Populært spisested kan genopstå som ny restaurant - eller bane vejen for nybyggeri
Coronaen kom og blæste benene væk under Søren Anker og Mogens Rokkedrejers restaurant i rundkørslen ved Risskov Skole, Neem Deli. Det er mere end to år siden, at restauranten lukkede, og det er stadig ikke til at sige, hvad der kommer til at ske med bygningen, der tidligere husede en frikirke.
Det er næsten udelukket, at Søren Anker kommer til at genåbne Neem Deli. I stedet er ejendommen i øjeblikket til salg, og der skulle være interesse fra adskillige investorer, som måske snarere har et byggeprojekt for øje end et restaurant-eventyr.
Men ideelt set håber Søren Anker, at en anden restauratør enten lejer sig ind i restaurantdelen eller helt køber grunden, for det er et godt sted at drive et spisested.
- Jeg håber et eller andet sted, at den bliver bevaret. Jeg ved, hvordan udviklingen er i Risskov i øjeblikket, men markedet og beliggenheden er også egnet for en restaurant eller takeaway, så det ville være synd at bygge to ejendomme i stedet, fortæller han til RisskovLIV.
Jesus genopstod i påsken, men Neem Deli ved rundkørslen nær Risskov Skole rejser sig næppe fra graven, selvom spisestedet ligger i en gammel frikirke.
Det fortæller den ene ejer af bygningen, Søren Anker, der driver adskillige restauranter i Aarhus, til RisskovLIV.
- Der er mange bolde i luften. Lige nu lejer vi en række værelser ud på førstesalen, og det kan godt være, vi ender med at leje restaurantdelen ud igen, siger Søren Anker og tilføjer:
- Men nu lige nu er bygningen til salg, og der er en mulighed, at den bliver opkøbt og revet ned, så der kan komme noget bebyggelse i stedet.
Lyset har været slukket og dørene lukket ved Neem Deli siden marts 2020. Da Søren Anker åbnede restauranten tre år forinden sammen med forretningspartneren Mogens Rokkedrejer, var ambitionen at skabe en franchise med 10 til 15 andre spisesteder i Østjylland.
Forretningen gik også strygende i Risskov. Så ramte coronaen.
Investorer viser interesse
- Ambitionerne var store, og Neem Deli var velbesøgt, men coronaen slog benene væk under os. Vi blev enige om i stedet at fokusere på vores kerneforretninger, og så valgte vi at lukke ned og få det til at løbe rundt ved at udleje værelserne, fortæller Søren Anker.
Det er mere end to år siden. I mellemtiden forsøgte man i en periode at udleje restauranten, men selvom interessen var stor, blev køkkenet aldrig taget i brug af andre hænder.
- For et års tid siden havde vi et banner oppe om, at restauranten kunne lejes. Der kom også omkring 30 henvendelser, men det var faktisk os selv, der satte en stopper for udlejningsprocessen. Det skyldes blandt andet, at der var mange store aktører, som gerne ville have en lang opsigelsesfrist, siger Søren Anker.
I stedet er ejendommen nu sat til salg, og der har været adskillige bud. En mulighed er, at en anden restauratør opkøber ejendommen, starter et spisested og fortsætter udlejningsdelen. Alternativt bliver grunden solgt som investeringsejendom.
- Vi har fået bud fra investorer, der tænker i forskellige retninger for ejendommen, for man kunne bygge to huse i stedet for den nuværende ejendom. Foreløbigt er den til salg frem til sommeren, men er den ikke solgt inden da, vil vi måske forsøge at leje den ud igen, siger Søren Anker.
Håber på en ny restauratør eller lejer
Ved indgangen til restauranten havde man klistret ordet "takeaway" over "Gud," så den gamle frikirkes maksime blev ændret til "Takeaway er vejen, sandheden og livet".
Og sådan har Søren Anker det dybest set stadig i dag. Ideelt set håber han i hvert fald, at bygningen også fremover vil huse en restaurant.
- Vi har lagt meget hjerteblod i den ejendom, så vi vil gerne have en fast, god lejer, der kan udvikle beliggenheden. Det kan også ende med et salg til en anden restauratør, som kan udligne sine omkostninger ved restauranten via udlejningsdelen, siger Søren Anker og fortsætter:
- Jeg håber et eller andet sted, at den bliver bevaret. Jeg ved, hvordan udviklingen er i Risskov i øjeblikket, men markedet og beliggenheden er også egnet for en restaurant eller takeaway, så det ville være synd at bygge to ejendomme i stedet.