Vejlby skulle bare have været en parentes i AGF-historien - men endte med at blive kult
Vejlby havde brug for den gode fortælling, og det fik området med AGF, fortæller Christian Henriksen. Samtidig mener både han og AGF selv, at det midlertidige ophold i Vejlby har haft afgørende sportslig betydning.
Ved Veri Centret er Tjelevej blevet til Tjel vej.
Et klistermærke har opslugt e’et. Budskabet her er det samme som på mange af områdets lygtepæle, facader og skilte. Tilhængere af AGF er SAMLET FOR AARHUS, ligesom de HADER KØBENHAVN.
De såkaldte stickers er en af fodboldfansenes måder at markere territoriet. Set i det lys, må gf’erne siges at have taget Vejlby til sig.
Ligesom det er tilfældet den anden vej.
- Prøv lige at se, siger Christian Henriksen, der både er både Vejlby- og AGF-mand helt ind til knoglerne, mens han kigger ind til stadion gennem den lukkede port bag den ene endetribune.
- Det er jo flot omkranset med træerne, men kønt er det ikke. I forhold til Fredensvang og Kongelunden er det trøstesløst at komme herud. Især om vinteren. Men det er også det, vi kan i Vejlby. Vi kan finde glæde i det grimme, siger han.
Grimt er der næppe nogen med bare lidt tilhørsforhold til AGF, der har betegnet de dage i maj, hvor alt lykkedes for den århusianske fodboldklub.
For første gang i 40 år kunne klubben, der i nyere tid har oplevet elendighed, nedrykninger og prædikatet som galehus, endelig løfte trofæet.
Og at det skete i Vejlby, var ifølge Christian Henriksen hverken tilfældigt eller ligegyldigt.
For mens AGF havde brug for et midlertidigt hjem, havde Vejlby ifølge ham brug for den positive fortælling.
Han tvivler samtidig på, at det midlertidige ægteskab havde været en succes ret mange andre steder.
- Det er altid svært med nye tilflyttere, men Vejlby åbnede sig, og vi tillod, at de pissede i gaderne, og at der var sang om søndagen, siger han, inden han roser AGF for at have gået så langt som muligt for at skabe ordentlige rammer med respekt for Vejlby.
Skulle et stilladsmonster i Vejlby nu kunne blive kult?
Nogle år før trofæløftet var det dog næsten svært ikke at trække på smilebåndet over, at AGF i klubbens iver efter at vriste sig fri af det gamle Ceres Park med den udskældte løbebane pludselig havde kurs mod et midlertidigt stadion omkranset af en løbebane.
Det kom der styr på, og Vejlby Stadion blev renset for den alt for lange afstand mellem tilskuere og fodboldspillere.
I stedet blev en mobil arena banket op med en kapacitet, der kunne matche flere af konkurrenterne. Ja, opholdet i Vejlby kunne ligefrem gå hen at blive kult, lød det fra AGF-toppen.
Et stilladsstadion uden tag langt fra den legendariske Stadion Allé. Kult ligefrem?
Man kunne næsten fornemme fodboldomverden grine, som når tilhængere af De Hviie i gamle dage nynnede Champions League-melodien, så snart deres helte satte en sejrsstime sammen.
Men al hånlig latter blev gjort til skamme. Vejlby endte med at blive rammen om et af de mest fortryllende kapitler i klubbens historie.
For træner Jakob Poulsen trak sværdet ud af stenen, og selveste Kongen var på tribunens plastiksæder den dag i maj, hvor det hele kulminerede.
Vejlby blev dermed meget mere end den parentes i AGF-historien, bydelen ellers havde udsigt til.
Vejlby havde brug for den gode fortælling
Ifølge Christian Henriksen er det vigtigt for både AGF og Vejlby, at de to nu sammen er foreviget i fodboldfortællingen.
Han er forfatter til bogen 8240 Vejlby, og i hans historie om Vejlby er der tale om et område, som er blevet overset.
- I hele den proces, der skete i start 70’erne, gik Vejlby fra at være et stolt sted her på toppen uden så meget ballade til et sted, hvor folk skulle placeres. Det blev – har jeg tilladt mig at sige – kommunens eksperimentelle losseplads.
- Pludselig skulle der bygges alt muligt her. Det var selvfølgelig, fordi der var plads her, men det var også, fordi man tænkte, at det tager de ikke skade af i Vejlby.
Han vender blikket fra skiltene, der fortæller, hvor fodboldglade fans på kampdage kan købe fadøl, og hvor de bagefter kan komme af med deres krus. I stedet kigger han hen over græsplænen mod det, der i dag er boliger og ikke længere Vejlby Skole.
- Vejlby er i de seneste 50 år blevet trådt på at et byråd. Skolen blev lukket ned lige her, og der blev i stedet bygget trøstesløs dårligt. Så vi havde brug for den gode fortælling, og den fik vi, siger Christian Henriksen.
Vi kan sgu godt i Vejlby
Ikke alt der er blevet gennemført de seneste årtier, har været dårligt. Det medgiver Christian Henriksen.
Vejlby-Risskov Hallen var for eksempel godt tænkt. Også gymnasiet har været et trækplaster. Men alt i alt blev det bare for meget, påpeger han.
- Lige så stille står hallen også og forfalder, og derfor har det været rigtig godt, at AGF kom forbi. Jeg håber, det har været med til at vende skuden og give en ny selvforståelse af, at i Vejlby kan vi sgu godt noget.
Han siger, at Vejlby med guldet til AGF er kommet på landkortet. Det samme er fortællingen mange andre steder i nabolaget. Og det er svært at modsige den påstand, men hvorfor betyder det noget, at de i København ved, at der i udkanten af Aarhus findes noget, der hedder Vejlby?
- Det gør noget for Vejlbys selvforståelse. Inde fra Aarhus er der blevet trådt på Vejlby, og derfor er det rigtig godt for os, at mesterskabet blev vundet her, siger Christian Henriksen.
AGF bliver først mester, når klubben får nyt stadion
Christian Henriksen er aktuel med en ny bog, der beskriver, hvordan Vejlby vækkede de hvide. Gennem fodboldklubbens ophold i 8240 har han skrevet klummer i Jyllands-Posten, og allerede inden første superligafløjt legede han med den ellers utænkelige tanke om et guldeventyr i de lånte rammer.
- Det byggede jo ikke på noget fodboldtaktisk, men på noget psykologisk. Man har altid sagt, at AGF først bliver mester, når klubben får et nyt stadion, siger han velvidende, at det nok ikke ligefrem var en stilladskonstruktion i Vejlby, der blev henvist til.
Men selvom det er sagt i spøg, så mener Christian Henriksen det alvorligt, når han siger, at Vejlby var den hemmelige ingrediens, AGF havde brug for.
- Jeg tror, at netop Vejlbys fortælling var det, AGF kunne bruge.
Ifølge Christian Henriksen har AGF altid været højt hævet i Aarhus på grund af klubbens historie. Men med ny bopæl ved Vejlby-Risskov Hallen er klubben kommet lidt ned på jorden, siger han.
- Den måde AGF kom til kampene på, og hvor der er kalk i bruseren. Den ydmyghed kan de sgu godt bruge til noget. De skulle vise, at de kunne under de her lidt kummerlige forhold.
Afgørende betydning
Hos AGF er bestyrelsesformand Lars Fournais enig.
Opholdet i Vejlby er ikke bare en kuriøs krølle på fortællingen om det første mesterskab i evigheder. Han mener også, at de midlertidige rammer har haft afgørende sportslig betydning.
- Jeg tror, at det har været stærkt medvirkende til, at vi vandt det mesterskab. Jeg er ikke sikker på, at det kunne have ladet sig gøre på det gamle Ceres Park, siger Lars Fournais.
Han peger især på intimiteten i Vejlby, hvor trykket fra tilskuerne har været et helt andet, fordi der ikke som på det gamle Ceres Park har været en stemningsdræbende løbebane mellem tribunen og banen.
- Stemningen i Vejlby med 11.000 tilskuere har virket større end med 18.000-20.000 på det gamle Ceres Park. Det er også, hvad jeg hører fra spillerne. Og vi må bare sige, at i den sidste sæson her har Vejlby virkelig været et kultstadion for AGF og Aarhus.
Også de lidt mere primitive faciliteter har spillet en rolle, siger Lars Fournais.
- Jeg har selv spillet meget fodbold og håndbold i sin tid, og de omklædningsrum, jeg mødte i Vejlby dengang, er nøjagtigt de samme som i dag. Det har vores spillere bare taget imod, men jeg tror da, at det for nogle af udeholdene har været en chokerende oplevelse at se, hvordan man klæder om her, når man tænker på, hvordan omklædningsrum er på moderne stadions i dag.
Han kalder modtagelsen og imødekommenheden fra hele lokalområdet for enestående, og ifølge bestyrelsesformanden er det blevet cementeret, at AGF er hele Aarhus’ hold.
- Vi har haft en fantastisk oplevelse af at komme til Vejlby, og historisk har AGF lidt været betragtet som sydbyens hold og ikke så meget nordbyens. Det har vi fået afmonteret nu, siger Lars Fournais.
Tilbage til lidelseshistorien
Når AGF åbner klubbens guldforsvar i den nye superligasæson, er det fortsat på græstæppet i Vejlby. Men hvis tidsplanen for projektet i Kongelunden holder, så bliver det kun til godt og vel en halv sæson mere i 8240.
Men med stadionbyggeriets hidtidige historik, vil det ikke komme bag på Christian Henriksen, hvis AGF når at spille hele den kommende sæson til ende i de midlertidige Vejlby-barakker. I så fald er banen kridtet til den ’perfekte’ afslutningssalut.
- Det ville fuldende historien, hvis AGF også rykker ned her i Vejlby. Det ville være den ultimative Vejlby-fortælling, at vi var på toppen og så ender der, hvor Vejlby lå, før AGF kom: I bunden. For så er vi tilbage, hvor vi startede med lidelseshistorien, siger Christian Henriksen.
Uanset hvad så vil stilladset være væk inden alt for længe, og AGF vil være tilbage i Kongelunden, men ingen kan tage fra Vejlby, at det var lige netop her, det skete.