lokale ejendomme?
RisskovLIV har lavet en liste over de 10, der ejer mest målt på kroner og ører.
På listen er blandt andet udenlandske selskaber og en enkelt privat person. Og så er der to selskaber, der har rundet en milliard kroner i samlet værdi i deres Risskov-ejendomme.
Listen er blevet til på baggrund af et udtræk fra ejendomsdataselskabet Resights baseret på offentlige ejendomsvurderinger. Der kan være nogle ejendomme, der ikke er talt med i de samlede værdier, da der for nogle ejerlejligheder ikke findes endelige vurderinger.
10 - Chr. Bærentsen Holding A/S
Samlet ejendomsværdi i Risskov – 183.847.000 kroner
Berent Christian Bærentsen grundlagde i 1977 selskabet i eget navn, som sidenhen gik i gang med at bygge flere steder i Aarhus. Blandt andet i 8240, hvor selskabet opførte Ravnsøparken ved Julsøvej og en stribe lejligheder på Skejbygårdsvej.
Dele af Ravnsøparken er solgt fra, men ifølge opgørelsen fra Resights ejer selskabet stadig i underkanten af 60 boliger ved Julsøvej, ligesom det stadig har ejendomme ved Skejbygårdsvej.
I dag er det Eva Bærentsen Johnsen, der som administrerende direktør fører familiearven videre.
9 - Ejendomsselskabet Nordlandet ApS
Samlet ejendomsværdi i Risskov – 194.175.000 kroner
Som navnet på selskabet afslører, så skal værdien i denne listes nummer ni findes ved Nordlandsvej. Her ejer Ejendomsselskabet Nordlandet ApS ifølge Resights i omegnen af 75 lejligheder.
Lejlighederne er noget af det nyere byggeri, der har adresse på Tove Ditlevsens Gade, og de findes i forskellige størrelser.
Selskabet er stiften i efteråret 2016 af blandt andre Rasmus Færch, der har bopæl i Struer. Han står i dag som den, der ejer størstedelen af ejendomsselskabet.
8 - Knud Laursen
Samlet ejendomsværdi i Risskov – 248.000.000 kroner
Med næsten en kvart milliard i Risskov-mursten er Knud Laursen fra Hedensted listens eneste privatperson. Foruden en række selskaber ejer han 256 boliger på Engholms Allé. Det har han gjort siden 2002, hvor han købte jorden ved Lystrupvej for godt og vel 10 millioner kroner.
Han er blevet 74 år, og han har formået at arbejde sin formue op på over en milliard kroner uden at komme i medierne. I oktober 2022 kaldte Finans.dk ham ’en af Danmarks mest diskrete milliardærer’.
7 - Swiss Life European Living LuxCo 1 S.à r.l. (SL European Living Aarhus 01 K/S)
Samlet ejendomsværdi i Risskov – 328.071.000 kroner
Selskabet med det ikke så mundrette navn har hjemme i Luxembourg og ejer lejligheder i både København og Aarhus.
En del af ejendomsporteføljen ligger i Risskov med adresser på Vindrosen i Risskov Brynet. Her købte selskabet sig ind på Risskov-markedet i slutningen af 2021, da det i en handel til 295.000.000 millioner kroner købte lejlighederne i Brynet af AP Pension.
I dag lyder selskabets ejendomsværdi i Risskov på den gode side af 300 millioner kroner.
6 - Alboa
Samlet ejendomsværdi i Risskov – 503.000.000 kroner
Den almene boligorganisation er på opgørelsen fra Resights noteret for at eje en enkelt matrikel i 8240. Her er der så også tale om en kæmpestor en af slagsen.
Det er nemlig Alboa, der ejer Vejlby Vest, som består af tæt på 592 boligenheder fordelt på både rækkehuse, ungdomsboliger og lejligheder. Det har til sammen en ejendomsværdi på den gode side af en halv milliard kroner.
Området kigger ind i en stor udvikling, for lige nu er der gang i udarbejdelsen af en ny lokalplan, som giver mulighed for at omdanne og renovere området ved Nyringen og Næringen, som det hedder på Aarhus Kommunes hjemmeside.
Her kan man samtidig læse, at formålet med udviklingen blandt andet er ”at åbne området mere op og skabe bedre sammenhæng til det omkringliggende kvarter.”
5 - Aarhus Kommune
Samlet ejendomsværdi i Risskov – 542.058.800 kroner
Foruden otte forskellige selskaber tæller denne liste en enkelt privatperson og så Aarhus Kommune. Af den grund skiller kommunens sig ud på opgørelsen, og det gør den også, når man kigger på de adresser, kommunen ejer i 8240.
For i Aarhus Kommunes ejendomsportefølje fra Risskov ligger der ikke klassiske lejligheder, som dem man finder på Nordlandsvej eller i Risskov Brynet. Her er der i stedet tale om ældre- og plejehjemsboliger.
Kommunen har blandt andet 93 ældreboliger på Lindenborgvej.
Udover en samlet ejendomsværdi på mere end 500 millioner kroner, ejer Aarhus Kommune også masser af jord i Risskov. Blandt andet ejer den det af området omkring Lystrupvej og Arresøvej, der endnu ikke er bebygget.
4 - Boligforeningen 10. marts 1943
Samlet ejendomsværdi i Risskov - 855.725.800 kroner
Fra Aarhus Kommunes ejendomsværdi i Risskov på godt og vel en halv milliard kroner tager vi et hop op i den helt tunge ende.
Boligforeningen 10. marts 1943 er født i 8240, og det er også her, den ejer langt størstedelen af sine ejendomme. Den har særligt mange lejligheder i Vejlby-delen af postnummeret.
Siden stiftelsen i 1943 er boligforeningen bare vokset og vokset, og den har for nylig færdiggjort opførelsen af almene boliger på Arresøvej.
Ifølge Resights råder Boligforeningen 10. marts 1943 i dag over 1.431 boligenheder, og cirka 1.100 af dem ligger på hjemmebanen i Vejlby-Risskov.
3 - Heimstaden Bostad AB
Samlet ejendomsværdi i Risskov - 896.241.000 kroner
Svenske Heimstaden er en massiv spiller på det danske boligmarked med en portefølje på lige i underkanten af 30 milliarder kroner.
En lille bid af det store beløb skal findes i 8240.
Blandt andet ejer den svenske boligmastodont en række lejligheder i Kordegarden ved Skejbyvej, ligesom også en stor del af det nybyggede Risskov Engby er på svenske hænder.
Ifølge opgørelsen fra Resights ejer Heimstaden 61.000 kvadratmeter boligareal i Risskov, og det giver en samlet ejendomsværdi på lige knap 900 millioner kroner.
2 - Strandholmen HoldCo S.à.r.l. (Risskov Brynet I K/S)
Samlet ejendomsværdi i Risskov – 1.163.602.000 kroner
En gang var det her, rockerklubben Hells Angels havde klubhus. Det var også her, Århus Sporveje hold til med garageanlæg til busserne, men i dag er det et stort, nybygget bykvarter.
Sidste år blev de sidste sten lagt i Risskov Brynet, og en stor del af de mange nye lejligheder er ejet af det luxembourgske selskab Strandholmen HoldCo S.à.r.l, som har en håndfuld underselskaber i Danmark.
Til sammen har selskabet godt og vel 500 lejligheder i Risskov Brynet til en samlet værdi på mere end en milliard kroner, viser opgørelsen fra Resights.
1 - Lærernes Pension
Samlet ejendomsværdi i Risskov – mindst 1.195.104.000 kroner
Indtil for nylig var det AP Pension, der skulle have toppet denne liste med en samlet ejendomsværdi på knap 1,2 milliarder kroner.
Men siden Resights lavede et udtræk til RisskovLIV er pensionsselskabet gledet helt ud af både det lokale boligmarked og denne liste over de største boligejere i 8240. AP Pension har netop solgt selskabets 339 lejligheder i Risskov Brynet til Lærernes Pensionskasse.
Dermed overtager Lærernes Pension ikke bare en stor pulje boliger og en ejendomsværdi på mere end en milliard – selskabet indtager også pladsen som den største ejendomsejer i 8240.
Og selvom en ejendomsværdi på mere end en milliard altså er større end alle andre selskabers, så er Lærernes Pensions reelle Risskov-værdi markant større. De 339 nye lejligheder i porteføljen udgør ’kun’ cirka en tredjedel af pensionsselskabets samlede antal boliger i 8240.
Pensionskassen ejer i forvejen 600 lejeboliger i Bindesbøll Byen. På trods af det fremgik Lærernes Pension ikke af den oprindelige opgørelse fra Resights, da der for flere af områdets ejerlejligheder ikke findes en endelig vurdering.