Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger RisskovLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Medlemstallet stiger i Skovbakken Basketball. Det samme gør sig gældende for idrætsforeningerne i resten af Risskov. Jens Jensen, der er trænerkontakt i Skovbakken Basketball glæder sig over udviklingen.Foto: Simon Bojsen

Stigende medlemstal i idrætten vækker glæde i Risskov

Idræt og bevægelse er vigtig - det ved enhver. Nu hvor solens varme stråler er i færd med at bringe de grønne nuancer frem i skoven og på træer og buske rundt om i Risskov, begynder det også at krible i vores kroppe for at komme ud af vinterkulden og trække i sportstøjet.

Her i påsken får I historien om, at idrætsforeningerne i Risskov varmer sig ved tanken om, at flere medlemmer strømmer til.

Det er en glædelig udvikling, der samtidig kræver, at tandhjulene bliver smurte, så maskineriet kan holde til de mange nytilkomne.

Ligesom forårssolen giver farve i kinderne og smil på læben, tager idrætsforeninger som Idrætsklubben Skovbakken og Skovbakken Basketball, udfordringerne som en kærkommen opgave.

Der bliver foretaget krumspring og planlagt udvidelser af bygninger og udendørsarealer for at imødekomme unge som gamle, der har et ønske om at være med til at dyrke idræt i en forening.

Jeg troede egentlig, at jeg skulle til at skrive en artikel, om at det var svært at stå for presset, og der manglede ressourcer og plads, men sandheden viste sig heldigvis at være en anden.

Da jeg snakkede med henholdsvis Mogens Kloster, der er hovedkasserer i Idrætsklubben Skovbakken, og Jens Jensen, der er trænerkontakt i Skovbakken Basketaball, blev jeg mødt med store smil og en indstilling, der viste, at det aldrig kan være negativt for dem, at der er flere, der vil dyrke fællesskabet.

Om du er aktiv i en idrætsforening i Risskov eller ej, så er der nok en sandsynlighed for, at du på et tidspunkt i løbet af påsken skal ud og gå en tur. Det kan være, du har spist lidt for mange sildemadder eller fået en snaps eller to, så du trænger til at få frisk luft og gang i bentøjet.

Når du så bevæger dig ud i Risskov, kan du måske bruge min anden artikel til at fastlægge en rute. Her får du et overblik over de syv dyreste boliger, der er til salg i området lige nu. Så er der både noget at se på og noget at snakke om.

Til sidst vil jeg gerne sætte et par ord på min opstart som journalist her på RisskovLIV.

Jeg arbejder stadig på at finde fodfæste i 8240, og jeg havde et ønske om at udkomme med et væld af artikler her til påsken. Men jeg må erkende, at det at sætte sig ind i et område, hvor jeg ikke har haft min vanlige gang, har vist sig at være en større mundfuld, end jeg havde regnet med. Derfor må i tage til takke med to artikler i denne omgang, og så vil jeg gøre, hvad jeg kan for at give jer mere læsestof i de kommende uger.

Har du et tip til mig?

Sidder du med en god historie, som andre bør høre?

Husk på, at du altid kan sende tips og forslag til emner, jeg bør tage op, til min mail simbo@risskovliv.dk eller på 4113 8888.

Det kan for eksempel være en historie fra foreningslivet, det kan være trafik, som ikke fungerer, en spændende personhistorie eller noget helt, helt andet.

Billede af Simon Bojsen
Billede af skribentens underskrift Simon Bojsen Journalist
Jens Jensen har spillet basketball for Bakken Bears i mange år. Nu er han trænerkontakt for Skovbakken Basketball, og han glæder sig over det stigende medlemstal på trods af de udfordringer, det bringer med sig.Foto: Simon Bojsen

Medlemsboom i idrætsforeninger skaber glæde - Vi er kommet til et punkt, hvor vi kan stille hold til kamp hver gang

I Risskov vil flere dyrke idræt end tidligere.

Nye tal fra DGI viser, at der er en stigning i medlemstallene for idrætsforeningerne landet over. I Risskov har de oplevet en stigning på godt og vel 10 procent fra 2021 til 2022.
Det er noget, der vækker glæde hos Idrætsklubben Skovbakken, der har til huse i Vejlby-Risskov Hallen. 
Men selvom flere medlemmer mest lyder som noget positivt, følger der også udfordringer med. der er brug for mere plads og flere frivillige.

For Jens Jensen, der er trænerkontakt i Skovbakken Basketball, tager han udfordringer med et smil og minder sig selv om, at flere medlemmer, lige meget hvad, er en god ting.

Nye tal fra DGI viser, at der er rekordhøje medlemstal i idrætsforeningerne landet over. Risskov er ikke en undtagelse, og selvom udviklingen vækker glæde, følger der også udfordringer med.

I Idrætsklubben Skovbakken, der har base i de store røde murstensbygninger i Vejlby-Risskov Hallen, kan man dyrke en bred vifte af sportsgrene, og i de fleste af dem har de set en stigning i antallet af medlemmer. Blandt andet hos Skovbakken Basketball har de set en stigning på 50 medlemmer fra 2021 til 2022.

Jens Jensen, der tidligere har spillet for Bakken Bears, er trænerkontakt og bestyrelsesmedlem i Skovbakken Basketball, og han er ekstremt glad for udviklingen.

- Vi er nu 423 medlemmer, og vi har set stigning både hos drenge, piger og seniorer, siger han og forklarer:

- Det er en vildt god udvikling, for vi er kommet over et kritisk punkt, hvor vi nu er i stand til at stille hold til kampe hver gang. Før var vi pressede, hvis en eller to fik en skade eller ikke kunne deltage, men det er vi ovre nu.

Kasserer i Idrætsklubben Skovbakken, Mogens Kloster, har været engageret i klubben i 50 år. Han er glad for, at der er folk, der vil dyrke idræt i foreninger som Skovbakken, men han mener også, at der følger et pres med på idrætsklubberne, når medlemstallene stiger.

- Vi har ikke uendelig kapacitet, og vi får også et behov for flere frivillige, siger den garvede foreningsmand og fortsætter:

- Svømmehallen har kun den størrelse den nu en gang har, og vi har kun et bestemt antal fodboldbaner. Når der er fyldt på holdene, kan vi ikke bare lukke flere ind på holdene.

Mogens Kloster på de nyanlagte kunstgræsbaner, der forhåbentligt kan lindre presset fra det stigende medlemstal.Foto: Simon Bojsen

Den udfordring nikker Jens Jensen genkendende til.

- Vi har behov for mere tid i hallerne og flere frivillige, men heldigvis følger der ofte frivillige med, når der kommer flere børn og unge ind i foreningen.

For at imødekomme det stigende medlemstal er Skovbakken Basketball kommet på løsninger, hvor de deler deres haltider op, så dele af træningen foregår med to hold, der så har en halv hal hver.

Derudover har de ansat en person på deltid, der skal koordinere frivilligindsatsen.

- Han gør det mere overskueligt og struktureret at være frivillig, og vi tror, at det gør, at flere vil være med til at styrke Skovbakken Basketball.

Udvidelser gør fremtiden lysere

Mogens Kloster prøver ikke at male fanden på væggen, og han glæder sig over, at kommunen heller ikke lader til at lade idrætsklubberne stå alene med at finde løsninger.

- Kommunen har øjnene oppe for os. De er opmærksomme på, at med et stigende medlemstal skal der også følge flere bygninger med, så foreningslivet kan kapere det, forklarer han og uddyber:

- Vi får støtte til at udvide. Vi har for nyligt fået anlagt to nye kunstgræsbaner. Der er planer om at lave en padelhal, og der er også en ny baskethal på tegnebrættet.

Når man drejer ind på parkeringspladsen fra Vejlby Centervej mødes man af store røde murstensbygninger. Her markerer den hvide tekst på hovedbygningen, at man er ankommet til Vejlby-Risskov Hallen.Foto: Simon Bojsen

Selvom det hænder, at de forskellige idrætsgrene ikke altid har plads til de ekstra medlemmer, der ønsker at melde sig ind, mener Mogens Kloster, at Idrætsklubben Skovbakken gør, hvad den kan, for at imødekomme folks interesse for blive en del af foreningslivet.

- Det må ikke være sjovt, at sidde som frivillig og skulle afvise børn og voksne. Det kan være, at der ikke er plads på håndbold, men så prøver vi at guide dem over til en anden idrætsform, der har plads på holdet.

Skovbakken Basketball, ser ikke begrænsninger men løsninger. Derfor træner de mange forskellige steder for at kunne rumme alle holdene.

- Vi træner på Ellevangsskolen, Egå gymnasium, Vejlby-Risskov Hallen og på Katrinebjerg, siger han og finder glæden i at være så store, at der er behov for flere forskellige lokationer at træne på.

- Det ville være fedt, hvis vi var samlede, men det gør også, at vi kan nå ud til nogle andre områder og gøre opmærksomme på, at vi eksisterer. Måske tiltrækker det flere medlemmer.

Øverst tv. Østre Skovvej 13. Øverst th. Syrenvej 4. Nederst tv. Solmarksvej 16. Nederst th. Svanevej 15A.Foto: Home, Lokalt Liebhaveri, Nonbo og Eland og Estate

Syv huse i Risskov til over 15 millioner kroner

Store huse, flotte beliggenheder og over 15 millioner kroner. Det er nøgleordene i denne artikel.

Jeg har taget kig på de syv dyreste huse, der er til salg lige nu i Risskov. Listen indebærer blandt andet et hus fra år 1913, som har været sommerhus for Århus Stiftstidendes daværende redaktør.
Der er også et hus meget en meget stor grund i forhold til hvilket område det ligger i, og en nyopført arkitektonisk perle med en svimlende høj pris.

Man behøver ikke at komme fra Risskov for at vide, at der ligger nogle rigtig dyre huse i området. Er tegnebogen ved at blive lidt for tyk, eller har du bare lyst til at gå på en lille byvandring i påsken, så er her en liste over de syv dyreste boliger i postnummer 8240.

Påsken er i gang, og foråret er så småt ved at gøre sit indtog. Træer, blomster og buske er ved at springe ud, mens solens stråler og de farverige planter giver varme og farver i kinderne.

Med dette in mente kan du måske godt fristes til at tage på gåtur, når maden fra årets påskefrokost skal forbrændes igen.

Skulle din vandretur bringe dig forbi nogle af de dyreste, der er til salg på nuværende tidspunkt, kan du finde lidt information på listen herunder.

Forteleddet 6, 15.900.000

Forteledet 6. Patriciervilla fra 1928.Foto: Nonbo og Eland

Det billigste hus på listen er en patriciervilla fra 1928.

238 kvadratmeter, ni værelser og en stor kælder. Med to altaner og en stor terrasse har du rig mulighed for at nyde den store have, mens du drikker et glas vin fra vinkælderen.

Ifølge Boliga blev huset sidst solgt i 2007 til 5.500.000 kroner.

Østre Skovvej 13, 16.500.000

Østre Skovvej 13. Patriciervilla fra 1927.Foto: Nonbo og Eland

Her finder vi endnu en stor hvid patriciervilla. Den er opført i 1927, og de 247 kvadratmeter er fordelt på syv værelser.

Villaen er den bolig på listen, der senest er kommet på markedet.

Grunden er omtrent 1.400 kvadratmeter, og haven er så stor, at den næsten giver en parkfornemmelse med sine mange terasseområder.

Boligen er blevet solgt tre gange siden 2012. Senest blev den solgt i 2021 for 15.827.777 kroner.

Svanevej 15A, 17.250.000

Svanevej 15A. Liebhavervilla arkitekttegnet 2009.Foto: Home

Fra to patriciervillaer bevæger vi os nu over til en liebhavervilla.

Den hvide bygning i det unikke kantede udseende med store åbne rum og vinduer blev købt i 2007 for ni millioner, og de nuværende ejere skabte huset, som det står i dag, i samarbejde med arkitekt Jørgen Balslev tilbage i 2009.

Villaen ligger i anden række til vandet, og fra førstesalen har man udsyn til havet.

Grunden er 788 kvadratmeter. Huset med seks værelser er 194 kvadratmeter.

Syrenvej 4, 17.995.000

Syrenvej 4. Villa fra 1913. Opført til Århus Stiftstidendes daværende redaktør.Foto: Lokalt Liebhaveri

En villa, der blev opført i 1913 som sommerhus til Århus Stiftstidendes daværende redaktør, må siges at være en finurlig baggrundshistorie.

Den store gule villa er tegnet af arkitekt Axel Høeg-Hansen, der blandt andet har tegnet Aarhus Amtssygehus.

Her finder man otte værelser fordelt på 193 kvadratmeter. Selve grunden er 921 kvadratmeter.

Information fra Boliga fortæller, at boligen har været på og af markedet et par gange siden 2018.

Solmarksvej 16, 18.500.000

Solmarksvej 16. Bygget i 1900 og dermed også den ældste bolig på listen.Foto: Estate

Den tredjedyreste bolig på listen er en højdespringer. Ikke på grund af prisen, men grundarealet på 2246 kvadratmeter.

Haven er pakket ind i buske og træer, hvilket afskærmer og giver masser af privatliv.

Her har vi at gøre med en villa på 234 kvadratmeter fordelt på syv værelser.

Den røde murstensbygning i to etager blev bygget i 1900, hvilket også gør det til den ældste bolig på listen.

Hyldevej 4, 20.000.000

Hyldevej 4.Foto: Lilienhoff

Nu runder vi de 20 millioner kroner. En stor hvid patriciervilla med sorte, glaserede tagsten.

Boligen er 233 kvadratmeter. Der er ni rum og et tilhørende udhus på 20 kvadratmeter. Der bliver lagt vægt på den sindrigt indrettede have, som er opdelt i flere små rum og indbyder til udforskning og hyggestunder i hver en krog.

I 2008 blev der tilføjet en tilbygning til huset, som på trods af sit moderne udseende komplimenterer den gamle del af bygningen fra 1917.

Krathusvej 13, 28.000.000

Krathusvej 13. Arkitekttegnet af Ardess. Opført i 2021.Foto: Lokalt Liebhaveri

På finalepladsen over de syv dyreste boliger i Risskov finder vi også den senest opførte.

Huset blev bygget 2021, fylder 225 kvadratmeter og har i alt 5 værelser.

Det ligger på en grund på 900 kvadratmeter.

Der er kort afstand til vandet, som man også kan se fra huset. Derudover grænser adressen også op til Riis Skov.

Den særegne mørke og rustikke arkitektur med de store vinduer, der lukker masser af lys ind i huset, har arkitektfirmaet Ardess stået for.

Ifølge Boliga blev grunden solgt i 2017 til en pris på 5.000.000 kroner.