Ved Bellevuehallerne forventer man endnu flere brugere over de kommende år. Derfor er der brug for en udvidelse. Visualisering: Vang Arkitekter

Sådan ser Risskov ud om 10 år

Fremtiden er som bekendt svær at spå om. Alligevel gør jeg i dag forsøget.

Heldigvis slipper jeg for at gætte, besøge en clairvoyant eller nærstudere kaffegrums, for der findes en række prognoser, planer og forslag, som alle er med til at tegne billedet af Risskov anno 2036.

Og hvis det ender nogenlunde som beskrevet, så bliver her mere trangt i fremtiden.

Godt nok vokser 8240 ikke med samme hastighed som i det seneste årti, men indbyggertallet stiger med næsten 5.000 frem imod 2036. Og de nye naboer skal selvfølgelig have et sted at bo, der skal findes plads på den lokale skole, ligesom flere med al sandsynlighed dribler mod den nærmeste hal eller fodboldbane.

Hvordan det skal foregå, det kan du læse mere om nedenfor.

Her kan du også læse om, hvordan mistanke om narkohandel ved parkeringspladsen på Ellevangskolen nok en gang skaber utryghed hos forældre og andre lokale i området.

Det gælder blandt andet byrådsmedlem Martin Christensen (V), som vil problemet til livs. Ifølge ham er det nødvendigt, at hammeren for den slags lyssky handel slår hårdere, og derfor har han rettet øjnene mod de folkevalgte på Christiansborg.

Jeg vender igen blikket mod vores egen lille andedam og tager den seneste temperatur på det lokale boligmarked. Som vanligt finder du nedenfor et overblik over de seneste bolighandler fra 8240.

Sidder du med noget, jeg bør kigge på, så kan du som altid skrive til mig på nicje@risskovliv.dk, eller du kan klikke her og sende mig et tip, et spørgsmål eller en undren.

God læselyst.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist
De kommende 10 år byder blandt andet på endnu flere boliger og større skoler. Foto: Cobe, LUPLAU Poulsen Arkitekter, Jens Thaysen

Hvordan ser Risskov ud om 10 år? Her er planerne for området

8240 fortsætter med at vokse, men hvordan udvikler bydelen sig frem mod 2036? RisskovLIV har samlet prognoser, planer og politiske beslutninger, der tegner billedet af områdets fremtid.

8240 fortsætter med at vokse, men hvordan udvikler bydelen sig frem mod 2036? RisskovLIV har samlet prognoser, planer og politiske beslutninger, der tegner billedet af områdets fremtid.

Om 10 år kan Risskov have rundet 41.000 indbyggere. Det er knap 5.000 flere end i dag.

Den udvikling kommer ikke af sig selv. Aarhus Kommune forventer, at der frem mod 2036 bliver opført omkring 2.000 nye boliger i postnummeret.

Hvordan kommer det til at ændre Risskov? RisskovLIV har samlet prognoser, planer og politiske beslutninger, der tegner billedet af bydelen om 10 år.

Endnu flere flytter hertil

Det er velkendt, at Aarhus Kommune vokser år efter år. En del af de seneste års nye århusianere har slået sig ned i 8240, hvor der er bygget massivt. I 2016 lå indbyggertallet i 8240 på 25.044. Ved dette års begyndelse boede her 36.614 personer, viser tal fra Danmarks Statistik.

Indbyggertallet i 2036

Ifølge Danmarks Statistik boede der 36.614 personer i 8240 ved årets begyndelse. Det er mere end 10.000 flere end for 10 år siden. Kun i Aarhus C og Aarhus N bor der flere blandt kommunens postnumre.

Tallet kommer til at vokse. En prognose fra Aarhus Kommune viser, at Ellevangskolens distrikt får 1.180 flere indbyggere. Risskov Skoles distrikt vokser med 845 personer, mens Strandskolen står til at have 2.644 indbyggere om 10 år.

Det bringer det samlede indbyggertal op på 41.283 personer i 2036, hvis prognoserne holder stik.

Aarhus Kommune, Danmarks Statistik

Helt så markant bliver befolkningstilvæksten ikke i de kommende 10 år, men ifølge Aarhus Kommunes prognose vil yderligere 4.669 personer i 2036 kunne sige, at de bor i 8240.

Flere mennesker kræver flere mursten

Væksten bliver ikke kun synlig i befolkningstallene. Den kommer også til at sætte sit præg på byens fysiske rammer, for de knap 5.000 nye naboer skal have tag over hovedet.

Kommunens forudsigelser peger på lidt mere end 2.000 nye boliger fordelt over hele postnummeret. Flest af dem forventes at komme i den nordlige del af området, hvor der fortsat kan og skal bygges mere omkring Lystrupvej og Arresøvej.

Holmsø Boligresorts er godt i gang med opførelsen af knap 100 seniorboliger, mens de øvrige ledige byggefelter kan blive til boliger i løbet af de kommende år. Arkivfoto: Jens Thaysen

Blandt andet er det planen, at der omkring årsskiftet bliver indflytning på de første af mere end 250 spritnye boliger ved Latyrusvej.

Samtidig kan området lige syd for Arresøvej – hvor Holmsø Boligresorts er i gang med at opføre knap 100 seniorboliger – rumme op til yderligere 500 boliger.

På Agerbæksvej ved Grenåvej er tidligere erhvervslokaler ved at blive omdannet til i underkanten af 300 boliger. Visualisering: AG Gruppen

Også i det skoledistrikt, der hører til Ellevangskolen, er der en betydelig portion nye boliger på vej. Ifølge kommunens prognose kan lidt mere end 700 nye boliger stå klar i 2036.

Det gælder blandt andet på Vikærsvej, hvor de sidste villaer efter planen skal byttes ud med lejligheder. Her er der gang i arbejdet med den nye lokalplan, som skal muliggøre byggeriet.

Pres på faciliteter

Med endnu flere folk i Risskov er der udsigt til et endnu større tryk på områdets institutioner og faciliteter. Allerede nu er der en kabale, der skal gå op for at få plads til alle elever på skolerne.

Derfor er der også flere steder planer om opgraderinger.

En stor udvidelse af Risskov Skole er på vej. Visualisering: Cobe

Planerne for udvidelsen af Risskov Skole er langt i processen, og her venter man lige nu på en afgørelse fra Planklagenævnet på den naboklage, der er kommet i forbindelse med byggetilladelsen. Uanset udfaldet af den, skulle skolen gerne være blevet større længe inden 2036.

Det samme kan meget vel blive tilfældet på Strandskolen. I den seneste skoleprognose er skolen spået til at have lidt mere end 100 elever flere i 2031, end det er tilfældet i dag.

Der er ikke lavet nogen decideret tidsplan for en eventuel udvidelse på Strandskolen, men der er taget hul på det indledende arbejde.

Men de nye Risskov-borgere vil mere end blot gå i skole. Derfor har flere idrætsforeninger meldt om pres på både kapacitet og træningstider. Det gælder blandt andet i VRI, hvor Bellevuehallerne er fyldt til bristepunktet.

Et flere år gammelt ønske om at renovere og udvide Bellevuehallerne er kommet et stort skridt tættere på at gå i opfyldelse. Visualisering: Vang Arkitekter

Derfor var det en glad bestyrelse og arbejdsgruppe, der før sommer kunne fortælle, at Salling Fondene har givet tilsagn om 20 millioner kroner til den storstilede transformation fra et efterhånden pensionsmodent idrætsanlæg til et mere moderne aktivitets- og foreningshus.

Projektet indebærer blandt andet mere halkapacitet.

Kom sikkert frem og tilbage

Når man taler om byudvikling, flere mennesker og nye byggerier, er infrastrukturen noget af det, der altid suger meget opmærksomhed. For hvordan skal vejen kunne håndtere flere biler, og kan vores børn nu fortsat komme sikkert i skole?

Der kan som nævnt tidligere i denne artikel fortsat bygges hundredvis af boliger omkring Arresøvej og Lystrupvej gennem det kommende årti, og her er det ingen hemmelighed af trafikken er en udfordring.

Der skal fortsat findes finansiering til fredeliggørelsen af Lystrupvej. Arkivfoto: Kim Haugaard

Før sommerferien forklarede forvaltningen, at selve ombygningen af Arresøvej kan være overstået i 2028. Samtidig er det planen, at et nyt lyskryds ved Lystrupvej kan være på plads i løbet af næste år.

Selve Lystrupvej står også foran forandringer i fremtiden. Langt om længe er et forslag til fredeliggørelse af strækningen blevet præsenteret. Og selvom det formentlig ikke ændrer det store på trængslen, så er det forventningen hos både rådmanden og forvaltningen, at vejen bliver mere sikker.

- Med forslaget får Lystrupvej mere form af en bygade, som sænker hastigheden, gør det nemmere at komme ud på vejen og at krydse den som let trafikant, sagde rådmand Nicolaj Bang (K) i starten af juli til RisskovLIV.

Der er flere trafikale ønsker på tegnebrættet for det kommende årti, og her er det især værd at nævne den længe efterspurgte cykelsti på det sidste stykke af Vejlby Centervej. Forventningen er, at cykelstien kan anlægges i 2028.

Risskov kommer altså næppe til at forandre sig fra den ene dag til den anden, men hvis de planer og prognoser, der er på bordet, bliver til virkelighed, vil bydelen få flere indbyggere, flere boliger, større skoler og bedre idrætsfaciliteter.

Martin Christensen (V) vil have hårdere straffe for narkohandel ved blandt andet skoler. Arkivfoto: Amanda Stensgaard

Lokal politiker kræver opgør med narko ved skole: Nu vil han stramme reglerne

En ny bekymring om mulig narkohandel ved Ellevangskolen får nu en lokal politiker til at rette blikket mod Christiansborg. Han vil have skærpet loven, så salg af stoffer tæt på skoler, dagtilbud og fritidsklubber bliver mødt med en hårdere straf.

En ny bekymring om mulig narkohandel ved Ellevangskolen får nu en lokal politiker til at rette blikket mod Christiansborg. Han vil have skærpet loven, så salg af stoffer tæt på skoler, dagtilbud og fritidsklubber bliver mødt med en hårdere straf.

- Vi skal ikke finde os i det.

Sådan siger byrådsmedlem Martin Christensen (V), efter lokale endnu en gang har beskrevet mistanke om narkohandel på parkeringspladsen ved Ellevangskolen.

- I alle de år, jeg har boet i Vejlby, har jeg oplevet, at det blomstrer op om sommeren, og jeg har set, at der holder biler med unge mennesker, hvor det er helt tydeligt, hvad de har gang i.

- Så jeg forstår godt, at forældre reagerer, for det giver utryghed, og ved skoler, dagtilbud og fodboldklubber skal børn og unge kunne færdes trygt, siger Martin Christensen.

Han vil derfor forsøge at gøre noget ved problemet, som ifølge ham langt fra kun er en udfordring på den lokale skoles parkeringsplads. Det proklamerer han på Facebook.

 Foto: Axel Schütt

Efter en snak med Louise Svenstrup (LA), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, siger Martin Christensen, at han er blevet betrygget i, at kommunen allerede gør en stor indsats gennem blandt andet de sociale myndigheder.

- Men vi må ikke give op, for det er jo stadig en udfordring, siger han til RisskovLIV.

Problemet skal med til Folketinget

Den lokale venstrepolitiker mener derfor, at det er en sag for de folkevalgte på Christiansborg.

Ifølge Martin Christensen bør straffen for narkosalg ved skoler være hårdere, end den er i dag.

- Folketinget skal præcisere reglerne, så salg af stoffer i nærheden af skoler, dagtilbud og fritidsklubber skal betragtes som skærpende omstændighed. For mig at se er det en lille ting, som måske kan gøre en markant forskel på, om de her tvivlsomme typer tænker sig om en ekstra gang, inden de kører ind på parkeringspladsen ved en skole, siger han.

Hvorfor tror du, at en hårdere straf vil afskrække nogle fra for eksempel at sælge narko fra parkeringspladsen ved Ellevangskolen?

- Nogle af dem er unge mennesker, og et eller andet sted håber jeg, at de tænker over, hvor stort et rap over fingrene, de kan få. Hvis konsekvenserne er store nok, kan det være, at de undlader at gøre det.

Kan man forestille sig, at det ikke er længden på straffen, men mere den manglende frygt for at blive snuppet, der gør, at de her typer vælger et sted som parkeringspladsen ved Ellevangskolen?

- Vi bliver nødt til at se på, hvad det er for nogle knapper, vi kan dreje på. Jeg har fået udfoldet, hvad kommunen gør, og jeg synes, det er mange fornuftige ting om, hvordan sociale myndigheder og skoler arbejder med det her, og hvad er det så, vi skal skrue på? Det er lovgivningen, så lad os da gøre det.

- Derfor vil jeg sammen med andre gode kræfter rejse den her nationalt, siger Martin Christensen.

Østjyllands Politi oplyser til RisskovLIV, at politikredsen er bekendt med opslag på Facebook om Ellevangskolen. Politiet oplyser samtidig, at de ikke har nogen sager om narkosalg ved skolen og ikke umiddelbart har set en stigning i anmeldelser eller tip om narkosalg ved skoler i sommerferien.

Politiet opfordrer fortsat borgere til at kontakte politiet, hvis de oplever mistænkelig aktivitet.

Få et overblik over de seneste lokale bolighandler. Arkivfoto: Jens Thaysen

Hvad rækker pengene til i Risskov? Se de seneste handler fra det lokale boligmarked

Blandt de seneste handler er der blandt andet en villa til 19 millioner kroner.

Blandt de seneste handler er der blandt andet en villa til 19 millioner kroner.

Huspriserne i Risskov er stadig markant højere end gennemsnittet for hele kommunen.

De nyeste tal fra Boligsiden viser, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris i 8240 koster 46.447 kroner. Det er mere, end da priserne på de lokale villaer og rækkehuse toppede i juni 2022, viser boligportalens statistikker. Kommunegennemsnittet i juni lød på lige knap 33.000.

For en ejerlejlighed i Risskov skal man betale i gennemsnit 33.796 kroner per kvadratmeter.

Det er nogenlunde den pris, som nye ejere af en lejlighed på Tirstrupvej 18 har betalt for en godt 90 kvadratmeterstor bolig.

Blandt de seneste handler er der også en lejlighed, som har skiftet hænder for lige under en million kroner.

Den største handel i denne gennemgang er fra Rylevej, hvor et hus er solgt for 19 millioner kroner.

Kantorvænget 10 solgt for 925.000 kroner

Asylvej 5 solgt for 5.850.000 kroner

Tirstrupvej 18 solgt for 3.245.000 kroner

Lyngvej 26 solgt for 6.420.000 kroner

Fuglsøvej 52 solgt for 6.925.000 kroner

Kantorparken 10 solgt for 1.925.000 kroner

Korshøjen 118 solgt for 4.948.000 kroner

Kanehaven 8 solgt for 5.775.000 kroner

Skejbygårdsvej 50 solgt for 1.400.000 kroner

Nordre Strandvej 89 solgt for 10.600.000 kroner

Solsikkevej 21 solgt for 7.650.000 kroner

Kolbyvej 9 solgt for 4.195.000 kroner

Skejbygårdsvej 52 solgt for 2.725.000 kroner

Bredkildegade 14 solgt for 4.198.000 kroner

Kantorparken 12 solgt for 3.700.000 kroner

Tirstrupvej 18 solgt for 2.798.000 kroner

Klintevej 31B solgt for 7.215.000 kroner

Miravej 20 solgt for 5.600.000 kroner

Fuglsøvej 6 solgt for 4.600.000 kroner

Kantorvænget 8 solgt for 1.200.000 kroner

Vinkelvej 7 solgt for 10.500.000 kroner

Skejbygårdsvej 188 solgt for 3.545.000 kroner

Lystrupvej 52 solgt for 4.000.000 kroner

Elmsager 34 solgt for 7.825.000 kroner

Rylevej 22 solgt for 19.000.000 kroner

Petiteknit beskæftiger i dag omkring ti faste medarbejdere. Alligevel har Mette Wendelboe Okkels bevidst beholdt udviklingen af virksomhedens opskrifter som sin kerneopgave. Foto: Kristoffer Hanberg Clemmensen

Én beslutning kostede søvnløse nætter: Nu følger halvanden million med i Mettes globale succes

I ni år arbejdede hun målrettet mod et af landets mest eftertragtede erhverv. Men kort før målstregen valgte Mette Wendelboe Okkels fra Risskov en helt anden vej, og dén beslutning har hun ikke fortrudt.

I ni år arbejdede hun målrettet mod et af landets mest eftertragtede erhverv. Men kort før målstregen valgte Mette Wendelboe Okkels fra Risskov en helt anden vej, og dén beslutning har hun ikke fortrudt.

Der var mange søvnløse nætter.

For Mette Wendelboe Okkels vidste godt, hvad hun var ved at give slip på.

Hun havde læst medicin i ni år og var på vej mod en lægekarriere, rigtig mange drømmer om. Alligevel valgte den århusianske iværksætter i 2018 at forlade studiet og satse fuldt ud på den strikkevirksomhed, hun havde stiftet to år tidligere.

Nu er det ti år siden, Petiteknit blev grundlagt, og virksomhedens strikkeopskrifter sælges i dag i omkring 150 lande, men beslutningen om at satse på strik frem for medicin var alt andet end let.

- Det tog helt klart mange overvejelser og mange søvnløse nætter at træffe beslutningen.

- Der var jo mange, der tænkte, at det var dumt eller ufornuftigt. Men jeg kendte jo min virksomhed, og jeg kunne se, at det var bæredygtigt. Jeg synes ikke selv, at jeg er sådan en, der træffer ufornuftige beslutninger, så jeg havde gennemtænkt det virkelig grundigt, inden jeg gjorde det, siger Mette Wendelboe Okkels.

Kunne ikke lade være

Selv ser hun ikke beslutningen som et fravalg af lægefaget. Faktisk er hun overbevist om, at hun ville være blevet en glad læge.

Alligevel er hun ikke et sekund i tvivl om, at hun dengang tog den rigtige beslutning.

- Hvis jeg var blevet læge, ville jeg altid have tænkt på, om jeg skulle have gået med min drøm om at have min egen virksomhed, forklarer hun.

Og da beslutningen først var truffet, forsvandt usikkerheden med det samme.

Mette Wendelboe Okkels, indehaver og stifter af Petitknit. Foto: Kristoffer Hanberg Clemmensen

- Det var en meget svær beslutning. Men da den var truffet, landede den virkelig godt. Det var en kæmpe lettelse, husker Mette Wendelboe Okkels.

I dag er Petiteknit vokset til strikkeimperium med omkring ti faste medarbejdere, mere end 350 opskrifter, oversættelser til op mod 17 sprog og halvanden million følger på Instagram.

Samtidig har hun prøvet at omsætte for mere end én million kroner på én dag, dengang hun donerede en dagsomsætning til Røde Kors' hjælpearbejde i Ukraine i forbindelse med krigen.

Alligevel er én ting uændret: Mette Wendelboe Okkels udvikler selv alle virksomhedens strikkeopskrifter.

- Jeg gør virkelig alt det her, fordi jeg har en vision om, hvad mit kerneprodukt skal være, og hvordan det skal se ud, siger hun og fortsætter:

- Jeg har altid lyst til at arbejde videre på en ny opskrift eller en ny teknik. For mig er det et evigt læringsprojekt. Hvis jeg vågner en dag og ikke gider at strikke mere, så tror jeg også, at det er dødt.

Vil ikke forstyrres

Mette Wendelboe Okkels beskriver den kreative proces som noget, hun nærmest kan gå og glæde sig til i flere dage.

En ny garntype eller en teknisk detalje kan fylde tankerne, indtil hun finder tid til at sætte sig med strikkepindene.

Selvom Petiteknit er vokset til en international virksomhed, udvikler Mette Wendelboe Okkels fortsat selv alle virksomhedens strikkeopskrifter. Foto: Kristoffer Hanberg Clemmensen

- Så kan jeg blive helt opslugt af processen. Det er sådan en flowtilstand, hvor man mister fornemmelsen af tid. Når man endelig knækker koden til en konstruktion eller en teknik, så er det bare virkelig fedt, smiler hun.

Hun tegner, tager noter i hånden og tester konstruktioner med garn og strikkepinde - langt væk fra skærme og notifikationer.

- Jeg vil ikke have, at processen bliver forstyrret af en telefon eller en skærm. Selve skabelsesprocessen skal være analog, forklarer Mette Wendelboe Okkels.

Glæder sig over ansatte

Mens den kreative del af forretningen altid har føltes naturlig, har andet været en stejl læringskurve.

Mette Wendelboe Okkels er hverken uddannet inden for ledelse, økonomi eller købmandskab, og derfor har alt fra momsregnskaber til personaleledelse til tider givet panderynker.

- Det har været det sværeste. Men det har også været sindssygt lærerigt, fordi jeg gerne vil være inde over alting, siger hun.

Af samme grund har arbejdstimerne på kontoret i Risskov været mange. Og undervejs er familien vokset til fem børn, som ganske enkelt i perioder har været en del af kontoret.

Det samme har en anden familie, nemlig kollegaerne, som er noget af det, hun er allermest stolt af.

Mette Wendelboe Okkels droppede i 2018 medicinstudiet for at satse fuldt ud på Petiteknit.. Foto: Kristoffer Hanberg Clemmensen

- Det bedste har været, at jeg føler, at jeg har ansat nogle virkelig gode mennesker undervejs, siger Mette Wendelboe Okkels og fortsætter:

- Jeg er virkelig stolt af det hold, vi har i dag. Og så er jeg stolt af, at jeg har bevaret min kerneopgave på mit eget bord. Det var jo hele grunden til, at jeg startede.

Tænker på kvalitet

Hvor Petiteknit er om ti år, har hun ingen ambition om at spå om. For ti år siden havde hun heller ikke forestillet sig den virkelighed, hun står i i dag.

Til gengæld ved hun godt, hvad hun håber, virksomheden bliver husket for. Og det er hverken omsætning eller den globale rækkevidde.

- Jeg håber, at strikkerne oplever, at de sidder med en gennemarbejdet opskrift. At det, de køber af os, er kvalitet, siger hun.

Den kreative proces foregår stadig med garn, strikkepinde og håndskrevne noter. Ifølge Mette Wendelboe Okkels skal selve skabelsen være så analog som muligt. Foto: Kristoffer Hanberg Clemmensen

Og mindst lige så vigtigt er måden, virksomheden bliver drevet på.

- Det betyder virkelig meget for mig, at det er en ordentlig virksomhed. At vi holder vores aftaler, behandler mennesker ordentligt og laver et produkt, vi kan stå inde for.

Selv har hun heller ingen planer om at slippe det, hun byggede op for ti år siden.

- Det har virkelig aldrig været min ambition at sælge virksomheden. For mig er det utrolig personligt. Så forhåbentlig fortsætter Petiteknit mange år endnu, siger Mette Wendelboe Okkels.

Privatfoto

Risskov Løbet vender tilbage efter flere års pause

- Vi håber, at alle viser hensyn, siger Jørgen Lægaard.

Han er en del af Risskov Løbeklub, som står bag Risskov Løbet, der efter en længere pause siden tiden med corona nu vender tilbage.

Det er søndag den 16. august, at løbeskoene bliver snøret med start og mål på Åkrogs Strandvej.

- Vi har bedt løberne vise hensyn til andre og beder bilister og cyklister om at vise hensyn til løberne, siger Jørgen Lægaard.

Der er tilmeldt 150 løbere.