Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger RisskovLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Risskovs 'vindmøller' møder modstand fra strandvejsvillaerne

Flere af de største bilproducenter driver lobbyvirksomhed imod den grønne omstilling, og derfor halter det med at udbrede brugen af grønne biler. Det konstaterede den uafhængige energi- og klimatænketank InfluenceMap for nyligt.

Men i Vejlby-Risskov lader man sig tilsyneladende ikke præge af den lobbyisme. Måske har du selv tænkt, at der da vistnok kører flere elbiler rundt i bydelen, og det er ganske rigtigt, viser nye tal fra Bilstatistik.dk – faktisk stiger antallet af eldrevne biler stødt i området i disse år.

Det må siges at være en god udvikling, men det har dog en bagside. Elnettet har svært ved at følge med de mange nye miljøvenlige biler, som står og lader i carporten hos Familien Vejlby-Risskov. Derfor ønsker forsyningsselskabet Konstant at banke én – og formentlig flere på sigt – nye transformatorstationer op i området.

Med dem er det lidt ligesom med vindmøller: De fleste er fortalere for dem, men de færreste melder sig frivilligt til at have en stående i forhaven.

Det samme gør sig nu gældende langs nogle af de dyreste strandvejsadresser i Risskov, og Konstant har foreløbigt lagt planerne om de nye transformatorstationer på køl, fordi man ikke kunne blive enige med en række grundejerne nær vandet om placeringen.

Men hvis folk fortsætter med at hoppe på elbilsbølgen, bliver man nødt til at finde en løsning. Derfor har Grundejerforeningen Vejlby Fed nu kastet sig over sagen i forsøget på at finde et kompromis, der er til mindst mulig gene. På mange måder er det en tabersag, for det bliver rigtig, rigtig svært at gøre alle tilfredse.

Satans, eller "verdammt" som Manfred Schedler måske ville have sagt i sine unge dage. Han blev født pølsetysker, og det stod ikke ligefrem skrevet i stjernerne eller på den grønne ost i himlen, at han skulle leve af at sælge Danablu, Roquefort og Stilton.

Men fra min barndom kan jeg stadig huske JAMA Ost-logoet, når vi besøgte mine forældres venner på Hørgårdsvej, og det tror jeg også, at mange andre lokale kan.

Nu er Manfred Schedlers butik blevet nomineret til årets danske ostehandel, og han planlægger sågar at udbrede logoet med den småtykke dreng i smækbukser til resten af landet.

Intet måltid uden en lille bid ost til sidst. Og så en lille lur i skyggen, bliver der sagt i en Asterix og Obelix-tegneserie, og det har jeg tænkt mig at efterleve.

De næste tre uger er jeg nemlig den, der går på ferie, men det betyder selvfølgelig ikke, at du skal snydes for nyhedsbreve.

Jeg har forberedt adskillige af slagsen, og selvom jeg holder ferie, holder jeg aldrig helt fri. Det kan lyde trist, men du skal altså være hjertens velkommen til at kontakte mig på krkie@risskovliv.dk eller på 2090 6277 alligevel – så giver jeg lyd, så snart jeg er på pinden igen.

Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig. Med andre ord: Husk solcremen, for det bliver rigtig varmt nu.

Billede af Kristoffer Krogh Kiesbye
Billede af skribentens underskrift Kristoffer Krogh Kiesbye Journalist
Sådan set transformatorstationen, er ønskes placeret i nærheden af nogle af Risskovs dyreste grunde, ud. Populær er den ikke just.

Grundejere i første parket er i clinch med el-selskab: - Når man har betalt en formue for sin grund, gider man ikke have sådan en klods foran sig

Den er grim, og den fylder godt i landskabet.

Derfor forstår man også godt, at grundejerne i Risskov ikke står i kø for at melde sig frivilligt til at få banket en transformatorstation op nær deres strandvilla.

- De fylder godt i landskabet, og de er ikke ligefrem kønne at kigge på. Når man har betalt en formue for sin grund, gider man ikke have sådan en klods foran sig, der stjæler din udsigt, fortæller Torben Hartvigsen, der ejer et hus nær vandet, som har været i spil til at få en transformatorstation som ny nabo.

Problemet er bare, at en udbygning af elnettet i Risskov før eller siden bliver bydende nødvendigt. Forsyningsselskabet Konstant kan se, at det kommer under pres, hvis udviklingen med flere elbiler og større huse fortsætter i samme takt som nu.

Men foreløbigt er arbejdet blevet indstillet, fordi man ikke har kunnet nå til enighed med grundejerne om en placering. Det er ærgerligt, mener formanden for Grundejerforeningen Vejlby Fed, Bent Hjorth, der håber på at kunne finde et kompromis, før det er for sent.

Forsyningsselskabet Konstant har forgæves forsøgt at finde et sted at placere en ny transformatorstation langs vandet i Risskov, men er blevet mødt af modvilje fra lokale grundejere. Ingen vil have den sorte klods i deres baghave eller til at stjæle deres udsigt, men en udbygning af elnettet i Risskov bliver bydende nødvendigt på sigt. Hvem skal have aben?

Alle undtagen Don Quixote elsker vindmøller - så længe de ikke står på eller i nærheden af deres egen grund.

Samme paradoks gør sig nu gældende langs de dyreste adresser ved vandet i Risskov, hvor forsyningsselskabet Konstant forgæves har forsøgt at finde en placering til en ny transformatorstation.

Det er et stykke bydende nødvendig infrastruktur, men af udseende vækker det minder om Danmarks mest forhadte bygning, den tidligere busterminal ved Rådhuspladsen i København. Derfor forstår man godt, hvorfor den sorte klods er kommet i strid modvind blandt grundejerne ved vandet.

Først var den tænkt placeret ved vendepladsen for enden af Casper Møllers Vej, men det faldt ikke i god jord. Så blev det foreslået, at den kunne stå ved skellet til Torben Hartvigsens grund ved Jacob Adelborgs Allé, men resultatet var det samme.

- De fylder godt i landskabet, og de er ikke ligefrem kønne at kigge på. Når man har betalt en formue for sin grund, gider man ikke have sådan en klods foran sig, der stjæler din udsigt, siger Torben Hartvigsen og tilføjer:

- Jeg har et indtryk af, at de er på udkig efter den billigste løsning. Jeg synes, man burde finde den løsning, der er mindst til gene for beboerne hernede.

Det var i dette buskads, der støder op til Torben Hartvigsens grund, at Konstant havde foreslået at ligge transformatorstationen. Dårlig ide, mente grundejeren.

Elbilerne presser strømforsyningen

Men transformatorstationen skal placeres et sted nær diget i Risskov, da Konstant har gravet sine elkabler ned her. Det skriver Tommy Jakobsen, kommunikationschef for Konstant, i et skriftligt svar til RisskovLIV. Og før eller siden skal transformatorstationen bygges, hvis man vil undgå udfald på elnettet i fremtiden.

Skal man pege fingre, er det faktisk den grønne omstilling, der er synderen. Mængden af elbiler i Risskov voksede massivt fra 284 i juni 2021 til 586 samme måned i år viser tal fra Bilstatistik.dk, og de mange eldrevne køretøjer tærer på elforsyningen. Så fortsætter den udvikling, er det bydende nødvendigt at opføre en eller flere nye transformatorstationer i bydelen.

Her er målene for transformatorstationen, der angiveligt dækker et område på 400 meter. Konstant vil ikke fortælle, hvor mange man planlægger at opføre langs vandet, men at det afhænger af borgernes adfærd. Foto: Konstant/Priess

- Det handler om at fremtidssikre strømforsyningen i Risskov. Den nuværende infrastruktur er ikke bygget til det forbrug, som vi forventer i fremtiden, når flere og flere borgere f.eks. vælger elbilen til. Vi har lavet en række optimeringer af elnettet i Risskov, og i den forbindelse gav det mening at se på, hvordan vi kunne fremtidssikre området, skriver Tommy Jakobsen.

- Elforbruget bestemmes af borgernes adfærd, herunder valget af elbiler. Derfor er det også meget vanskeligt at sige noget helt præcist om, hvornår det bliver nødvendigt.

Men det ville være rettidig omhu at finde en løsning nu. Det mener Bent Hjorth, der som formand for Grundejerforeningen Vejlby Fed har valgt at involvere sig i sagen og deltaget i et møde med Konstant i forsøget på at finde et kompromis.

- Det er jo på mange måder en dårlig sag, for det er svært at gøre alle tilfredse. Uanset hvor stationen måtte ende med at stå, vil der sikkert være nogle, der er utilfredse i sidste ende. Nu har vi forsøgt at gå dialogens vej for at se, om vi kan blive enige om en placering, der er til mindst mulig gene, siger Bent Hjorth.

Tryk "tænd" for arbejdet - og vent et år

Han er ikke nogen ørn i de tekniske aspekter for, hvor man kan og ikke kan placere en transformatorstation, men når man traver gåturen langs diget med Bent Hjorth, kan hans falkeøje hurtigt spotte en række punkter i buskadset, som måske kunne rumme en firkantet størrelse på et par meter i højde og drøjde.

Et buskads, jovist, men måske også en placering for en transformatorstation, der ikke vil vække harme blandt lokale, mener Bent Hjorth fra Grundejerforeningen Vejlby Fed. Foto: Kristoffer Krogh Kiesbye

Problemet er nu bare, at Konstant har indstillet arbejdet med opsætningen af transformatorstationen på ubestemt tid.

- Arbejdet med transformerstationen, som var påtænkt en beliggenhed ved siden af vendepladsen, er udskudt, da der ikke kunne opnås enighed om placeringen, skriver Tommy Jakobsen fra Konstant og fortæller, at en genopstart af arbejdet kan have lange udsigter.

Hvad er kommunens rolle?

Aarhus Kommune har ikke meget at skulle have sagt eller gjort i en sag som denne.

I dette tilfælde er det op til forsyningsselskabet Konstant at sørge for de rette tilladelser til deres opsætning af transformatorstationen, men som udgangspunkt kræver det ikke en byggetilladelse at bygge dem.

Så medmindre transformatorstationen strider mod lokalplanen eller støjer mere end tilladt, er det ifølge Aarhus Kommune en sag mellem Konstant og grundejerne i Risskov - og måske i sidste ende den danske stat, hvis ikke parterne kan blive enige.

Opsætningen af antennemaster til mobildækning er tidligere noget, som staten har blandet sig i.

Faktisk vil der gå et år, fra man beslutter eventuelt at genoptage arbejdet, til der kan stå en færdigbygget transformatorstation.

- Vi oplever lige nu meget lange leveringstider på materialer og komponenter, som betyder, at der går lang tid fra materialerne bestilles til de leveres og kan bruges til at optimere elnettet, skriver kommunikationsdirektøren.

Ønske om en helhedsplan

Bent Hjorth gætter på, at indstillingen af arbejdet er en konsekvens af modstanden mod de foreslåede placeringer. Han håber dog stadig på, at man kan finde fælles fodslag snarligt, for han har med egne øjne konstateret stigningen i antallet af elbiler.

- Jeg forstår ikke, hvorfor man stopper arbejdet, fordi man møder modstand. De skal jo op, så man må jo forsøge at finde en løsning, for fortsætter udviklingen, vil der næppe gå mange år, før elnettet er presset, siger formanden for Grundejerforeningen Vejlby Fed.

- Jeg har forståelse for de udfordringer, Konstant har, men hvor der er en vilje, er der en vej, konstaterer han.

Foreløbigt skal Torben Hartvigsen ikke tage stilling til, om der kommer en transformatorstation nær villaen på Jacob Adelborgs Allé. Men når det sker, og det skal det jo før eller siden, håber han, at Konstant har lagt en mere forkromet slagplan for det videre arbejde - både for transformatorstationen, der er i vælten nu, men også fremtidige.

- Vi har fortalt dem, at de er nødt til at lave en helhedsplan, for det må være muligt at ligge dem nogle steder, hvor de ikke generer beboerne. Nu har vi i hvert fald bedt dem om at informere os om, hvad de fremover har i sinde at starte op på, og gør de ikke det, hører de fra min advokat, siger Torben Hartvigsen.

Foto: Kristoffer Krogh Kiesbye

Mød Manfred, pølsetyskeren der fik smag for ost: Nu driver han ikonisk butik og Danmarks måske bedste ostehandel

Manfred Schedler og konen Jane startede i 1981 en virksomhed, hvis logo de fleste lokale øjne sikkert kan kende - JAMA Ost.

Det lå ellers ikke i kortene, at den tyskfødte ostehandler skulle gøre det til sin levevej, men efterhånden er osten blevet til en livsstil for ham, og han har svært ved at ligge den på hylden.

- Det er ikke sådan, at jeg ikke kan tage på ferie til Grækenland uden at tænke på ost hele tiden, men du kan måske godt sige, at jeg har osten liggende i baghovedet evigt og altid. At være ostehandler er blevet til
en livsstil, siger Manfred Schedler.

Men hans personlige engagement har betydet, at JAMA Ost nu er nomineret til årets danske ostehandel, og snart håber han på at kunne udbrede det så velkendte lokale brand til resten af det ostespisende Danmark.

Manfred Schedler var et af de børn, der ikke kunne lide ost, men han lærte at elske det, da han gjorde ostebutikken JAMA Ost til sin levevej. I dag er det en af de mest ikonisk butikker i Vejlby-Risskov med et logo, som de fleste kan genkende – og nå ja, så er JAMA Ost måske Danmarks bedste ostehandel.

Den lille tykke dreng i blå smækbukser og rød t-shirt kigger sultent på den cirkelformede ost, som han holder hævet over hovedet.

Du har sikkert selv set ham, JAMA-drengen, der lægger ansigt til et af de mest letgenkendelige og ikoniske logoer i lokalområdet og ostehandleren af samme navn. Den er nu nomineret til prisen som Danmarks bedste ostehandler i indeværende år.

Mere om det senere.

For selv var Manfred Schedler, indehaver af JAMA Ost, alt andet end den lille velernærede figur, da han var barn. Han blev født i Østtyskland syv år efter sidste århundredes anden store krig, hvor han voksede op hos sin bedstemor uden sine forældre.

Og så var han et af de børn, der ikke kunne lide ost.

- Jeg kunne ikke lide ost, da jeg var ung. Vi spiste næsten aldrig ost under min opvækst i Tyskland. Jeg er født pølsetysker, fortæller den 70-årige ejer af butikken langs Nordre Strandvej.

Dem spiser han stadig, altså pølserne. Osten fik han først øjnene op for, efter han mødte danske Jane i Aarhus og giftede sig med hende i 1977. Til at begynde med solgte han ikke brieost, men derimod briller.

- Jeg blev brillesælger og solgte brilleglas med overgang, men så blev min kone ramt af to hjerneblødninger, så jeg blev nødt til at sige mit job op for at tage mig af vores nyfødte dreng. Da jeg skulle i gang igen, vidste jeg, at jeg ville sælge et eller andet, men ost lå meget, meget fjernt i mine tanker, siger Manfred Schedler.

JAMA Ost bliver til

Vin eller chokolade, noget, han faktisk kunne lide at spise, var hans første indskydelse.

Men et job skulle han jo have, så da han i den lokale avissprøjte så, at en lokal ostehandler i Risskov søgte en chauffør, søgte og fik han jobbet. Det var dengang, man stadig måtte kalde en ugræsk fetaost for fetaost – i starten af 80'erne.

Efter et års tid som ostekurer fik Manfred og konen Jane en idé om at starte deres egen ostehandel. Sådan en skulle jo have et navn, og som med alle gode navne opstod det ikke ud af den blå luft.

- Navnet var ikke tilfældigt. Min kone hed Jane, JA, og jeg hedder Manfred, MA, så det blev til JAMA. Egentlig brød jeg mig ikke om navnet dengang, men vi kunne ikke finde på noget bedre, og jeg kan godt lide det i dag. Vores børn Marc, Maja og Martin har også navne, hvis bogstaver indgår i firmanavnet, siger Manfred Schedler.

Den lille tykke dreng pryder facaden på butikken ved Nordre Strandvej, som Manfred Schedler var med til at designe og indrette fra bunden, da bygningen blev bygget. Foto: Jens Thaysen

Planen var selvfølgelig at sælge ost, men på sine køreture havde Manfred indset, at der var et marked for at sælge emmentaler og andet godt til dagtilbud. Dem var der omkring 300 af i Aarhus Kommune, og det var ikke kun børnene, der indtog osten – det gjorde pædagogerne også.

Forretningen gik strygende, og set i lyset af den daværende kundebase kunne logoet, den korporlige knægt med det sultne blik, ikke være meget mere passende.

- Logoet er blevet ændret lidt. Oprindeligt var det en anden ostehandler i Risskov, der brugte logoet, men da han solgte logoet, spurgte jeg ham, om jeg måtte overtage det.  Det var jo vildt passende, for jeg solgte til børneinstitutionerne dengang, siger Manfred Schedler, der dengang selv var nysgerrig på logoets oprindelse.

- Jeg spurgte ham, hvordan han fandt på det, og så fortalte han mig, at han havde set det på en tur i Schweiz og stjålet idéen. Det hørte han aldrig noget for, og det har jeg heller ikke gjort.

Genkendeligt som Coca-Cola

Så forhåbentligt er der ingen schweiziske ostehandlere, der læser med i dag og vil have deres logo tilbage, for Manfred Schedler er ganske glad for det. Det er andre i øvrigt også.

- Der var engang en journalist, der sammenlignede logoet med Coca-Cola – at logoet her i byen var mere kendt end deres. Det var ret sjovt, synes jeg, siger Manfred Schedler.

Logoet som egentlig stammer fra Schweiz. Foto: Jama Ost

Men tilbage i start- og midtfirserne var der ikke mange, der kunne nikke genkendende til logo-drengen. For de fleste var JAMA Ost en by i Rusland, for indtægterne kom fra engrossalg. Men i 1988 mente Manfred, at tiden var moden til også at sælge ost til privatpersoner fra virksomhedens hovedsæde – og hans hjem – på Hørgårdsvej.

- Det var egentlig ulovligt, men jeg satte et skilt op langs Grenåvej, der dengang som nu var en af landets mest befærdede veje. Med en pil signalerede det, at man kunne købe ost hos os på Hørgårdsvej, og jeg kan godt fortælle dig, at der kom gang i den. Der kom rigtig gang i den, siger Manfred Schedler.

- Så blev der klaget over skiltet, men på det tidspunkt havde folk fået øjnene op for, at vi solgte ost, og det glemte de ikke igen.

Årets Ostehandler 2022 - måske

Men forestil dig, at du har en succesfuld ostehandel i dit eget domicil. Der opstår Vilde Vesten-scener på villavejen på grund af trafikken i weekenderne, og kundernes børn skal tisse og vil låne dit toilet. Desuden møder dine ansatte tidligt ind hver morgen, køkkenet bliver brugt som kontor, og den sidste går først igen midt på aftenen.

Efter mange år fik særligt Jane nok. Det resulterede i, at man erhvervede sig butikkens nuværende lokaler på Nordre Strandvej, og i 2010 nåede Jane akkurat at opleve indvielsen af den nye ostehandel, inden hun døde af kræft.

Manfred er en mand af mange ord, som detaljeret kan fortælle om ost og sit eget liv i en sådan grad, at man næsten bliver nødt til at afbryde ham i ny og næ for at holde interviewet på sporet, men i passagerne, hvor han snakker om Jane, stopper han selv op og kigger frem for sig med blanke øjne.

JAMA Ost var lige så meget hendes forretning, som det er hans, men heldigvis lever virksomheden videre i bedste velgående.

"Vi vil bare høre dig, om du har noget imod at blive nomineret til prisen som Årets Ostehandler i Danmark?"

Manfred blev næsten paf, da han havde typen fra Landbrug & Fødevarer igennem på telefonen, men fik dog fremstammet, at nej han havde skam ikke noget imod at blive nomineret til prisen. Om han også ender med at tage titlen, bliver vi klogere på den 27. september.

JAMA Ost er ikke uvant med at vinde priser. I marts blev butikkens rørte flødeost med hvidløg kåret som landets bedste til FoodExpo i Herning, og ostene bliver nu revet væk i en sådan fart, at Manfred har måttet anskaffe sig en større røremaskine. Foto: Kristoffer Krogh Kiesbye

- Vi er jo helt vildt stolte, og det ville være sindssygt godt at vinde. Man kan jo se, at når en restaurant eller en anden forretning vinder sådanne priser, så har det stor betydning for dem og deres forretning, siger Manfred Schedler.

Den sidste store ting

Og så er der også noget med timingen. Den er god. JAMA Ost har i skrivende stund en hjemmeside, der ligner noget fra internettets unge dage, men snart lancerer Manfred & Co. en ny webshop. Og vil man sælge ost online til hele Danmark, er det ikke helt dumt at mane sig ind i folks bevidsthed med en pris som landets bedste ostehandel.

Det er gratis markedsføring, og det kan man altid bruge. Måske særligt fordi jeg kan fornemme på Manfred, at andre, der har forsøgt sig med at sælge ost på internettet, ikke altid har haft lige stor succes med det.

- Det har måske ikke vist sig at være en sikker vinder, men jeg tror meget på det, og jeg har en god mavefornemmelse. Går det, som jeg håber, så får vi snart brug for endnu større lokaler, for så bliver lagret i butikken på Nordre Strandvej for småt, siger Manfred Schedler.

Ost er der allerede masser af i butikken på Nordre Strandvej, men der kan blive behov for større lokaler, hvis JAMA Osts kommende webshop bliver den succes, som Manfred Schedler drømmer om, at den bliver. Foto: Kristoffer Krogh Kiesbye

Han er 70 år i dag, men planlægger at blive 100. At trappe lidt ned virker som en mere kontrollerbar målsætning, og det har den aldrende ostehandler også planer om, for svigersøn og en række andre ansatte overtager stadig mere og flere ansvarsområder.

Er webshoppen din sidste store ide?

- Ja, for mig er det den sidste store ting, der skal gennemføres, men det er selvfølgelig noget, jeg vil være med til at føre ud i livet, siger han.

Det svar forklarer måske meget godt, hvorfor pølsetyskeren, der i dag lyder som et omvandrende leksikon om ost for det utrænede øre, svarer således på følgende spørgsmål:

Hvad er opskriften på en ostehandel, der bliver nomineret til landets bedste?

- Det er nok i sidste ende mit personlige engagement. Jeg arbejder mere eller mindre hele tiden på min egen måde. Spiser jeg ude på restaurant, kan jeg ikke dy mig for at kigge på deres udvalg af oste, for de kunne jo blive til en potentiel kunde, siger Manfred Schedler og afslutter:

- Det er ikke sådan, at jeg ikke kan tage på ferie til Grækenland uden at tænke på ost hele tiden, men du kan måske godt sige, at jeg har osten liggende i baghovedet evigt og altid. At være ostehandler er blevet til en livsstil.


I løbet af 2023 vil Veri Centeret få ti nye lynladestandere, opsat i samarbejde mellem Clever og Nrep. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Lynlad din elbil, mens du køber ind: Antallet af offentlige ladestandere i Risskov bliver snart tredoblet

Stadig flere borgere i Vejlby-Risskov anskaffer sig en elbil, men størstedelen må nøjes med at oplade dem på arbejdet eller i carporten derhjemme.

I øjeblikket der nemlig kun ganske få offentlige ladestandere i området, men det kommer snart til at ændre sig.

I samarbejde med Clever opsætter NREP, der ejer Veri Centret, nemlig adskillige såkaldte "lynladestandere" ved shoppingcentret.

- Vi sætter ladestanderne op af flere forskellige årsager. Først og fremmest vil vi gerne tilbyde det som en service til centrets kunder, så det kan oplade deres bil, mens de foretager deres indkøb, fortæller Rasmus Meyhoff, der er udviklingsdirektør for NREP.

Selvom det ikke skorter på elbiler i Vejlby og Risskov, der faktisk har tredjeflest elbiler i Aarhus Kommune, er der ikke specielt mange offentligt tilgængelige ladestandere at komme efter. I løbet af 2023 sker der dog lidt på netop den front.

Er du blandt de efterhånden mange borgere i Vejlby og Risskov, der kører rundt i de efterhånden noget så tidssvarende elbiler, så er der godt nyt til dig – især hvis du gerne handler i Veri Centret.

Der er nemlig flere ladestandere, sågar af slagsen lynladestandere, der altså fylder din elbil op i hurtigt tempo, på vej til Risskov.

Det sker når Clever og NREP, der ejer butikscentret fra 1969, i samarbejde opsætter omkring 400 nye ladestandere i hele landet, hvoraf hele ti lynladestandere altså kommer til at finde vej til parkeringspladsen ved Veri Centret.

- Vi sætter ladestanderne op af flere forskellige årsager. Først og fremmest vil vi gerne tilbyde det som en service til centrets kunder, så det kan oplade deres bil, mens de foretager deres indkøb, fortæller Rasmus Meyhoff, der er udviklingsdirektør for NREP.

- Men det er også for at fremme elektrisk mobilitet. Det er en udvikling, som vi gerne vil understøtte ud fra en tanke om, at det er bæredygtigt.

Og måske er der faktisk et åbenlyst behov for ladestanderne i lige netop Vejlby og Risskov.

Tredjeflest elbiler i kommunen – men nærmest ingen ladestandere

For Vejlby og Risskov er nemlig et af de steder i Aarhus Kommune, hvor der er allerflest elbiler. Det viser en opgørelse foretaget af De Danske Bilimportører via databasen bilstatistik.dk.

Der er således kun to postnumre, Aarhus C og Viby, i hele Aarhus Kommune, der har flere elbiler på vejene, end Vejlby-Risskov med sine 586 elbiler har.

Ladestandere i Risskov. Blå findes allerede, grøn er på vej. Kort: Google Maps.

Men mens Vejlby og Risskov der altså er masser elbiler på vejene i Vejlby-Risskov,  ser det anderledes ud, hvis man kigger på antallet af offentligt tilgængelig ladestandere. En opgørelse fra Aarhus Kommune viser nemlig, at antallet af offentligt tilgængelige ladestandere i Vejlby-Risskov i øjeblikket er sølle fem.

Til sammenligning byder Aarhus C på 77 og Aarhus N på 32. Men i løbet af 2023 kan man altså se frem til at få opladet sin elbil ved Veri Centret, selvom NREP ifølge Rasmus Meyhoff ikke har skelet synderligt til det lave antal offentlige ladestandere i postnumret.

- Vi har centret, og det var helt naturligt at bakke op om udviklingen, hvor det giver mening - og det gør det blandt andet hos Veri Centret. Vi har ikke som sådan skelet til antallet af elbiler i området, men har selvfølgelig konstateret, at det er den vej, det går, siger Rasmus Meyhoff.

Kan blive de første af mange nye standere

I første omgang har Clever anbefalet, at man indledningsvist opstiller de 10 nye ladestandere ved Veri Centret. På sigt er der dog potentiale for endnu flere, fortæller udviklingsdirektøren for NREP.

- Vi opstiller de 10 efter en drøftelse med Clever og læner os op af, hvad de anbefaler, for de har fingeren mere på pulsen end os. Lad os starte med dem, men vi forbereder os på at kunne øge antallet. Der er selvfølgelig nogle fysiske begrænsninger, men der er helt klart plads til mere end 10 standere, siger Rasmus Meyhoff.

Så hvis Clever registrerer, at elbilsejere i Vejlby-Risskov lader på livet løs ved shoppingcentret, kan man godt forvente yderligere fremover.

- Vi har forberedt os på, at det kan lade sig gøre, så stiger behovet, er det noget, vi har kig på. Konstaterer Clever, at der er stor aktivitet på de nuværende, har vi chancen for at sætte flere op, siger han.