Selvom Risskov Sogn og Vejlby Sogn ligger op ad hinanden, befinder de sig langt fra hinanden på det økonomiske landkort.

I Risskov Sogn er den typiske formue på 3,7 millioner kroner blandt landets største, mens tallet for Vejlby Sogn lyder på 568.000 kroner.

Det viser en ny opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som ved hjælp af tal fra Danmarks Statistik har kortlagt formuerne i de danske sogne.

I analysen er der taget udgangspunkt i medianformuen. Det vil sige den formue, der ligger præcis i midten, når de voksne indbyggere rangeres efter deres formuer. Halvdelen har altså en større formue, mens den anden halvdel har en mindre.

Voksne i Ellevang Sogn har en typisk formue på 1,39 millioner kroner, mens den typiske formue i Skelager Sogn ligger på 744.000 kroner, viser analysen.

Den typiske formue i Aarhus Kommune ligger på en million kroner.

Kun fem sogne i landet har en højere typisk formue end i Risskov Sogn, som også målt på gennemsnitsformuen blander sig i toppen.

I Risskov Sogn ligger gennemsnitsformuen på 10,3 millioner kroner. Den opgørelse toppes af Østerbølle Sogn i Vesthimmerlands Kommune med en gennemsnitsformue på 17,7 millioner kroner.

Rungsted Sogn i Hørsholm Kommune har landets højeste medianformue på 4,8 millioner kroner, viser undersøgelsen.

Ejeren af Sjette Frederiks Kro, Jørgen Danielsen, var selv med til at sætte gang i den sag, der i foråret 2024 begyndte at rulle om det historiske sted i Riis Skov.

Overfor Stiften bekræftede Danielsen, at det helt nyopførte orangeri var kommet til verden uden de nødvendige tilladelser.

I dag cirka 2,5 år senere spiller musikken endnu, og orangeriet er fortsat en del af kroens drift. Her får du en gennemgang af hele sagen.

Madanmeldelsen er lavet på Bøf Bearnaise i Aarhus C.

Jeg kom lidt for tidligt til besøget på Bøf Bearnaise og nåede at kigge ind af ruderne til den fuldsatte restaurant.

Hvem fylder en bøfrestaurant uden konsum-begrænser på en mandag aften? Studerende på budget? Serie 3-holdet til fællesspisning efter træning? I hvert fald kødglade mænd?

Fordommene lod sig ikke umiddelbart bekræfte. Her var gæster i alle aldre, og måske for mig mest overraskende: Ungefær halvdelen eller flere var kvinder.

Virkelig? På en all-you-can-eat-restaurant, som – hvis der fandtes en energiklassificering for spisesteder – ville være påstemplet et ildrødt ”z”?

Der er oksekøds aficionados derude, måske flere end man skulle tro og ikke kun i maskuline versioner, må man konkludere.

I hvert fald ser Bøf Bearnaise ud til ramme sin målgruppe, hvordan den så er defineret hos koncepthaverne, for her var stuvende fuldt. Man gør klogt i at få bordreservation på plads mindst et par dage i forvejen for at være på den sikre side.

Selv om den ret nyåbnede restaurant allerede har fået en filial i Risskov. Og selv om spisestedet når to-tre skifteholdsserveringer på en aften.

Måske tiltaler enkeltheden mange: Bøf Bearnaise har barberet alt det overflødige væk, her er kun kød, sovs og pommes frites, cæsar salat og brød med aioli. Ingen forretter, ingen dessert, bare kød og sovs, som man kan spise til man segner eller det allokerede time-slot på 105 minutter løber ud.

Og så er der fri bar med otte vine, øl og vand. Dermed udfordrer Bøf Bearnaise både de traditionelle buffet-restauranter og Det glade Vanvid-segment, hvor drikkevarer er inkluderet i prisen.

Vi havde bord 19.15, efter en kort introduktion til konceptet var både kurven med anstændigt, hjemmebagt brød og tilhørende aioli samt første serveringsfad afleveret to minutter senere – endnu inden jeg havde nået at skænke vin op fra de opmagasinerede flasker ved indgangen til køkkenet.

Det var tæt på rekord i den hurtigservering, jeg har oplevet, og vi kunne ikke lade være med at diskutere, hvor godt konceptet ville fungere som motorvejs-pitstop, hvor det oftest handler om at blive mæt så hurtigt som muligt.

Introduktionsfadet består af et forsvarligt kød stykke oksekød – nærmest en lille steg - som man selv skiver med den vedlagte kniv, en skål med brandvarme fritter og en bøtte med bearnaise og en skål cæsarsalat.

Sidstnævnte repræsenterer husets eneste fiberholdige ingrediens, men udgør alligevel et mysterium. Er det virkelig hensigtsmæssigt at servere den mest kalorierige salat af alle som tilbehør til bøf, fritter og bearnaise?

Salaten var korrekt, fin, fed mayodressing og et forsvarligt drys friskrevet parmasan på toppen, men man kunne have brugt et mindre bombastisk tilbehør, måske bare en enkel, grøn salat i vinaigrette fremfor en dressing, der konkurrerer med bearnaisen i smagstæthed.

Så var der kødet. Jeg havde undret mig over hjemmesidens beskrivelse af ”langtidstilberedt kød”, for røde bøffer får det sjældent bedre af langtidsophold i varmen.

Men det er så heller ikke bøffer, men cuvette, Bøf Bearnaise sætter på bordet. Og kødet er ikke rødt, men gråmaleret, for køkkenet tilberede udskæringen sous vide, dvs. vakuumpakket i vandbad og blot brunet på grillen.

Aha, var vores reaktion – så prøver man også det. Kødet var mørt med fin marmorering og pæn smag, men langt fra Steak frites og den klassiske kødtype til bearnaise. Vi var havnet i kødsegmentet, som man kender fra møde og konference-køkkenerne, de obligatoriske oksestege, som serveres i endeløse, tynde skiver.

Jeg har smagt værre versioner, men der manglede saft og kraft til for alvor at spille harmonisk med den tykke sauce. Det var synd, fordi bearnaisen faktisk var det mest vellykkede på tallerkenen. Fed, vellavet med masser af estragon, måske kunne man have tilført lidt mere syre, men i forhold til prisniveauet og spis-løs-normalen var det en glædelig overraskelse at få serveret klassisk sauce uden brug af genveje.

Pommes fritterne var ok, til den lyse side, men sprøde og varme. Og der blev suppleret op af alle fire ingredienser, når man gav tegn til tjenerne, som opmærksomt fulgte udviklingen mellem de tætsatte borde – ingen nye pommes frites hældt oveni de gamle, som diskret blev fjernet. Det samme for bearnaisens vedkommende.

Vi nåede et par genopfyldninger, men selv om min medanmelder bestemt ikke hører til de småtspisende, var vi rigelig mætte efter anden supplerings-opfølgning.

Der er en grænse for kapaciteten, når den toppes med bearnaise, og det er på eget ansvar, hvis man i rent begær, bestiller løs, fordi man kan og spiser for meget. Det var vi efterfølgende enige om, menuen ligger tungt i maven, også uden forret og dessert.

Drikkevarerne er et kapitel for sig. Fire hvide og fire røde vine, alle med skruelåg. Det sidste er fint og praktisk, men ingen af vinene hævede sig over det, massefremstillede, jævne supermarkedsniveau, som jeg kalder vin-cola: Det smager ens og rammer den brede smagsmotorvej uden at hæve sig over det ligegyldige.

Det kunne næsten ikke være anderledes i forhold til prissætningen, men løjerligt med fire hvidvine til en servering, som så afgjort kalder på rødvin. Fornuftigt at alle otte vine var kølet ned.

Alternative drikkevarer var opmagasineret i køleskabe, Ceres/Royal øl og cola, diverse andre vand, med og uden kalorier.

Vi var færdige med at spise efter tre kvarter, og hvis det er normalen, kan man jo udnytte den resterende tid i et selvsupplerende barmiljø. Vi havde mest lyst til frisk luft.

Det står ikke til diskussion, at man får masser af mad og drikke for 279 kroner kuverten, men for mig er der noget inderligt frastødende ved konceptet, som i hvert fald ikke rammer tidsånden: Den usagte, men umiskendelige opfordring til overspisning, tilmed af den mest klimabelastende råvare af alle. Og klassisk sauce bearnaise er udviklet til at tilføre raffinement i små portioner, ikke til at drukne den spisende.

Bøf Bearnaise fortjener ros for at tilberede alt fra grunden af fine råvarer, og forbilledligt at man insisterer på bordservering fremfor krydstogts-buffetstilen, der får det værste op i folk.

Men muligvis er det min begrænsning: Er frie mængder af en kødudskæring vi kender fra supermarkedernes evige tilbudskumme – og en del af os har tvivlsomme minder om fra sønderstegte udgaver, når kollegiekøkkenet virkelig gav den gas - en afgørende faktor for valget?

Hvis ja, er Bøf Bearnaise et oplagt besøg værd. Som det nye sort i ad libitum-genren.

Hvis nej er der afgjort ligeså meget eller mere værdi for pengene at hente andetsteds.

Først fik bygherren besked om, at han måtte rive huset ned.

Så kom den formelle ansøgning.

Og da kommunens egen jurist senere rejste spørgsmålet om at høre Lokalt Kulturmiljøråd – som man havde gjort i andre, lignende bevaringssager – var løbet tilsyneladende allerede kørt.

Det fremgår af den interne korrespondance om nedrivningen af Aarhus' dyreste hus på Strandvænget 5B i Risskov – en 60'er-villa til knap 50 millioner kroner, som kommunen netop havde udpeget til at blive bevaringsværdig.

Men selvom kommunens egne bevaringseksperter havde anbefalet, at 60'er-villaen skulle bevares, havde ledelsen i Teknik og Miljø valgt ikke at gribe ind over for nedrivningen.

Så den 8. maj kunne en kommunal byggesagsbehandler meddele forretningsmanden Martin Bek-Nielsens rådgiver, at ledelsen havde besluttet at imødekomme nedrivningen – på trods af kommunens sædvanlige udgangspunkt om at bevare den slags bygninger.

“Bygninger, som registreres med en SAVE værdi på 1-4, ønsker kommunen som udgangspunkt at sikre mod nedrivning. I dette tilfælde har ledelsen dog besluttet, at de vil imødekomme jeres ønske om at nedrive bygningen."

Det grønne lys var dog betinget af, at kommunen kunne godkende et nyt strandhus på grunden.

Linjen var altså lagt. Og da den formelle nedrivningsansøgning landede hos kommunen ti dage senere i midten af maj, blev sagen ikke sendt til Lokalt Kulturmiljøråd.

Rådet var ellers allerede involveret i planerne for naboejendommen Strandvænget 5A og havde i sin udtalelse fra den 13. maj udtrykkeligt gjort opmærksom på, at det ikke var blevet bedt om at tage stilling til nedrivningen af 5B.

Et vink med en vognstang, ville nogle nok sige.

Men nedrivningssagen rullede videre.

Trods en henvendelse fra Den Gamle By i maj og en direkte opfordring til at høre Kulturmiljørådet i juni blev spørgsmålet om kommunens hidtidige praksis først undersøgt internt den 22. juni – blot tre dage før nedrivningstilladelsen blev udstedt.

For på Tretommervej 26 i Risskov havde kommunen tidligere hørt Kulturmiljørådet i en nedrivningssag, hvor villaen ligesom Strandvænget 5B var på vej til at blive udpeget som bevaringsværdig.

Kommunen havde også nedlagt et § 14-forbud mod nedrivningen, men har tidligere forklaret, at de to sager adskiller sig, blandt andet fordi Tretommervej ligger i et område udpeget til bevarende lokalplanlægning

“Det ser ud til, at vi i andre sager (f.eks. Tretommervej 26) har inddraget Lokalt Kulturmiljøråd, selvom kommuneplantillægget med en forhøjelse SAVE-værdien endnu ikke var endelig vedtaget,” skrev juristen til byggesagsbehandleren.

Men byggesagsbehandleren havde svært ved at se, hvorfor sagen nu skulle omkring Kulturmiljørådet. Afgørelsen var jo givet på forhånd.

“Ærligt så er jeg måske lidt uforstående overfor, at vi måske skal sende den til Lokalt Kulturmiljøråd. Jeg kan se, at vi umiddelbart har lovet bygherre og ansøger, at de kan nedrive boligen,” skrev han til juristen.

Spørgsmålet endte derfor hos kontorchef Torben Simonsen, der selv havde været med til at beslutte, at kommunen ikke skulle forhindre nedrivningen af Strandvænget 5B.

Dagen efter, den 23. juni, blev resultatet skrevet ned i et internt notat.

Lokalt Kulturmiljøråd skulle ikke høres, da en udtalelse “umiddelbart ikke vil ændre den beslutning som er taget på ledelsesniveau”.

Torben Simonsen har tidligere over for RisskovLIV forklaret, at Strandvænget 5B endnu ikke formelt var registreret som bevaringsværdig, og at de sædvanlige høringsprocedurer derfor ikke trådte i kraft.

I et skriftligt svar uddyber han, at der ikke er nogen fast procedure for at høre Kulturmiljørådet i den slags sager.

“I denne sag har der ikke været behov for at få belyst, om ejendommen har bevaringsværdier. Der forelå som bekendt en helt ny SAVE-vurdering, som belyste ejendommens bevaringsværdier,” skriver han.

Men på Tretommervej havde kommunen også allerede foretaget en ny SAVE-vurdering. Alligevel blev Kulturmiljørådet hørt, og rådets anbefaling blev siden brugt som argument for at forhindre nedrivningen.

Og det er ikke kun på Tretommervej, at kommunen tidligere har lagt op til at give rådet en stemme.

I et skriftligt svar til Aarhus Byråd fra 2020 skriver Teknik og Miljø sort på hvidt, hvornår Lokalt Kulturmiljøråd skal inddrages.

“Rådet inddrages i alle sager om nedrivning af bevaringsværdige bygninger,” lød det.

Og videre:

“Rådet inddrages også i andre sager med væsentlige bevaringsinteresser.”

RisskovLIV har derfor spurgt Torben Simonsen, om Strandvænget 5B ikke netop var en sag med væsentlige bevaringsinteresser, som burde have været forelagt rådet.

Men kontorchefen fastholder sin forklaring.

“Der er ikke en fast procedure for at indhente udtalelser i sager om bygninger, der ikke er udpeget bevaringsværdige i kommuneplanen,” svarer han.

Men Lokalt Kulturmiljøråd har ifølge eget udsagn tidligere været hørt i en lang række sager, hvor bygninger var på vej til at få en højere bevaringsværdi.

Som RisskovLIV tidligere har beskrevet, har rådet i en såkaldt forundringsskrivelse bedt kommunen forklare, hvorfor det ikke skete på Strandvænget 5B.

Som tidligere skrevet, havde den Den Gamle By allerede i maj gjort kommunen opmærksom på villaens bevaringsværdi og fulgte i juni op med en direkte opfordring til at høre Kulturmiljørådet.

Men først den 25. juni fik museet svar.

Beslutningen var truffet på ledelsesniveau. Og den var endelig.

Samme dag udstedte Aarhus Kommune nedrivningstilladelsen.

Mandag 27. april kl. 07.48 tikkede der en mail ind hos teknik- og miljørådmand Nicolaj Bang (K).

Afsenderen var direktør Henrik Seiding fra Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, og budskabet stod lysende klart. Direktøren bad om rådmandens opbakning i sag, hvor ledelsen var klar til at acceptere en nedrivning af byens dyreste hus - en bevaringsværdig villa til knap 50 millioner kroner.

I mailen forklarede Henrik Seiding, at sagen kunne håndteres administrativt.

- Jeg vil dog være sikker på at myndigheden her ikke går imod en politisk retning fra din side. Bemærk at køber (som gav 50 mio. kr. for den bygning der ønskes nedrives) ønsker en palæhave med sammenhængende matrikler der ikke efterfølgende kan udstykkes, lød det i mailen.

Nicolaj Bang var ikke i tvivl. Rådmanden nikkede ja til at lade huset rive ned.

Og den beslutning har han ikke fortrudt. Det på trods af at der de seneste uger er rejst kritik af forløbet omkring nedrivningen af flere partier i byrådet samt børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF).

- Jeg fik sagen til orientering og så ingen grund til at standse den. Det ville kræve et paragraf 14-forbud, som er meget ressourcetungt og unødvendigt i denne sag, hvor et byområde efter nedrivningen af villaen kan tilbageføres til sin oprindelige identitet, forklarer Nicolaj Bang.

RisskovLIV har i en række artikler fortalt den spektakulære sag om byens dyreste hus.

Huset med tilhørende grund blev i begyndelsen af året købt af Martin Bek-Nielsen for knap 50 millioner kroner. Rigmanden havde samtidig købt nabobygningen for 45 millioner kroner.

Martin Bek-Nielsen vil rive 5B ned. I stedet skal der bygges et strandhus, så hele området med palæ-villaen "Rosengaarden" i Strandvænget 5A som omdrejningspunkt føres tilbage til tidligere tiders udtryk.

I det kommunale system tog sagen fart, da milliardær Martin Bek-Nielsen gik direkte til stadsdirektør Martin Østergaard med ønske om at rive den gule murstensvilla ned.

Siden valgte ledelsen i teknik- og miljø at se bort fra Lokalt Kulturmiljøråd, som er ekstern høringspartner i sager om bevaringsværdige bygninger. På samme måde undlod topledelsen at følge rådgivningen fra fagfolkene i den kommunale forvaltning, som argumenterede imod nedrivning.

- Der er intet unormalt ved sagsgangen. Og det er en misforståelse, at vi har givet tilladelse til at rive huset ned. Det er i udgangspunktet ejerens ret, at rive det ned. Men vi kan nedlægge paragraf 14-forbud mod nedrivning, og det har været overvejelsen i denne sag, siger Nicolaj Bang.

For Nicolaj Bang er der intet odiøst i, at ledelsen i teknik- og Miljø valgte at se bort fra forvaltningens indstilling om at bevare Strandvænget 5B.

- Det er helt normalt, at ledelsen træffer beslutninger i denne slags sager. Alt andet er en misforståelse. Faktisk undrer det mig, at forvaltningen har vurderet helt specifikt på huset og ikke vægtet helhedsindtrykket i området, siger han.

Rådmanden vurderer videre, at det var helt efter bogen at efterlade samarbejdspartnerne i Lokalt Kulturmiljøråd på sidelinjen.

- Formelt var der intet krav om at inddrage Lokalt Kulturmiljøråd. Det skal først ske, når byrådet har godkendt, at en bygning er bevaringsværdig. Det var ikke tilfældet i denne sag, vurderer han med henvisning til, at den endelige byrådsgodkendelse af Strandvænget 5B som bevaringsværdig først var planlagt til at ske i slutningen af i år.

Her er rådmanden dog klar med en lille indrømmelse.

- Out of courtesy havde det været fint at inddrage kulturmiljørådet - og ingen undlod at gøre det af ond vilje. Men det havde ikke ændret beslutningen, idet vi allerede var afklarede omkring bygningens bevaringsværdighed i Save 4, vurderer han.

RisskovLIV har tidligere fortalt om de kommunale toplederes dialog om sagen.

Her nævnes det flere gange, at ejeren er rigmanden Martin Bek-Nielsen - og at husets værdi er 50 millioner kroner. Beløbet nævnes også i den mail, som Henrik Seiding en af de sidste dage i april sendte til rådmanden.

Nicolaj Bang afviser, at husets værdi eller ejerens velpolstrede tegnebog har spillet en rolle i Aarhus Kommunes behandling af sagen.

- Det er rigtigt, at husets pris på 50 millioner kroner nævnes. Men det sker udelukkende for at gøre opmærksom på, at det er en sag, som kan tiltrække mediernes og politisk interesse, understreger han.

Rådmanden peger på, at Aarhus Kommune i en tidligere vurdering af huset i Strandvænget 5B har betegnet det som "hæsligt".

- Det er et hus, der ikke passer ind i områdets helhed. Derfor giver det den bedste mening at undlade et paragraf 14-forbud og dermed godkende nedrivning. Og det er ikke et enkeltstående tilfælde, at vi tillader nedrivning af enkeltstående bevaringsværdige bygninger. Det sker, når andre hensyn vejer tungere, fortæller Nicolaj Bang.

I forløbet omkring nedrivningen af Strandvænget 5B vækker en anden sag i Risskov opsigt.

På Tretommervej har en husejer i en lignende sag fået nej til at rive et bevaringsværdigt hus ned, og han sidder i dag tilbage som en dybt forundret tilskuer til sagen i Strandvænget.

Men Nicolaj Bang køber ikke sammenligningen. Han vurderer, at sagen på Tretommervej er et eksempel på det modsatte af forholdene omkring nedrivningen i Strandvænget.

- På Tretommervej ønskede ejeren at rykke en bevaringsværdig villa ned på et tidspunkt, da vi havde sat gang i udformningen af en bevarende lokalplan for hele området. Jeg havde endda selv meldt offentligt ud, at vi ikke ville godkende nedrivninger i den mellemliggende periode, siger han.

Rådmanden oplyser videre, at husejeren i stedet søgte om en udstykning af grunden for at opføre en moderne bolig.

- Det afviste vi også, da det netop ikke passer ind i områdets generelle bevaringsværdige udtryk. På Strandvænget ønsker ejeren tværtimod at bevare villaen, som er i klasse 2 og tilbageføre grunden til sin oprindelige form, uden 70’er villaen, der ligger som et fremmedlegeme i området, forklarer han.

Som tidligere nævnt har sagen om Strandvænget 5B fået en række politikere til at reagere.

Politikere i byrådets By- og Planudvalg kalder forløbet for "forrykt, voldsomt, mystisk og dobbeltmoralsk", og børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF) har været på banen med kritik af kommunernes manglende indgriben overfor nedrivning af fine og brugbare huse.

Ifølge Nicolaj Bang er det vigtigt at skille tingene ad.

- Kritikken går især på de klimamæssige perspektiver ved at nedrive et fuldt funktionsdygtigt hus - ikke på selve nedrivningssagen. Jeg fik præsenteret en sag, hvor et paragraf 14-forbud var den eneste måde at standse nedrivningen. Beslutningen er taget ud fra en bevaringsdagsorden og ikke et klima- eller værdihensyn, siger han.

Rådmanden vurderer, at sagen ikke handler om at rive værdifuld kulturarv ned.

- Nedrivningen handler om det stik modsatte. Den giver mulighed for at genskabe ejendommens historiske udtryk som palæ til gavn for bydelens helhedsindtryk. Og netop helhedsindtrykket er og har hele tiden været afgørende i vores arbejde for byforskønnelse, fortæller han.