Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger RisskovLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

jfmsolo. Egå. Ved Stranden 135. Foto: Jens Thaysen

Hvordan fik Aarhus' dyreste hus halveret sin pris på få timer?

Guderne skal vide, at jeg har truffet mange tvivlsomme dispositioner med min privatøkonomi, men når nogen køber et hus for 35 millioner kroner for samme dag at sælge det videre til 18 millioner kroner, så virker det ved første øjekast dummere end dengang, jeg drog en måned til Filippinerne for at leve af min kassekredit.

Derfor stak det også gevaldigt ud, da jeg studsede over lige præcis sådan en handel under min research over Aarhus' dyreste hussalg gennem tiden. Historien, du i dag skal læse, trækker klare tråde til Risskov, men først skal vi en tur til Egå, hvor en overdådig luksusvilla i 2016 blev købt på adressen Ved Stranden 135 for 35 millioner kroner.

En pris, der dengang gav ejendommen prædikatet som 'Aarhus' dyreste villa til dato' - og en hæder, der ikke er grebet ud af den blå luft. Fra entréen til putting-greenen i baghaven emmer det af ekstravagance og glamour. Det mest ekstraordinære ved kæmpehuset er dog måden, det blev solgt videre på til noget nær halv pris samme dag, som rekorden som Aarhus' dyreste hus var blevet sat.

Og nej, der er ikke tale om dumhed. Det er sket i ren kalkule, og hussalget involverer også en byggegrund ved Lystrupvej og har et persongalleri bestående af tre forskellige byudviklere - heriblandt Anders Horsbøl fra det Risskov-baserede ejendomsudviklingsselskab 1927 Estate.

I dagens bærende historie dykker vi ned i handlen, som for det blotte øje ser "mærkelig ud" - hvilket Anders Horsbøl i øvrigt også anerkender. Derfor har det også krævet et utal af arbejdstimer at rede trådene ud, og jeg er stadig ikke sikker på, at alle knuderne er viklet op. Det kalder nok på et kapitel to, og det tror jeg også, at du får.

I mellemtiden er du altid velkommen til at kontakte mig på krkie@risskovliv.dk eller 20 90 62 77 - husk, at mindre end overordentligt suspekte hushandler også kan gøre det.

Kom til borgermøde om udvidelsen af Risskov Skole den 28. februar.

  • Hvordan skal udvidelsen af Risskov Skole foregå, kan man overhovedet stole på skoleprognoserne, og hvad skal der ske med skoleparken?
  • Det er nogle af aftenens temaer, når Vejlby Risskov Fællesråd i samarbejde med RisskovLIV og Risskov Bibliotek inviterer til borgermøde i aulaen på Risskov Skole den 28. februar klokken 19.30-21.00.
  • Aarhus Kommune vil være stærkt repræsenteret med flere fagmedarbejdere, der vil kunne besvare alskens spørgsmål fra forældre, naboer og andre med interesse i planerne for Risskov Skole. Der er rig mulighed for at blive klogere på alt fra selve byggeplanerne, trafiksikkerheden og grundlaget for, at man nu fundet pengene til at udvide folkeskolen for et trecifret millionbeløb.
  • Vi er stadig så tidligt i processen, at din stemme kan blive hørt, så har du et forslag eller ønske til udvidelsen, er borgermødet en af dine chancer for at blive hørt.
Billede af Kristoffer Krogh Kiesbye
Billede af skribentens underskrift Kristoffer Krogh Kiesbye Journalist
Den 16. november 2016 blev luksusvillaen Ved Stranden 135 i Egå solgt for 35 millioner kroner.  Samme dag blev det solgt videre for 18 millioner kroner. Foto: Jens Thaysen

Det blev købt for 35 mio. kroner - og solgt for 18 mio. samme dag: Hvorfor blev prisen på Aarhus' dyreste hus halveret på få timer?

Det er den 18. november, 2016, da det Risskov-baserede ejendomsudviklingsselskab 1927 Estate køber en luksuriøs villa på adressen Ved Stranden 135 Egå via et datterselskab.

Prisen på 35 millioner kroner rækker til en rekord som Aarhus' dengang dyreste hushandel nogensinde. Det affødte adskillige historier i lokale såvel som landsdækkende medier, men det mest opsigtsvækkende var måske, at Ved Stranden 135 blev solgt videre samme dag.

Denne gang var prisen noget nær halveret: 18 millioner kroner.

Hvad skete der?

Bag hushandlerne finder du tre ejendomsudviklere, hvoraf de to, Niels Albertsen og Anders Horsbøl, har været toneangivende aktører inden for den århusianske byudvikling siden årtusindeskiftet.

Den ene giver her sin beretning om, hvordan og hvorfor Aarhus dengang dyreste villa fik halveret prisen på ganske få timer.

Med en købspris på 35 millioner kroner satte en overdådig luksusvilla i Egå rekorden som Aarhus' dengang dyreste hus i 2016, men samme dag, som salgsrekorden blev sat, blev huset solgt videre for blot 18 millioner kroner. Hvad skete der? - RisskovLIV og Århus Stiftstidende er dykket ned i hushandlen, der blandt andet involverer nogle af de største spillere inden for den århusianske byudvikling.

AARHUS: På adressen Ved Stranden 135 i Egå ligger der et hus ud over det sædvanlige.

Ved første øjekast kan man hurtigt konstatere, at der ikke er blevet sparet på noget: Med sine 350 kvadratmeter boligareal samt 450 kvadratmeter store 'kælder' er det en moppedreng i størrelse XXXL.

Læg dertil, at villaen er opført i specialfremstillede sten fra Petersen Tegl og med håndlavede vinduer i Burmateak med krystalglas, så udsigten ud over Aarhus Bugten altid kommer til sin ret.

Men ekstravagancen stopper ikke der. Træder du ind i entréen, bliver du mødt af synet af forhistoriske fossiler i kalksandstensfliserne, og skal du på toilettet, er der også kræset for de dyre detaljer med Thasons sukkermarmor i brusenichen samt en specialfremstillet bordplade i Corian.

Er det fremmedsprog, kommer vi mere ned på jorden ude i luksushusets have, der er udstyret med egen putting green, så den heldige ejer kan træne sine golf-færdigheder uden at skulle en tur på golfbanen.

Gennem vinduerne i krystalglas er der frit udsyn ud over Aarhus Bugten fra Ved Stranden 135. jfmsolo. Egå. Ved Stranden 135. Foto: Jens Thaysen

Men trods al sin pomp og pragt er det meste ekstraordinære ved luksusvillaen i Egå måske måden, hvorpå det blev handlet.

For på en efterårsdag i 2016 blev det solgt til en pris, der gjorde den til Aarhus' dengang dyreste ejendom - nemlig 35 millioner kroner.

Men kun få timer efter, at salgsrekorden var kommet i hus, blev luksusvillaen Ved Stranden 135 solgt igen.

Og prisen denne gang?

18 millioner kroner.

Ja, du læste rigtigt. Villaen blev solgt videre til noget nær halv pris.

Hvordan gik det til, at en overdådig villa med beliggenhed på en af byens mest eftertragtede adresser blev banket 17 millioner ned i værdi med et enkelt hammerslag?

Et persongalleri af byudviklere

Bag handlerne finder vi tre ejendomsudviklere, hvoraf de to, Niels Albertsen og Anders Horsbøl, har været toneangivende aktører inden for den århusianske byudvikling siden årtusindeskiftet.

Og ifølge den ene af de to, Anders Horsbøl fra ejendomsudviklingsselskabet 1927 Estate, blev luksusvillaen på Ved Stranden 135 brugt som en brik i betalingen for et byggeprojekt ved Lystrupvej i Risskov.

Vi har kun Anders Horsbøls gengivelse af forløbet, der førte til, at Ved Stranden blev solgt to gange på samme dag - først for 35 millioner kroner, og få timer senere for 18 millioner kroner. Niels Albertsen har ikke ønsket at udtale sig i forbindelse med denne artikel.

Niels Albertsen i 2018 i forbindelse med en historie om hotellet Radisson Red, der dengang var under opførsel over for hovedindgangen til Ridehuset. Niels Albertsen ejede bygningen, der i dag er et hotel. Foto: Flemming Krogh

Ifølge Anders Horsbøl gik det sådan her for sig: Niels Albertsen ønskede at købe en byggegrund ved Lystrupvej, hvor der i dag er bygget blandt andet en Rema 1000-butik i bunden og lejligheder på de to etager oven på. Og den grund ville Horsbøl gerne sælge.

- Som en del af betalingen for projektet, køber vi Ved Stranden 135 af dem for 35 millioner kroner. Da det ikke ligger i vores strategi at eje sådan en ejendom, solgte vi den hurtigt videre til 18 millioner, fortæller Anders Horsbøl, udviklingsdirektør i 1927 Estate.

På papiret kan det lyde som dårligt købmandskab at købe dyrt for at sælge billigt, men hvor 1927 Estate-koncernen tabte penge på at købe og sælge Ved Stranden 135, fik man ifølge Anders Horsbøl en tilsvarende stor gevinst ved at sælge byggegrunden ved Lystrupvej til Niels Albertsen.

Med andre ord: Ifølge Anders Horsbøl var det altså så afgørende for Albertsen af få de 35 mio. kr. for villaen i Egå, at han i realiteten var villig til at betale en stor del af beløbet selv – i form af overpris for byggegrunden ved Lystrupvej.

Derfor var 1927 Estate parat til med det samme at sælge luksusvillaen videre for blot 18 millioner kroner. En pris, som måske, måske ikke, var en mere retvisende markedspris for ejendommen.

Også selvom Ved Stranden 135 formentlig har kostet på den gode side af 40 millioner kroner at opføre.

Niels Albertsen

  • Niels Albertsen figurerede i 2013 på Jyllands-Postens liste over Aarhus’ 10 store ejendomsinvestorer.
  • Da Albertsen-familien i 2014 satte Ved Stranden 135 til salg, stod der 39 mio. kr. på prisskiltet.
  • Niels Albertsen skulle på det tidspunkt til at opføre Terrassehusene – seks punkthuse med i alt 42 lejligheder – ved Skovvejen, hvor familien bor i dag.
  • Han ejede og istandsatte dengang også det store og pompøse Meulengrachtske Palæ på Lille Torv, hvor først Illums Bolighus og nu Paustian holder til. Også Rådhusgården på hjørnet af Rådhuspladsen og Frederiks Allé, hvor der nu er blandt andet hotellet Radisson Red, var dengang i Niels Albertsens besiddelse.
  • I starten af 2021 gik Niels Albertsen konkurs med sit holdingselskab, NA Holding Aps. Til Århus Stiftstidende fortalte Niels Albertsen dengang, at han ikke var gået personligt konkurs.
  • Den århusianske ejendomsudvikler Jørn Tækker købte i alt 11 ejendomme fra Niels Albertsens konkursramte holdingselskab for mere end 500 millioner kroner.

Ved Stranden 135 stod til salg i to år

For huset er eksempelvis så stort, at det har krævet to grunde at få plads til det.

Først blev den ene købt med hus på. Så den anden. Prisen løb op i 26 millioner kroner, inden de to huse blev revet ned og det nye opført på den 1.600 kvadratmeter store dobbeltgrund og navngivet, 'Villa Albertsen', da det stod færdigt i 2008.

Det var Niels Albertsen – kendt navn i ejendomsbranchen i Aarhus – og hans hustru, Christina Mandal Albertsen, der flyttede ind i den nybyggede villa, som hun stod som ejer af.

I ejendomsbranchen tager man sine forholdsregler, og det skulle siden vise sig at være klogt, at ikke alt stod i Niels Albertsens navn. I 2021 blev han erklæret konkurs med en række af sine selskaber.

Det var måske et forvarsel om, hvad der senere skulle ske, men længe før Niels Albertsen fik økonomiske udfordringer, satte Albertsen-parret sit luksuriøse hjem på Ved Stranden 135 til salg i sommeren 2014.

Først stod der 39 millioner kroner på prisskiltet, men prisen blev hurtigt sænket til 35 millioner kroner hos ejendomsmægleren Lokalt Liebhaveri.

Trods prisfaldet udeblev køberne. Først mere end to år senere dukkede Anders Horsbøl med ADD Development, et underselskab under 1927 Estate, op - og handlen faldt på plads til den aftalte pris: 35 millioner kroner.

Ifølge Anders Horsbøl overtog 1927 Estate luksusvillaen i Egå for 35 millioner kroner velvidende, at huset formentlig ikke var mere end 20-22 millioner kroner værd.

Den rekordhøje købspris for villaen i Egå rakte i medierne til prædikatet ”Jyllands dyreste hus” i 2016. Og i øvrigt den femtestørste hushandel i hele landet det år. Men det, der på overfladen lignede en af de helt store villahandler, var i virkeligheden en del af noget helt andet og langt mere ordinært.

Pengene tabt på huset blev opvejet af penge tjent på byggegrund

Ifølge udviklingsdirektør for 1927 Estate, Anders Horsbøl, var det Niels Albertsen, der foreslog at Ved Stranden 135 skulle indgå som del af betalingen for byggegrunden langs Lystrupvej.

Den handel blev der givet hånd på.

Byggegrunden blev overtaget af firmaet CMA Aarhus Holding ApS med Niels Albertsen som direktør og Albertsens ægtefælle, Christina Mandal Albertsen som stifter. Ifølge Anders Horsbøl betalte Albertsen-ægteparret 55 millioner kroner for grunden – de 35 mio. kr. i form af Ved Stranden 135.

Det var denne byggegrund langs Lystrupvej, der i dag er blevet forvandlet til boliger og erhverv i stueetagen,  som indgik i hushandlen. Foto: Kristoffer Krogh Kiesbye

Det vælger 1927 Estate at gøre, selvom man ifølge Anders Horsbøl var helt på det rene med, at ejendommen i Egå næppe var mere end 20 millioner kroner værd.

- Vi har betalt 35 millioner kroner for Ved Stranden 135, men i vores bøger har vi ikke sat villaen til mere end 18-20 millioner kroner. Vi mente ikke, den var mere værd, og vi fik forskellige mæglervurderinger på den pris, siger Anders Horsbøl.

RisskovLIV har været i kontakt med de to mæglere, der ifølge Anders Horsbøl har vurderet Ved Stranden 135 for ham. Ingen af dem har en klar erindring om det.

Anders Horsbøl og 1927 Estate

  • Anders Horsbøl er udviklingsdirektør i ejendomsudviklingsselskabet 1927 Estate, der før årsskiftet kunne indvie sit nye hovedkontor på Nordre Strandvej i Risskov. Både borgmester Jacob Bundsgaard (S) og rådmand for Teknik & Miljø, Nicolaj Bang (KF), var dengang til stede.
  • ADD Development Aps, der købte luksusvillaen Ved Stranden 135 for 35 millioner kroner i 2016, var et datterselskab til 1927 Estate. Ejeren af ADD Development Aps var Anders Horsbøls samlever Gitte Buus Jensen og parrets to børn.
  • Gitte Buus Jensen står også registreret som ejer af ejendomsudviklingsselskabet 1927 Estate. Efter en stor konkurs med ejendomskoncernen Nordic Gruppen i kølvandet på finanskrisen, kan Anders Horsbøl ikke selv eje noget.
  • 1927 Estate været meget aktivt de senere år med større byggerier blandt andet ved Lystrupvej i Risskov og på Gasa-grunden i Tilst.
  • 1927 Estate har derudover store byggeplaner på Store Ravnsbjerg, hvor det har købt den gamle Arla-grund ved Skanderborgvej i Viby, og selskabet købte for et par år siden de ikoniske tidligere husvildeboliger på Poul Martin Møllers Vej af kommunen. Selskabet ejer også en del af et projekt ved Nordlandsvej i Vejlby, ligesom virksomheden også går med byggeplaner i Lystrup.

Villaen havde jo været sat til salg for 39 mio. kr. Næsten det dobbelte af mæglernes vurdering. Der er da et mismatch?

- Det er ikke unaturligt med liebhaverejendomme. Du kan se, at ham enzym-kongen (Ib Nymark Hegelund, red.) havde sit hus i Risskov til salg for 50 mio. kr. Han fik tilbudt 27 millioner. Jeg kan ikke huske, hvad den endelige salgspris blev.

Alene Albertsens to grunde havde kostet 26 mio. kr. Og så byggede han et stort, flot hus. Så lyder 35 mio. kr. vel ikke som en vild høj pris?

- Han havde længe prøvet at sælge til den pris, så jeg tænker ikke, at folk ligefrem stod i kø for at købe det. Så havde han nok fået de 35 mio. kr. Villaen kunne godt være 35 mio. kr. værd i dag, men det var der ikke dengang. Vi fik to bud – begge lå på omkring 18 mio. kr.

I vælger at betale 35 mio. for villaen. Hvorfor køber I ikke til de 18-20 mio.kr., som I mente villaen var værd?

- Det var ikke hans (Niels Albertsens. red.) tilbud. Hans tilbud var, at vi købte hans hus for 35 mio. kr. Han betalte 55 mio. kr. for grunden på Lystrupvej mod, at vi købte hans hus for 35 mio. kr. Vi syntes, det var et okay tilbud, men det var ikke os, der satte priserne, siger Anders Horsbøl og fortsætter:

- Jeg kan godt se, at det ser underligt ud, men man skal tænke på, at for os er det vigtigt, hvad der er på bundlinjen. Vi får 55 mio. kr. ind for grunden og taber 17 mio. kr. på villaen. Vi ender altså med at få 38 mio. kr. for den grund.

For Anders Horsbøl går det lige op: Hvad han taber på at købe villaen for dyrt, tjener han på at få en ekstra høj pris for byggegrunden ved Lystrupvej.

Køber var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt

Et mere end 10 år gammelt billede af Anders Horsbøl. Horsbøl har i dag titel af udviklingsdirektør i ejendomsudviklingsselskabet 1927 Estate med nyt hovedkontor på Nordre Strandvej i hjertet af Risskov.

Og liggetiden for Ved Stranden 135 blev som bekendt kort, for samme dag som 1927 Estate-koncernen overtog luksusvillaen for 35 millioner kroner, solgte man huset videre for 18 millioner kroner i ren kalkule.

Manden, der samme dag stod klar til at købe Ved Stranden 135 for det, der ligner halv pris,  gik engang under tilnavnet Sol-Peter i Grenaa.

Peter Laursen, der i dag er 44 år, blev kendt i hjembyen, efter at han som 17-årig åbnede Grenaa Solcenter, der siden har udviklet sig til franchisekæden ClubTan med solcentre over det meste af landet.

Siden 2015 har han også opbygget selskabet Domus Ejendomme A/S, der ejer omkring 30 mindre udlejningsejendomme især i den ældre del af Grenaa.

Efter købet af mega-villaen i Egå flyttede Peter Laursen fra Grenaa til Ved Stranden 135, hvor han har haft adresse siden.

Hvorfor endte tilbuddet om at købe ”Jyllands dyreste villa” til halv pris hos manden fra Grenaa?

- Jeg har tilfældigvis på det tidspunkt en dialog med Peter Laursen om nogle andre ting. Jeg siger, at jeg har fået et hus i bytte, som jeg skal af med, og han siger, han vil væk fra Grenaa til Aarhus. Det snakker vi om, han ser huset og aftaler egentlig med Niels Albertsen, at han skal overtage det direkte. Han spørger, om vi vil tage hans hus i bytte for det i Grenaa. Det ville jeg ikke. Så købte han det bare for 18 mio. på baggrund af vurderingerne, fortæller Anders Horsbøl og fortsætter:

- Dengang havde Peter Laursen en udenlandsk investor, som skulle være med til nogle projekter, var tanken. Den investor og vi skulle lave et samarbejde med Peter, og det havde vi en del tætte dialoger om. Det gled så ud i sandet, fordi de ikke syntes, projekterne var interessante nok, og så stoppede dialogen egentlig.

Kunne I ikke have ventet med at sælge og have fået en bedre pris?

- Med omkostningerne ved at have den ejendom liggende vurderede vi, at det var bedre at få de kontanter i hus og så i stedet gøre det, vi er gode til – ejendomsudvikling. Vi havde fået to vurderinger på 20 millioner på villaen, så vi kunne måske have fået en million ekstra eller to ved at vente, men så skulle vi leve med risikoen, liggetiden, istandsættelse, og et hus, der står stille. Vi mente, det var bedre at få penge i hus, siger Anders Horsbøl.

Ved Stranden er en eftertragtet vej ved vandet i Egå, men ingen andre hushandler når salget af Ved Stranden 135 for 35 millioner kroner til sokkeholderne. I 2017 blev Ved Stranden 139 solgt for 10.5 millioner kroner. I 2022 blev Ved Stranden 143 solgt for 14 millioner kroner. Foto: Jens Thaysen

Og Peter Laursen fra Grenaa, der endte som ejer af Egå-villaen i specialfremstillede sten fra Petersen Tegl og med synlige fossiler i entréens kalksandstensfliser?

Han har ikke ønsket at medvirke i denne artikel, men har - ifølge Anders Horsbøls beretning - været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og kan nu nyde at se solopgangen fra villaen, som han erhvervede sig for 18 millioner kroner.

Risskov, Nordre Strandvej

Efter flere konkurser: Hvordan går det for de andre butikker og restauranter på Nordre Strandvej?

Først gik Restaurant Fedet konkurs, og kort tid efter fulgte herretøjsbutikken Lund & Lendal trop.

Det er svært ikke at tænke: Hvem bliver den næste?

Det har undertegnede også gjort, men i stedet for at gætte, har RisskovLIV ringet til flere erhvervsdrivende langs Nordre Strandvej for at høre, hvordan det går?

Og det går heldigvis. Nogle er hårdere ramt af stigende fødevarepriser, eludgifter og mindre forbrug end andre, men det går altså også strygende for visse butikker.

Det er jo dejligt nyt.

Det er hårde tider for brancher som restauration, byggeri og handel, og det er ingen undtagelse i Vejlby Risskov. Flere lokale virksomheder er gået konkurs siden årsskiftet, blandt andre Restaurant Fedet og Lund & Lendal. I den anledning har RisskovLIV lavet en rundringning til andre butikker og restauratører på Nordre Strandvej for at høre, hvordan går - og om pilen peger i den rigtige eller forkerte retning i 2023.

Hvis du har set overskrifter som Kendt bager går konkurs eller Populær restaurant lukker og slukker hyppigere end normalt, er det ikke dine øjne, men tiderne den er gal med.

Tal fra data- og analysevirksomheden Experian viser, at der i årets første måned var henholdsvis 59, 31 og 51 procent flere konkurser i brancherne restauration, byggeri og handel sammenlignet med januar 2022.

Det mærkes også lokalt i Vejlby Risskov. Først måtte Restaurant Fedet begære sig konkurs, og kort efter fulgte herretøjsbutikken Lund & Lendal efter. Og det er desværre ikke de eneste.

Siden årsskiftet er 13 lokale virksomheder gået konkurs. På samme tid sidste år var der ikke én eneste.

Men er der nogen grund til at frygte flere tomme butikker og restauranter med lyset slukket på Nordre Strandvej?

RisskovLIV har lavet en rundringning til fem lokale erhvervsdrivende for at høre, hvordan det går, og om 2023 tegner til at blive et godt eller dårligt år for det lokale handelsliv.

Clara H har luksusproblemer

Foto: Pressefoto

Når nu herretøjsbutikken Lund & Lendal ikke kunne få det til at løbe rundt, ligger det lige for også at tage temperaturen på dametøjsbutikken Clara H.

Her er man heldigvis ikke lukningstruet. Tværtimod, fortæller indehaver Bettina Høyrup Hornbæk.

- Vi har faktisk haft fremgang i vores butik lige siden corona, og da vores varer ligger i et andet prissegment end det, Lund & Lendal solgte, så mærker vi måske ikke forbrugskrisen på samme måde, siger hun.

Men som hun siger, har hun og butikkens ansatte også måtte knokle for det og genopfinde sig selv under pandemien.

- Vi måtte jo lukke ned, men hvordan skulle vi få solgt vores varelager? Vi greb bolden og begyndte at lave tøjauktioner på Facebook Live, og det har været så stor en succes, at vi nu gør det tre gange om ugen, siger Bettina Høyrup Hornbæk og tilføjer:

- I princippet kunne jeg lave en live-auktion hver dag, men så ville vi ikke kunne nå at pakke alle varerne. Det er jo et luksusproblem, så vi kan ikke klage.

La Foresta tør ikke have høje forventninger

Italiensk mad og pizza på La Forestå i Risskov

Hos La Foresta krydser medejer Hamad Ahmadi fingre for, at den italienske restaurant får et godt år, men de nylige konkurser for Restaurant Fedet og Lund & Lendal betyder, at han ikke tør sætte forventningerne for højt.

- Det er svært at sige, om det bliver et godt år for os, når man ser på nabobutikkerne. Alle er pressede, og det er svært at ændre på, men vi gør vores for at give kunderne den bedst mulige madoplevelse, så de kommer tilbage igen, siger Hamad Ahmadi.

Ifølge restauratøren er man ikke ved at gå samme vej som Restaurant Fedet, men uforudsete hændelser er svære at gardere sig imod.

- Lige nu lever vi med det, men vi håber selvfølgelig ikke, at situationen bliver værre med stigende el-udgifter, fødevarepriser og færre kunder, siger restaurantejeren.

Jama Ost har store planer for 2023

Jama Ost i Risskov. Foto: Jens Thaysen

Efterdønningerne fra coronakrisen og de voldsomme prisstigninger på el betød, at overskuddet for 2022 kun kommer til at udgøre en lille del af ostehjulet, men hos Jama Ost har ejer Manfred Dieter Schedler en god mavefornemmelse for fremtiden.

- Tendensen er god, omsætningen stiger, og vi har flere kunder både i butikken og på engrossalg, så alt i alt er vi vældig godt tilfredse, fortæller Manfred Dieter Schedler.

Kigger ostehandleren i krystalkuglen, tror han også på, at 2023 bliver væsentligt bedre end sidste år. Det skyldes blandt andet, at Jama Ost planlægger at lancere en webshop i årets anden halvdel.

- Målt på kvalitet og pris er vi nok den billigste ostehandler i kongeriget, så jeg kan godt se, hvordan det kan udbredes til resten af landet, og det er det, vi nu forbereder. Planen er at gå langsomt til værks, så vi kan vokse med opgaven, siger Manfred Dieter Schedler.

Bagværk bliver revet væk som aldrig før ved Strandvejens Bageri

Foto: Kristoffer Krogh Kiesbye

Det lyder som den omvendte verden, men Strandvejens Bageri har kun oplevet fremgang trods corona og den efterfølgende forbrugskrise. Hvis lokale skærer ned for forbruget, er det ikke på bagværk, fortæller Gitte Sørensen, der ejer Strandvejens Bageri.

- Vi har aldrig haft så travlt som nu, og man mærker virkelig, at folk i Risskov ønsker at støtte op om det lokale handelsliv, men det er klart, at vi er heldige med vores beliggenhed. Spurgte man vores kolleger i Udkantsdanmark, ser situationen anderledes ud, siger Gitte Sørensen, der ser optimistisk på udsigterne for resten af 2023.

Stigende eludgifter og krigen i Ukraine betød, at prisen på sukker, mel og æg steg eksplosivt. Derfor måtte Strandvejens Bageri hæve priserne på sit bagværk, ligesom man også kortvarigt indførte et energitillæg.

- Det skræmte ikke kunderne væk. Faktisk virkede det til, at det fik lokale til at støtte endnu mere op, men forhåbentligt kommer vi ikke til at stå i en situation, hvor vi bliver nødt til at sætte priserne op igen, siger Gitte Sørensen.

Frisør Dorthe Kjærgaard - Folk får ikke flyttet ørerne så ofte som før

Foto: Kristoffer Krogh Kiesbye

Efter coronakrisen væltede det ind med folk, der skulle have flyttet ørerne eller reddet en kikset hjemmeklipning, men siden sommerferien har Frisør Dorthe Kjærgaard godt kunnet mærke, at der går længere imellem, at lokale sætter sig i frisørstolen.

- Vi kan mærke, at folk trækker deres besøg hos frisøren længere end tidligere. Hvor en mandlig kunde måske fik et herreklip hver femte uge, trækker de det lige en ekstra uge. Det kan man selvfølgelig også sagtens, men så skal vi finde de 20 procent omsætning et andet sted, siger Dorthe Kjærgaard, der har lagt navn til frisørsalonen.

- Vi kan også mærke, at folk ikke i samme grad bruger penge på at få striber eller farvet hår, så omsætningen er væsentligt mindre. Det er ikke sådan, at det ikke løber rundt, men tiderne har været sjovere.

Hun har dog valgt at se lyst på tingene og tror på, at forårets kommen får folk til at opsøge frisørerne.

- Jeg er optimist, og vi mærker måske også lidt, at der dukker flere kunder op. Nogle har ladet håret gro, mens andre selv har været i gang, og jeg tror, der kommer flere, for folk er jo nødt til at komme ud af skallen og leve lidt, siger Dorthe Kjærgaard.

Det nyligt vedtagne havneforlig betyder, at støjgenerne fra containerskibene kan forstumme allerede i 2026.  (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Havnen fremrykker slutdato for støjen, der driver Risskov-borgere ud af deres gode skind

Man kan mene, hvad man vil om den nye aftale om udvidelsen af Aarhus Havn, men for de støjplagede borgere i Risskov, der bliver drevet ud af deres gode skind af støjen fra containerskibe, vil det nye havneforlig få en gavnlig effekt.

For nu er Aarhus Havn tvunget til at få et landstrømsanlæg til containerskibe, og det forlig får nu havnen til at fremskynde processen, så de store fragtskibe efter planen vil kunne blive ladet med landstrøm allerede i 2026.

- Der er ingen tvivl om, at støjen er til gene for nogle borgere i Risskov, men jeg 100 procent sikker på, at landstrømsanlægget vil gøre det helt tyst, så på mange måder er det rigtig godt, at politikerne nu
får os til at fremskynde processen, så vi efter planen har et landstrømanlæg til containerskibe klar i 2026, siger Carsten Kruse, kommerciel direktør for Aarhus Havn.

Er du plaget af støjgenerne fra containerskibene i Aarhus Havn, så vil det nye forlig om havneudvidelsen faktisk komme dig til hjælp. Aftalen betyder nemlig, at Aarhus Havn kan fremrykke planerne om at få landstrøm til containerskibene. Det vil med '100 procent' sikkerhed sætte en stopper for støjen, lover kommerciel direktør Carsten Kruse.

I 2026 vil det efter alt at dømme være slut med søvnløse nætter og stressfyldte dage for de borgere i Risskov og Egå, der gennem en årrække har været holdt på pinebænken af en brummende og summende støjgene fra containerskibene i Aarhus Havn.

Landstrøm er løsningen, der vil drukne støjen, men hvor Aarhus Havn tidligere kunne fortælle RisskovLIV, at et landstrømsanlæg til containerskibe måske først ville stå klar i 2030, har den nyligt vedtagne havneudvidelse fremrykket støjens slutdato.

Det fortæller Carsten Kruse, kommerciel direktør ved Aarhus Havn.

- Beslutningen om at udvide havnen har sat skub i processen, for der står i forligsteksten, at vi skal kunne levere landstrøm til containerskibe. Der er altså ikke noget at rafle om længere. Vores ejere har talt, og så er det bare med at komme ud over isen med projektet, siger Carsten Kruse og fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at støjen er til gene for nogle borgere i Risskov, og landstrømsanlægget vil formentlig fjerne støjen, så på mange måder er det rigtig godt, at politikerne nu får os til at fremskynde processen. Vi kender ikke helt den endelige tidsplan endnu, men vores bedste bud lige nu er, at det kan etableres i 2026.

Umuligt at udskrive garantier

Når krydstogtskibet Bolette anløber i Aarhus Havn til april og søsætter krydstogtsæsonen, vil det 237 meter lange skib kunne slukke for sine dieselmotorer og lade sig tilkoble havnens spritnye landstrømsanlæg. Gør den det, bliver skibet stille som graven.

Men der er en hage. Aarhus Havn har med landstrømmen fået sig en løsning, der med sikkerhed kan gøre krydstogtskibene lydløse. Man kan bare ikke tvinge rederierne til at bruge den.

Det samme gør sig gældende for containerskibe. Derfor kan Carsten Kruse for nuværende ikke garantere, at al støjen forsvinder med indvielsen af et nyt landstrømsanlæg i 2026 - selvom han  forventer det.

- Vi ser en udvikling, hvor rederierne investerer i at ombygge sine skibe, så de kan modtage landstrøm, så jo, vi forventer at containerskibene også vil kunne bruge det i 2026, siger Carsten Kruse og tilføjer:

- Vi ser det med krydstogtsrederierne. Deres udmeldinger er, at når der er landstrøm til rådighed, så vil de også gøre brug af det.

Men du kan vel ikke garantere, at alle containerskibene vil gøre brug af et nyt landstrømsanlæg, så borgerne i Risskov bliver helt støjfri i 2026?

- I øjeblikket kan man ikke tvinge rederierne til at bruge løsning, så jeg kan af gode grunde ikke garantere noget eller tvinge dem til at hoppe i havn og sætte stikket i skibene, men det er helt klart vores forventning. Ingen ønsker at genere folk, og da slet ikke containerrederierne, der anløber i Aarhus Havn ofte, siger Carsten Kruse.

Kræver en stor investering

Men uanset om containerrederierne vil bruge den nye teknologi eller ej, så skal Aarhus Havn altså investere i landstrøm til de flere fodboldbaner lange fragtskibe.

Til april påbegynder Aarhus Havn derfor et forprojekt, der skal bane vejen for en større millioninvestering i landstrøm. Carsten Kruse estimerer, at det vil koste omkring 65 millioner kroner at kunne levere landstrøm til containerskibene, og en investering i den størrelsesorden kunne tidligere have forhalet processen.

Nu forventer Carsten Kruse i stedet, at det vil tage omkring to år at etablere landstrømsanlægget til containerskibe, når først forprojektet er overstået - efter planen i 2024.

- Det kan sagtens være, at forprojektet viser, at endnu et landstrømsanlæg bliver rasende dyrt, og før forliget om havneudvidelsen kunne det måske have fået bestyrelsen til at sige "aaah". Nu er det en formssag, og erfaringen med anlægget til krydstogtskibe har vist, at det nok vil tage omkring to år fra start til slut at koble containerskibe på landstrøm, siger Carsten Kruse, der dog betegner tidshorisonten som et 'kvalificeret gæt'.

Man leder stadig med lys og lygte efter en lappeløsning

For udbud til så store projekter tager tid, ligesom leveringstiden på kobber, aluminium og anden teknik til landstrømsanlægget kan variere.

Aarhus Havn har dog tidligere fortalt til RisskovLIV, at man i samarbejde med rederierne arbejder på en midlertidig løsning, så støjplagede borgere i Risskov ikke skal lægge ører til den enerverende brumme-lyd helt frem til dagen, hvor et nyt landstrømsanlæg står klar til brug.

Og det har ikke ændret sig. Heller ikke selvom støjen nu har fået en slutdato i 2026.  Det garanterer Carsten Kruse, der dog ikke har meget nyt at berette om lappeløsningen.

- Jeg kan ikke sige andet nyt end, at rederierne stadig er i gang med at kigge på noget ny teknologi, der kan blive en mulig mellemløsning frem til 2026. Det arbejder stopper ikke, selvom processen med landstrømsanlægget er blevet fremskyndet, siger Carsten Kruse.

Nyt stadion til AGF skal placeres i Vejlby, mens ny restaurant endeligt åbner

Kort nyt fra Vejlby Risskov, som du også kan være interesseret i at vide mere om.

Alt tyder på, at Vejlby Stadion kommer til at lægge rammer til AGF's Superligahold fra begyndelsen af 2025. Længe før det, faktisk allerede på mandag, åbner Letz Sushi-kæden sin nye restaurant ved Nordre Strandvej 58.

Begge dele kan du læse mere om herunder.

AGF skal spille på ombygget Vejlby Stadion - men det bliver dyrt

Fodbold. Vejlby Risskov Hellen. Vejlby Stadion. Skovbakken. AGF. Foto: Jens Thaysen

AGF's Superligahold skal spille sine kampe på et ombygget Vejlby Stadion fra begyndelsen af 2025, hvis politikerne i Aarhus Byråd vælger at følge anbefalingerne fra den rapport, som Aarhus Kommune har hyret konsulentvirksomheden Rambøll til at udarbejde.

Det skriver Kultur- og Borgerservice i en pressemeddelelse denne torsdag.

Det har længe stået klart, at AGF skulle bruge et midlertidigt stadion til at afvikle sine hjemmekampe, mens det nye Aarhus Stadion bliver bygget i Kongelunden frem til sommeren 2026.

I samme ombæring var tanken, at Aarhus skulle skulle have et såkaldt second stadium, et stort stadion nummer to, der dels skal bruges af AGF under genhusningen, men også af AGF's kvinder samt klubber som Brabrand IF, Aarhus Fremad og VSK Aarhus.

Og nu peger pilen altså på, at byens andet nye store stadion skal opføres, hvor Vejlby Stadion ligger i dag.

Men det bliver dyrt. Rambøll-rapporten anslår, at det samlet set vil koste 75,5 millioner kroner at bygge først et midlertidigt stadion til AGF's Superligahold (25 millioner kroner) og efterfølgende det blivende stadion, der skal have plads til noget færre tilskuere end Superligaholdet har brug for.

- Nu har vi fået en grundig analyse af de forskellige muligheder. Nu skal vi arbejde videre med en placering i Vejlby-Risskov og undersøge muligheder for finansiering, så vi hurtigst muligt kan præsentere byrådet for en konkret indstilling, siger kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad i pressemeddelelsen.

Letz Sushi slår endeligt dørene op for ny restaurant ved Nordre Strandvej

Sushikæden Letz Sushi rykker ind på Aarhus Ø, når de torsdag åbner dørene til deres tredje restaurant i Aarhus. Foto: Letz Sushi

Mens det nu er flere måneder siden, at spisestedet Elfe slog dørene op for spisende gæster i stueetagen på 1927 Estates nye hovedkontor ved Nordre Strandvej, har åbningen af nabo-restauranten Letz Sushi ladet vente på sig.

Men nu er ventetiden næsten ovre. På mandag den 27. februar åbner Letz Sushi restauranten, der har plads til 16 spisende gæster og et stort udeområde, der kan bruges, når vejrforholdene tillader det. Det skriver Letz Sushi i en pressemeddelelse.

Sushi smager fint, men står som en af hovedsynderne bag klodens overfiskeri. På det parameter bryster Letz Sushi sig af at være en restaurantkæde, der udelukkende serverer certificeret ansvarlig og bæredygtig fisk for sine kunder.

Det har RisskovLIV tidligere skrevet om, som du kan læse her.