Det bliver kaldt både forrykt, mystisk og voldsomt, at Aarhus Kommune har sagt god for nedrivning af det hus, der ved årsskiftet blev handlet til et rekordhøjt beløb.

Ordene kommer fra lokale politikere, der som medlemmer af By- og Planudvalget tidligere på ugen fik en orientering om sagen.

Sagen fra Strandvænget har været beskrevet gennem flere artikler af RisskovLIV og Stiften, og du får her et overblik over, hvad den drejer sig om.

En ambitiøs plan om at opføre en basketballarena ved Vejlby-Risskov Hallen blev for to år siden lagt på hylden.

Siden har drømmen om mere basket levet videre, og nu kan et nyt og mindre halprojekt dedikeret til basketball være på vej ved idrætsanlægget.

På kommunens bord ligger der lige nu en ansøgning om støtte til en hal, der er budgetteret til at koste 57 millioner kroner.

- Det her er en afløser for det første projekt, som var en tilskuerhal. Det her er mere en hverdagsfacilitet, der kan alt det, der har med basket på forskellige niveauer at gøre på nær afvikling af ligakampe, siger Michael Piloz, der er direktør i Bakken Bears.

Det er foreningen Aarhus Bears, der i samarbejde med Bakken Bears står bag ansøgningen til Aarhus Kommunes anlægspulje om en kommunal indsprøjtning på lige knap 16 millioner kroner. Den er lavet ‘på vegne af basketball i 8240’.

Kommunen har tidligere givet tilskud fra puljen til idræts- og fritidsfaciliteter til Bakken Bears oprindelige plan, og de penge er gået videre til det nye projekt.

- Der står 12 millioner og venter, og nu er vi i gang med at søge forskellige fonde, siger Michael Piloz.

Ikke lang tid efter, at Bakken Bears måtte indstille arenaprojektet, måtte også naboerne på Idrætshøjskolen kapitulere og droppe deres halplaner.

Det betyder, at kommunen fortsat har den gamle grusbane bag Springcentret, som ellers var udpeget til højskolens byggeri. Den grund er nu reserveret til basketball ifølge Michael Piloz.

Det kræver selvsagt, at det denne gang kan lykkes at få de økonomiske ender til at mødes, og selvom den del altså blev stopklods sidste gang, så tror Michael Piloz på det.

- Det er et økonomisk mindre projekt. I tillæg til det har vi arbejdet på at få det skåret til, så det appellerer bredere end en hal, hvor tilskuere kan opleve en basketkamp, siger Michael Piloz.

Ansøgningen fra basketfolkene i 8240 er en af en række ansøgninger til kommunens anlægspulje. Pengene bliver fordelt omkring årsskiftet.

Forrykt, mystisk, voldsomt og dobbeltmoralsk.

Det er nogle af de ord, som politikere i Aarhus Byråd sætter på en spektakulær sag om kommunens tilladelse til at nedrive et bevaringsværdigt og kostbart hus ved vandkanten i Risskov.

Politikerne i byrådets by- og planudvalg har netop fået en orientering om sagen, hvor ledelsen i Teknik og Miljø overtrumfede såvel egne fagfolk som eksterne rådgivere.

Det skete, da ledelsen gav lov til nedrivningen af det bevaringsværdige Risskov-hus, der så sent som i januar i år blev købt af rigmanden Martin Bek-Nielsen. Han gav knap 50 millioner kroner for det gule murstenshus.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at man river en bygning ned, som er vurderet bevaringsværdig. Det er jo et hus, der fint kunne blive stående, og der skal ikke opføres en anden bolig i stedet. Generelt synes jeg, vi skal rive så lidt ned som muligt - særligt når der er tale om gode og bevaringsværdige bygninger, siger forperson Kristian Sommer (S) fra By- og Planudvalget.

Sagen drejer sig om huset i Strandvænget 5B i Risskov.

Vi har i flere artikler fortalt om sagen, hvor Martin Bek-Nielsen vil rive huset ned og i stedet opføre et strandhus med parkanlæg. Hele molevitten skal forenes med en palæ-bygning på nabogrunden Strandvænget 5A, som rigmanden også ejer.

Det gule murstenshus i Strandvænget 5B er fornylig blevet udpeget som bevaringsværdigt. Det skete i forbindelse med en stor gennemgang af byens bygningsmasse, som er sat i søen af byrådet. Planen er, at byrådet i løbet af efteråret skal godkende den ændrede status for de udpegede bygninger.

Hos fagfolkene i den kommunale forvaltning var der da heller ingen tvivl, da ansøgningen om at nedrive Strandvænget 5B indløb. Huset skal bevares, lød meldingen fra de menige ansatte i forvaltningen.

Men ledelsen i Teknik og Miljø ville det anderledes. Den sagde ja til nedrivningen - og fravalgte samtidig at inddrage de eksterne rådgivere i Lokalt Kulturmiljøråd.

Kulturmiljørådet bliver normalt hørt i sager om bevaringsværdige bygninger, og rådet har efterfølgende udtrykt stor utilfredshed med at blive sat uden for døren.

Byråds- og udvalgsmedlem Liv Gro Jensen (SF) deltog i orienteringen i udvalget.

- I det politiske miljø har vi arbejdet for at stoppe nedrivning i en række sager, og jeg synes, at den her er relativt klar. Så det havde givet mening for os, at vi også havde stået sammen i den her sag. Det er stadigvæk lidt mystisk for mig, hvad grunden er til, at man går anderledes til det her, fortæller Liv Gro Jensen.

Hun understreger, at Strandvænget 5B er vurderet til at være en bygning, der skal passes på.

- Man kan mene om bygningen, hvad man vil, men den er vurderet som noget, vi skal passe på. Det er virkelig ærgerligt, hvis den bliver revet ned. Jeg synes, det er voldsomt, at en bygning, der fungerer og har en historik, som forvaltningen vurderer til at være betydningsfuld i forhold til at fortælle en del af Aarhus' historie, så relativt uproblematisk kan rives ned, understreger hun.

Byråds- og udvalgsmedlem Isabella Heilmann (EL) kalder det enormt ærgerligt, at der er givet en nedrivningstilladelse uden at høre Lokalt Kulturmiljøråd.

- Jeg synes, det er forrykt, at man tilsyneladende hører Lokalt Kulturmiljøråd i andre sager - men ikke denne, fortæller hun.

Isabella Heilmann peger videre på, at Aarhus Kommune har givet en husejer på Tretommervej i Risskov afslag på et ønske om at rive sin bolig ned.

Det på trods af, at sagen på næsten alle områder, som RisskovLIV tidligere har fortalt, er sammenlignelig med sagen på Strandvænget 5B.

-  Det virker dobbeltmoralsk, at man griber ind på Tretommervej, men ikke gør det på Strandvænget. Det kan komme til at se ud, som om forvaltningen handler efter egen vilje, når man bruger redskaberne i den ene sag, men ikke i den anden, siger Isabella Heilmann.

Hos Venstre er byråds- og udvalgsmedlem Gert Bjerregaard i gang med at se nærmere på sagen.

- Jeg vil finde ud af, hvad der er op og ned - og derefter danne mig en mening. Gulstenshuset fra 1963 har i min optik ikke nogen former for bevaringsværdi. Når det er sagt, så ønsker jeg lighed for loven, uanset hvor man bor, og hvor stor ens pengepung er, forklarer Gert Bjerregaard.

Under orienteringen i By-og Planudvalget fik politikerne at vide, at det bliver svært at trække tilladelsen til nedrivning af Strandvænget 5B tilbage.

- Det tror jeg også, at det er, men vi har ikke sluppet den endnu. Selv hvis den er tabt, må vi stramme op, så vi ikke kommer i samme situation igen, siger Liv Gro Jensen.

- Selv hvis vi havde ønsket at bevare huset, skulle man have nedlagt et paragraf 14-forbud og efterfølgende lavet en bevarende lokalplan. Og så opstår også spørgsmålet om, hvorvidt det er den rigtige brug af ressourcer, eller om vi hellere skal bruge dem på bevarende lokalplaner for større områder, tilføjer Kristian Sommer.

Byens dyreste hus skal rives ned.

Det har Aarhus Kommune givet grønt lys til, selvom selvsamme kommune netop har udpeget huset som bevaringsværdigt.

Nedefra i forvaltningen var det ellers anbefalingen, at huset på Strandvænget 5B skulle bevares, men den anbefaling valgte ledelsen i Teknik og Miljø at trodse.

Nedrivningstilladelsen er samtidig kommet i hus, uden at det rådgivende organ Lokalt Kulturmiljøråd er blevet hørt, som det ellers plejer at blive i den type sager.

Og alt imens villaen til knap 50 millioner kroner står til at blive jævnet med jorden, sidder Lasse Nyrup måbende tilbage et andet sted i Risskov.

Han bor på Tretommervej, og hans villa er ligesom Strandvænget 5B udpeget som bevaringsværdig.

Alligevel er de to villaer endt med hver deres skæbne. For mens der skal rives ned på Strandvænget, har Lasse Nyrup fået forbud mod at gøre sine planer til virkelighed.

- Min retsfølelse bliver krænket noget så eftertrykkeligt, for der er så stor forskel på, hvem der får et forbud. Jeg har tænkt på, om jeg har gjort nogen fortræd, eller hvad jeg har, for jeg synes, at det er decideret urimeligt, siger Lasse Nyrup.

Ifølge Aarhus Kommune kan de to sager ikke sammenlignes direkte, da Tretommervej ligger i et område, der er udpeget til en større bevarende lokalplan.

For at forstå Lasse Nyrups frustration skal tiden skrues to år tilbage.

I september 2024 henvendte han sig første gang til kommunen med planer om nedrivning af sin røde murstensvilla på Tretommervej, der på det tidspunkt ikke havde en høj bevaringsværdi.

Men kort tid efter henvendelsen vurderede forvaltningen, at villaens SAVE-værdi burde være 4 i stedet for 5. Huset skulle dermed stemples som bevaringsværdigt.

Og som en del af den proces blev Lokalt Kulturmiljøråd tidligt inddraget. Rådets anbefaling om at bevare murstensvillaen blev tilmed brugt som et argument i det forbud mod nedrivning, Lasse Nyrup blev varslet om i april 2025.

- Det virker lidt som vinden blæser. I min sag har rådet fået en stærk stemme, mens det ikke er blevet hørt i den anden sag, siger Lasse Nyrup.

Lasse Nyrup fik altså kommunens forbudshammer at føle.

Husejeren venter nu på, at hans sag ender på politikernes bord, så de kan tage endelig stilling til den særskilte lokalplan, der fortsat skal forhindre ham i at vælte de røde mursten.

Han har været bundet af et såkaldt paragraf 14-forbud, som midlertidigt forbyder nedrivning, indtil en lokalplan for hans grund er på plads.

Forbuddet er et redskab, kommunen sjældent tager i brug, men det har også været på tale i sagen om Strandvænget. Her blev det dog vurderet til at være for langt at gå.

“Selvom ejendommen vurderes som værende i SAVE-klasse 4, er det min vurdering, at det vil være et voldsomt indgreb overfor en ejer, som har købt ejendommen i god tro,” skriver kontorchef i Teknik og Miljø Torben Simonsen i en mail til direktøren i Teknik og Miljø, Henrik Seiding.

Og netop begrebet ‘god tro’ bliver flere gange brugt som argument for ikke at forbyde nedrivning på Strandvænget, viser en aktindsigt.

Det får Lasse Nyrup til at sukke dybt. Så ryster han på hovedet og minder om, at han henvendte sig til Aarhus Kommune, inden den overhovedet var begyndt at genvurdere de bevaringsværdige bygninger i Risskov.

Han søgte officielt om nedrivning i februar 2025. På Strandvænget kom ansøgningen i maj 2026.

- Jeg synes, det skriger til himlen. Jeg har boet her i snart 19 år, så jeg vil afgjort fastholde, at jeg var i god tro. Men jeg kan konstatere, at de samme folk har forskellige syn på, hvad god tro er, siger han.

Der er flere ligheder mellem sagerne på Tretommervej og Strandvænget.

Men ifølge kontorchef i Aarhus Kommune Torben Simonsen er der en afgørende forskel. Tretommervej ligger i et område af Risskov, der er udpeget til en større bevarende lokalplan.

- Man vidste allerede, at det var et område under pres for at ændre sig fra det eksisterende kvarter til et kvarter med punktvise moderne byggerier. Derfor var der stort fokus på at forhindre nedrivninger, der skulle skabe nye byggemuligheder.

- Ansøgningen kom, før vi var gået i gang med lokalplanlægningen, og derfor valgte man at tage en timeout med et paragraf 14-forbud. Det var samtidig en tidstypisk hjørneejendom, som er synlig for mange. På Tretommervej frygter man altså også, hvad der vil blive bygget i stedet, siger Torben Simonsen.

Men ejeren på Tretommervej har ejet sin ejendom i 18 år og henvendte sig tidligere i processen end ejeren på Strandvænget. Hvorfor tillægger man ‘god tro’ forskellig vægt?

- Det vurderer vi på samme måde. På det punkt er sagerne ens. Tretommervej er et eksempel på en sag, der har haft stor politisk bevågenhed. Rådmanden har offentligt sagt, at han er villig til at bruge paragraf 14-forbud for at undgå en tidlig bølge af nedrivninger, inden lokalplanerne er på plads. Her var der ingen tvivl om, at det var en type villa, man ønskede at bevare i det pågældende kvarter, fordi kvarteret var udpeget til en bevarende lokalplan.

- Strandvænget ligger ikke i et kvarter, der er udpeget til den type bevarende lokalplanlægning. Og Strandvænget har desuden det element, at man ikke river ned for at bygge noget nyt og større. Set fra vores side er det derfor to forskellige situationer, siger Torben Simonsen.

Kan du forstå, hvis ejeren på Tretommervej føler, at han bliver behandlet anderledes end ejeren på Strandvænget?

- Jeg kan sagtens forstå ham, og jeg synes også, at han kommer med gode og fair argumenter, som nu ender i det politiske rum til vurdering af, om det er for hårdt at bruge paragraf 14-instrumentet i hans sag.

Tilbage på Tretommervej understreger Lasse Nyrup, at han intet har imod, at ejeren af Strandvænget får lov at følge sine boligdrømme.

Hans frustration retter sig i stedet mod, at to villaer med lidt mere end en kilometer imellem sig er endt med hver sin skæbne.

Men når man afgrænser et område til en bevarende lokalplan, vil der næsten altid ligge villaer lige på den anden side af grænsen. Hvorfor er det ikke en fair forklaring på, at Strandvænget har fået en anden behandling?

- Inden jeg læste artiklerne, var jeg tilbøjelig til at give dig ret. Men når jeg ser, hvordan sagen på Strandvænget er blevet behandlet, og at Lokalt Kulturmiljøråd slet ikke er blevet hørt, så synes jeg, at det argument falder til jorden, siger Lasse Nyrup.

Først viste det sig, at hverken Den Gamle By eller Lokalt Kulturmiljøråd blev hørt, inden Aarhus Kommune gav grønt lys til nedrivningen af Strandvænget 5B – Aarhus' dyreste villa til dato, som er udpeget til at blive bevaringsværdig.

Nu kan RisskovLIV fortælle, at ledelsen i Teknik og Miljø også valgte at overtrumfe sine egne fagfolks anbefaling om at bevare 60'er-villaen i Risskov.

Villaen blev så sent som i januar købt af den velpolstrede udlandsdansker og forretningsmand Martin Bek-Nielsen for svimlende 49,5 millioner kroner.

Kort forinden havde han købt Rosengaarden på nabogrunden for 45 millioner kroner. Planen med den rekorddyre nabohandel var blandt andet at rive 5B ned, slå grundene sammen og genskabe Rosengaardens oprindelige haveanlæg.

Men så kom der grus i maskineriet. Kommunens bevaringsarkitekter havde nemlig kastet nye øjne på 60'er-villaen, og huset, der hidtil ikke havde været registreret som bevaringsværdigt, stod nu til at blive det.

I Byggeri var anbefalingen klokkeklar:

"Byggeri vurderer, at der er tale om en ejendom med væsentligt arkitektonisk udtryk, høj originalitet og kulturhistoriske værdier, som er værd at værne om. Derfor anbefaler Byggeri, at ejendommen bør bevares."

Men den anbefaling nåede ikke hele vejen gennem det kommunale system.

Sagen blev løftet op i ledelsen, hvor kontorchef Torben Simonsen og forvaltningschef Michael Tolstrup indstillede, at kommunen ikke skulle forhindre nedrivningen med et § 14-forbud og en efterfølgende bevarende lokalplan.

"Selvom ejendommen vurderes som værende i SAVE-klasse 4, er det min vurdering, at det vil være et voldsomt indgreb overfor en ejer, som har købt ejendommen i god tro," lyder det i ledelsens skriftlige vurdering.

Samtidig lagde ledelsen vægt på, at 60'er-villaen ikke skal erstattes af en ny bolig:

"Formålet med nedrivningen er at bringe ejendommen tilbage til dets oprindelige udtryk. Ejendommen nedrives ikke med henblik på at opføre en ny villabebyggelse."

Hvorfor lod ledelsen så andre hensyn veje tungere end fagfolkenes anbefaling?

– Der er ingen, der bestrider, at ejendommen er bevaringsværdig. Og er man bevaringsarkitekt, vil det selvfølgelig skære i hjertet, hvis sådan én bliver revet ned.

– Men vi kan ikke redde alle ejendomme. Derfor skal man vurdere, hvilke ejendomme der skal beskyttes mod nedrivning, siger Torben Simonsen.

Torben Simonsen har tidligere forklaret, at sagen er en balance mellem to hensyn: Bevaringen af 60'er-villaen eller genskabelsen af den historiske helhed omkring Rosengaarden.

Ledelsen valgte det sidste.

Et andet argument for ikke at gribe ind var, at Martin Bek-Nielsen ifølge ledelsen havde købt Strandvænget 5B i "god tro".

På papiret var huset da heller ikke bevaringsværdigt på købstidspunktet. Tværtimod stod der i SAVE-vurderingen fra 2012, at villaen var "hæslig" og trak ned i bevaringsværdien af Rosengaarden.

Men kommunens bevaringsarkitekter var allerede i gang med at genbesøge bevaringsværdierne i Risskov, og arbejdet havde været offentligt omtalt. Spørgsmålet er derfor, om Bek-Nielsen eller hans rådgivere burde have været bekendt med, at villaens status kunne ændre sig.

Når kommunens genvurdering allerede var i gang, og sælger kan have været bekendt med, at ejendommen blev vurderet på ny - og burde oplyse herom - kan I så reelt vide, at Martin Bek-Nielsen købte den i god tro?

– På bagkant er det måske lidt flot at skrive det, for vi ved det dybest set ikke. Vi ved jo ikke, om sælgers viden er givet videre til køber, siger Torben Simonsen.

– Vi skulle nok bare have lagt vægt på, hvordan juraen og den formelle registrering var. Og der var ejendommen ikke bevaringsværdig.

Alle er altså enige om, at Strandvænget 5B er bevaringsværdigt. Den er bare ikke bevaringsværdigt på papiret endnu - og når næppe at blive det, nu hvor nedrivningstilladelsen er givet.

Paradoksalt nok har Aarhus Kommune få kilometer derfra valgt at bruge netop det redskab, som ledelsen undlod på Strandvænget.

På Tretommervej 26 i Risskov stod en villa ligeledes til at gå fra ikke at være registreret som bevaringsværdig til SAVE 4. Her nedlagde kommunen et § 14-forbud for at forhindre en nedrivning.

Hvorfor kommunen trak i nødbremsen i den ene sag, men lod nedrivningen gå videre i den anden, vender RisskovLIV tilbage til.

Aarhus Kommune har trodset sin egen procedure i en sag om nedrivning af byens dyreste hus.

Det mener både Den Gamle By og Lokalt Kulturmiljøråd, der fungerer som faste rådgivende organer i blandt andet nedrivningssager vedrørende bygninger med særlig værdi.

Lokalt Kulturmiljøråd og Den Gamle By plejer at blive spurgt i sager, hvor en ejendomsejer ønsker at rive en bevaringsværdig bygning ned. Men kommunen valgte bevidst at se bort fra de to aktører, da en rigmand fik tilladelse til at jævne Strandvænget 5B i Risskov med jorden.

- Vi har en aftale med Aarhus Kommune om, at vi ved bygninger i en bevaringsværdig kategori skal hejse et flag, siger Søren Tange Rasmussen, museumsinspektør ved Den Gamle By.

Hvad tænker du om, at I ikke skulle høres i den her sag?

- Jamen det forstår jeg ikke. Hvis vi har lavet aftaler om, hvordan det skal foregå, så synes jeg, at man skal overholde dem, understreger Søren Tange Rasmussen, der også er medlem af Lokalt Kulturmiljøråd.

Forretnings- og rigmand Martin Bek-Nielsen er omdrejningspunkt for nedrivningssagen.

Han har sammen med familien købt både Strandvænget 5A og Strandvænget 5B i kæmpehandler til et samlet beløb på knap 95 millioner kroner. Det seneste køb skete i januar.

Alene Strandvænget 5B kostede knap 50 millioner kroner, hvilket gør Risskov-huset til det dyreste i Aarhus.

Udefra set er det Strandvænget 5A, der med sit herregårdslignende udtryk, springer mest i øjnene af de to boliger. Det er også den bygning, der har den højeste bevaringsværdi.

Men nedrivningssagen drejer sig om Strandvænget 5B - altså byens dyreste hus. Ejendommen er på nuværende tidspunkt ikke registreret som bevaringsværdig, men det kunne et nik fra byrådet snart ændre på.

Bygningen er nemlig del af en større pulje af ejendomme, som af Teknik og Miljø har udpeget som bevaringsværdige. Der mangler kun byrådets endelige godkendelse, før den ny bevaringsværdi er officiel.

Derfor bør ejendommen ifølge Søren Tange Rasmussen sidestilles med reelt at være kategoriseret som bevaringsværdig.

- Den skal have karakter som bevaringsværdig. Ellers havde kommunen jo ikke udpeget den. Jeg skal ikke gøre mig klog på juraen i det, men fra vores synspunkt har kommunen gjort den bevaringsværdig, siger museumsinspektøren.

Sagen om Strandvænget 5A er i flere omgange behandlet af Lokalt Kulturmiljøråd, der består af fagpersoner med indsigt i arkitektur og bygningshistorie.

Til gengæld er nedrivningssagen om Strandvænget 5B aldrig blevet et selvstændigt punkt på de dagsordener, hvor Aarhus Kommune normalt præsenterer eksempelvis sager om nedrivninger af bevaringsværdige bygninger.

- I henhold til Lokalt Kulturmiljøråds arbejdspapirer og kommissorium er nedrivningen en sag, hvor vi normalt burde høres. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det ikke er sket, siger forperson Birgitte Tanderup Eybye fra Lokalt Kulturmiljøråd.

Vores indsigt i sagens akter viser, at kommunens forvaltning drøftede muligheden for at sende sagen forbi Lokalt Kulturmiljøråd. Men det valgte topledelsen i Teknik og Miljø at droppe.

I et internt notat er argumentet, at inddragelse af Lokalt Kulturmiljøråd "umiddelbart ikke vil ændre den beslutning som er taget på ledelsesniveau".

- Det lyder mærkeligt, Jeg går ud fra, at det man har et Lokalt Kulturmiljøråd for at bruge det og lade rådet bidrage med faglige vurderinger, siger Birgitte Tanderup Eybye.

- Vi har fået at vide, at den ikke skulle på rådet, fordi der var taget en beslutning. Og det, synes vi ikke, er den rigtige måde at gøre det på, tilføjer Søren Tange Rasmussen.

Lokalt Kulturmiljøråd har sendt en "forundringsskrivelse" til Aarhus Kommune.

Skrivelsen henviser til, at der i forbindelse med rådets behandling af sagen om Strandvænget 5A ikke blev taget stilling til planen om at nedrive nabobygningen på adressen, Strandvænget 5B.

-  Da der endnu ikke lå en nedrivningsansøgning. Fra rådets side var der en klar forventning om, at nedrivningssagen skulle behandles, når en sådan ansøgning forelå, skriver Lokalt Kulturmiljøråd i henvendelsen, som vi har fået aktindsigt i.

Det seneste møde i Lokalt Kulturmiljøråd blev holdt onsdag 2. september. Dagsordenen oplyser, at rådets på næste møde vil have kommunens begrundelse for "hvilke sager der fremsendes til udtalelse ved det lokale kulturmiljøråd".

Forundringsskrivelsen fortæller videre, at rådet gennem tiden har behandlet og afgivet udtalelser i en lang række sager, hvor der har været ændringer af bygningers status undervejs i det kommunale system.

Nøjagtigt som med Strandvænget 5B.

- Hvis praksis i den konkrete sag fremover skal lægges til grund, vil det imidlertid betyde, at rådet reelt ikke vil kunne udtale sig om konkrete sager, hvor en sådan ændring er undervejs. Det vil efter rådets opfattelse være en væsentlig ændring af rådets hidtidige rolle og arbejdsgrundlag, understreger rådet.

Aarhus Kommunes arbejde med sagen om nedrivningen begyndte i december sidste år.

Kontorchef Torben Simonsen fra By og Natur i Teknik og Miljø fortæller, at der aldrig har været tvivl om Strandvænget 5B's bevaringsværdi.

- Men rent teknisk er det sådan, at når ejendommen ikke er registreret som bevaringsværdig, træder det system ikke i kraft, hvor vi skal høre Lokalt Kulturmiljøråd, sende i offentlig høring og høre forskellige organisationer. Registermæssigt og juridisk er ejendommen ikke bevaringsværdig endnu, og derfor træder de processer ikke i kraft, forklarer Torben Simonsen.

Ifølge kontorchefen har det centrale spørgsmål været, om der skulle nedlægges et forbud mod nedrivning og derefter laves en lokalplan. Lokalplanen ville være nødvendig for på sigt at afslå rigmandens ønske om at forvandle den nuværende bygning til murbrokker.

- Rådet kan selvfølgelig med deres historiske viden mene, at kommunen burde have stoppet nedrivningen - uanset vores egen faglighed allerede havde genvurderet huset og fundet det bevaringsværdigt. Men det har aldrig været bestridt af nogen i sagen, at huset har bevaringsværdi. Spørgsmålet har været, om vi skulle nedlægge et § 14-forbud og lave en enkeltstående lokalplan, understreger han.

Torben Simonsen forklarer, at Lokalt Kulturmiljøråd bliver hørt i alle sager om bevaringsværdige bygninger.

- Der er ikke noget, vi har overset. Det er ikke sådan, at vi har givet en nedrivningstilladelse til en ejendom uden at vide, at der var bevaringsværdier, fortæller kontorchefen.

Ifølge Torben Simonsen var det kommunens egne bevaringsarkitekter, der sagde, at Strandvænget 5B var bevaringsværdig.

- At Den Gamle By og andre også mener det, er vi helt med på. Kommunerne er tvunget til at prioritere, og skal også tage hensyn til ejers interesser. Man kan have forskellige holdninger til, hvor snittet skal ligge, og hvor mange ressourcer man vil bruge på lokalplaner for enkeltstående ejendomme, forklarer kontorchefen.

Det er umuligt at vide, hvad Den Gamle By og Lokalt Kulturmiljøråd havde anbefalet kommunen at gøre - hvis altså nedrivningssagen om Strandvænget 5B var blevet præsenteret for dem.

Men det står klart, at andre meget tæt på kommunens ledelse slog endda højt på tromme for ejendommens bevaringsværdi. Det fortæller RisskovLIV snart mere om.

Bilerne plejer at holde tæt parkeret på grusarealet for foden af Riis Skov.

Men nu er der pludselig masser af luft mellem køretøjerne. Det skyldes nye parkeringsregler, hvor der er indført betalingsparkering.

Det er derfor blevet mindre oplagt for pendlere at smide bilen og traske hen for at tage letbanen eller hoppe på cyklen videre ind til midtbyen.

Arealet ejes af Banedanmark, som også står bag ændringen.

- Ændringen skyldes, at Banedanmark er blevet opmærksom på, at arealet ikke er omfattet af Nærbaneoverenskomsten, da det ikke er tilknyttet en af de i overenskomsten nævnte stationer, skriver Teknik og Miljø i svaret på en 10-dagesforespørgsel fra SF’s Albert Rosenkrantz Conradsen.

Aftalen er fra 1980 og regulerer vedligeholdelse og anvendelse af arealer ved nærbanestationerne i Aarhus Kommune. Men parkeringspladsen ved Stationsvej ligger ifølge Banedanmark for langt fra en station til at være omfattet.

Efter at Banedanmark blev opmærksom på, at arealet ikke er omfattet af aftalen, vurderede selskabet, at betalingsparkering var den rigtige løsning.

Arealet er nemlig ikke anlagt som en almindelig parkeringsplads. Banedanmark betegner det som et arbejdspladsareal, der blandt andet skal kunne bruges til arbejdskøretøjer og materialer i forbindelse med vedligeholdelse af jernbanen.

- Hvis der bliver behov for arealet, skal det kunne inddrages inden for en tidshorisont på cirka tre måneder. Det er Banedanmarks erfaring, at arealer med korttidsparkering har færre udfordringer med for eksempel henkastede cykler og affald generelt, noget som desværre har været en udfordring på det konkrete areal, lyder det fra Banedanmark til RisskovLIV.