Lene afviste købstilbud fra byudviklere på Nordre Strandvej - hun ser selv muligheder i sin grund
Flere butikker og restauranter er siden 2019 åbnet i området omkring Bellevuehallen, og den udvikling ser ikke ud til at have toppet endnu.
To ejendomme omkring Themsvej er for nyligt blevet opkøbt, ligesom parterapeut og psykoterapeut Lene Søe på hjørnet til Østre Strandalle også har modtaget et købstilbud inden for det seneste års tid.
Hun takkede dog pænt nej. Hendes praksis ligger perfekt, og hun og hendes klienter nyder kun gavn af, at området omkring hende pludselig byder på nye muligheder.
Hun ser også sit eget snit til at kaste sig ud i ejendomsudvikling med sin egen grund, der er egnet til erhverv, men det er vigtigt for hende, at udviklingen ikke løber løbsk.
Det gælder både andres projekter såvel som hendes eget.
Først blev "Haldrup Hus" med Lagkagehuset, Okkels Is og La Foresta istandsat. Så kom Piccolo Risskov samt bygningen med Joe & The Juice til, og lige nu er 1927 Estate godt i gang med at opføre to bygninger, som skal huse en café og et brasserie.
Der er sket meget med bylivet nær Bellevuehallen de seneste år, og byudviklingen ser ikke ud til at stoppe foreløbigt. For 1927 Estate har købt yderligere to grunde i forlængelse af hinanden, mens en projektejendom er sat til salg ved Nordre Strandvej 84.
På hjørnet af Nordre Strandvej og Østre Strandallé har par- og psykoterapeut Lene Søe også modtaget et købstilbud. Det takkede hun dog pænt "nej tak" til.
- Jeg ved ikke engang, om det var et godt tilbud, for jeg lukkede høfligt, men hurtigt ned for det. Det handler ikke om penge, men jeg er glad for min grund, og jeg vil ikke herfra, siger Lene Søe til RisskovLIV uden at ville nævne, hvem der afgav købstilbuddet.
Bedre byliv giver gladere klienter
Afslaget skyldes ikke skepsis over for byudviklingen i det omkringliggende kvarter. Tværtimod. Lene Søe købte selv grunden i 2015, fordi det var en erhvervsejendom, hvorfra hun kunne drive sin praksis.
Det har hun ikke fortrudt, for beliggenheden for en erhvervsdrivende er kun blevet mere attraktiv i takt med, at bylivet i nabolaget er vokset.
- Jeg havde på forhånd svært ved at se, hvor min praksis kunne ligge bedre, og det har kun været en fordel, at der efterfølgende er kommet mere gang i forretningslivet.
- Min kalender var booket i forvejen, men der er gode parkeringsmuligheder for mine klienter, og jeg mærker, hvordan de nu går ud og køber kaffe eller spiser i nærområdet, så det er blevet mere mageligt for dem, siger Lene Søe.
Er åben for selv at udvikle den gode ide
Hun har et stort cv. Lene Søe er sexolog, parterapeut og psykoterapeut for blot at nævne nogle af hendes uddannelser. Nu leger hun også med tanken om at skrive ejendomsudvikler derpå.
I 2019 vedtog byrådet i Aarhus Kommune et tillæg til kommuneplanen, der regulerer grundstørrelser og butiksstørrelser for matriklerne langs Nordre Strandvej.
Det er ændringen, der har gjort Nordre Strandvej til et mere attraktivt handelsstræde. Den mulighed kan Lene Søe også gøre brug af, men i skrivende stund har hun ikke lagt sig fast på noget.
- Nu må vi se, hvad det bliver til. Der er ikke noget på tegnebrættet nu, men hvis jeg får en god idé, plejer jeg at handle på den, og det er jeg også åben for at gøre, siger Lene Søe.
Udviklingen skal ske med måde
Ser man bort fra en række afstikkere, har Lene Søe boet i Risskov siden 1994. Gennem årene har hun selv set, hvordan mindre erhvervsdrivende åbnede sine butikker, men måtte dreje nøglen om igen, fordi markedet manglede. Den tendens ser ud til at være vendt nu.
- Det virker til, at flere butikker trækker flere mennesker til eller fastholder de lokale i Risskov, så det bliver nemmere at drive forretning hernede. Det er en god udvikling, siger Lene Søe.
Men alt med måde. Hun er samtidig glad for, at Grundejerforeningen Vejlby Fed har slået et slag for, at byudviklingen holder sig til kommuneplanens rammer. Det gælder for andres projekter såvel som hendes egne tanker for sin grund.
- Jeg støtter den nuværende udvikling, så længe folk opfører sig ordentligt. Det gælder også mig selv. Vi skal være opmærksomme på andre og passe på, at vi ikke ødelægger noget for dem. Det sætter jeg højest, siger Lene Søe.