Foto: Jens Thaysen

Hvad skal vi undersøge for dig?

Hvorfor stod restaurantbyggeri stille i to måneder? Kan der laves en ny tunnel under Grenåvej? Og hvad er det lige, meningen er med et af Risskovs nyeste boligbyggerier?

Nogle af vores bedste historier starter med et spørgsmål fra jer. For det vigtigste for os er det, der er vigtigt for dig.

Derfor vil vi gerne høre fra dig.

Hvad undrer du dig over? Hvad irriterer dig, og hvad vil du gerne have svar på?

Send os dit spørgsmål, dit tip eller din tanke - så undersøger vi det måske som den næste historie.

Du kan skrive til os på nicje@risskovliv.dk, eller du kan klikke her.

Nedenfor kan du læse et par af de historier, vi tidligere har lavet på baggrund af spørgsmål fra jer.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist
Nye butiks- og restaurantlokaler er på vej ved Themsvej. Foto: Christian Gnutzmann

En læser undrer sig: Hvorfor har restaurantbyggeri ligget stille i to måneder?

Flere spisesteder er på vej til nye restaurantlokaler på Nordre Strandvej. Men byggeriet står stille, og det har fået en læser til at spørge, hvad der foregår.

Flere spisesteder er på vej til nye restaurantlokaler på Nordre Strandvej. Men byggeriet står stille, og det har fået en læser til at spørge, hvad der foregår.

Vi snakker med en burgerbar, et kinesisk spisested og noget vietnamesisk takeaway.

Sådan sagde Restaurantsælgeren, der lever af at afsætte restaurantlokaler og finde de rette lejere til tomme lejemål, til RisskovLIV for nylig.

Den kommentar har fået en læser af RisskovLIV til at undre sig. For byggeriet er ikke færdigt, og lige nu er der heller ikke aktivitet på grunden, påpeger læseren.

Der er kun et fundament. Hvorfor har byggeriet ligget stille i to måneder?

Det er udviklervirksomheden 1927 Estate, der står bag projektet, og herfra lyder det, at byggeriet ganske rigtigt har været i dvale i et par måneder, men at der ikke ligger noget større problem bag.

- Vi har bare haft nogle andre aktiviteter, der har fyldt mere. Der er ikke noget galt, vi har bare et sjak, der er blevet forsinket et andet sted, inden de skal rejse vægge her. Så jeg tænker, at der bliver rejst vægge inden for de næste 14 dage, siger Anders Horsbøl, der er direktør i 1927 Estate.

Foto: Christian Gnutzmann

Han gætter på, at byggeriet er færdigt om seks-syv måneder.

Flere nye spisesteder på vej

Nordre Strandvej har været i rivende udvikling de seneste år, hvor særligt spisesteder er valfartet til. Det næste skud på madstammen bliver en endnu unavngiven fransk bistro. Det fortalte Sonny Safa, der er indehaver af Restaurantsælgeren, for nylig til RisskovLIV.

Spisestedet åbner i det lokale, der tidligere har huset Restaurant Elfe.

- Indtil videre er det eneste, jeg må sige, at den er blevet solgt, og at der kommer en fransk bistro til Risskov, hvor det er fornuftige priser, lød det fra Sonny Safa.

Det var i samme omgang, han fortalte, at han altså har både en burgerbar, kinesisk og vietnamesisk mad på gaflen i forbindelse med de kommende lokaler på Themsvej.

Også på hjørnet ved Bellevuehallerne bliver der arbejdet på at få lukket aftaler. Her kan der laves en større restaurant eller to mindre lokaler.

- Vi er i gang med at forhandle med fire-fem restauratører, sagde han.

De første kan efter planen flytte ind til februar. Foto: Christian Gnutzmann

Har du også undret dig over nyt Risskov-byggeri? Sådan skiller det sig ud fra mængden

I første halvdel af næste år står 58 nye lejligheder klar ved Nordlandsvej. Og det er et byggeri, der skiller sig ud fra Risskovs øvrige boligprojekter.

I første halvdel af næste år står 58 nye lejligheder klar ved Nordlandsvej. Og det er et byggeri, der skiller sig ud fra Risskovs øvrige boligprojekter.

Det ligner efterhånden et helt almindeligt boligbyggeri, det der er i gang ved Nordlandsvej i Risskov.

Men kommer man tættere på, kan man se, at der er gang i et projekt, der skiller sig ud fra den efterhånden store mængde af nyopførte lejlighedskomplekser.

For i modsætning til det, der ellers skyder i vejret, er den bærende konstruktion i Risskovs nye boligblok ikke lavet af beton men af træ.

Det har fået et par af RisskovLIVs læsere til at undre sig. Og det forstår Trine Sørensen godt. Hun er direktør i selskabet W1 Holding, som er i gang med at opføre to byggerier tæt på Torsøvej Station.

- Vi får at vide, at vi er de første i Danmark, der bygger 100 procent i træ og med træ som den stabiliserende konstruktion. Der er altså ingen betonkerne ved elevatorer eller trappeskakte. Det gør vi, fordi vores vision er at kigge ind i bæredygtigt byggeri, og vi tror på, at det er den rigtige vej at gå i markedet, siger hun.

Et dyrere valg

Iført hjelm, sikkerhedssko og refleksvest har hun inviteret RisskovLIV med op i det næsten færdige træbyggeri.

Det nye byggeri bliver udstyret med en tagterrasse. Foto: Christian Gnutzmann

Det meste af træet bliver dækket af med facader og beklædning, men inde i selve lejlighederne vil det være synligt, at byggeriet hviler på en trækonstruktion.

- Her kan du se den her bjælkekonstruktion, som kommer til at være synlig, siger Trine Sørensen, der er gået ind i en af etagebyggeriets etværelseslejligheder.

- Træ gør noget godt for indeklimaet, og vi håber, at det er med til at give en fornemmelse af, at det er mere varmt.

Trine Sørensen fortæller, at W1 Holding kommer til at bygge mere af den her slags. Foto: Christian Gnutzmann

Byggeriet her ved Nordlandsvej er tredje etape for W1 Holding, der på nabogrundene har opført to etagebyggerier efter en mere klassisk byggeopskrift. Ifølge Trine Sørensen kunne selskabet ikke have fået tilladelse til at opføre det nye projekt i ren beton uden at lave forskellige tiltag.

- Der kommer mange regler og beregninger, der kræver, at man tænker andre veje end beton, og vi kunne ikke leve op til værdierne her med ren beton, så vi har været nødt til at tænke alternativt for at komme op i den højde, siger Trine Sørensen.

Der bliver 58 lejligheder, når projektet i det nye år står helt færdigt. Visualisering: W1 Holding

Det er dog et tilvalg, at selskabet har valgt at gå all in på træ.

- Træelementer er dyrere end beton, og vi kunne sagtens have taget mere beton ind og gjort det billigere, men vi vil gerne være mere bæredygtige.

Nej, det vælter ikke

Til februar kan de første lejere flytte ind i Søhusene, som W1 Holdings nye projekt er blevet døbt. Når hele projektet er endeligt skruet sammen, er Risskov blevet 58 lejligheder rigere.

Trine Sørensen forventer, at der er indflytning på anden del af Søhusene i april. Også selvom anden halvdel af projektet lige nu ikke rager ret mange centimeter over jorden.

- Det går stærkt, og det er noget af det, man kan med de her træelementer. Det går meget hurtigere, end hvis man skulle bore i beton.

På den endnu ufærdige tagterrasse kan man se de bjælker, der er med til at holde byggeriet sammen. Foto: Christian Gnutzmann

Byggeriets øverste etage er endnu ikke på plads. Fra en stige kan man kravle op og se, hvilken udsigt der venter lejerne af penthouselejligheden.

Men det er ikke kun udsigten udover vandet, Trine Sørensen vil vise fra byggeriets top. Her ligger samtidig en af de bjælker, der er med til at holde bygningen sammen. Det er dem, hun henviser til, når hun bliver spurgt om konstruktionens holdbarhed.

- Da vi præsenterede det her for vores hovedaktionær, blev vi spurgt, om det ikke ville vælte i stormvejr, eller om der går termitter i det, men det gør det selvfølgelig ikke. Det er meget misforstået, for træ er superstærkt, og det er det også brandmæssigt. Og det her er af en helt anden hårdhed end det, man putter på sit skur eller sin terrasse derhjemme.

Der findes allerede en sti under Grenåvej tæt på Risskov Engby. Stien har dog flere mangler i forhold til at kunne servicere til nye boligområde. Foto: Christian Gnutzmann

’Der bør laves en tunnel under Grenåvej ved nyt boligområde’: Her er svaret fra kommunen

En tunnel under Grenåvej ved Engbyen 'vil skabe en attraktiv forbindelse for bløde trafikanter til stranden og videre ad cykelruten langs vandet ind til midtbyen,' lyder anbefalingen. Der er bare flere udfordringer forbundet med sådan en løsning.

En tunnel under Grenåvej ved Engbyen 'vil skabe en attraktiv forbindelse for bløde trafikanter til stranden og videre ad cykelruten langs vandet ind til midtbyen,' lyder anbefalingen. Der er bare flere udfordringer forbundet med sådan en løsning.

Mens det nybyggede boligområde omkring Arresøvej og Lystrupvej vokser og vokser, frygter en række af områdets beboere, at de trafikale udfordringer gør det samme.

Og det er ikke kun vejene blandt byggerierne i selve området, der giver panderynker. Også Lystrupvej og Grenåvej kan give anledning til bekymringer. Særligt for bløde trafikanter.

Derfor foreslår en læser af RisskovLIV, at området bliver udstyret med en sti under Grenåvej, så man trygt og sikkert kan komme fra det det store boligområde over på den anden side af den trafikerede indfaldsvej.

”Der bør indtænkes en tunnel for cykler og gående under Grenåvej fra Engbyen langs letbanetracéet. Det vil skabe en attraktiv forbindelse for bløde trafikanter til stranden og videre ad cykelruten langs vandet ind til midtbyen”, lyder anbefalingen fra læseren.

En tunnel med et problem

Det er ikke første gang, at den slags tanker bliver luftet. Byrådsmedlem Jakob Søgaard Clausen (DD) spurgte forvaltningen ind til muligheden sidste år i forbindelse med en større forespørgsel for hele området omkring Lystrupvej.

Dengang var det uden et konkret svar, da det skulle undersøges i forbindelse med den forkromede plan for trafikken på Lystrupvej, som forsat er undervejs.

Nu har byrådsmedlemmet igen bragt spørgsmålet til bordet i forbindelse med Teknisk Udvalgs behandling af salget af en af de resterende byggegrunde på Arresøvej. Det er den sag, der i sidste ende kan give mulighed for opførelsen af et helt nyt boligkoncept for seniorer.

Og der findes sådan set en sti under vejen. Stien har bare den svaghed i denne sammenhæng, at den ligger på den anden side af letbaneskinnerne, hvorfor den ikke er brugbar for Engbyens beboere.

”Trampestien ligger for det første på den forkerte side af letbanen, hvorfor brugere heraf vil kræve en sikker krydsning af banen,” lyder det blandt andet i svaret fra forvaltningen, som vurderer, at de kommende elevatortårne ved Torsøvej Station ikke er tilstrækkeligt for at gøre stien brugbar for Arresøvejs beboere.

Sådan ser trampestien langs letbanen ud. Den stopper, inden den når hen til de nye boliger tæt på Torsøvej Station. Foto: Christian Gnutzmann

Det vil i stedet være nødvendigt med en ”krydsning i den sydlige ende af stisystemet,” som forvaltningen skriver.

På den anden side af Grenåvej er der ligeledes behov for en ’sikker krydsning’ af letbanesporet for at sikre en farefri vej til Strandskolen, som er den distriktskolen for området omkring Lystrupvej.

Men den beskedne stis placering er ikke eneste udfordring.

”Derudover er der i de nye byudviklingsområder ved Tove Ditlevsens Gade ikke indarbejdet pladsmulighed til forlængelse af stianlægget. Derudover er fortovet under Grenåvej meget smalt, og der er ikke plads til en eventuel udvidelse, så cyklister kan anvende ruten, uden en større ombygning af brokonstruktionen.”

Forvaltningen slutter af med at konkludere, at en sti skal ligge på den østlige side af letbaneskinnerne, hvis den skal give værdi for Engbyen.

”En sådan underføring vil ligeledes kræve en større ombygning af eksisterende brokonstruktion samt et nyt stisystem syd for Grenåvej,” lyder det afsluttende i svaret fra Teknik og Miljø.