Foto: Christian Gnutzmann

Lejere tog kampen op mod ejendomsgigant – sådan endte det

Vi havde ikke set helt forkert, konkluderer den ene af tre forpersoner i Kordegardens beboerrepræsentationen på bagkant af en afgørelse fra Huslejenævnet.

For cirka en måned siden besøgte jeg hende og hendes to kollegaer i boligkomplekset, hvor de stod klar med en alenlang liste over fejl og mangler i området.

I alle kroge af boligkomplekset trængte det til vedligeholdelse, påpegede de. Tagrender var i stykker, træ var råddent, gavle savnede maling, et trappegelænder var knækket.

Det har de for længst fortalt deres udlejer Heimstaden, uden at det har haft den ønskede effekt. Derfor havde de taget sagen til Huslejenævnet, som nu har konkluderet, at lejerne altså ikke havde set helt forkert.

Ejendomsgiganten Heimstaden skal nu udbedre en række af de mangler, beboerne har påpeget. Det betragter beboerrepræsentationen som en sejr.

På boligmarkedet kan det efterhånden betragtes som en sejr, hvis man har fået en fod indenfor i 8240. For ikke nok med at priserne bare er steget og steget, så bliver Risskov peget ud som et af de steder, hvor boligpriserne fortsat kommer til at gå op. Det vurderer en analytiker og en af områdets mæglere.

Det betyder dog samtidig, at flere og flere kunder kigger forgæves, ganske enkelt fordi økonomien ikke er til en Risskov-bolig, konkluderer den lokale mægler.

Netop økonomi er omdrejningspunktet for dagens næste historie. Her er der langt fra tale om et beløb, der kan give tag over hovedet i 8240, men det er et beløb, der kan meget mere end det.

Gallo Gartneriet har nemlig fået en af de donationer, stedet plejer at få afslag på, og det får stor betydning for de kommende år i Risskovs grønne oase.

God læselyst.

Spørg os - hvad skal vi undersøge for dig?

På RisskovLIV vil jeg gerne lave historier, der betyder noget for dig som læser. Og selv om jeg hver dag har antennerne ude mange steder, så har jeg brug for dine øjne, ører og tanker.

Så fortæl, hvad du savner svar på, så jeg kan lave journalistik, der er relevant for dig og vores andre læsere af RisskovLIV.

Klik her for at melde ind.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist
- Det var ikke helt galt, det vi havde set, siger Gurli Delaini (til venstre), som er en af de tre forpersoner i beboerrepræsentationen i Kordegarden. Foto: Christian Gnutzmann

Lejere råbte op om forfald: Nu skal ejendomsgigant udbedre mangler

Beboerne i Kordegarden gik sammen om en sag mod deres udlejer Heimstaden efter længere tids utilfredshed med vedligeholdelsen. Nu har Huslejenævnet truffet en afgørelse, som giver dem delvist medhold.

Beboerne i Kordegarden gik sammen om en sag mod deres udlejer Heimstaden efter længere tids utilfredshed med vedligeholdelsen. Nu har Huslejenævnet truffet en afgørelse, som giver dem delvist medhold.

Det hele ender med at falde sammen, sagde beboerrepræsentationen i Kordegarden til RisskovLIV efter at have vist rundt i boligkomplekset i det vestlige Risskov tidligere på foråret.

Nu er Huslejenævnet kommet med en afgørelse, der giver beboerne delvist medhold.

Nævnet har pålagt udlejeren Heimstaden at udbedre en lang række mangler i området. Det gælder blandt andet, at tagsten og tagrender skal repareres, ligesom råddent træ flere steder skal skiftes.

Det sker, efter Huslejenævnet fik samme rundvisning og budskab, som RisskovLIV blev præsenteret for i marts. Her kritiserede beboerrepræsentationen især den manglende vedligeholdelse af bygningerne og fællesarealerne.

Det fik dem til at gå sammen med Aarhus Lejerforeningen, og sammen har de ført sagen til Huslejenævnet, som nu altså har truffet en afgørelse i striden mellem lejerne og ejendomsgiganten Heimstaden.

Beboerne har især peget på råddent træ flere steder og facader, der trænger til maling. Privatfotos

Heimstaden har nu to måneder til at få arbejdet på plads.

Ifølge beborepræsentationen i Kordegarden er punkterne ikke nok til at give området det løft, beboerne mener, området fortjener, men afgørelsen fra Huslejenævnet bliver betragtet som en sejr.

- Det vigtigste var at få tingene udbedret, så vi er glade for vurderingen fra Huslejenævnet. Så var det jo ikke helt galt, det vi havde set, siger Gurli Delaini, der har boet i Kordegarden i 30 år, og som er en af de tre forpersoner i beboerrepræsentationen.

Medhold til Heimstaden

Selvom beboerne altså kalder Huslejenævnets afgørelse en sejr, så er det dele af afgørelsen, der giver Heimstaden medhold.

Blandt andet klagede lejerne over, at flere af de større reparationer, som Heimstaden budgetterer med og skriver ind i en 10-årig vedligeholdelsesplan, bliver udskudt eller droppet helt.

- Vi føler ikke, at der bliver gjort noget for alle de penge, vi via huslejen betaler til renoveringer og reparationer, har beboerne fortalt til RisskovLIV. Foto: Christian Gnutzmann

Her vurderer Huslejenævnet, at udlejerens vedligeholdelsesplan lever op til lovens krav. Det betyder, at selve planen med de angivne arbejder og årstal er godkendt, selv om der fortsat er forhold i ejendommen, som nu skal udbedres

Ændrer ikke på tilgangen

Fra Heimstaden lyder det i et skriftligt svar, at de pålagte vedligeholdelsesindsatser ”naturligvis bliver håndteret inden for de fastsatte frister”, og at de forskellige punkter på listen ”allerede indgår i vedligeholdelsesplanerne”.

RisskovLIV har blandt andet spurgt Heimstaden til, om udlejeren anerkender, at området ikke har været godt nok vedligeholdt. Det svarer Heimstaden ikke direkte på, men skriver:

- Vi arbejder løbende og systematisk med vedligehold af vores ejendomme – både i det daglige og gennem større, planlagte projekter. Det gør vi med vores egne serviceteknikere på ejendommene og med ekstern faglig rådgivning, så indsatsen prioriteres korrekt og udføres i den mest effektive rækkefølge.

RisskovLIV har også spurgt, hvorfor vedligeholdelsesmanglerne ikke er blevet udbedret, inden sagen endte i Huslejenævnet. Heller ikke det svarer Heimstaden direkte på, men fremhæver i stedet huslejenævnets rolle:

- Det kan være svært for den enkelte beboer at vurdere, hvad der udgør en mangel, da det ofte kræver teknisk indsigt. Derfor er det positivt, at huslejenævnene fungerer som et uafhængigt organ, der kan træffe afgørelse i sådanne sager.

På spørgsmålet om hvorvidt afgørelsen får konsekvenser for deres fremgangsmåde, svarer Heimstaden, at der ikke ændres kurs.

- I den konkrete sag har vi fået medhold på en række punkter, mens vi på andre er blevet pålagt at gennemføre vedligehold.

- Afgørelsen giver ikke anledning til at ændre vores overordnede tilgang, men vi bruger den – som altid – til at blive klogere og justere, hvor det er relevant. Vores fokus er at sikre gode og trygge rammer for vores beboere, og det arbejde fortsætter vi med, skriver Heimstaden.

- Jeg tror ikke, at Risskov bliver mindre attraktiv på grund af fortætning. Mange tilflyttere til Risskov kommer fra Aarhus C, hvor man i forvejen bor tæt, så de oplever ikke Risskov som en by, hvor der er for tæt, siger en lokal mægler. Arkivfoto: Jens Thaysen

Det lokale boligmarked har 'rigtig meget medvind' - og det presser især de unge købere

Boligpriserne i Risskov er steget, og det kommer til at fortsætte, lyder spådommen. Det betyder ifølge en lokal mægler, at der er en 'del kunder, der har sværere ved at finde sig en bolig'.

Boligpriserne i Risskov er steget, og det kommer til at fortsætte, lyder spådommen. Det betyder ifølge en lokal mægler, at der er en 'del kunder, der har sværere ved at finde sig en bolig'.

Boligpriserne i Risskov er steget markant gennem de seneste år, og det tyder på, at udviklingen fortsætter.

Tal fra Boligsiden viser, at kvadratmeterprisen i marts i år ligger 18.500 kroner højere end for 10 år siden.

Og ifølge Daniel Kim Soren, der er partner i analysevirksomheden Quantic, har udviklingen ikke toppet endnu.

Til Århus Stiftstidende har han lavet en analyse, hvor han har set på udsigten til prisstigninger på lejligheder samt villa- og rækkehuse i og omkring Aarhus.

Her peger han blandt andet på Risskov som et af de områder, hvor priserne vil fortsætte med at stige.

- Risskov har rigtig, rigtig meget medvind, siger han til avisen.

Han siger samtidig, at byudviklingen, der har kørt på fuld damp de seneste år, kan på priserne til at stagnere.

- I et område som Risskov skal man passe på med at fortætte så meget, at det ødelægger for meget af det, som folk elsker bydelen for. Så træerne vokser ikke ind i himlen.

Svært for de unge

Hos Nybolig i Risskov oplever indehaver Mads Faurholt heller ikke tegn på, at priserne er færdige med at stige, selvom tempoet kan ændre sig.

- Vi oplever rigtig stor interesse for at bo i Risskov, og det ser umiddelbart ikke ud til at ændre sig. Priserne vil højst sandsynligt fortsætte med at stige, men måske ikke i samme tempo som de seneste par år. Det skyldes primært den lidt usikre verdenssituation, hvor især renteniveauet spiller ind på aktiviteten på boligmarkedet, siger han.

Det betyder, at boligmarkedet i Risskov i højere grad bliver en lukket fest, og det rammer især en gruppe købere, forklarer Mads Faurholt.

- Priserne er steget ganske betragteligt i Risskov de seneste år, og der er derfor en del kunder, især unge par, der har sværere ved at finde sig en bolig inden for budget i Risskov.

Den lokale mægler vurderer dog ikke, at de mange nye boliger i området vil dæmpe interessen.

- Jeg tror ikke, at Risskov bliver mindre attraktiv på grund af fortætning. Mange tilflyttere til Risskov kommer fra Aarhus C, hvor man i forvejen bor tæt, så de oplever ikke Risskov som en by, hvor der er for tæt.

Forperson Jette Nielsen til venstre, leder Henriette Hedegaard Jensen i midten, og Ulla, der har været i gartneriet i 20 år, har tidligere kunnet glæde sig over at være nomineret til byens bedste specialbutik. Nu kan de glæde sig over en ny donation. Arkivfoto: Christian Gnutzmann

- Det er virkelig stort for os: Risskovs grønne fristed modtager sjælden donation

- Det her er i høj grad en anerkendelse af vores arbejde, og det er virkelig stort for os, at en fond bakker op på et helt grundlæggende niveau, som gør alt det andet muligt for os, siger den daglige leder af Gallo Gartneriet.

- Det her er i høj grad en anerkendelse af vores arbejde, og det er virkelig stort for os, at en fond bakker op på et helt grundlæggende niveau, som gør alt det andet muligt for os, siger den daglige leder af Gallo Gartneriet.

Vi kan tude af glæde over det.

Henriette Hedegaard Jensen, der er daglig leder i Gallo Gartneriet, snakker om den seneste donation, der er sendt i retning af den grønne oase ved letbaneskinnerne.

Den kommer fra Trygfonden og er på 400.000 kroner.

Hun og gartneriet har prøvet det med donationer før, og de har også modtaget beløb i en større skala, og selvom de altid er glade for at modtage økonomisk støtte, så er bidraget fra Trygfonden noget særligt.

For sammen med yderligere donationer kan pengene bruges på at ansætte en fuldtidsmedarbejder i to år. Med det er antallet af fuldtidslønnede hænder fordoblet.

- Vi sender en del ansøgninger, som kommer tilbage med afslag, fordi fondene sjældent giver til ren løn og drift, det er svært at få. Så det her er i høj grad en anerkendelse af vores arbejde, og det er virkelig stort for os, at en fond bakker op på et helt grundlæggende niveau, som gør alt det andet muligt for os, siger Henriette Hedegaard Jensen.

Mere fokus på læring

Der kommer cirka 40 personer i Gallo Gartneriet hver uge. De fleste er psykisk sårbare, nogle er gået ned med stress og andre med helt tredje grunde til at være her.

Fælles for alle er, at man arbejder det, man kan. Målet er at give en gruppe mennesker noget meningsfuldt at lave og stå op til, og så er håbet, at så mange som muligt kommer videre med enten et nyt arbejde, en ny uddannelse eller noget tredje.

Gallo Gartneriet er nomineret til byens bedste specialbutik. Foto: Gallo Gartneriet

Alt det skulle gerne kunne lade sig gøre i endnu højere grad med den nyeste donation, som giver ansættelse til en tidligere økologisk gartner, fortæller Henriette Hedegaard Jensen.

- De, der kommer her, kommer til at mærke det ved, at vi har flere kræfter til at oplære, og der kommer mere fokus på læring og brobygning til andre samarbejdspartnere.

- Nu får vi ekstra ressourcer til, at man også kan lære noget mere fagligt, som man kan tage med herfra.

Det er netop derfor, Trygfonden har valgt at donere penge til det grønne fristed i Risskov.

- Det er tanken, at disse arbejdsfællesskaber bliver en øvebane og et springbræt til samfundets øvrige fællesskaber og måske til beskæftigelse. Og netop den slags indsatser har Trygfonden stort fokus på, fordi vi arbejder for, at flere voksne i sårbare eller udsatte positioner tager del i aktiviteter og fællesskaber, som styrker deres handlemuligheder og livskvalitet, siger Galina Plesner, projektchef i Trygfonden.

Efter mere end 15 år som dyrlæge startede Michael Schaap som selvstændig i 2022. Arkivfoto: Kristoffer Krogh Kiesbye

Risskov Dyrehospital tjener millioner få år efter åbning

Dyrehospitalet har tre gange afleveret regnskab, og alle tre gange har det været med millionoverskud.

Dyrehospitalet har tre gange afleveret regnskab, og alle tre gange har det været med millionoverskud.

I 2022 slog dyrlæge Michael Schaap dørene op til Risskov Dyrehospital med ambitionen om at skabe et sted med mindre stress for både dyr og medarbejdere. 

Siden er dyrehospitalet på Lystrupvej blevet en millionforretning.

Virksomheden har præsteret millionoverskud i alle tre leveår, og i det seneste regnskab, som blev præsenteret for nylig, kan man læse, at årets lyder på lige knap 12 millioner kroner.

Den seneste regnskabsperiode strækker sig over halvandet år, hvor de to første år gik over 12 måneder. Det ændrer dog ikke på, at der endnu en gang er fremgang på bundlinjen hos dyrlægerne, som ifølge regnskabet også er vokset i antallet af ansatte.

Egenkapitalen er mere end fordoblet og ligger nu på 13 millioner kroner, viser regnskabet.

Samtidig er der lavet en ændring i ejerforholdene. Det er ikke længere stifter Michael Schaap, der ejer virksomheden. Den er i stedet blevet en del af Vetgruppen, der har dyrelægeklinikker landet over.

Michael Schaap er dog stadig at finde på det lokale dyrehospital.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Risskov Dyrehospital inden for deadline af denne artikel.