Madanmelder er ikke i tvivl: Selv et kræsent publikum bliver imponeret her
I et kvarter hvor publikum er vant til kvalitet, er et fransk brasserie åbnet med ambitioner, der umiddelbart virker dristige. Men allerede inden første ret når bordet, sker der noget i lokalet og i mødet med personalet, som ændrer stemningen og peger på en oplevelse, man ikke helt ser komme.
Nordre Strandvej i Risskov har oplevet en markant kulinarisk opblomstring de seneste år, og nu har nummer 56 endnu engang fået nyt liv. Her lå Elfe, som nåede at blive et lokalt favoritsted, før det måtte lukke tidligere på året.
Ind er rykket Brasserie Essens – et fransk brasserie i en by, hvor konkurrencen på netop det felt allerede er benhård med Restaurant Et som pejlemærke og Atelier 33, Casablanca og Carlton som stærke referencepunkter.
Forventningerne var derfor alt andet end beskedne, da Essens, blot en måned gammelt, tog imod en torsdag aften.
Godt med liv og humor
Jeg blev nødt til at prøve menuen Essensen af Fransk jul Favoritter, der består af hummerbisque, gråand og en nyfortolket risalamande. Jeg valgte også den tilhørende vinmenu. Menuen står i 495 kroner og 375 for vinmenu. En fair pris, skulle det vise sig.
Men inden maden ankom, kunne vi sidde og nyde lokalerne, som er ovenud stilfulde og flotte, mens jeg nød min aperitif, en Blanc De Noir brut, og vores enormt varme og humoristiske tjener denne aften.
Det fik vi
- 3 retters menu: Essens af fransk jul favoritter: 495 kroner
- Hummerbisque
- Gråand
- Risalamande
- Vinmenu: 375 kroner
- A la carte:
- Hummerbisque: 165 kroner
- Velfærdsgris: 275 kroner
- Gâteau Marcel: 125 kroner
- Citronlemonade: 55 kroner
- 2 x vand: 60 kroner
- I alt: 1550 kroner
Det var en stærk intro til stedet og til aftenen, og som anmelder bliver man altid en smule lettet, når et nyere spisested hurtigt fyldes med gæster. For selvom vi var de første, der indfandt os denne aften, gik der ikke længe før der var fire andre selskaber hos Essens.
Flot præsentation
Og så var det tid til første ret. Noget så klassisk fransk som en hummerbisque. En jomfruhummer-tatar, blegselleri, dild og små hengemte tomater, der ved bordet blev overhældt af en gyldne, dampende bisque. Det er et klassisk fransk serveringsritual, når det er mest elegant.
- Øj, hvor er det lækkert, lød det fra bordet bagved, og man kunne kun give kvinden ret.
Brasserie Essens
Adresse: Nordre Strandvej 56, 8240 Risskov
Kontakt: 40 47 20 00 / essensrisskov.dk
Åbningstider:
- Mandag – Lukket
- Tirsdag – Torsdag – 11:00–23:00
- Fredag – 11:00–00:00
- Lørdag – 09:00–00:00
- Søndag – 09:00–22:00
For smagen fulgte op på præsentationen. Selve bisquen var dyb og fyldig uden at blive tung, og jomfruhummer-tataren i midten gav en lækker umami, der løftede retten. Tomatskummet og dild gav friskhed, mens blegsellerien sørgede for et diskret knas.
Første ret viste, at køkkenet mestrer de klassiske franske dyder. Og det var en stærk og overbevisende start på Essens.
Jeg fik en hvid Bourgogne, Maison Joseph Drouhin i glasset, og vinen tog bagsædet i forhold til den smagsmæssige eksplosion på tallerkenen, og det fungerede ganske godt.
- Jeg har aet den hele dagen
Efter denne intro på maden, glædede jeg mig til næste punkt på julemenuen. Min medspiser valgte en velfærdsgris, som vores tjener havde "aet hele dagen," lod han os forstå med et glimt i øjet, og vi nikkede anerkendende til hans evne til at læse bordet.
For vi var i humør til humor, og det fangede han med det samme.
Da hovedretterne kom ind, fortsatte indtrykket af et køkken, der arbejder sikkert og selvtillidsfuldt.
Mit andebryst blev serveret perfekt rosa, saftigt og med tydelig smag af godt håndværk. Det lå oven på en trøffelkartoffel, der i al sin enkelhed var himmelsk. Cremet, fyldig og gennemsyret af trøffel på den måde, hvor intensiteten både kan duftes og smages uden at tage overhånd. Rundt om var der bær og bøgehatte, som gav friskhed og umami.
Vi var ganske imponeret af vores tjener, men han fik aldrig præsenteret vinen, som fulgte til hovedretten, og den viden manglede jeg. I glasset fik jeg - viste det dig - en Grand Bateau fra Saint-Julien. En klassisk fransk rødvin med mørk frugt og en let krydret kant.
På den anden side af bordet, nød min medspiser sin velfærdsgris, som var en mere frisk ret, der bestod af et 10 timers sous vide'et grisebryst med tyttebær, karry gastrik og så rodfrugter med bid.
Halvvejs gennem retterne, byttede vi tallerkner for begge at prøve mere af stedets kokkekunst. Så imponerede var vi.
Mere fokus på maden
I spidsen for køkkenet på Essens står Anders Udengaard, der har en fortid på den kendte og nu lukkede Restaurant Unico i Højbjerg.
Han skal ikke længere være restauratør med ansvar for personale, vagtplaner og indkøb, men udelukkende koncentrere sig om kvaliteten på tallerkenen. Og det kan mærkes. Niveauet er højere her end på Unico, og ambitionen om at "Essens handler om stemning, smag og ærligt håndværk" er man godt i gang med, selvom stedet kun har haft åbent i godt en måned.
Vi var egentlig godt mætte efter to tungere retter, men nysgerrigheden efter dessertens nyfortolkning trak. Og heldigvis, for den sad lige i skabet.
Desserten på min side af bordet var en frisk nyfortolkning af risalamande, som viste, at køkkenet også kan tænke klassikere i nye og lettere retninger. I stedet for den sædvanlige tunge, flødefyldte udgave blev der serveret en kølig vaniljeparfait med mørke bær, sprøde rischips og pekannødder, som gav både knas og varme i smagen.
Det hele fremstod langt lettere end juleklassikeren, men uden at miste idéen om risalamande som noget cremet og mildt.
Min medspiser fik en Gâteau Marcel i “à la solbærstang”-udgave, og det viste sig også som en lettere version af klassikeren.
Kold og fast, men stadig blød og cremet, med masser af chokoladesmag uden den tunge fornemmelse. Solbærisen gav friskhed og syre, men kagen kunne uden problemer bære desserten alene.
Forvænt publikum kan forvente klase
En velvalgt afslutning oven på en aften, hvor køkkenet havde demonstreret masser af overskud.
Hov, jeg glemte at servere portvinen til desserten, kom det fra tjeneren, da vi rundede af. Og ja, det gjorde han, men jeg lagde ikke selv mærke til det, men det understregede, at selvom humor, varme og personlighed intet manglede, så var der små skønhedsfejl i betjeningen. Små og mindre vigtige.
For Essens klæder Risskov, som i den grad har brug for spisesteder, der kan rumme et forvænt og pengemæssigt kapabelt publikum. Man vil gerne betale for kvalitet, og det kan man snildt gøre her. For råvarer, håndværk, lokaler og betjening er på højt niveau, og derfor skal Brasserie Essens have fem stjerner for en gennemført fransk og flot aften.
Bedømmelse
Mad og drikke: ★★★★★
Her scorer Essens allerhøjeste. Maden, råvarer og ikke mindst køkkenets teknikker sad lige i skabet. Hummerbisque, andebryst og saucer var glimrende, de lettere desserter var gode og passede til menuen, så den ikke blev for tung.
Service: ★★★★
Vores tjener havde humor. Det var det første, der slog os, og han havde en imponerende evne til at læse vores bord, for vi var i humør til humor og en frisk bemærkning. Samme lette og venlige tone, mødte ikke de andre borde, der i stedet blev mødt af en mere alvorlig og seriøs tone. Det siger en del om hans evne til at læse bordene, og det er kun en god ting i min bog. Han sprang dog let og elegant over de vine, jeg fik til maden, og der kunne jeg godt have brugt mere info, ligesom han glemte en bestilling, som han dog rettede hurtigt op på igen.
Omgivelser: ★★★★★
Det er et enormt flot lokale, der er forandret en del, fra da Elfe lå der. Men det er stadig nyere lokaler, og det emmer af eksklusivitet og så er det imponerende, hvor velsmurt det hele føles, selvom stedet kun har været i funktion i godt en måned.
Værdi for pengene: ★★★★
Man føler ikke, det er dyrt - eller billigt for den sags skyld. Råvarerne er i orden, tilberedningen er på et højt niveau, så prisen er tilpas og på niveau med kvaliteten.
Restauranter bedømmes på en skala, hvor 1 stjerne er bundkarakter, og 6 stjerner er topkarakter. I den samlede vurdering runder vi op eller ned.