Lokal grønthandler afslører sine favoritter: Her spiser han selv i Risskov
Når Gezim Elshani skal pege på det bedste måltid i Risskov, er det ikke kun maden, der spiller ind. Den lokale grønthandler lægger også vægt på menneskene bag, og især to spisesteder har gjort indtryk på ham. Men der er også noget, han savner i bydelens madudvalg.
Gezim Elshani har i mange år forsynet kunderne på Risskov Torvet med frisk frugt og grønt, men hvor går den lokale grønthandler selv hen, når han skal have stillet sulten?
Vi har spurgt ham om hans foretrukne spisesteder, hvor han henter takeaway, og hvad han savner på Risskovs madscene. Og så deler han sit bedste råd til dem, der vil gøre lidt ekstra ud af maden, når der kommer gæster.
Hvor får man efter din mening det bedste måltid i Risskov – og hvorfor?
- Jeg synes, at Risskov Pizza og Mundret er rigtig godt. Mundret har en god stil, og selvom det er mine konkurrenter, kan jeg godt lide at snakke med folk, der gør det godt.
- Jeg kan godt lide, at man mærker energien og passionen, og de er meget inspirerende og meget udadvendte, og de har altid noget nyt og spændende. De er med til at skabe liv i Risskov, og det er vigtigt.
Når du skal have mad med hjem til Risskov, hvor henter du så, og hvad bestiller du?
- Jeg bruger selv Oyisi Sushi i Skejby meget. De har noget fantastisk sushi, og der er et stort udvalg.
Hvilket spisested i Aarhus fortjener mere opmærksomhed - og hvorfor?
- Jeg synes, der er mange små specialbutikker, der kunne få mere opmærksomhed.
- Hvis jeg skal pege på noget, så kan jeg sige, at jeg nok spiser pizza en gang om ugen ved naboen hos Risskov Pizza. Kvaliteten er vidunderlig, men man hører ikke så meget om dem.
Der er kommet mange nye spisesteder til Risskov i de seneste år, men er der noget, du savner?
- Jeg synes, det kunne være fedt med noget mere hverdagsmad. Noget hvor man kunne tage ud at spise uden næsten at skulle have jakkesæt på. Det var rigtig godt dengang, vi havde Restaurant Fedet.
Hvad er dit bedste madlavnings-råd til folk, der skal have gæster, og som godt kan lide at lave mad?
- Hvis man skal have noget rigtig godt, så synes jeg, man skal tage ind til Slagteriet inde i midtbyen. De har energien i øjnene, og en stor viden om deres produkter. Så du kommer ud som en glad kunde, og du bliver klædt på til produktet, og hvordan du skal anrette det.
- Hvis du skal have fisk, skal du tage til Clausens Fiskehus, og så skal du selvfølgelig købe grøntsagerne hos mig.