Et ord var et ord for Leo Just Jensen.

Det gjaldt både over for kunderne i hans mangeårige virke som indehaver af Vejlby Autoværksted, og det gjaldt også hans udtalte ønske om at blive boende til sit sidste åndedrag i huset på Vikærsvej, der gennem tre generationer havde været i familiens eje.

Det ord holdt han.

Fra sit hus nåede han at se Gl. Vejlby udvikle sig fra landsbysamfund til forstadskvarter, og fra vinduet på sin førstesal kunne han i sine sidste leveår følge byggemaskinernes arbejde med at jævne det omkringliggende kvarter med jorden.

Med en uopsigelig lejekontrakt i hånden var den 88-årige vejlbybo dog ikke selv til at smide på porten, før han besluttede sig for det - eller forlod denne verden. Det gjorde han den 20. august i forbindelse med en brand i ejendommen, han havde kær.

Det var der, han gerne ville dø, og det kunne ingen tale ham fra.

- Uanset om det var lægen, den gamle præst i Vejlby eller datteren Dorthe, der forsøgte at fortælle Leo, at han kunne få det bedre på plejehjemmet Vejlbygade, så var de ved at ryge ud af vinduet, fortæller svigersønnen Flemming.

- Der var ikke noget at gøre. Han ville blive boende, til han skulle bæres derfra, og sådan gik det. Med sit hus var han stædig, men ellers ikke. Ellers var han en jovial mand.

Det var i huset fra 1887 på Vikærsvej, at han kom til verden i 1933 som det fjerde og sidstfødte barn af Jens og Anne Kirstine Jensen, og det var i Vejlby Landsby, at hans barndom udspillede sig.

Udover en afstikker i Flyvevåbnet, hvor han lærte, at han aldrig ville flyve igen, forlod han aldrig Vikærsvej. Da han blev gift med Tove, flyttede han kortvarigt op til svigerfamilien et stenkast længere oppe ad vejen, inden ægteparret atter kunne vende tilbage til familieejendommen i 1964.

De blev senere skilt, men fik sammen datteren Dorthe og sønnen Jan, og på Vikærsvej stiftede Leo Vejlby Autoværksted. Det var måske en arbejdsskade, men som automekaniker var Leo svært begejstret for biler.

- Min far havde det bedst, når han sad bag rattet. Skulle han ned til bageren på hjørnet, gjorde han det i sin bil, og han plejede at være sød til at køre os, uanset hvor vi skulle hen. Han ville altid os børn det bedste, og han kunne godt finde på at hente mig fra skole i en sjov bil, fortæller datteren Dorthe.

Som barn af bydelen var Leo Just Jensen vel det, man kan kalde en ægte Vejlby-borger. Han holdt med VIK og ikke andenrangsklubber som Skovbakken - og da slet ikke VRI.

- Han var stolt af at være fra Vejlby, og det var de fleste Vejlby-borgere jo. Der var dem og så alle de andre fra Risskov. Han var jo bundet til bydelen på grund af sin familie, svigerfamilie og værksted, siger Flemming og fortsætter:

- Han var en del af den samling mennesker, der udgjorde det gamle Vejlby, hvor alle kendte alle. Det var en stor klub på 100-200 personer, der alle vidste alt om alle. Det var en hyggelig by, som han gradvist har set blive afviklet fra det første hus til hans eget, der nu ryger som et af de sidste.

Selve byudviklingen var Leo dog ikke modstander af.

- Det var fremskridtet. Nogle gange flyttede der mange nye mennesker til, og så kom der mere gang i hans værksted, så de nye dage var også okay. Selv var han god til at hægte sig på udviklingen og ville også gerne lære alt det nye, siger Flemming, inden han suppleres af Dorthe:

- Han startede hver dag med at gå ind og se, hvad der stod på tekst-tv. Han gik meget op i altid at være opdateret på verden, og mentalt var han også med til det sidste, selvom det var begyndt at knibe med hørelsen.

Men der var et 'men'. Fremskridtet var fint, så længe byudviklingen ikke berørte hans hus.

- Der skulle ikke ske noget med hans hus, for han kunne ikke forestille sig at bo andre steder, fortæller Dorthe.

Hvorfor?

- Det var jo hans barndomshjem. Det var hans rødder, og det var der, han følte sig hjemme. Vi andre har også svært ved at sælge vores hus, når vi først har slået rødder. Leo var måske noget mere ekstrem, men der var enormt meget nostalgi forbundet med det hus, og han var glad over at have overtaget det som den sidstfødte, siger Flemming.

Alligevel faldt det i stand, at Leo Just Jensen solgte sit hus til byudvikleren Erik Thye, der planlægger at opføre en række byhuse langs Vikærsvej i forbindelse med lokalplanen for området omkring den tidligere IBM-bygning.

Handlen faldt dog kun på plads på én betingelse, fortæller Flemming.

- Han fik sig jo en uopsigelig lejekontrakt, for han ville være sikker på, at han kunne blive boende. Intet salg uden den garanti!

Med børn, børnebørn og oldebørn havde Leo masser at leve for, men i mange år havde han også en hobby, der holdt ham flyvende.

- Min fars store interesse var kapflyvning med brevduer, og han vandt også flere pokaler i den tid, hvor han fløj, siger Dorthe og fortsætter:

- Jeg ved ikke, hvordan han endte i sporten, men det optog ham meget, og han havde et dueslag omme i haven. Det holdt ham virkelig i gang i mange år, for der lå et kæmpe arbejde i at sende duer afsted og registrere deres tid.

Penge vandt han ikke mange af, men der var en ære i at komme først. Derfor pakkede Leo hver fredag sine bedste duer i en kurv og sendte et skema ind til Dansk Brevdueforening. Dernæst blev hans og andre brevdue-entusiasters fugle fragtet til eksempelvis Antwerpen, hvorfra de blev sluppet på nøjagtigt samme tidspunkt.

- Så sad han hele søndagen og i haven og ventede på, at duerne skulle komme hjem. Når han så dem i luften, holdt han sig i ro og gav duerne fred til at lande i dueslaget, så han hurtigt kunne få fat i gummiringen og stemple tiden. Intet var overladt til tilfældighederne, og det var på mange måder en fantastisk verden at komme ind i, fortæller Flemming.

Men for omtrent 10 år siden måtte Leo opgive kapflyvningen, og med årene blev han også selv mere vingeskudt, som man jo gør med alderen.

- Han fik konstateret epilepsi for fem år siden, så han ikke længere måtte køre bil. Det var en stor sorg for ham, og han håbede hele tiden på, at han kunne generhverve det, men det krævede et år uden anfald, og det gik altså ikke, fortæller Dorthe.

Havde I aldrig nogle betænkeligheder ved at lade ham blive boende i huset?

- Det havde vi mange spekulationer omkring, men hvad skulle vi gøre ved det? - Manden var ved sine fulde fem og ville blive boende, og vi kunne ikke tvinge ham derfra.

Men da Leo tidligere på året blev opereret for galdesten, var Flemming og Dorthe overbeviste om, at en afsked med huset på Vikærsvej stod for døren.

- Han var indlagt nogle uger på Plejehjemmet Vikærgården, og vi var så småt ved at forberede en flytning med forskellige instanser. Så kom vi på besøg, hvor han rejste sig. "Hvor skal du hen?" spurgte jeg. "Jeg skal på WC, er det et problem? lød svaret.

- Derfor kaldte vi ham comeback kid, fordi han ville hjem til sit hus. Det var hans gulerod, siger Flemming.

Og i det hus endte Leo Just Jensen sine dage. Bisættelsen fandt sted i Vejlby Kirke, hvor han også blev døbt for 88 år siden.

Et gravsted på bydelens kirkegård ønskede han sig aldrig. Med hans aske spredt over havet må man sige, at en af de sidste ægte Vejlby-borgere har sagt endegyldigt farvel til kvarteret, som han blev født ind i og nægtede at forlade før tid.

Hans hus, der stod ham så nært, vil før eller siden blive jævnet som en del af et byudviklingsprojekt.

- Han vidste godt, at det ville blive væltet, når han ikke var her mere, men jeg tror ikke, at han brød sig om tanken, fortæller Dorthe, der husker sin far som et samlingspunkt for hele familien.

- Han var et stort familiemenneske, der altid blev glad, når vi inviterede til noget. Så sad han for bordenden og var midtpunktet for både børn og børnebørn, siger Dorthe, før Flemming afslutter:

- Han var jo familieoverhovedet, og i sine velmagtsdage var det ham, vi alle så op til og havde det godt med. Ved Leo var der altid hjælp at hente, og jeg har aldrig hørt om utilfredse kunder i hans værksted. Et ord var et ord for ham.

Er der en voksen til stede, hvis dit barn eller barnebarn begynder at græde på stuen, skal skiftes, eller hvis en god leg blandt børnehavebørn pludselig går i hårdknude?

Det er noget, de fleste forældre er optagede af, og for to år siden indførte Folketinget efter mange års debat et krav om minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver.

Det indebærer, at der senest i 2024 mindst skal være én pædagogisk medarbejder til tre børn i vuggestuerne og én til seks børn i børnehaverne, og i Aarhus annoncerede rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom, sidste år, at minimumsnormeringerne allerede skulle indføres i kommunen i løbet af 2022.

Det kommer imidlertid ikke til at lykkedes, lyder det nu fra rådmanden.

Heller ikke lokalt. RisskovLIV har fået aktindsigt i personalenormeringerne for Risskov Dagtilbud, Ellevangs Dagtilbud og Strandens Dagtilbud.

Opgørelsen fra Aarhus Kommune tager udgangspunkt i et gennemsnit for hele 2021. For indeværende år kan normeringerne være blevet både værre og bedre, så tag tallene med et gran salt - og få nuancerne for hvert af de tre lokale dagtilbud længere nede i artiklen.

Her kan du se tallene for vuggestuerne i 8240:

Her kan du se tallene for børnehaverne i 8240:

For vuggestuerne skal de pædagogiske ansatte i vuggestuerne hos Strandens Dagtilbud i gennemsnit passe mellem 2,9 og 3,6 børn per ansat, mens normeringerne i børnehaverne spænder fra mellem 5,9 og 7,1.

Ifølge kommunens opgørelse mangler der særligt hænder i Børnehuset Ved Åen og Vuggestuen Pilehuset.

-  Skulle jeg tælle hoveder i Pilehuset, skulle vi være tre ansatte mere. Der er mange ting, der spiller ind med minimumsnormeringer, men i Pilehuset har vi flere erfarne pædagoger, der er mere løntunge end ungt personale. Det betyder, at vi mangler dét, der svarer til én fuldtidsansat, siger Kirsten Greibe, pædagogisk leder i Strandens Dagtilbud.

Kan man så sige, at erfaringen kan opveje for de manglende 37 timer?

- Nej, det kan man ikke. Vi er dygtige til at sætte tingene i system og behandle børnene på en måde, så de trives, men ét menneske kan ikke dække mere, end man nu kan. Man kan kun udføre én ting af gangen, og til tider er der brug for to voksne til at trøste eller give mad, siger Kirsten Greibe.

Ifølge Kirsten Greibe bliver alt styret stramt. Hvornår møder børnene om morgenen, hvornår bliver de hentet? -  Det er faktorer som disse, der bliver skelet til, så man kan udnytte sine ressourcer bedst og have flest pædagoger på pinden, når børnene er flest.

Men med sin nuværende økonomiske ramme har Kirsten Greibe svært ved at se, hvordan hun skulle opfylde de ønskede minimumsnormeringer inden årets udgang.

- Der er ikke penge til at hyre de ekstra hænder, som mangler. Det er op til politikkerne at fordele dem, men jeg har stor forståelse for, at der er mange behov, de skal tilgodese. Rammen er bare ikke til at opnå minimumsnormeringerne lige nu, og det har da en betydning for børnene. Det ligger ikke i vuggestuebørns natur at skulle vente, men uanset hvor meget man forsøger at strukturere sig ud af det, så vil de alligevel opleve ventetid, siger Kirsten Greibe.

Hos Risskov Dagtilbud er man heller ikke i mål med minimumsnormeringerne. For tilbuddets vuggestuer var der ifølge tallene mellem 2,7 og 3,9 børn per pædagogisk ansat. For børnehaverne var der mellem 5,8 og 7,1 per voksen.

Da opgørelsen viser den gennemsnitlige personalenormering for 2021, kan tallene have ændret sig positivt for indeværende år. Dagtilbudsleder Camilla Moldt tvivler dog på, at man er nået helt i mål.

- Dykker vi ned i tallene for Risskov Dagtilbud, kan jeg være i tvivl om, hvorvidt vi er helt i mål med normeringerne. Vi er der lige knap, men skal de opnås, skal der enten mere personale til eller færre børn. Der vil jeg helst skrue på knappen, der giver flere voksne, siger Camilla Moldt.

Ligesom i Strandens Dagtilbud skyldes det særligt, at en stor andel af de ansatte i Risskov Dagtilbud er uddannede pædagoger. Deres effekt mener hun ikke, at man bør underkende.

Kan en personalenormering på 7,0 opleves som 6,0, hvis man har meget uddannet personale?

- Sådan vil jeg ikke sætte det op, men graden af uddannet personale har en betydning for kvaliteten af det læringsmiljø, som børnene oplever. Minimumsnormeringerne er vigtige, for mængden af voksne omkring børnene har en betydning, men deres uddannelsesniveau er altså også vigtigt. De to ting hænger uløseligt sammen, og vi har en stor andel uddannede pædagoger, siger Camilla Moldt.

Ifølge Britta Kruse, dagtilbudsleder for Ellevang Dagtilbud, er det ikke urealistisk, at man opnår de ønskede minimumsnormeringer allerede i år.

Tallene for sidste år tegner et andet billede. For vuggestuerne svinger personalenormeringen mellem 2,3 og 3,3, mens samtlige børnehaver havde en dårligere normering end det ønskede seks børn per pædagogisk ansat -  med et spænd på mellem 6,3 og 7,3.

Men for 2022 viser Britta Kruses opgørelse, at man faktisk er i mål med minimumsnormeringerne for vuggestuerne, mens man for tilbuddets børnehaver er tæt på målstregen.

- For indeværende år ligger Ellevang Dagtilbud i øjeblikket med en gennemsnitlig personalenormering i vuggestuen på 2,93, mens gennemsnittet for børnehaverne er 6,08. I dette år er vi blevet tildelt de statslige puljer til sociale normeringer for flere af vores institutioner, men de normeringer er dog ikke medregnet, da de er midlertidige, siger Britta Kruse.

Derudover har hun forsøgt at afsætte så mange af sine midler som muligt til udbetaling af løn. Med andre ord betyder det, at man har fået flere hænder og ansatte til at varetage kerneopgaven.

Men selvom man er tæt på at opnå minimumsnormeringerne, kan billedet også hurtigt ændre sig. I Aarhus Kommune skal Børn og Unge finde besparelser for 80 millioner næste år. Derudover udløber de nuværende puljer til sociale normeringer ved årets udgang.

- De kommende kommunale tildelinger for budget 2023 kender vi ikke, men vi forventer ikke flere statslige puljer. Lige nu er normeringerne okay her, fortæller Britta Kruse.

En anden udfordring, som alle tre lokale dagtilbud mærker, er pædagogmanglen. Som Britta Kruse fra Ellevang Dagtilbud siger:

- Vi oplever, at vi må genopslå stillinger, og i øjeblikket har vi to vakante. Så når man siger, at pædagogmangel er et landsdækkende problem, mærkes det også lokalt.

I Risskov Dagtilbud og Strandens Dagtilbud er der i skrivende stund ingen ledige stillinger. Men når der er, er de svære at besætte.

- Vi oplever problemer med at rekruttere og er begyndt at se på, hvad vi kan gøre anderledes for at tiltrække medarbejdere. Det er helt bestemt noget, vi har fokus på, og vi er begyndt at bruge de sociale medier til at nævne, når vi mangler vikarer, siger Kirsten Greibe og tilføjer:

- Det har fungeret ganske godt, og det er jo vigtigt, at vi får de unge mennesker indenfor døren. Nogle får øjnene op for faget og vælger forhåbentligt en uddannelse efterfølgende.

Hun og de to andre lokale dagtilbudsledere hilser de tiltag, som Aarhus Kommune har sat i søen for at komme pædagogmanglen til livs velkomne.

Dem kan du læse mere om her:

Da rådmanden for Børn og Unge, Thomas Medom (SF), sidste år valgte at fremrykke minimumsnormeringerne i Aarhus Kommune fra 2024 til 2022, var det for hurtigst muligt at sikre nok pædagoger til børnene i daginstitutionerne.

Og tager man et kig på Danmarks Statistiks nye opgørelse over normeringerne i Aarhus Kommune, ser det ikke helt skidt ud. Men tallene er et gennemsnit på tværs af kommunen, og som de lokale tal viser, ser det anderledes ud i Vejlby-Risskov.

Så er det overhovedet realistisk at nå i mål med minimumsnormeringerne i år? Er rådmanden for Børn og Unge tilfreds, og hvad kommer de store besparelser på børne- og ungeområdet til at betyde for børnene?

Når man ser på tallene for normeringerne i de enkelte daginstitutioner, er du så tilfreds med, hvor langt I er nået?

- Nej, jeg ville gerne have været længere, det er der ingen tvivl om. Og vi var også nået længere, hvis ikke vi var blevet udfordret af prisstigninger. Priserne stiger, og der er rigtig mange daginstitutioner, som er nødt til at flytte pengene over til for eksempel kostbudgettet eller rengøringsudgifterne. Så der er stadigvæk et stykke arbejde foran os, før vi er i mål.

Hvad tænker du om, at pengene blev afsat til rekruttering, men bliver brugt til noget andet?

- Det er noget bøvl for rigtig mange daginstitutioner. Der er rigtig mange dagtilbudsbestyrelser, medarbejdere og ledere, som havde drømt om, at man kunne bruge alle pengene på at ansætte flere medarbejdere. På den anden side er jeg glad for, at vi har tilført pengene, men der er ingen tvivl om, at opgaven er større nu, end vi havde troet for et år eller to siden.

Burde man have øremærket midlerne til rekruttering af mere pædagogisk personale?

- Der er kun de midler, der er i budgettet, så det havde ikke været ansvarligt. Jeg tror heller ikke, at hverken forældre eller medarbejdere havde være interesseret i, at kostordningen ikke kunne overholdes, eller at der ikke var blevet gjort rent. Det er det rigtige at lægge pengene ud i daginstitutionerne, men det havde været forkert at sige, at de ikke selv kunne bestemme over deres budgetter.

Var du for optimistisk, da du fremrykkede minimumsnormeringerne til 2022?

- Jeg ved ikke, om jeg kunne have forudset krigen i Ukraine, eller at der blev så stor personalemangel, at rengøringspriserne eksploderede. Jeg forholder mig mest til, at jeg er glad for, at vi har afsat pengene, og at hver eneste krone er kommet ud i daginstitutionerne. Vi havde stået et dårligere sted, hvis ikke vi havde gjort det. Men det havde da været rart, hvis de ekstra penge havde ført til væsentligt flere medarbejdere.

Der skal spares omkring 70 millioner kroner årligt i perioden 2023-2026 på børne- og ungeområdet. Hvordan kommer det til at påvirke minimumsnormeringerne?

- Vi arbejder på et sparekatalog, hvor det er en stor opgave at friholde daginstitutionerne, men her virker minimumsnormeringerne faktisk. Havde vi ikke haft dem, var det sandsynligt, at en del af besparelserne havde ramt daginstitutionerne. Lovkravet gælder først fra 2024, men det vil være ualmindeligt uklogt at lave besparelser i 2023, for så bliver opgaven frem mod 2024 det større. Jeg vil strække mig så langt som muligt for, at vi kan frede normeringerne.

I har lavet en ny uddannelse, hvor akademikere kan uddanne sig til meritpædagoger, men hvad vil du ellers gøre for at komme rekrutteringsudfordringerne til livs?

- Der er mange forskellige greb, men rekruttering er en af vores største samfundsudfordringer, og derfor er der også et nationalt spor. Vi har dannet en alliance med Københavns Kommune, professionshøjskolerne og BUPL, hvor vi blandt andet forsøger at påvirke landspolitikerne til at lave en rekrutteringsplan. Så vi for alvor kan få taget hul på det løngreb, som er helt nødvendigt.

- Vi har selvfølgelig også et kæmpestort ansvar selv. Der har vi nu en række forskellige uddannelsesinitiativer, hvor dygtige folk kan opkvalificere sig.

Er det realistisk, at der ikke bliver gået på kompromis med den faglige kvalitet, når det nationale lovkrav om minimumsnormeringer træder i kraft i 2024?

- Det er i hvert fald realistisk, at vi kan fastholde en høj kvalitet og stadigvæk har gode daginstitutioner. Men samtlige danske kommer til at have en højere andel pædagogmedhjælpere, end vi drømmer om at ende med. Det er personalesammensætningen, som er på spil, og der kommer vi til at arbejde med at dygtiggøre vores pædagogmedhjælpere.

Byrådet har for nylig diskuteret, om der skal indføres tilskud til hjemmepasning. Det lyder som om, at det ville lette presset i institutionerne, men alligevel er du imod. Hvorfor?

- Hvis man skulle give tilskud til de forældre, som allerede hjemmepasser i dag, ville det blive en stor udgift for daginstitutionerne. Det ville skabe dårligere økonomi midt i en sparerunde. Det svarer til, at man giver penge til dem, der ikke tager bussen, for at de bliver ved med ikke at tage bussen. Det ville også øge rekrutteringsudfordringerne bredt set, fordi hjemmepasserne ikke ville være en del af arbejdsmarkedet.

Kort nyt fra Vejlby-Risskov, som du også har gavn af at vide.