Claus gik fra rejsekonge til opdagelsesrejsende i Risskov: - Konen spørger tit, hvorfor fanden jeg ikke er ligeglad, men jeg vil se det hele
- I 1990'erne kom jeg hjem, for jeg kunne mærke, at jeg ville dø, hvis ikke jeg stoppede i branchen. Jeg fór så meget rundt, at jeg nogen gange kan komme i tvivl om, hvorvidt jeg faktisk har oplevet ting, eller om det er noget, jeg har læst i en Ib Michael-bog.
Ordene tilhører den tidligere rejsekonge Claus Andersen. Der er ikke mange kortlagte steder af verden, som den 72-årige pensionist ikke har set, men der var ikke meget eventyrlyst over hans tre årtier i rejsebranchen.
Den har han i stedet fundet som nytilflytter i Vejlby Risskov, hvor han på sine daglige byvandringer traver byen tynd i jagten på lokalhistorie, æstetik og arkitektur. Nysgerrigheden er medfødt, men med sig i blodet har han også en sygdom, der får ham til at mærke og gå lidt tættere på tingene.
- Det gør man, når man har fået leukæmi. Lige nu handler det om at leve med det, for jeg kommer ikke til at dø af sygdommen foreløbigt. Det havde været noget lort, hvis jeg havde fået det som 40-årig, men får jeg
10 år mere, er jeg jo 82, og noget skal man jo dø af, fortæller han.
Men lige nu, hvor han ser Risskov med nye øjne for første gang, føler han, at han lever.
Det kan du læse meget mere om her.
Vi starter vores vandring ved Krathusvej 4, hvor Doris Kæraas liv sluttede den 13. januar 1944.
Her boede manden, der opfandt Aarhus-sloganet "Smilets By", den succesfulde tandtekniker Leo Kæraa, men den morgen under besættelsestiden var der intet at smile over.
Gestapo stormede villaen, og under den dramatiske aktion åbnede de ild. Leo Kæraa blev såret. Doris Kæraa døde af skud i hovedet og brystet.
Et sørgeligt kapitel i Risskovs historie, men for min historieinteresserede vandringsfælle Claus Andersen fænger beretningen om Doris Kæraas alt for tidlige endeligt særligt meget. For godt tre måneder siden flyttede han sammen med sin kone ind i det nybyggede kvarter 'Skejbyen' på hjørnet mellem Vejlby Centervej og Skejbygårdsvej.
Hans adresse ligger nu på Doris Kæraas Gade.
- Det er noget af et sammentræf. Hvorfor bor jeg lige netop på Doris Kæraas Gade? siger Claus Andersen, der breder armen ud mod Krathusvej 4, hvorfra en beboer kigger ud på os.
Husets nuværende ejere har Claus Andersen allerede talt med. Du har måske set et af hans opslag på de lokale Facebook-grupper, hvor den 72-årige pensionist beretter om sine byvandringer i Vejlby Risskov med en sådan iver, at jeg har set mig nødsaget til at hægte mig på en.
Disse traveture er han på næsten dagligt, for han labber bydelens historie, æstetik og arkitektur i sig.
- Jeg vil ikke bo i et område, som jeg ikke kender. Jeg startede i det små med at besøge Vejlby Kirke og begik den dumhed at tro, at det var den fra Steen Steensen Blichers 'Præsten fra Vejlby'. Så studsede jeg over resterne af den gamle landsby, bindingsværkshusene, fandt bydelens ældste hus på Amtoftvej, og så var jeg ligesom interesseret, siger Claus Andersen og fortsætter:
- Jeg ved jo ikke en skid om Risskov, så nu er jeg begyndt at udforske, og jeg går efter arkitekterne.
Fortræffeligt at fare vild
Men ruten, der fører ham til de arkitekttegnede vartegn, undlader han at kortlægge. Claus Andersen gør sig også en undtagelse i dag, hvor han har mig på slæb. Han foretrækker at gå alene. Som han siger, skal han helst kunne fare vild.
- Går jeg med andre, siger de, at vi skal den eller den vej, men jeg er ligeglad med højre og venstre. Det er en god ting at fare vild, for det er sådan, man oplever nye ting, og det er altså nemmere, når man er alene. I dag kommer jeg til at gå 11 kilometer, siger Claus Andersen.
Stedsansen halter også hist og her. "Hvor ligger Badevej?" eksempelvis, når vi står på Stationsgade, men som ny i postnummeret er han lovligt undskyldt. Generelt får man indtryk af, at Claus Andersen er dårlig til at følge den vej, der er lagt foran ham.
Han er en svær interviewperson. Spørger jeg ham om noget i nord, svarer han i øst og vest, og han har et arsenal af røverhistorier, der kan gøre enhver hyggeonkel misundelig. Egentlig ville han gerne have læst historie, men han manglede sin latinprøve - både den store og den lille.
I stedet blev han folkeskolelærer, men han kom på afveje, da Tjæreborg-præsten tilbød ham et studiejob i Costa Del Sol. Den ene ting tog den anden, og i stedet endte han med at tilbringe de næste 30 år som verdensborger i udlandet med adskillige lederstillinger i rejsebranchen.
- I 1990'erne kom jeg hjem, for jeg kunne mærke, at jeg ville dø, hvis ikke jeg stoppede i branchen. Jeg fór så meget rundt, at jeg nogen gange kan komme i tvivl om, hvorvidt jeg faktisk har oplevet ting, eller om det er noget, jeg har læst i en Ib Michael-bog, siger Claus Andersen og tilføjer:
- Jeg havde jo ansvaret for flykontrakter og hotelkontrakter, så jeg fløj altid gratis og fik alt serveret på et sølvfad. Men hvor meget eventyrlyst er der i det?
Bindesbøll Byen gør ham sur
Eventyrlysten har han genfundet i Risskov, og der er flere ting, der puster til mandens opdagelseslyst.
Nysgerrigheden er medfødt, og som han siger, slår den ham halvt ihjel hele tiden. Med alderen er der også dukket en dårligdom op i blodet, som måske slår ham helt ihjel en dag.
Det var også en af hovedårsagerne til, at han og konen Iben flyttede til Vejlby.
- Før boede vi nær Musikhuset, men da jeg fik konstateret leukæmi, begyndte vi at interessere os for, hvad vi gør, når den ene af os dør. Vi blev enige om, at det var bedst at bo i en lejelejlighed med boligsikring, og det er dejligt at have en vicevært for første gang i mit liv. Mollerup Skov ligger også tæt på, så derfor pegede pilen på Risskov, fortæller Claus Andersen.
Hans kendskab til Risskov var forinden meget begrænset, selvom han brugte de sidste fem år af sit arbejdsliv som underviser på Risskov Efterskole - og nå ja, engang fik han også fjernet en fedtknude ved Kirurgisk Klinik Aarhus, lader han mig vide, da vi sjosker ned ad Rolighedsvej og forbi klinikken.
Her fortæller han mig også, at han er glad for at bo i Risskov, glad for nybyggeriet 'Skejbyen', som han kalder for et 'kvalitetsbyggeri'. Samme adjektiv bruger han til gengæld ikke, når han beskriver byudviklingen ved Jydske Asyl.
- Da jeg startede mine byvandringer ved det gamle psykiatriske hospital, blev jeg pisse sur. Først nedlægger man hospitalet, så kirkegården, men har du set de bygninger, man har proppet ovenpå patienternes grave? Det er ikke lige mig, siger Claus Andersen og fortsætter:
- Nu ligger folk deroppe og daser i deres hængekøjer langs de gamle bygninger, hvor der har været så meget smerte.
Risskov lever ikke op til fordommene
Da vejen slår et bugt ved den nu lukkede Restaurant Nordly, peger han på de nybyggede huse med havudsigt på bakken over for. Dem bryder han sig heller ikke om. "Det er tiden," siger han, men der foretrækker han altså tidligere tiders arkitektur frem for nybyggede rigmandsklodser.
Dem har han set et par stykker af, men fordommen om, at Risskov er et velhaverkvarter med bedsteborgere, har han ikke mærket.
- Jeg troede, Risskov ville være et snobkvarter, men der er intet snobberi herude. Jeg gik turen langs vandet en dag og grinte da lidt over arkitekturen hos nogle af de store strandvejsvillaer, men jeg møder ingen overklasseløg. Folk har været særdeles imødekommende, siger Claus Andersen, da vi krydser vejen og begiver os ned mod Lindevangs Allé.
Det har han mærket siden dag ét, for hans oprigtige interesse i at suge al lokalhistorie fra området til sig er smittende.
- Min kone spørger tit, hvorfor fanden jeg da ikke bare kan være ligeglad, men nej, jeg bor et sted, og jeg vil se, hvad der, siger Claus Andersen.
- Derfor meldte jeg mig ind i lokalhistorisk forening, og nu er jeg blevet spurgt, om jeg ville være med i den lokale Hemingway-klub. Folk kan se, at jeg gerne vil opleve og se både dit og dat, og så spørger de, om jeg ikke også vil komme til kaffe og kage i Vejlby Kirke, og om jeg vil være med i den lokale krolf-klub.
Krydser skel ved Badehotellet
Nu vi er ved Ernest Hemingway, så ligner og minder Claus Andersen måske en smule om den nobelprisvindende forfatter. Berejste er og var de begge, og skiftede du Claus' pynteklud ud med en sømandstrøje, kunne han måske godt gå for en mindre bredskuldret udgave af den store mand.
Ligesom Hemingway havde tendens til at komme på tværs med folk, kan Claus Andersens nysgerrighed også få ham til at krydse både grundskel og klinger med folk.
- Folk er blevet sure på mig hele mit liv, siger Claus Andersen, da vi står på Lindevangs Allé og kigger på resterne af Risskov Badehotel.
Der er hul i hækken, så for at få bedre udsyn spadserer Claus ind i haven med mig som føl. Han har gjort det før. Dengang kom ejeren af ejendommen ud, for sæt nu Hr. Andersen var en tyv. Det var han selvfølgelig ikke, og mødet endte i stedet i en fortælling om det hedengangne badehotel.
Cirka samme scenarie har udspillet sig på den modsatte side af vejen, hvor Claus Andersen også har forhørt beboerne om det svenske kunstværk, en massiv krukke i solidt metal, der står i deres forhave.
Nogle gange bliver hans iver og nysgerrighed måske misforstået, og der er vist nok en dame på Krathusvej, som er sur på ham og føler sig trådt over tæerne.
Der er altid mere at se
Da vi går på strandbeskyttelsen ud for Lindevangs Allé, er det mig, der holder øje med, hvor Claus Andersen træder. De ankelbrækkende kampesten sætter sikkert en stopper for erosionen, men de sætter altså også en stopper for gangbesværede.
Det er Claus Andersen nu ikke. Han er frisk og frejdig, men jeg vil stadig ikke være journalisten, der tager livet af ham før tid med en gåtur langs vandet. Slet ikke, når han nu mærker, at han lever.
Meget mere, end da han var rejsekonge.
- Der er ikke mange pletter af verden, som jeg ikke har set, men nu er jeg indvandrer her, som jeg var i udlandet, men jeg mærker tingene mere, end jeg gjorde dengang. Jeg er nødt til at gå tættere på tingene, siger Claus Andersen.
- Det gør man, når man har fået leukæmi. Lige nu handler det om at leve med det, for jeg kommer ikke til at dø af sygdommen foreløbigt. Det havde været noget lort, hvis jeg havde fået det som 40-årig, men får jeg 10 år mere, er jeg jo 82, og noget skal man jo dø af.
Til den tid vil han med garanti have set hele Vejlby Risskov. Selv føler han, at han er færdig med at se Fedet og Høje Risskov. Nu venter området nord for Vejlby Kirke i stedet.
Hvad gør du, når du er færdig?
- Der er altid mere. Jeg sidder dagligt og researcher løs om det ene og det andet på min computer, plotter nogle punkter ind på Google Maps, og så er det ellers afsted. Retningsbestemmelser har jeg ikke brug for, for man ser ikke en skid, når man har et kort.
- Der er fordele ved at fare vild i et nyt område.