Konkurrencen spidser til: Ny restaurant-kæde rykker til Risskov
Endnu en uge, endnu et nyt spisested til Risskov. Letz Sushi-kæden rykker ind i 1927 Estates nye kontordomicil, når bygningen står færdig, og dermed får Vejlby-Risskov sin tredje sushi-restaurant alene på Nordre Strandvej.
Men Anders Barsøe, der er direktør for Letz Sushi, mener ikke, at der er tale om "mere af det samme". Set med hans øjne adskiller virksomheden sig ved at være et bæredygtigt alternativ til konkurrenterne.
- Jeg vil nødigt tale andre ned, for de gør et godt stykke arbejde, men vi kommer med et lidt andet koncept og måske også lidt højere niveau. Vi sikrer os, at vi gør en forskel i verden, og derfor mener vi også, at
vi adskiller os med et relevant alternativ, siger Anders Barsøe.
Risskov er ved at blive for rå fisk, spisepinde og soyasauce, hvad Napoli er for tomater, mozzarella og pizza. Snart åbner sushi-kæden Letz Sushi nemlig sin første restaurant på Nordre Strandvej i byggeriet, der også vil huse 1927 Estates nye kontorer og madstedet Elfe.
Det er en åbning, der har været længe undervejs. Fire år, for at være eksakt, men det tager tid at finde den helt rigtige lokation for sin restaurant i Risskov. Den har man fundet nu, mener Anders Barsøe, der er direktør for Letz Sushi.
- Risskov er et attraktivt område, hvor vi kan se, at vi kan gøre en forskel. Vi driver forretninger i Aarhus i forvejen, så rent logistisk har det hele tiden været nærliggende, siger Anders Barsøe og tilføjer:
- Det har bare krævet det rigtige sted. Er det ikke rigtigt, gør vi det ikke, men nu har vi fundet det perfekte sted på en beliggenhed i første klasse.
Særligt fordi han i Risskov ser et kvalitetsbevidst madpublikum, der tænker over, hvad de propper i munden.
Tager det sociale ansvar på sig
For kan man ellers dirigere spisepindene op i mundhøjde, er sushi formentlig en spise, der får mundvandet til at drive hos de fleste. Til gengæld kan det også dele vandene, fordi sushi er en af synderne bag klodens overfiskeri.
Det kan være en jungle at navigere i, men Letz Sushi kan bryste sig af at være en restaurantkæde, der udelukkende serverer certificeret ansvarlig og bæredygtig fisk for sine gæster.
- Der er en del fiskeri, der ikke er synderligt godt for havmiljøet, men vi samarbejder med WWF Verdensnaturfonden for at sikre, at man får en god smag i munden på alle måder, når man spiser hos os, siger Anders Barsøe og tilføjer:
- Vi har et socialt ansvar og vil også gerne være en del af lokalmiljøet i Risskov. Derfor kommer vi til at arrangere en plastikindsamling, hvor folk får et gavekort for indsatsen, og der er også lignende initiativer i støbeskeen.
Endnu en spiller på sushi-markedet
Store fisk har det med at spise de små, og spørgsmålet er, om fiskedammen på Nordre Strandvej er stor nok til at rumme både Sushimania, Risskov Sushi og fremover Letz Sushi.
Det er nu ikke noget, Letz Sushi-direktør Anders Barsøe gruer for.
- Jeg tror, at sushi i nogle segmenter er blevet til en pendant til pizza, så på den måde ser jeg intet odiøst i at have tre sushi-restauranter relativt tæt på hinanden. Der bor mange mennesker i Risskov, så jeg tror ikke, vi kommer til at stjæle omsætning fra hinanden, siger han, selvom han ikke er bange for at skære hårdt igennem:
- Jeg vil nødigt tale andre ned, for de gør et godt stykke arbejde, men vi kommer med et lidt andet koncept og måske også lidt højere niveau. Vi sikrer os, at vi gør en forskel i verden, og derfor mener vi også, at vi adskiller os med et relevant alternativ, siger Anders Barsøe.