Bliv ved med at skrive. Jeres tips, spørgsmål og undren er en vigtig del af RisskovLIV. Foto: Christian Olesen

RisskovLIV bliver bedre, når I byder ind

For ikke så længe siden var jeg inviteret på journalisthøjskolen for at holde et oplæg om lokaljournalistik for nystartede studerende.

Forinden var jeg blevet bedt om at komme med eksempler på artikler fra RisskovLIV, der fortæller, hvad mediet er for en størrelse.

Her valgte jeg blandt andet en historie om et butiksbyggeri, der havde ligget stille i måneder, og som havde fået nogle af jer til at undre jer.

For historien understreger noget vigtigt om RisskovLIV.

Det er et ultralokalt medie, hvor der ikke er langt fra jer læsere til mig.

Som på alle andre medier vælger jeg som RisskovLIV-journalist i samarbejde med min redaktør, hvilke historier der er væsentlige og vigtige, og som kan give jer det bedste indblik i, hvad der foregår i lokalområdet.

Men det er jer, der kender området bedst, og derfor opfordrer jeg ofte til, at I skriver til mig. Det er der heldigvis mange af jer, der gør, men jeg vil gerne endnu tættere på jer.

Derfor sætter RisskovLIV gang i to nye serier, som skal blive til i et samarbejde mellem jer og mig.

Den første kalder vi ’Månedens fokus’. Hver måned vil vi sætte ekstra energi ind på et tema eller en historie, som betyder noget i Risskov og for jer.

Det har vi for nylig gjort med boligmarkedet. Inden længe følger en kortlægning af de personer, der har størst indflydelse på udviklingen i Risskov.

I skal være med til at bestemme, hvad der skal have ekstra opmærksomhed, for RisskovLIV bliver ganske enkelt bedre, når I byder ind.

I samme spor kommer RisskovLIV her i løbet af sommeren til at køre en serie, der hedder ’Hvad blev der af…’. Her vil vi følge op på byggesager, forslag og planer, der er gået i stå, aldrig blev til noget eller forsvandt ud i sandet.

Så bliv endelig ved med at skrive. Jeres tips, spørgsmål og undren er en vigtig del af RisskovLIV.

Du kan fange mig på nicje@risskovliv.dk eller 87 54 26 68.

Jeg glæder mig til at høre fra jer.

Billede af Christian Gnutzmann
Billede af skribentens underskrift Christian Gnutzmann Journalist