Hvor er toiletterne ved Risskov Strandpark?
Det svinger en anelse, det der danske sommervejr. Selvom vi nærmer os juli, er det begrænset hvor mange dage, der har budt på vejr, der var godt nok til ligefrem at tage en tur til stranden. Men når det sker, har Risskov Strandpark næsten alle faciliteterne til at kunne være et rigtigt trækplaster.
Men også kun næsten. For der mangler faktisk noget ret væsentligt ved Risskov Strandpark. Ja, man kan tage letbanen og hoppe nærmest direkte i vandet, når man står af. Ja, man kan spille en fodboldkamp med rigtige fodboldmål. Men kan man gå på toilettet?
Nej, det kan man faktisk ikke, og det kan jo virke noget så besynderligt, at et område man tydeligvis gerne vil have folk til at besøge, simpelthen ikke tilbyder et offentligt toilet. Derfor har RisskovLIV forhørt sig hos Teknik og Miljø.
Der er et letbanestop, der er en badebro, der er et stort grønt areal perfekt egnet til at spille lidt fodbold - der er sågar fodboldmål - eller øve sig på at kaste med frisbee.
Risskov Strandpark har ganske enkelt potentiale til at være et rigtigt trækplaster, særligt i de lune sommermåneder, hvor man måske gerne vil mødes med venner og familie under den åbne, blå himmel.
Men der er bare lige ét spørgsmål, der så at sige presser sig på, især hvis det gode vejr eller boldspillet har gjort dig ekstra tørstig: "Hvor kan jeg gå på toilettet?"
For kan det virkelig passe, at der til trods for letbanestoppet, badebroen og det grønne areal simpelthen ikke findes et eneste offentligt toilet ved Risskov Strandpark?
Henvist til en rask gåtur
Ja, det kan faktisk godt passe. Hvis man pludselig for behov for at forrette sin nødtørft må man i stedet begive sig ud på et mindre togt.
I et skriftligt svar til RisskovLIV henviser Aarhus Kommune Teknik og Miljø til, at det offentlige toilet ved Bellevue Strand såvel som det offentlige toilet ved Den Permanente kan være relevante muligheder, hvis man har brug for et toilet, og man befinder sig ved Risskov Strandpark.
Uanset hvilken af de to muligheder man så vælger, er der tale om en rask gåtur, der begge to for RisskovLIVs journalist tog ti minutter.
Man skal altså sætte intet mindre end 20 minutter af bare for at komme frem og tilbage til et offentligt toilet fra Risskov Strandpark - og vælger man at gå i retningen af Bellevue skal man ovenikøbet affinde sig med det ukurante underlag sådan en omgang strandvandring byder på.
Ingen konkrete toiletplaner
Så kunne man måske forestille sig, at der lå planer om at anlægge et offentligt toilet ved Risskov Strandpark - der er jo umiddelbart plads nok til det - men det er der i følge Teknik og Miljø ikke på nuværende tidspunkt planer om.
"Teknik og Miljø er ved at vurdere, om Aarhus Kommunes serviceniveauet for toiletforhold på de grønne arealer er tilstrækkelige. På den baggrund arbejder Teknik og Miljø p.t. på et katalog med scenarier for, hvordan serviceniveauet kan øges de steder, hvor der er efterspørgsel og behov med dertilhørende finansieringsbehov," skriver Teknik og Miljø i svaret til RisskovLIV.
Samtidig gør Teknik og Miljø opmærksom på, at Risskov Strandpark er en del af det omtalte analysearbejde, så hvis det vurderes at toiletforholdene ved Risskov Strandpark skal forbedres, kan det altså blive en del af kataloget fra Teknik og Miljø.
Desværre for gæsterne i Risskov Strandpark forventes kataloget først at blive præsenteret for byrådet i tredje eller fjerde kvartal af 2022, så hvis man skal bruge et toilet midt i besøget ved Risskov Strandpark, må man altså enten væbne sig med en god portion tålmodighed - eller begive sig ud på en gåtur, enten den ene eller den anden vej.