Foto: Jens Nex

Hvad ville du ændre lokalt, hvis du blev borgmester i morgen?

Jeg kan starte med selv at svare på mit spørgsmål:

Bar jeg borgmesterkæder, ville jeg straks etablere et letbane-trinbræt ved Den Permanente, anlægge en cykelsti på dødsensfarlige Sindalsvej og i min vildeste drøm også sænke prisen på bagværk i de to lokale Lagkagehuse - for 120 kroner for en jordbærtærte er nærmest ubetaleligt for os skattebetalende borgere.

Jeg har også et bud på, hvad Henrik Svendsen fra Risskov ville ændre, hvis han fik en uge i Jacob Bundsgaards sko. I flere år har Aarhus Kommune forbudt grundejeren at udstykke sin grund, selvom Henrik Svendsen har Planklagenævnets ord for, at det snildt lader sig gøre -  i hvert fald lidt endnu.

For kommunen tager alle kneb i brug og laver nu en ny lokalplan ene og alene på grund af Henrik Svendsen, så det sort på hvidt slås fast med syvtommersøm, at han og flere andre grundejere i Risskov ikke må udstykke deres grunde. For det spolerer 'ensartetheden' og 'områdets karakter', er forklaringen.

Var jeg beslutningstager, ville jeg heller ikke agitere for vild og uhæmmet udstykning i 8240 Risskov, men når jeg kigger på luftfotos af Nordre Strandvej, så køber jeg faktisk Henrik Svendsens argument: Udstykningen vil faktisk gøre området mere ENS.

Han beskriver forsøget på at få kommunen til at lytte som at 'slå i en dyne,' og den følelse tror jeg, at mange borgere og naboer til bydelens mange nye byggeprojekter kan nikke genkendende til. Demokrati kan nemt føles som en tilskuersport, hvor man står på sidelinjen uden indflydelse på det egentlige spil, selvom man råber og skriger, hujer og hejer nok så meget.

Men nu beder jeg dig så tænke over det: Hvad ville du ændre, hvis du blev borgmester i morgen?

For måske har du et ønske, et håb eller en vision for, hvordan vi kan gøre Vejlby Risskov til et endnu bedre sted at bo nu og i fremtiden. Hvis ja, så synes jeg, du skal overveje at dukke op, når RisskovLIV holder borgermøde og fællesspisning i samarbejde med Risskov Bibliotek onsdag den 21. juni.

Her vil forfatteren Andreas Lloyd, der blandt andet har skrevet bøgerne Borgerlyst – handlekraft i hverdagen og Følelsen af demokrati forsøge at lære os, hvordan jeres ønsker og initiativer til et bedre Vejlby Risskov kan blive til virkelighed.

Kom glad, og nå ja, fik jeg fortalt, at biblioteket også serverer mad ved arrangementet?

Hvad savner du svar på?

Har du et spørgsmål eller en undren, som du gerne vil have RisskovLIV til at undersøge?

Så kan du sende det til mig via spørgeboksen på hjemmesiden.

Er det noget, du kunne finde på at diskutere med naboen over hækken? Så kunne det meget vel blive til en interessant historie i nyhedsbrevet.

Billede af Kristoffer Krogh Kiesbye
Billede af skribentens underskrift Kristoffer Krogh Kiesbye Journalist
Henrik Svendsen og nabo vil gerne bruge deres baghaver til at udstykke en ny grund med facade mod Nordre Strandvej. Foto: Privatfoto

Kommunen laver en ny lokalplan alene for at forhindre Henriks planer - men argumentet holder ikke, mener han

Henrik Svendsen har en stor grund på Ryvangs Allé, som han gerne vil udstykke, men gang på gang har kommunens svar været nej. Til sidst klagede grundejeren til Planklagenævnet, og klagemyndigheden fandt, at kommunen IKKE kan forbyde Henrik Svendsen i at udstykke sin grund.

Så skulle man måske tro, at sidste punktum var sat i den sag, men Aarhus Kommune har nu sat gang i udarbejde en helt ny lokalplan - ene og alene for at sætte en stopper for Henrik Svendsens planer.

- Det har der været et ønske om fra to grunde på Ryvangs Allé, og det er på grund af dem, at vi nu laver en lokalplan, der præciserer, at udstykning på Vejlby Fed ikke er muligt for dem eller andre, hvis grunde er omfattet af deklaration med udstykningsforbud. Dette forbud har imidlertid vist sig ikke at kunne håndhæves, og derfor vælger kommunen at nedlægge et forbud mod udstykning i en ny lokalplan for de grunde, som omfattet af deklarationen, siger Jørgen Gehl Madsen, der er byplanlægger i Aarhus Kommune.

Argumentet for, at Henrik Svendsen og omkring 70 andre grundejere på Vejlby Fed skal forbydes at udstykke deres grunde, er, at det vil ødelægge områdets præg, karakter og ensartethed.

Men når Henrik Svendsen sætter sig ved computeren og kigger på luftfotos af andre grunde langs Nordre Strandvej, har han svært ved at se logikken i kommunens forklaring.

- Jeg synes, deres argument om ensartethed er langt ude. Hvis man kigger på et matrikelkort herfra og ind til Riis Skov, er næsten alle grunde ud mod Nordre Strandvej delt op i to på midten, siger Henrik
Svendsen og fortsætter:
- Så jeg forstår ikke deres argument om, at det bliver mere uens. Det bliver mere ens, men at kæmpe imod kommunen føles lidt som at slå i en dyne, og vi kan banke i den dyne herfra og til dommedag.

Lokalplan 1200, der i praksis er et udstykningsforbud, er i øjeblikket i høring på Aarhus Kommunes høringsportal.

Aarhus Kommune bruger alle kneb i bogen til at forhindre Henrik Svendsen i at udstykke sin grund på Ryvangs Allé i Risskov. Grundejeren har Planklagenævnets ord for, at en udstykning ikke er ulovlig, så nu ændrer kommunen i hele lokalplanen for Vejlby Fed, så Henrik Svendsen og cirka 70 andre grundejere mister muligheden for at udstykke deres grunde.

Henrik Svendsen er på mange måder en ganske gennemsnitlig husejer i Risskov, men på to punkter skiller han sig ud.

For det første ejer han en parcelhusgrund på Ryvangs Allé med en grundstørrelse ud over det sædvanlige. For det andet har Aarhus Kommune sat gang i en helt ny lokalplan næsten ene og alene for at forpurre Henrik Svendsen og hans nabos planer.

- Vi har længe ønsket at udstykke vores baghaver til én grund med udkørsel mod Nordre Strandvej, men Aarhus Kommune har viftet os væk gang på gang, selvom vi faktisk fik medhold i Planklagenævnet om, at de ikke kunne forbyde os det. Nu laver de så en helt ny lokalplan for at stoppe os, siger Henrik Svendsen til RisskovLIV.

Sammen med sin nabo har han i en årrække haft et ønske om at udstykke deres baghaver, så de - med hans ord - danner en fodboldbane, der strækker sig fra Nordre Strandvej og parallelt nedad Ryvangs Allé. Men den gik ikke, vurderede Aarhus Kommune med henvisning til det, man troede var et udstykningsforbud i lokalplanen for Vejlby Fed.

Det orange felt viser omtrentligt, hvordan Henrik Svendsen og naboen havde håbet, at man kunne udstykke deres baghaver til én ny grund med udkørsel og facade mod Nordre Strandvej. Google Maps

Det var det bare ikke i praksis, viste det sig, da Henrik Svendsen fik medhold i sin klage hos Planklagenævnet.

Derfor burde han og flere andre grundejere med ekstraordinært store grunde i Risskov faktisk kunne udstykke løs, var det ikke, fordi at Aarhus Kommune tog alle kneb i brug. Først nedlagde forvaltningen et midlertidigt forbud mod udstykning, og nu er man så ved at udarbejde en ny lokalplan, der sort på hvidt forbyder udstykning én gang for alle.

Sagen kort

I en deklaration fra 1918, der dækker Vejlby Fed, står følgende formulering:

"På hver parcel må kun opføres bygninger – villa eller sommerhus – til beboelse for en familie og tegninger til bebyggelsen skal forinden arbejdets påbegyndelse godkendes af det i § 4 ommeldte udvalg".

Deklarationen har Aarhus Kommune hidtil tolket og håndhævet som et forbud mod udstykning af grunde, men den er nu blevet ophævet af Planklagenævnet, da Henrik Svendsen fik medhold i sin klage.

Klagemyndigheden fandt ikke, at ordlyden forhindrer udstykning af grunde. Den begrænser kun byggemulighederne på en udstykket grund, da der kun må opføres bygninger til beboelse for én familie.

Men for at forhindre, at Henrik Svendsen og andre grundejere med store grunde på Vejlby Fed begyndte at udstykke sine grunde, valgte Aarhus Kommune at bruge en nødløsning i Planloven, der gjorde udstykning midlertidig forbudt.

Nu skal forbuddet så gøres permanent, og det gør man ved at opdatere den nuværende lokalplan med en ny, hvoraf det meget klart fremstår, at udstykning er forbudt i dette område.

Området skal beholde sin 'karakter'

Nok er det nye forslag til lokalplan kun rettet mod at forhindre Henrik Svendsen og naboens forsøg på at udstykke sine grunde, men et forbud berører i alt omkring 70 grundejere på veje som Ryvangs Allé, Flakvej, Strandvænget, Mirabellevej, Platanvej og Rønnevej.

Deres grunde er nemlig så store, at de teknisk set kunne udstykkes. Det ønsker man bare ikke fra kommunens side af, fortæller Jørgen Gehl Madsen, der er ansvarlig for den nye lokalplan og et endegyldigt forbud mod udstykning på Fedet.

- Man har ment, at det er vigtigere at fastholde det åbne præg med store grunde, der kendetegner denne del af Risskov, og man er bange for at ødelægge områdets karakter, hvis man først begynder at udstykke, siger Jørgen Gehl Madsen og tilføjer:

- Det har der været et ønske om fra to grunde på Ryvangs Allé, og det er på grund af dem, at vi nu laver en lokalplan, der præciserer, at udstykning på Vejlby Fed ikke er muligt for dem eller andre, hvis grunde er omfattet af deklaration med udstykningsforbud. Dette forbud har imidlertid vist sig ikke at kunne håndhæves, og derfor vælger kommunen at nedlægge et forbud mod udstykning i en ny lokalplan for de grunde, som omfattet af deklarationen.

En udstykning ville gøre området mere ensartet

Tilbage på Ryvangs Allé har Henrik Svendsen svært ved at forstå kommunens frygt for, at en udstykning af han og naboens grund skulle spolere ensartetheden i området. Tværtimod ville han argumentere for, at en udstykning får området til at fremstå mere ens.

- Jeg synes, deres argument om ensartethed er langt ude. Hvis man kigger på et matrikelkort herfra og ind til Riis Skov, er næsten alle grunde ud mod Nordre Strandvej delt op i to på midten, siger Henrik Svendsen og fortsætter:

- Så jeg forstår ikke deres argument om, at det bliver mere uens. Det bliver mere ens, men at kæmpe imod kommunen føles lidt som at slå i en dyne, og vi kan banke i den dyne herfra og til dommedag.

Yderst til højre har vi Ryvangs Alle. Zoomer man ind, kan man tydeligt se, hvordan Henrik Svendsens hus på hjørnet til Nordre Strandvej er langt større end de tilsvarende grunde ved Flakvej og Prins Knuds Vej.  Foto: Google Maps

Men Henrik, hvis først kommunen gav jer tilladelse til at udstykke, så ville omkring 70 andre grundejere ved Fedet have samme mulighed. Kan du se, hvordan I kunne danne præcedens?

- Jeg kan godt se, hvordan det kan være en undskyldning for kommunen for at sætte så meget i værk. Jeg tænker ikke, at 70 andre grundejere har et ønske om at udstykke, og det var aldrig kommet dertil, at man nu skal bruge tid på at lave et forbud, hvis man bare havde givet os lov fra start, siger Henrik Svendsen.

En kamp, der er umulig at vinde

Men forbuddet nærmer sig. I øjeblikket er Lokalplan 1200, som den er blevet døbt, sendt i offentlig høring, så du kan tilkendegive din mening, før Aarhus Byråd efter planen skal tage stilling til forslaget til august.

I øjeblikket er der dog ikke et eneste høringssvar. Om Henrik Svendsen afgiver et inden den sidste frist den 23. juni, har han endnu ikke besluttet.

- Jeg kan ikke udelukke det, men jeg skal være i humør til det. Jeg har længe været sur og nægtet at give op, men det virker som en kamp, der er umulig at vinde, siger Henrik Svendsen og afslutter:

- Det virkede ellers som en god ide at sælge grunden. Vi og naboen kunne godt undvære græsset og de to timers græsslåning, og så kunne man have bygget et nyt parcelhus på den nye grund. Det var grundpillen i det, men det skal åbenbart være ulovligt.

Selskabet bag Garage Burger-restauranterne i Risskov, Aarhus C og Vejle er gået konkurs for anden gang. Foto: Kristoffer Krogh Kiesbye

Prisnomineret spisested i hjertet af Risskov er gået konkurs - men har måske ikke langet de sidste burgere over disken endnu

Selskabet bag Garage Burger i Risskov gik i maj konkurs for anden gang inden for de seneste to år, men driften er fortsat - og selvom det ikke har været muligt at få en kommentar fra hverken kurator eller selskabets tidligere direktør, tyder noget på, at burgerkæden måske kommer til at leve videre.

"Vi har nu både snakket med kurator og Garage Burger og aftalt møde med dem på torsdag for at finde en løsning på fortsat drift i nyt regi", skriver Anders Horsbøl, udviklingsdirektør i 1927 Estate, der ejer bygningen med burgerbaren såvel som Joe & The Juice.

Da firmaet bag Garage Burger sidst gik konkurs, blev der gennemført en virksomhedsoverdragelse til den tidligere ejers bror.

Selskabet bag Garage Burger på Nordre Strandvej er under konkursbehandling men fortsætter måske driften, selvom det er anden gang på få år, at burgerkæden går konkurs.

Garage Burger med base i hjertet af Risskov kan - eller kunne - vinde hæderen for at lave Aarhus' bedste burger, når priserne til awardshowet Byens Bedste bliver uddelt den 17. august i Tivoli Friheden.

Spørgsmålet er bare, om virksomheden og burgerkæden, som vi kender den i dag, eksisterer til den tid. Selskabet bag burgerbarerne på Nordre Strandvej i Risskov samt Aarhus Midtby og Vejle blev nemlig begæret konkurs den 10. maj.

Trods gentagne forsøg har det ikke været muligt at få en kommentar eller forklaring fra tidligere ejer Shirwan Hasan eller kurator Morten Moltke Nygaard fra Advokatfirmaet Rödstenen. RisskovLIV kan dog ved selvsyn konstatere, at der er fortsat er god gang i burgerbarens blus i Risskov.

For trods konkursen er driften fortsat, og det kan meget vel være, at der også fremover vil blive langet briocheburgere med fritter og dyppelse over disken på Nordre Strandvej.

"Vi har nu både snakket med kurator og Garage Burger og aftalt møde med dem på torsdag for at finde en løsning på fortsat drift i nyt regi", skriver Anders Horsbøl, udviklingsdirektør i 1927 Estate, der ejer bygningen med burgerbaren såvel som Joe & The Juice.

Anden konkurs på få år

Det er ikke første gang, at et selskab bag Garage Burger-kæden går konkurs.

Det skete så sent som i starten af 2022. Dengang blev selskabet Garage Burgerbar ApS tvangsopløst af Erhvervsstyrelsen, fordi selskabet ikke havde afleveret årsrapport siden 2019.

Ejerne havde dog held med at fortsætte burgerkæden ved at overdrage virksomhedens aktiviteter til et nyt selskab, GB Burgerbar ApS.

- Det nye selskab ejes af en bror til den oprindelige indehaver, og jeg skal have kigget på, om overdragelsen er sket på de rigtige vilkår. Der er ikke noget i vejen for, at man laver en sådan overdragelse, men det må bare ikke ske på kreditorernes bekostning, og det er det, vi skal have kigget nærmere på, fortalte kurator Bjarne Lindrum Petersen fra Skov Advokater dengang til Vejle Amts Folkeblad.

RisskovLIV har været i kontakt med Bjarne Lindrum Petersen for at høre, om virksomhedsoverdragelsen foregik efter bogen under burgerbarens første konkurs sidste år. Den daværende kurator kan dog ikke huske, hvad resultatet af undersøgelsen blev.

Faktum er, at GB Burgerbar ApS i dag er gået konkurs ligesom sin forgænger, men driften ser som bekendt ud til at fortsætte i et nyt selskab for anden gang.

Hvordan kan vi gøre Vejlby Risskov til et endnu bedre sted at bo? - Det sætter vi fokus på, når RisskovLIV og Risskov Bibliotek holder borgermøde onsdag den 21. juni med forfatter Andreas Lloyd som gæst. Foto: Privatfoto, Sara Bindeballe, Jens Thaysen

Hvad ville du ændre i Vejlby Risskov, hvis du blev borgmester i morgen? Hør fire lokales største håb og bekymringer for området

I anledning af næste uges borgermøde på Risskov Bibliotek har RisskovLIV spurgt fire lokale om, hvad deres største håb og bekymringer er for lokalområdet.

Trafikforholdene er et konkret tema, der går igen, men der er også et ønske om at ruske lidt op i 'søvnige' Ellevang med en taverna eller bare en cafe - eller at indføre et forbud mod at køre sine børn hele vejen til porten på Risskov Skole.

- Måske kunne man lave en 'orange cykelrute' ligesom løberuterne i Riis Skov, så man kunne prikke junior på skulderen og sige: "Nu skal vi ud og cykle den orange rute." Man burde indføre en afsætningsafstand til
skolerne, så forældre skulle sætte dem af en kilometer fra skolen i stedet for kører dem lige til skoleporten. Vi skal have børn til at cykle, så det hele ikke handler om iPads og bilkørsel, lyder det blandt andet fra det lokale byrådsmedlem Steffen Wich.

Du kan læse mere om hans og andre lokales håb og bekymringer for Vejlby Risskov her.

Som optakt til borgermøde på Risskov Bibliotek den 21. juni har RisskovLIV spurgt adskillige lokale, hvad deres drømme og bekymringer er for lokalområdet.

Vejlby Risskov er et dejligt sted at bo, men intet er så godt, at det ikke kan blive bedre.

Måske savner du bedre legepladser, som dine børn kan boltre sig på. Måske er du træt af at punktere på hullede cykelstier, som trænger til en lapning. Måske savner du et mødested i lokalområdet, som kan ruske lidt op i livet bag ligusterhækkene.

Jeg kan jo passende spørge dig: Hvordan ville du gerne sætte dit præg på fremtidens Vejlby Risskov?

Det stiller RisskovLIV i samarbejde med Risskov Bibliotek skarpt på, når vi inviterer til borgermøde og fællesspisning på biblioteket onsdag den 21. juni.

Demokrati og borgerinddragelse kan nemt virke som en tilskuersport og skueproces, men forfatteren Andreas Lloyd, der blandt andet har skrevet bøgerne Borgerlyst – handlekraft i hverdagen og Følelsen af demokrati, skal gøre os klogere på, hvordan man faktisk får indflydelsen til at føre konkrete initiativer ud i livet.

I anledning af arrangementet, som du kan tilmelde dig ganske gratis her, har RisskovLIV spurgt flere lokale, hvad deres største håb og bekymringer er for lokalområdet.

Ane Marie Hindhede - Arkitekt MAA - Bosat i Ellevangkvarteret

Hvad er dit største ønske eller håb for dit lokalområde?

- At vi får sat skub i det sociale liv i lokalområdet omkring Ellevang Kirke. Jeg oplever en forandring efter coronakrisen i forhold til folks imødekommenhed, og det er lige før, at man ikke længere smiler til folk, man møder.

- Jeg synes, det er tydeligt, at man vi mangler steder at mødes. Tager du til Italien, har selv den mindste landsby en taverna, café eller lignende. Vi har ikke noget, og jeg ville ønske, at vi kunne få noget mere til at ske.

Hvad er din største bekymring for lokalområdet?

- At vi tænker for småt. Jeg er vokset op i Vestjylland, hvor Vestas blev startet. Manglede man noget, så fik man fanden gale mig selv tingene til at ske, for ellers skete der ikke noget. Vi har mange muligheder for at lave noget spændende lokalt, men jeg ved ikke, om der er en vilje til at få noget til at ske.

Bent Hjorth - Formand for Grundejerforeningen Vejlby Fed - Bosat på Vejlby Fed

Foto: Privatfoto

Hvad er dit største ønske eller håb for dit lokalområde?

- Jeg synes jo faktisk, at det går godt, og der er en god udvikling i lokalområdet. Lokalplanerne bliver respekteret, men det er ikke sådan, at området står stille. Der sker stor udvikling på Nordre Strandvej, og som grundejerforening er vi ikke nogen stopklods, men en vagthund som sørger for, at det ikke stikker af.

- Men jeg ville ønske, at trafikforholdene på Nordre Strandvej også udviklede sig med tiderne. Jeg ville ønske, at man kunne gøre vejen mere tryg for den bette fyr, der skal krydse Nordre Strandvej i myldretiden på vej i skole. Jeg savner flere fodgængerovergange og ganske spartanske tiltag, der kan gøre stedet sikrere og måske mere fredelig.

Hvad er din største bekymring for lokalområdet?

- Der er bekymringer både på den korte og den lange bane. Fortætningspolitikken og byudviklingen i Risskov har været omfattende i flere år nu, men jeg synes ikke, at infrastruktur og trafikforholdene er fulgt med. Jeg savner, at man eksempelvis sænker farten på Nordre Strandvej, men jeg oplever det stadig som om, at borgerinddragelsen er minimal, når man forsøger at involvere sig i et projekt som det.

- På den lange bane er klimasikring en bekymring. Vi skal have klimasikret kysten såvel som Egåen, og jeg håber, at kommunen og andre relevante myndigheder er klar til at træffe de nødvendige beslutninger, før det er for sent.

Niels Eisum - kasserer i Vejlby Fællesråd - Bosat i Ellevangkvarteret

Foto: Sara Bindeballe

Hvad er dit største ønske eller håb for dit lokalområde?

- Der er flere steder i lokalområdet, hvor trafikforholdene halter, og mit håb er, at man får gjort noget ved trafiksikkerheden nær Veri Centret og Veri Risskov Idrætscenter. Der er flere steder, hvor bilister kører stærkt, selvom oversigtsforholdene er dårlige. Det bliver næppe bedre, hvis der snart skal spilles AGF-kampe på Vejlby Stadion, så jeg håber, der bliver gjort noget ved det i den forbindelse.

Hvad er din største bekymring for lokalområdet?

-  Vi har haft nogle problemer med narkosalg i nærheden af Ellevangskolen, og det vil man altid gerne være fri for i sit område. En nabo så politiet anholde nogle narkosælgere på skolens parkeringsplads, og det skulle have været ret voldsomt, men mit indtryk er, at problemet er mindre slemt end tidligere.

Steffen Wich - Direktør for Vejlby Risskov Hallen og byrådsmedlem for Socialdemokratiet - Bosat i Høje Risskov

Steffen Wich Skovbakken Vejlby-Risskov Idrætscenter

Hvis du skulle vælge én ting ved Risskov, som du gerne vil være med til at forandre, hvad skulle det så være?

- At vi får prioriteret cyklismen og forholdene for cyklister meget højere. Jeg læser sundhedsrapporterne og ser, hvordan vi er holdt op med at cykle, og jeg savner, at man opprioriterer bedre cykelstier - måske på en lidt innovativ måde.

- Måske kunne man lave en 'orange cykelrute' ligesom løberuterne i Riis Skov, så man kunne prikke junior på skulderen og sige: "Nu skal vi ud og cykle den orange rute." Man burde indføre en afsætningsafstand til skolerne, så forældre skulle sætte dem af en kilometer fra skolen i stedet for kører dem lige til skoleporten. Vi skal have børn til at cykle, så det hele ikke handler om Ipads og bilkørsel.

Hvad er din største bekymring for lokalområdet?

- At vi ender med at kæmpe hver for sig og for egne interesser i stedet for at arbejde sammen. Vi er privilegerede med Mollerup Skov, Riis Skov, Bellevue Strand og mange fede faciliteter, men vi bliver udfordret på pladsen, når alle nybyggerierne står færdige om 10 år. Derfor er det vigtigt, at vi får arbejdet sammen og truffet de rigtige beslutninger for eksempelvis udvidelsen af Risskov Skole og ruterne for BRT-busserne.

Illustration: Jysk Fynske Medier

Det skal du også vide: Risskov-restaurant bliver på Michelin-stjernehimlen, mens Björn Borgs søn gæster Vejlby

Kort nyt fra både Vejlby og Risskov.

Her følger et kort nyhedsoverblik fra Vejlby Risskov.

Gastromé beholder sin Michelin-stjerne - og restaurantens gæster donerer ambulance til Ukraine

Foto: Pressefoto

Mandag aften var en god aften på Restaurant Gastromé.

For det første kan restauranten fortsat prale med at have en Michelin-stjerne til at pryde facaden på den hvide villa langs Grenåvej. Det er niende gang i træk, at folkene bag Gastromé bliver tildelt den ultimative gastronomiske hæder.

- Vi er ekstra tilfredse i år med at have genvundet stjernen efter flytningen til vores nye restaurant her i villaen. Vi kan ikke takke vores hold på Gastromé nok for deres kontinuerlige indsats, og vi er landet godt på vores nye adresse og arbejder hårdt videre,” siger Søren Jakobsen, restaurantchef og medejer Gastromé.

For det andet blev kåringen fejret med en formidabel middag for omkring 50 gæster, der samtidig tjente et godt formål - nemlig projektet AmbulanceUA, en civil humanitær indsats, der skaffer midler til indkøb af ambulancer, som bruges til at hente sårede ukrainske soldater væk fra fronten.

Restaurantens dessertkok, Valeriia Pustovalova, har som ukrainer haft konflikten tæt på kroppen, og imellem aftenens 10 serveringer blev der holdt oplæg og givet førstehåndsberetninger fra personer, der har været dybt inde i Ukraine efter krigens udbrud.

Aftenen indbragte penge nok til, at AmbulanceAU kan købe endnu en ambulance, som de kan sende til Ukraine.

Falske bankbude er på spil i Vejlby Risskov

Foto: Mads Claus Rasmussen

En 81-årig kvinde i Risskov blev i weekenden franarret flere tusinde kroner af en svindler, der udgav sig for at være bankbud.

Du har formentlig hørt om lignende tilfælde før. Ifølge den 81-årige kvindes blev hun i første omgang ringet op af en mand, der oplyste, at han kom fra banken - og kontaktede kvinden, fordi der var mistanke om, at hun var blevet udsat for svindel. Derfor ville 'bankmanden' sende en kollega til kvindens bopæl for at hente hendes penge.

Kort tid efter ankom en ukendt mand til kvindens adresse, hvor han afhentede de aftalte tusinde kroner i kontanter. Han skyndte sig at tage imod pengene, inden han forlod stedet i ukendt retning. En patrulje blev sendt til området, men det lykkedes ikke politiet i første omgang at finde frem til den mulige gerningsmand.

Østjyllands Politi opfordrer endnu en gang til, at man tager en snak med sine ældre familiemedlemmer om, at man aldrig skal give sit kreditkort, penge eller koder væk til andre på den måde. Hverken politiet, banken eller andre myndigheder vil bede om din kode eller komme ud til din adresse for at hente dit kort eller dine kontanter.

Læg røret på, hvis du har mistanke om svindel, eller ring tilbage til banken eller myndighedens hovednummer og spørg efter den pågældende medarbejder.

Se søn af tennislegende konkurrere i stor tennisturnering helt gratis

Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix

Hvis du nogensinde har fulgt bare perifert med i tennis, ved du, hvem Björn Borg er.

Men kender du legendens søn, Leo Borg?

Nok næppe, men det kan du komme til, for Borg Junior deltager i den internationale M25-turnering, som Skovbakken Tennis i disse dage lægger lerbaner til i disse dage - til og med søndag den 18. juni.

Det er ganske gratis, og med en præmiepulje på 25.000 dollars, svarende til 172.000 kroner, er det den største tennisturnering, der bliver afholdt på dansk jord i 14 år. Det er også en slat penge, men det er først og turneringens 25 ATP-points for en finalesejr, som deltagerne dyster om.

Det er disse points, der giver adgangsbillet til de store og prestigefyldte tennisturneringer, som blandt andet danske Holger Rune konkurrerer i.