Glem det: Kommunen forbyder nedrivning af næsten 100 år gammel villa i Risskov
Et sjældent forbud stopper en boligejers planer i Risskov. Beslutningen er ifølge rådmanden nødvendig, hvis man vil bevare og værne om områdets kvarterer.
En næsten 100 år gammel murermestervilla på Tretommervej i Risskov har fået Aarhus Kommune til at bruge et redskab, den ikke ret ofte bringer i spil.
Den har nedlagt forbud mod, at ejeren må rykke de røde mursten ned og bygge nyt, selvom huset hverken er fredet eller bevaringsværdigt i en sådan grad, at det som udgangspunkt bør blive, som det er.
Men det agter kommunen at lave om på. Forvaltningen har vendt og drejet ejendommen, og den er kommet frem til, at den røde murstensvilla på Tretommervej bør have en højere bevaringsværdi end den nuværende, og at ejendommen derfor skal bevares.
”Teknik og Miljø vurderer, at bygningen har en væsentlig arkitektonisk, miljømæssig og kulturhistorisk værdi, der bidrager til områdets samlede udtryk og forståelsen af dets udvikling. Vi har derfor vurderet, at huset bør bevares,” lyder beskeden fra kommunen til villaens ejer.
Kommunen lægger i stedet op til, at huset kan renoveres. Men det kan ikke gøres, uden at det vil have en ”uforholdsmæssig stor økonomisk konsekvens”, påpeger husets ejer.
Ejeren har ikke ønsket at kommentere på forbuddet, men i materialet, som RisskovLIV og Stiften har fået aktindsigt i, fremgår det, at det ifølge ejeren ”umiddelbart ikke er økonomisk rentabelt at fortsætte med et sådant projekt, da mange af bygningens indvendige rum og bygningsdele er blevet ombygget uhensigtsmæssigt af tidligere ejere – sandsynligvis udført af ikke-autoriserede håndværkere”.
Kan gælde et større område
Ifølge villaens ejer har de tidligere ’uhensigtsmæssige ombygninger’ betydet, at der blandt andet er øget risiko for fugt og skimmelsvamp, og at taget skal skiftes. Samtidig er der en ”markant sætningsskade i vestlige flunke af frontkvisten”, mens en utæthed på det ene badeværelse har givet en vandskade i bjælkekonstruktionen. Den del kræver ifølge ejeren en udskiftning.
Hos rådmand Nicolaj Bang (K) er der forståelse for grundejerens frustrationer over, at det kan være markant dyrere at renovere ejendommen på Tretommervej end at rive den ned. Det rokker dog ikke på Teknik og Miljø-rådmanden.
- Har man en bevaringsværdig villa med en større kvalitet, så kommer det med en forventning om, at man understøtter og passer på det. Og jeg forstår godt, at det kan være en dyr omgang, men hvis vi vil bevare og værne om de kvarterer, vi har, så er det den eneste vej, siger Nicolaj Bang, der også får medhold fra Lokalt Kulturmiljøråd og Team Kulturmiljø i, at Tretommervej 26 skal bevares i stedet for nedrives.
I første omgang gælder forbuddet frem til marts næste år, men Aarhus Kommune har planer om at udarbejde en såkaldt bevarende lokalplan, der stiller krav til, hvad der kan og ikke kan bygges. Om det bliver en plan for et større område, vil tiden vise.
”Det vil indgå i overvejelserne om ny planlægning, om også andre ejendomme i området skal omfattes af bevarende bestemmelser,” skriver kommunen i sin afgørelse om villaen på Tretommervej.
Alle villaer i kommunen, der er opført før 1970 skal vurderes, og bevaringsværdien skal kortlægges. Turen er kommet til Risskov, og det betyder, at et hus som det på Tretommervej kan blive stemplet som bevaringsværdigt.
Det er det ikke endeligt endnu, selvom forvaltningen altså mener, den er værd at bevare. Netop den del fremhæver villaens ejer i sin klage over kommunens afgørelse.
”Et paragraf 14-forbud udgør en vidtgående indskrænkning af klageres råderet over klageres ejendom, der hverken på ansøgningstidspunktet var eller aktuelt er bevaringsværdig i henhold til bygningsfredningsloven, hvorfor nedrivningstilladelse umiddelbart burde meddeles.”