Stor Bellevue-udvidelse til 100 mio. er gået i stå: - Man skulle tro, rådhuset ikke ønsker projektet
Gennem fem år har lokale ildsjæle arbejdet på en udvidelse og fornyelse af Bellevuehallen værd 100 millioner kroner.
Planen var, at det skulle drøftes til et borgermøde med lokale sidste år, men projektet har stået i stampe og rykket sig forsvindende lidt siden efteråret, og det skyldes ifølge en af idemændene bag projektet, Martin Busk, at Aarhus Kommune ganske enkelt ikke svarer på projektgruppens henvendelser.
Ifølge rådmanden for Kultur & Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R,) skal han nu nok sørge for, at der bliver sat skub i processen, så Risskov kan komme et nyt idrætsanlæg nærmere. Der er brug for det, for vi bliver stadig flere borgere i bydelen til de eksisterende idrætsfaciliteter.
Befolkningen i Risskov vokser, og du husker måske, at lokale ildsjæle tilbage i august havde store planer om, at Bellevuehallen skulle vokse med det stadig stigende behov for idrætsfaciliteter og mødesteder via et projekt til 100 millioner kroner.
Men sidenhen har projektet rykket sig forsvindende lidt. Det skyldes ifølge Martin Busk, direktør for Bricks Ejendomme og en af idemændene bag projektet, at Kultur & Borgerservice, som afdelingen for Sport & Fritid hører under, ikke vender tilbage på projektgruppens henvendelser.
Heller ikke til trods for, at han præsenterede projektet for Kulturudvalget tilbage i efteråret.
- Vi er faktisk ikke kommet videre, for jeg får ikke noget svar fra rådmanden. Vi har arbejdet med projektet igennem fem år og selv investeret penge i et projekt, som vi gerne vil drøfte med borgere såvel som politikere, men det lader ikke til, at man på rådhuset ønsker det, siger Martin Busk til RisskovLIV.
For de 100 millioner kroner er ideen, at Bellevuehallen skal udvides med en ekstra indendørshal og fornys med bedre hal- og omklædningsfaciliteter. Der stopper ambitionerne dog ikke.
Risskov mangler mødesteder, mener Martin Busk, og det er svært at finde en mere oplagt bymidte end ved Bellevuehallen, som efter planen skal omdannes til et bydelshus, der kan rumme alskens foreninger og aktiviteter.
- Jeg ville blive så glad for at se ældre mennesker fra Fortegården have et sted, hvor de kan være sammen med børnene fra børnehaven. Det skal være sådan et menneskeligt økosystem, som samtidig tager højde for idrættens pladsproblemer. Mine piger spiller håndbold i hallen, og jeg ved, hvor svært det er at få haltid allerede nu, siger Martin Busk.
Næste skridt er en borgerhøring
Hele gildet skal som udgangspunkt finansieres uden en eneste kommunal krone, men i stedet via fonde og private donorer. Derfor undrer det også Martin Busk, at kommunen ikke har reageret hurtigere på den appelsin, den har fået i turbanen.
- Der er som udgangspunkt ingen kommunale kroner i dette projekt, og så synes jeg ærlig talt, det er mærkværdigt, at man intet hører fra kommunen, for det er jo evident, at der er brug for en udvidelse.
- Det er en eksisterende facilitet, som man vil udvide med en hal mere og lave nogle arealer, som borgerne i Risskov kunne få meget glæde af. Derfor er det ærgerligt, at der intet sker, siger Martin Busk.
Da han og projektgruppen valgte at løfte sløret for sine store planer for fremtidens Bellevuehal i august, var det med en intention om at holde et borgermøde i efteråret for at afdække lokalområdets ønsker til bydelshuset.
Nu er det snart sommer, og borgermødet er ikke blevet til noget. Det kræver ifølge Martin Busk, at Aarhus Kommune træder i karakter, for det er hos dem, bolden ligger.
- Jeg ved ikke, om jeg skal sende dem projektet endnu engang? - Jeg har bedt om en dialog med kommunen, så de kan stå for en borgerhøring, og vi kan komme videre i processen, men hidtil er vi blevet mødt med tavshed.
- Vi vil gerne høre fra de lokale, om vi har glemt noget i vores projekt, eller om de har nogle bedre ideer end vores, siger Martin Busk.
Rådmanden reagerer
Men måske der bliver sat skub i projektet nu. Så længe borgermødet omhandler idræts- og fritidsfaciliteter, så er det oplagt at lade Sport & Fritid facilitere det, og rådmanden for Kultur & Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R,) skal nok sørge for, at der nu fra forvaltningens side bliver fulgt op på projektet.
- Jeg troede, der var en dialog i gang, men når du siger, det ikke er tilfældet, skal jeg nok sørge for, at Sport & Fritid tager kontakt til projektgruppen.
- Det er et spændende projekt, og vi vil gerne være behjælpelige med den del, der omhandler nye hal- og fritidsfaciliteter. Til den del tænker jeg også, at et borgermøde ville være en god ide, siger Rabih Azad-Ahmad.
Rådmanden påpeger dog, at drøftelser vedrørende eksempelvis børnehaven eller parkeringspladserne, der er tænkt ind i det nuværende projekt, er udenfor hans ansvarsområde, men i stedet hører til under Børn & Unge samt Teknik & Miljø.
Stiller sig gerne på ølkassen
Ikke desto mindre er det dog emner, som Martin Busk og projektgruppen før eller siden ser frem til at diskutere med de lokale.
Mængden af parkeringspladser - eller manglen på det samme - i det nuværende projekt skal ikke være en elefant i rummet. Martin Busk lytter gerne til både de positive samt negative røster.
- Hvis kommunen laver en eller flere høringer, stiller jeg mig gerne op på en ølkasse og modtager konstruktiv kritik og debat. Det er klart, at vi skal have en dialog omkring eksempelvis parkeringsforholdene, for der har ikke været penge til at indtænke flere p-pladser eller til at grave nogle ned.
- Men der er en offentlig p-plads ved Fortevej, og det kunne måske være, at man i forbindelse med Bellevue-projektet skulle se, om man også kunne renovere den, siger Martin Busk, som også godt kunne se Strandskolen blive udvidet med en ekstra idrætshal i samme ombæring.
Oprindeligt havde han og projektgruppen håbet på, at man kunne invitere borgerne ind i en udvidet og fornyet Bellevuehal i 2024, men tidsplanen er helt naturligt skredet, fordi dialogen med forvaltningen har stået i stampe.
- Nu skal vi i hvert fald frem til 2025, før projektet er en realitet. Det er ærgerligt, for der er og kommer kun mere pres på faciliteterne i Risskov, og er man bekymret for det, er det også fuldt ud berettiget, siger Martin Busk.