Kendte ansigter: Her er 10 berømtheder fra eller bosat i Risskov
Du kender dem fra Christiansborg, fra tv, bogreolen, cd-afspilleren eller stående på talerstolen til coronapressemøder – og måske er du også stødt på dem lokalt.
I underholdningens og agurketidens navn er her 10 mere eller mindre kendte mennesker, der enten bor eller har boet i Vejlby-Risskov.
Kender du til alle "berømthedernes" lokale tilhørsforhold? Undertegnede gjorde ikke, og det var egentlig udgangspunktet for denne oversigt.
"Kendte mennesker fra Vejlby" eller noget i den retning skrev jeg engang i min søgemaskine, og op dukkede en artikel om justitsminister Mattias Tesfaye. Jeg, en gammel Vejlby-dreng, anede ikke, at en af Danmarks mest magtfulde personer var vokset op i et almennyttigt boligbyggeri et par fodboldbaner fra mit barndomshjem.
Det æggede min interesse og fik mig til at lave yderligere celebre søgninger. Var der andre, der kunne overraske mig – og måske også kom bag på dig?
Det er blevet til denne listeartikel. Den er ikke fuldkommen, for der er med garanti flere forfattere, direktører, musikere, sportsfolk, tidligere ministre (hej Arne Rolighed) og andre former for kendisser bosat i Vejlby-Risskov, som ikke optræder på listen.
Undskyld, Peter Falktoft.
Jacob Haugaard – komiker
Godt nok blev 70-årige Jacob Haugaard født på Færøerne af alle steder, men han trådte ikke desto mindre sine barndomssko i Risskov side om side med det psykiatriske hospital.
Det var ganske vist på Elise Smiths Skole i centrum af Aarhus, at Jacob Haugaard tog sin realeksamen, men derefter fulgte en HF på Risskov Amtsgymnasium – og et hav af forskellige jobs.
For selvom Jacob Haugaard ovenfor er beskrevet som komiker, er det nok alligevel for indskrænket en beskrivelse at give ham. Han har nemlig arbejdet som rengøringsassistent, murerarbejdsmand, montør, sømand, pædagogmedhjælper, huslærer og portør, inden han kastede sig hovedkulds ind i en karriere som vaskeægte entertainer.
Komik, sang, musik, skuespil og sørme også politik, for i 1994 blev Jacob Haugaard noget overraskende valgt ind i Folketinget ved at parodiere politikeres valgløfter og blandt andet love medvind på cykelstierne, sikkerhedsseler til stolene i Folketinget og Preben Elkjær som hofmarskal.
I dag bor Jacob Haugaard på det vestlige Fyn.
Lars Østergaard – afdelingslæge
Den folkelige modpol til Allan Randrup gik fra relativt ukendthed til at være en af landets mest citerede personer takket være den allestedsnærværende udfordring, som vi kaldte og kalder corona.
Gennem de seneste godt to år har Lars Østergård hjulpet du og jeg med at finde hoved og hale i alt fra vacciner til mutationer samt gode råd til, hvordan man bedst har skullet gebærde sig under krisen.
Få personers ord har haft lige så meget vægt som Lars Østergaards. Heldigvis har vi set og hørt mindre til ham gennem de seneste måneder, og det er jo på mange måder et godt tegn. Både samfundsmæssigt men også på et privat plan og for afdelingslægens personale.
Som han tidligere har fortalt til RisskovLIV, tærede den mere end toårige coronahåndtering på ham og hans medarbejdere. Til Jyllands-Posten har han tidligere fortalt, hvordan han brugte stranden i Risskov til at koble af.
- Jeg tog hjem til Risskov og gik en tur ved vandet. Det gør jeg hver dag for at få klaret hjernen, få ro på og få noget frisk luft. I dag var det dejligt at få lidt solskin. Jeg skal have mulighed for at trække stikket indimellem, ellers går det ikke, så kan jeg ikke træffe de gode beslutninger, har han tidligere udtalt til Jyllands-Posten.
Morten Østergaard – tidligere politiker
I mere end seks år var Morten Østergaard politisk leder af Det Radikale Venstre, indtil han i oktober 2020 trak sig ovenpå en sag om seksuelle krænkelser til en partipolitisk fest ni år forinden.
44 år før de dramatiske dage, der endte i Morten Østergaards afgang som politisk leder, blev han født i Risskov i 1976. Søn af en overlæge og en lektor og med politisk blod i familien, for oldefar var folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, mens morfar var for De Uafhængige.
Østergaard startede dog ud på Jellebakkeskolen, der i dag hedder Ellevang, før han også gik på Risskov Gymnasium og sidst studerede statskundskab på Aarhus Universitet. En rigtig Aarhus-dreng med rødderne solidt plantet i Risskov, der dog i dag bor på Amager.
- Jeg er glad for at bo på Amager, fordi det betyder, at jeg kan være mere sammen med min familie. Men jeg kan da godt savne Aarhus, især når jeg ser, hvad der for eksempel sker på havnen. Da jeg blev engageret i politik, diskuterede vi, hvad der skulle ske med de bynære havnearealer, og jeg var med til at lave Havnen på spil, hvor borgerne kunne komme med deres ideer, og stod i en bygning dernede sammen med den daværende borgmester Louise Gade og talte om, hvordan man bør tænke sådan en bydel, har Morten Østergaard tidligere fortalt til Århus Stiftstidende.
Efter afgangen som politisk leder for Det Radikale Venstre valgte Østergaard i juni 2021 at stoppe i Folketinget efter at have været medlem siden 2005. I dag er han klimarådgiver i virksomheden cBrain.
Mattias Tesfaye – justitsminister
Danmarks justitsminister, der i maj gav ringen videre til rigets mest hadede ministerium Udlændinge- og Integrationsministeriet, er født og opvokset i det almennyttige byggeri Vejlby Vænge.
Til Euroman har den 41-årige socialdemokrat tidligere fortalt, hvordan pengene var så få i hans unge år, at der ikke var råd til at deltage i skolekammeraterne fra Vejlbys børnefødselsdage.
- Min mor sagde, at jeg bare kunne tage afsted alligevel. "Det gør ikke noget – det kan de andre godt forstå," sagde hun. Men jeg tog bare op i centret og hang ud, for jeg ville fandeme ikke tage til børnefødselsdag uden en gave. I fodboldklubben så de igennem fingrene med, at kontingentet ikke altid blev betalt, og på fritidshjemmet kunne man komme med på koloni, selvom der ikke var penge nok, har han fortalt til Euroman.
I 2001 fik han sit svendebrev fra Århus Tekniske Skole og kunne kalde sig murer, og sidenhen har han arbejdet som faglig sekretær for 3F og var næstformand for SF, inden han i 2013 meldte sig ind i Socialdemokratiet.
Medina – musiker
Andrea Fuentealba Valbak, Medina Danielle Oona Valbak eller Frederikke Hansen. Kært barn har mange navne, men de fleste kender hende nok bedst som Medina. Født i Aarhus i 1982, opvokset i 8240.
Gennembruddet kom helt tilbage i 2007 med debutalbummet Tæt på, og siden har Medina været et af de største popnavne på den danske musikscene, hvor hun blandt andet har kollaboreret med Aarhus-legenden Thomas Helmig.
Hun blev dog angiveligt opdaget på en sandwichbar i Aarhus, hvor hun sang højlydt med på sine egne sange, men det var i Vejlby Vest, mere præcist i en boligblok i Næringen, at Medina voksede op. Da hun i 2016 indspillede musikvideo til en af sine sange, blev den optaget netop i barndomshjemmet.
- Familien, der bor der nu, var søde til at låne os huset. Det var lidt underligt at komme tilbage. Det så meget anderledes ud. Vi filmede i et af de rum, der var mit gamle værelse, hvor jeg havde skrevet ting under vindueskarmen – det var der stadig, fortalte Medina dengang til TV2.
Udover at synge en masse spillede Medina også fodbold som barn. Det foregik i Vejlby IK, der i 2016 fusionerede med IK Skovbakken og blev til VSK Aarhus.
Elsebeth Egholm – forfatter
Alene i Danmark er Elsebeth Egholms bøger trykt i mere end en million eksemplarer, og succesforfatteren forlod i 2011 "Dicte Svendsens Hus" i Kasted for at flytte til Ellevangskvarteret i Vejlby med kæresten Jürgen.
- Jeg er ikke sådan en, der rutter med midlerne, så vi har købt et dejligt hus, der er praktisk for os. Om det ligger i et fint kvarter, er ikke så vigtigt, sagde Elsebeth Egholm dengang til Stiften om sit huskøb.
Den journalistuddannede forfatterinde udkom med sin første bog om Dicte Svendsen i 2002. Krimierne er sidenhen blevet skildret i bedste sendetid i en TV 2-serie med Iben Hjejle i hovedrollen, og i alt har Elsebeth Egholm skrevet 11 bøger om den århusianske kriminalreporter.
Hendes seneste udgivelse Den Røde Glente, der udkom i maj i år, følger dog to andre hovedpersoner.
Flemming Møldrup – livstilsekspert
Det er ganske vist snart slut med Flemming Møldrup som livstilsekspert på DR1-programmet Kender du typen? Det har den 52-årige århusianer selv besluttet for ganske nylig, men i de seneste syv år har han været fast inventar i det populære program.
Opvæksten foregik i Vejlby, hvor Møldrup ligesom flere andre på denne liste gik på Jellebakkeskolen. Her fik en dansklærer øje på Møldrups evner med pennen, og efter et kort ophold på Journalisthøjskolen med en drøm om at blive kunstner havnede Møldrup i et reklamebureau som tekstforfatterelev.
Hvad den fjernsynsvante Flemming Møldrup skal lave nu, ved han ikke selv med sikkerhed, men den Vejlby-opvoksede livstilsekspert har ifølge ham selv masser af jern i ilden. I et Instagram-opslag fra tidligere på året skriver han:
- Jeg ved endnu ikke, hvad fremtiden byder på, når det kommer til tv. Det må tiden vise. Forhåbentlig noget spændende. Indtil da vil jeg fokusere på mit firma MäRK, mine bogprojekter og min podcast Mads & Møldrup – mellem venner og det musikalske talkshow "To Mikrofoner" og en stak vinyler, som jeg rejser rundt med sammen med Carsten Holm.
Kjartan Arngrim – musiker
Forsangeren for det folkekære band Folkeklubben er vokset op på matriklen, hvor Psykiatrisk Hospital plejede at ligge med udsigt over vandet i Risskov. Begge hans forældre var psykiatere, så siden barnsben har han haft psykiatrien tæt på sig.
- Det der med at sige mystiske ting og skabe sig lidt tosset, at være ved siden af, det var en normal tilstand. For mig har det altid været meget underholdende og trygt, har musikeren tidligere fortalt til Aarhus Panorama.
I dag er det psykiatriske hospital borte, selvom en stor del af de bevaringsværdige bygninger stadig består og udgør en del af Bindesbøll Byen. Frem til 2017 plejede Kjartan Arngrim dog stadig at besøge stedet, hvor han voksede op.
- Jeg kommer her stadig rigtig tit for at slappe af og blive inspireret. For at afklæde mig al den snusfornuft, som gør, at man – hvis man ikke er vaks – pludselig siger ting som ”renten er steget” og ”tryghed for boligejerne”. Hold kæft, hvor er det kedeligt. Der er ingen sange i det. Hvis ikke man passer på, er man pludselig blevet en kedelig, voksen mand, sagde han i 2017 til Aarhus Panorama.
Emil 'Magisk' Reif – e-sportsatlet
Der er ikke mange mennesker i verden, der har tjent flere penge på esport end 24-årige Emil 'Magisk' Reif. Særligt ikke på spillet Counter-Strike: Global Offensive. Her har 'Magisk' nemlig skrabet intet mindre end 11,46 millioner danske kroner ind i præmiepenge alene.
Fra 2018 til 2021 var 24-årige 'Magisk' en del af det danske Astralis, hvor han var med til at skrive historie. Her vandt han nemlig tre af de såkaldte majors, hvad der lidt kan sammenlignes med en slags Champions League i Counter-Strike. De blev sågar vundet i træk, og det er han – sammen med holdkammeraterne – den eneste, der nogensinde har gjort i esportens historie.
Emil 'Magisk' Reif er opvokset i Risskov, og da han underskrev sin første kontrakt som professionel esportsudøver, var han blot 17 år og gik stadig på Risskov Gymnasium.
- Jeg gik ikke og råbte højt om min første kontrakt. Altså alle mine venner vidste det selvfølgelig godt, men jeg gik ikke rundt og sagde det til alle pigerne i klassen for eksempel. Jeg holdt det mere for mig selv, har 'Magisk' tidligere fortalt til Århus Stiftstidende.
Søren Brostrøm – direktør for Sundhedsstyrelsen
Fra elevrådet på Strandskolen i Risskov til direktør for Sundhedsstyrelsen i København.
Vi skal huske at vaske hænder, holde afstand og bruge mundbind. Det er typisk med budskaber som disse, at vi har været vant til at se Søren Brostrøm tone frem på tv-skærmen, men i 1970'erne så man ham højst på grusstierne nær vandet i Risskov.
Med sine forældre, der var nyuddannede læger, flyttede han til Flakvej ved Fedet.
- Dengang i 1972 var Fedet ikke lige så meget overklasse. I dag er det totalt og aldeles overklasse med kæmpestore, nybyggede villaer. Dengang lå der også sommerhuse på vores vej, og der boede også familier, hvor de hverken var direktører eller overlæger, har Søren Brostrøm tidligere fortalt til Stiften.
Han lægger heller ikke skjul på, at han stadig den dag i dag holder af "barndommens by":
- Barndommens by er jo i virkeligheden ikke byen, men det er noget meget nært. Det er den vej, du vokser op på, det er dit hus, det er dine venner. Det er sådan, jeg husker det: Flakvej, Strandskolen og dem, jeg mødte.