Ingen adgang for gangbesværede: Nu bliver håbløs letbanestation måske ændret
Ifølge forvaltningen er Torsøvej Station formentlig den mindst tilgængelig letbanestation tilbage i hele Aarhus Kommune, og RisskovLIV har tidligere beskrevet, hvordan gangbesværede og kørestolsbrugere fra de nybyggede områder på begge sider af skinnerne er noget nær forhindret i at bruge letbanen.
Heldigvis kan der være godt nyt på vej. Forvaltningen er opmærksom på udfordringerne, og man har nu ansøgt om midler fra en statslige pulje på 650 millioner kroner øremærket bedre tilgængelighed.
Meningen er, at de mulige midler herfra skal bruges på at gøre netop Torsøvej Station til en station for alle. Fra politisk side er man nu også på sagen, og Steffen Wich (S) håber på, at man kan finde en løsning med eller uden statslige støttekroner.
- Det kan ikke passe, at man ikke kan bo herude eller besøge sine venner og familie, fordi man er forhindret i at krydse en gangbro. Det skal løses, siger lokalpolitikeren til RisskovLIV.
Er du gangbesværet, er det helt gak-gak at tage letbanen til Aarhus fra Torsøvej Station, for en gangbro med tredive trin adskiller de to perroner.
Står du eksempelvis på Risskov-siden af skinnerne, er du nødt til at tage toget i den forkerte retning til Lystrup for at skifte til en ny afgang derfra. Står du på Vejlby-siden, kan du tage letbanen mod Aarhus. Her opstår problemet i stedet på hjemvejen, når du skal krydse gangbroen for at komme hjem.
Men nu er der sat gang i en proces, som i bedste fald kan betyde, at gangbesværede, kørestolsbrugere eller personer med barnevogn kan benytte sig af Torsøvej Station i mere end én retning.
Transportministeriet har nemlig afsat en pulje på 650 millioner kroner, der skal øge tilgængeligheden på landets stationer. Den har forvaltningen i Aarhus Kommune nu ansøgt om midler fra, netop med det formål at få styr på udfordringerne ved Torsøvej Station.
- Torsøvej Station er den mest utilgængelige station, som bliver brugt af mange. Derfor prøver vi at finde en løsning, og til det formål har vi ansøgt om midler fra puljen, siger Kim Josefsen, der er kontraktholder for kollektiv trafik i Aarhus Kommune.
Stationen er ikke fulgt med byudviklingen
Udfordringerne med tilgængeligheden på Torsøvej Station er kun blevet større i takt med, at erhvervsområderne på hver side af skinnerne i disse år bliver omdannet til boligområder med tusindvis af boliger.
På Vejlby-siden opføres Nordlandet med 700 lejligheder. Modsat kommer Risskov Engpark og Risskov Engby til at rumme mere end 2.000 boliger. I en af disse bor kørestolsbrugeren Katrine Jensen, som her tidligere har beskrevet problematikken med gangbroen til RisskovLIV:
- Det er næsten en stressfaktor, at man hele tiden skal tænke i omveje, og det ville være så dejligt, hvis jeg kunne besøge - og blive besøgt - af mine venner uden problemer. De reklamerer jo med letbanen, når man flytter hertil, men man kan ikke bare bede sin omgangskreds om at tage den herud.
Spørger man byrådspolitiker og medlem af Teknisk Udvalg, Steffen Wich (S,) burde det selvfølgelig ikke være sådan. Han har også været opmærksom på problematikken og sendte sidste uge en såkaldt 10 dages forespørgsel til forvaltningen for at forhøre sig om, hvordan man kan gøre letbanestationen tilgængelig for alle.
- Det er jo ikke bare en mark på den ene side af stationen og en eng på den anden, og som lokal kan jeg desværre konstatere, at der er mange af områdets nye beboere, der ikke kan bruge stationen. Det skal vi have løst, for det her skriger til himlen efter bedre fremkommelighed og samhørighed, siger Steffen Wich, der er glad for, at forvaltningen har ansøgt om midlerne fra den statslige pulje.
En løsning skal findes
I Aarhus Kommunes anlægsafdeling har man længe været opmærksomme på, at Torsøvej Station voldte problemer for gangbesværede. Derfor har man nu søgt den statslige millionpulje, og i forvaltningen er man allerede ved at teste en mulig løsning på stationen i Malling, som forhåbentlig kan bane vejen for forbedringer for Torsøvej Station.
- Elevatorer er dyre i drift og er dybest set ikke særligt tilgængelige, så vi synes, den bedste løsning er at gøre det muligt bare at krydse skinnerne, ligesom man eksempelvis kan langs havnepromenaden i Aarhus. Det skal vi til at teste i Malling, og det gør vi for at se, om samme løsning kan bruges efterfølgende ved Torsøvej Station, siger Carsten Thomsen.
Det har været en omstændelig affære, da det kræver alskens tilladelser fra forskellige myndigheder at ændre i infrastrukturen. Men nu kan anlægsprocessen begynde, og ifølge Carsten Thomsen er omkostningerne ved ændringerne i Malling ikke noget, der vælter anlægsbudgettet.
Han vurderer til gengæld, at det vil være mere krævende og dyrere at gøre Torsøvej Station brugbar for alle. Derfor kan de statslige midler fra Transportministeriet sagtens gøre gavn.
- Torsøvej Station er et godt sted at foretage ændringer, men arbejdet vil være mere omfattende end i Malling, for der skal flere nye tiltag til, og der vil være flere mennesker, der skal bruge stationen, siger Carsten Thomsen og tilføjer:
- Jeg vil tro, at puljemidlerne vil kunne gøre en forskel, men jeg kan ikke sige det endeligt.
Men selv hvis det viser sig, at Aarhus Kommune ikke kan få del i den statslige millionpulje, håber Steffen Wich på, at Torsøvej Station bliver ændret.
- Det er dyrt, men det er der så meget, der er, og selvom jeg altid har respekt for prioriteringen af økonomien, så er der intet til hinder for, at vi kommer videre og finder ud af, hvad det koster, så vi forhåbentligt kan kigge på finansieringen, siger Steffen Wich.
- Det kan ikke passe, at man ikke kan bo herude eller besøge sine venner og familie, fordi man er forhindret i at krydse en gangbro. Det skal løses.