Vejlby og Risskov skal skilles, og Grenåvej bliver skillelinjen for en bodeling mellem de to bydele, der efter alt at dømme skal have hver sit fællesråd i fremtiden - et Vejlby Fællesråd og et Risskov Fællesråd i stedet for et samlet Vejlby Risskov Fællesråd.

Det ligner en formalitet, når medlemmerne af det endnu forenede fællesråd den 13. april stemmer om, hvorvidt Vejlby og Risskov skal gå hver til sit. For en opdeling er en nødvendighed, mener Øjvind Serup, der siden oktober sidste år har været konstitueret formand for Vejlby Risskov Fællesråd.

- Der har længe været et ønske fra Grundejerforeningen Vejlby Fed og Vejlby Risskov Grundejerforening om at dele fællesrådet op, fordi det i øjeblikket varetager et alt for stort område med alt for mange mennesker. Den erfaring har jeg også gjort mig, siger Øjvind Serup og tilføjer:

- Jeg har forsøgt at se, om det var muligt at varetage begge områder samtidigt, men efter at have holdt møder med eksempelvis mobilitetsafdelingen i Aarhus Kommune kan jeg bare konstatere, at jeg ikke kan tale med om Vejlby. Det er ukendt land for mig, og vejnavnene kunne ligeså godt være veje i Kina.

Derfor har Øjvind Serup meddelt bestyrelsen i Vejlby Risskov Fællesråd, at han ikke genopstiller til formandsposten. I stedet håber han på at kunne indtage rollen som førstemand i et nyetableret Risskov Fællesråd.

Men det er bestemt ikke hele bestyrelsen, der bryder sig om skilsmissebegæringen. Niels Eisum, der er kasserer i det nuværende Vejlby Risskov Fællesråd, synes dybest set, at det er en dårlig idé.

- Basalt set bryder jeg mig ikke om det. Jeg har været en del af fællesrådet siden opstarten i 1990, og jeg har stadig ikke oplevet en sag, hvor vi ikke kunne arbejde sammen på tværs af Vejlby og Risskov. Om man vil det eller ej, så hænger vi sammen på mange punkter og har meget til fælles, og vi er flere i bestyrelsen, der synes, det er en dårlig idé, siger Niels Eisum.

Alligevel har han i sinde at stemme blankt eller sågar for en opdeling, for det er bedre at få opdelingen overstået frem for at trække separationen i langdrag. Det kan nemt blive en bitter affære, mener Niels Eisum.

- Jeg vil ikke sige, at far er sur, men far er skuffet. Der er nogle kræfter i Risskov, som trækker i retning af en opdeling, og det er ikke en konflikt, der bare går over. Så er det måske bedre at tage fat om nældens rod og undgå balladen, selvom jeg ikke synes, det er den mest hensigtsmæssige beslutning, siger Niels Eisum.

Skal en opdeling af fællesrådet blive en realitet, skal et flertal i bestyrelsen og to tredjedele af foreningens medlemmer stemme for. På medlemssiden er der bare sket et skred i Risskovs favør, for 10 vejforeninger har for nyligt meldt sig ind i fællesrådet efter opfordring fra Grundejerforeningen Vejlby Fed.

- Hvis man skulle være på tværs, kunne jeg også finde 10 vejforeninger i Vejlby og få dem til at melde sig ind, så en opdeling blev blokeret, men det ville bare lamme fællesrådet og skabe dårlig stemning, siger Niels Eisum.

Han kan sagtens se, hvordan et Vejlby Fællesråd og et Risskov Fællesråd kan arbejde sammen i 8240 Risskov-borgernes tjeneste. Omvendt kan Niels Eisum også være nervøs for, at hvert fællesråd vil hytte for sit eget skind.

Han nævner, hvordan der eksempelvis kan ligge en interessekonflikt i udvidelsen af Risskov Skole, hvor et samlet Vejlby Risskov Fællesråd hidtil har kæmpet for, at man ikke begynder at bebygge skoleparken.

Men hvilken interesse har et fremtidigt Vejlby Fællesråd i et bevare et grønt område for Risskovs beboere, når et nyt fællesråd først og fremmest skal sørge for, at skolens elever fra Veri Parken får den bedst mulige skole?

- I en sådan sag ville det logiske for Vejlby Fællesråd være at lytte til skolelederen og forvaltningen, der mener, at man får den bedste skole ved at tage skoleparken i brug. Det er et tænkt eksempel, men jeg ser for mig, at der kan opstå situationer, hvor de to fællesråd ser forskelligt på de sager, der påvirker indbyggerne i begge områder, siger Niels Eisum.

Men for børnenes skyld, eller i dette tilfælde borgernes, mener Bent Hjorth, formand for Grundejerforeningen Vejlby Fed, nu nok, at de to parter i skilsmissen vil ende med at finde fælles fodslag og arbejde sammen.

- Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor vi skulle modarbejde hinanden i stedet for at samarbejde, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle blive et problem, siger Bent Hjorth og tilføjer:

- Er der mobilitetsudfordringer i Vejlby, skal vi nok hjælpe med at understøtte Vejlby Fællesråd og vice versa, for det giver god mening, at vi arbejder sammen om nogle ting, mens der også vil være sager, hvor vi kan koncentrere os om det, der sker i hver vores lokalområde.

Men Bent Hjorth, er det rigtig forstået, at I har fået vejforeningerne til at melde sig ind i fællesrådet, så de kan være med til at melde Risskov ud af det?

- De har meldt sig ind for at få stemmeret, og det giver god mening, at de møder op til mødet den 13. april og giver deres mening til kende. Forud for det vil jeg selvfølgelig skrive til dem og give dem en forklaring på, hvorfor vi ønsker fællesrådet opdelt, lyder svaret fra Bent Hjorth.

- Tidligere har vi konstateret, at Vejlby Risskov Fællesråd lå meget langt fra os, og danner vi et stærkt lokalt fællesskab, så får vi også en markant stemme over for Aarhus Kommune.

Det er den omvendte verden, for Tina Risager fra Risskov er nærmest vokset op, hvor de fleste forbereder sig på at forlade denne verden - et plejehjem.

På den måde har det måske altid ligget i kortene, at hun skulle beskæftige sig med ældreplejen.

- Jeg er opvokset i et hjem, hvor begge mine forældre var forstandere på et plejehjem. Det betød, at jeg tidligt begyndte at arbejde på plejehjemmene efter skoletid, og jeg har nok altid vidst, at jeg ville arbejde inden for ældreområdet, siger Tina Risager til RisskovLIV.

Æblet falder ikke langt fra stammen, fristes man til at sige, men for Tina Risagers vedkommende har det taget et rul, siden det landede. Efter en lang karriere i det offentlige som uddannet sygeplejerske med speciale i psykiske lidelser blandt ældre, lederstillinger og en karriere som lektor på sygeplejerskeuddannelsen sprang hun i 2018 ud som selvstændig på fuld tid med virksomheden Resopti - et konsulentfirma og en lærings- og refleksionsplatform for ansatte i ældreplejen.

Nu rynker du måske på panden. På papiret kan det lyde som noget, der giver grå hår bare at læse om, men i 2021 blev Tina Risager tildelt Innovationsstafetten fra Center for Offentlig-Privat Innovation.

Du har hørt om det grå guld, som onde tunger ville betegne som ældrebyrden. Det er to sider af samme sag, for som befolkning bliver vi ældre, og med den øgede levealder følger både flere og mere komplekse sygdomme.

Derfor er der behov for en virksomhed som Resopti.

For der er sket et stort skred i ældreplejen, siden Tina Risager satte fod på plejehjemmene som ung.

- Det kan kun beskrives i generelle billeder, men da jeg arbejdede som ung, kunne de ældre borgere på plejehjemmene tale og redegøre for, hvad de ville og ikke ville. De kunne indgå i aktiviteter og være med i optog, koncerter og dans, fortæller Tina Risager og fortsætter:

- I dag er målgruppen på plejehjemmene så syge, at de ikke kan indgå i den slags aktiviteter, og de forekommer typisk kun, fordi borgere fra lokalområdet kommer på dagcentret og laver ting med de ældre.

Men hvor plejehjemsbeboerne bliver ældre og får mere komplekse sygdomstilstande, er antallet af ansatte og deres kompetencer til at varetage de stadig dårligere ældre ikke nødvendigvis fulgt med.

- Både som sygeplejerske og underviser har jeg erfaret, at medarbejderne gerne vil udvikle sig og bygge på, men det er også meget tydeligt, at ældreplejen er så presset, at man rent praktisk ikke kan sende adskillige medarbejdere af sted på et kursus i flere dage, siger Tina Risager.

Det er der, Tina Risagers læringsplatform har sin eksistensberettigelse. Med to klik kan en social- og sundhedsassistent hurtigt logge på og se en 20 minutters video om, hvordan man eksempelvis tager bedst hånd om en ældre borger, der er på vej til det hinsidige.

Det kan lyde såre simpelt, men i en travl og hektisk hverdag er det løsninger som denne, der kan være med til at ruste plejehjemmene til en, groft sagt, mere krævende beboerskare.

- Der er behov for, at medarbejderne, der arbejder med syge ældre, har de rette faglige kvalifikationer. Vi kan ikke spise de syge borgere af med ufaglært arbejdskraft, men der er et kæmpe gab i øjeblikket, så der er behov for, at medarbejderne får tilført ny viden, siger Tina Risager, der understreger, at en platform som Resopti aldrig ville kunne stå alene eller erstatte et bedre uddannelsesniveau.

Hvordan man holder hånden under ældreplejen, bliver en gordisk knude, som politikerne på Christiansborg skal forsøge at løsne over de kommende år. Et skridt på vejen er ifølge Tina Risager et større samarbejde mellem det offentlige og det private.

Selv vurderede hun, at den bedste måde, hun kunne hjælpe ældreplejen på, var ved at forlade de trygge rammer i det offentlige system.

- Min erfaring med det offentlige er glædelig, men jeg har også lært, at arbejdsprocesser kan være lange og bureaukratiske. Det bliver mere fleksibelt, hvis man selv tager hånd om en problemstilling eller har en god idé, men man bør ikke tage skridtet, hvis man tror, det er noget nemt arbejdsliv, siger Tina Risager.

Som hun selv siger, har hun måttet knokle en vis legemsdel ud af bukserne, ligesom der har været rigeligt med døre, der skulle sparkes ind - sammen med en god portion skepsis, når man som privat selvstændig skulle forsøge at sælge et produkt til det offentlige.

- Det er jo en relation, som er præget af skepsis. Da jeg var offentlig ansat, var tonen tit, at de private kun var ude på at tjene penge, men der er bestemt også forestillinger om det offentlige system, når man arbejder som privat, siger Tina Risager og fortsætter:

- Nu har jeg haft en fod i hver lejr, og dybest set er forskellene ikke så store. Fælles for begge sider er, at der er en kamp, der er værd at kæmpe for ældreplejen, og det gælder om at få skabt flere samarbejdsflader i stedet for at bruge tiden på at bekrige hinanden.

Siden dag ét som selvstændig har hun været i stand til at leve af sit arbejde i Resopti, men det er ikke pengene, der driver værket.

- Det har krævet meget hårdt slid og kostet mange penge at bevise sit værd, så man skal være drevet af en sag. Min sag er, at jeg vil fremme livskvaliteten for syge ældre og ældre med demens, og det er der, jeg kan byde ind med læring og kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere i ældreplejen, siger Tina Risager, der tvivler på, at presset på ældreplejen stilner af.

Tværtimod.

- Vi ser ind i noget alvorligt. I de næste mange år får vi mange flere ældre borgere men færre mennesker, der skal tage vare på dem. Lige nu presser kommunerne personer på overførselsindkomster ind i faget, men de har ikke nødvendigvis de faglige kompetencer, ligesom det heller ikke nødvendigvis er noget, der er drevet af lyst, siger Tina Risager.

Har man som mindreårig manglet et 'kørekort', har man hidtil måttet plage sine forældre om at komme en tur i Legoland, så man kunne bestå en 'køreprøve' i forlystelsesparkens trafikskole.

De dage er snart ovre. Nordea-fonden har nemlig doneret hele 830.000 kroner til SFO Ellevang, og skolefritidsordningen har nu store planer om at give deres slidte udefaciliteter en ordentlig overhaling med fondsmidlerne.

- Blandt andet ved at etablere en ny mooncarbane, for vi vil gerne have mere fokus på bevægelse, fortæller Pia Jørgensen, der er fritidspædagogisk leder for SFO Ellevang, og fortsætter:

- Under coronapandemien blev vi meget klogere på, hvordan vores udearealer også kan bruges, og det er ingen hemmelighed, at de er lidt slidte. Med midlerne fra Nordea-fonden kan vi blandt andet etablere en ny mooncarbane til børnene, der bliver sådan lidt trafikskole eller gokart-agtig.

Og der er flere nye tiltag på vej til glæde for børnene, før pengene slipper op.

- Vi skal også have lavet et nyt bålsted, så vi kan lære børnene noget om 'fra jord til bord' og gøre dem bekendte med, hvad der er bæredygtigt, og hvad man kan genbruge, siger Pia Jørgensen og tilføjer:

- Derfor skal vi have skabt et bredt og åbent udeværksted, hvor børnene kan arbejde med træ, ler og forhåbentligt få skabt noget interesse for også at bruge hænderne.

Modsat Legoland er det ikke lige sådan at spare op til en ny forlystelse, når man er en offentlig skolefritidsordning. Heldigvis er flere fonde blevet mere rundhåndede med donationer, som støtter projekter med motion og bevægelse i den fri natur.

- Vi har også søgt Aarhus Kommunes udepulje og undersøger, hvor vi ellers kan søge fondsmidler. Vejen frem er via fondsmidler. Vi vil også gerne have givet 'Containerhavnen' en kærlig hånd, og Nordea-fonden har også afsat midler til, at et arkitektfirma nu kan komme med et forslag til, hvordan den kan laves om. Måske kommer der en ny Tarzan-bane eller noget helt andet, siger Pia Jørgensen.

Men når hverken penge eller fondsmidler vokser på træerne, er man nødt til at dele 'projekt forny udearealerne' op i etaper. I løbet af forsommeren begynder arbejdet med at lave en mooncarbane, udeværkstedet og det nye bålsted.

På længere sigt er planen, at foreningslivet og lokalsamfundet skal have mere gavn af området - også selvom det er weekend eller kvart over SFO'ens lukketid i hverdagene.

- Vores erfaring er, at forældre og foreninger bruger udeområderne, når deres børn skal til svømning eller fodbold, så der er meget, der trænger til en opgradering, de også kan få glæde af. Se bare Containerhavnen, som mange forældre gerne vil bruge til arrangementer. Det må betyde, at området kan noget, men vi er ikke i tvivl om, at det kan gøres endnu federe, siger Pia Jørgensen.