Øjvind stopper som formand på Fedet: - Nu kender de os nede på kommunen
Øjvind Serup stopper som formand for Grundejerforeningen Vejlby Fed, når foreningen samles til generalforsamling onsdag aften.
Gennem sine otte år på posten har særligt kampen mod fortætning langs Nordre Strandvej været hans mærkesag, men nu hvor slaget om Øjenlægens Hus er vundet, er det på tide at lade nye kræfter komme til.
Han håber dog fortsat, at han sammen med borgere, bygherrer og Aarhus Kommune kan være med til at præge fremtidens Risskov.
"Godt gået, Øjvind."
Det er en kommentar, som Øjvind Serup ofte får med sig, når han laver sine indkøb i den lokale Rema 1000 ved Nordre Strandvej.
For formanden for Grundejerforeningen Vejlby Fed har sammen med sine medlemmer sejret i den mangeårige kamp om Nordre Strandvej og bevarelsen af den næsten mytiske "badeby" - bedst beskrevet som den karakter, der kendetegner Risskov har med sin strand og de hvide huse ud langs Nordre Strandvej.
Fortætningen af bydelen er afblæst og sunket i grus sammen med planerne om at sprænge kommuneplanens rammer ved den øjebæ, du kender som Risskov Øjenklinik - i folkemunde blot "Øjenlægens Hus".
- De seneste år som formand har været tidskrævende med mange byggesager og en følgegruppe til forslaget til lokalplan for Øjenlægens Hus, der er mødtes hver fredag og har haft mange møder med politikere og andre grundejerforeninger.
- Det har været en travl tid, men det har tilsyneladende hjulpet. Bygherrerne, der var mest ivrige efter at bryde lokalplanerne, har fået klar besked på at holde sig til lokalplanerne, og det betyder forhåbentligt, at de fremover er til at stole på, siger Øjvind Serup til RisskovLIV.
Opgøret med fortætningspolitikken var hans store fejde, og nu føler han selv, at han har aftjent sin værnepligt. Efter otte år som formand træder han onsdag den 30. marts tilbage og overlader formandsposten til næstformand Bent Hjorth, når Grundejerforeningen Vejlby Fed afholder generalforsamling.
Målet var at bore sig fast i de lokales bevidsthed
Målsætningen som formand var at modernisere grundejerforeningens udtryk og indprente sig i de lokales bevidsthed, så man kunne løfte i samlet flok og blive hørt på rådhusets bonede gulve.
- Jeg håber, vi gennem de seneste år har markeret os for de lokale. jeg tror, det er lykkedes, og jeg er ikke i tvivl om, at de kender os inde på kommunens kontorer i dag, siger Øjvind Serup.
Det lå ellers ikke i kortene, at den afgående formand skulle danne sig andet end et flygtigt forhold til Risskov. Da han flyttede til Klintevej i 1976 med sin kone og små børn, blev huset set som et mellemtrin, inden familien fandt et kollektiv.
Sådan gik det ikke, og i dag agter han at blive boende, til han stiller træskoene.
- Vi endte jo med at finde ud af, at der var dejligt herude, og vi forlader ikke Risskov, før vi bliver båret herfra. Min gejst som formand har været at gøre noget for lokalområdet, for man møder så mange spændende mennesker herude.
- Det er mit hood! Der er 50 huse på min vej, og det er lidt som om, vi er en lille landsby omkring gadekæret. I denne del af Risskov er gadekæret bare lidt større, siger Øjvind Serup.
Foreningen er magtfuld
Det er også nær havet, at størstedelen af af Grundejerforeningens 1.500 medlemshusstande stammer fra. Det er mange, og der er kun blevet flere gennem de seneste år. Sådanne medlemstal giver indflydelse, selvom Øjvind Serup aldrig har set sig selv som værende magtfuld.
- 1.500 medlemmer er en magt. Politikere er ude efter stemmer, så det er klart, at vi kan være med til at rykke dem, ligesom vores underskriftsindsamling imod fortætning har kunnet. Øjenlægens Hus ser ud til at være faldet på plads, og det kunne jo vidne om det, siger Øjvind Serup.
Har I været for kritiske overfor byudviklingen i denne del af Risskov?
- Det er der mange, der synes, og det vil udviklerne sikkert sige ja til. Personligt synes jeg ikke, at vi har. Folk flytter hertil på grund af områdets charme og nærhed til naturen, og så er det vigtigt, at de kan stole på lokalplanerne. Byggerierne skal ikke kun være en berigelse for bygherrerne, men også for resten af området, siger Øjvind Serup.
Forandring kan sagtens være fordelagtig
Men imod byudvikling mener Øjvind Serup ikke, at han og Grundejerforeningen Vejlby Fed er. Forslaget til lokalplanen ved Øjenlægens Hus var for stor en overskridelse af kommuneplanens rammer, men der skal også være plads til kompromisser.
- Vi er ikke imod forandring eller udvikling, og er der et godt projekt, som måske overskrider rammerne med 5-10 procent, så fred være med det. Som politikerne ville sige, kan det sagtens være okay, hvis det giver noget tilbage til byen og borgerne, siger Øjvind Serup.
Derfor havde han så sent som forrige uge en dialog med Anders Horsbøl, der er en af de ledende skikkelser hos ejendomsudviklerne fra 1927 Estate. Samtalens omdrejningspunkt var, hvordan fremtidens Risskov nær vandet skal se ud.
For siden rådmanden for Teknik & Miljø, Steen Stavnsbo (C,) i skarpe vendinger fortalte bygherren ved Øjenlægens Hus, at denne skulle holde sig til lokalplanen, har det været meningen, at ideerne og ønskerne til bydelens udvikling skal kradses ned på papir.
En helhedsplan er der ikke tale om. Visionsplan er måske mere dækkende, og processen, der finder sted i samarbejde med forvaltningen og munder ud i et borgermøde, er så småt gået i gang.
- Vi laver en workshop sammen med Teknik & Miljø, hvor vi prøver at forestille os, hvad der er muligt, og hvad der ikke er. Derfor spørger vi borgerne, bygherrerne og arkitekterne om, hvordan deres "Drømme-Risskov" ser ud. Vi skal ikke svinge taktstokken alene, ligesom bygherrerne heller ikke skal, siger Øjvind Serup.
Der er stadig meget at kæmpe for
Det arbejde kommer Øjvind Serup formentligt til at følge til dørs, men når han fratræder formandsposten, forlader han også Grundejerforeningen Vejlby Feds bestyrelse. Som han selv siger, skal han ikke sidde nede i hjørnet og nikke anerkendende eller skule misbilligende, når den nye formand, Bent Hjorth, har ordet.
Han får ellers sit at se til, Bent, for der er stadig masser af kampe at kæmpe for grundejerforeningen.
- Vi skal fortsat slå et slag for sikre skoleveje, parkeringsproblemer og for høje hastigheder på Nordre Strandvej, støjen fra Grenåvej samt klimatruslen, som bliver mere og mere aktuel, siger Øjvind Serup, der efter eget udsagn ikke får svært ved at lægge formandsskabet på hylden.
Fordi han ikke kan lade være, fortsætter han sit grafiske arbejde med"Historier fra Risskov," men der er også andre ting i livet, der kalder.
- Jeg skal ud og køre motorcykel, og så har jeg travlt med at gøre en gammel motorsejler i stand sammen med nogle venner. Jeg har mit at se til, men jeg står altid til rådighed for grundejerforeningen, samtidig med at jeg godt kunne se mig selv få en rolle hos Vejlby-Risskov Fællesråd, siger Øjvind Serup.
Afslutningsvist adspurgt om, hvordan han håber, Risskov ser ud om 10 år, svarer den afgående formand:
- Jeg håber, badebyen består, men der skal også være plads til udvikling og mere butiksliv. Der er sket meget på den front gennem de seneste år, og det må gerne fortsætte, selvom jeg ikke håber, at de dyre kvadratmeterpriser udelukker de mindre erhvervsdrivende.
- Nordre Strandvej er lang, og alt bylivet behøver ikke være koncentreret omkring krydset ved Bellevuehallerne.