Befolkningen i Risskov vokser, og du husker måske, at lokale ildsjæle tilbage i august havde store planer om, at Bellevuehallen skulle vokse med det stadig stigende behov for idrætsfaciliteter og mødesteder via et projekt til 100 millioner kroner.

Men sidenhen har projektet rykket sig forsvindende lidt. Det skyldes ifølge Martin Busk, direktør for Bricks Ejendomme og en af idemændene bag projektet, at Kultur & Borgerservice, som afdelingen for Sport & Fritid hører under, ikke vender tilbage på projektgruppens henvendelser.

Heller ikke til trods for, at han præsenterede projektet for Kulturudvalget tilbage i efteråret.

- Vi er faktisk ikke kommet videre, for jeg får ikke noget svar fra rådmanden. Vi har arbejdet med projektet igennem fem år og selv investeret penge i et projekt, som vi gerne vil drøfte med borgere såvel som politikere, men det lader ikke til, at man på rådhuset ønsker det, siger Martin Busk til RisskovLIV.

For de 100 millioner kroner er ideen, at Bellevuehallen skal udvides med en ekstra indendørshal og fornys med bedre hal- og omklædningsfaciliteter. Der stopper ambitionerne dog ikke.

Risskov mangler mødesteder, mener Martin Busk, og det er svært at finde en mere oplagt bymidte end ved Bellevuehallen, som efter planen skal omdannes til et bydelshus, der kan rumme alskens foreninger og aktiviteter.

- Jeg ville blive så glad for at se ældre mennesker fra Fortegården have et sted, hvor de kan være sammen med børnene fra børnehaven. Det skal være sådan et menneskeligt økosystem, som samtidig tager højde for idrættens pladsproblemer. Mine piger spiller håndbold i hallen, og jeg ved, hvor svært det er at få haltid allerede nu, siger Martin Busk.

Hele gildet skal som udgangspunkt finansieres uden en eneste kommunal krone, men i stedet via fonde og private donorer. Derfor undrer det også Martin Busk, at kommunen ikke har reageret hurtigere på den appelsin, den har fået i turbanen.

- Der er som udgangspunkt ingen kommunale kroner i dette projekt, og så synes jeg ærlig talt, det er mærkværdigt, at man intet hører fra kommunen, for det er jo evident, at der er brug for en udvidelse.

- Det er en eksisterende facilitet, som man vil udvide med en hal mere og lave nogle arealer, som borgerne i Risskov kunne få meget glæde af.  Derfor er det ærgerligt, at der intet sker, siger Martin Busk.

Da han og projektgruppen valgte at løfte sløret for sine store planer for fremtidens Bellevuehal i august, var det med en intention om at holde et borgermøde i efteråret for at afdække lokalområdets ønsker til bydelshuset.

Nu er det snart sommer, og borgermødet er ikke blevet til noget. Det kræver ifølge Martin Busk, at Aarhus Kommune træder i karakter, for det er hos dem, bolden ligger.

-  Jeg ved ikke, om jeg skal sende dem projektet endnu engang? - Jeg har bedt om en dialog med kommunen, så de kan stå for en borgerhøring, og vi kan komme videre i processen, men hidtil er vi blevet mødt med tavshed.

-  Vi vil gerne høre fra de lokale, om vi har glemt noget i vores projekt, eller om de har nogle bedre ideer end vores, siger Martin Busk.

Men måske der bliver sat skub i projektet nu. Så længe borgermødet omhandler idræts- og fritidsfaciliteter, så er det oplagt at lade Sport & Fritid facilitere det, og rådmanden for Kultur & Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R,) skal nok sørge for, at der nu fra forvaltningens side bliver fulgt op på projektet.

- Jeg troede, der var en dialog i gang, men når du siger, det ikke er tilfældet, skal jeg nok sørge for, at Sport & Fritid tager kontakt til projektgruppen.

- Det er et spændende projekt, og vi vil gerne være behjælpelige med den del, der omhandler nye hal- og fritidsfaciliteter. Til den del tænker jeg også, at et borgermøde ville være en god ide, siger Rabih Azad-Ahmad.

Rådmanden påpeger dog, at drøftelser vedrørende eksempelvis børnehaven eller parkeringspladserne, der er tænkt ind i det nuværende projekt, er udenfor hans ansvarsområde, men i stedet hører til under Børn & Unge samt Teknik & Miljø.

Ikke desto mindre er det dog emner, som Martin Busk og projektgruppen før eller siden ser frem til at diskutere med de lokale.

Mængden af parkeringspladser - eller manglen på det samme - i det nuværende projekt skal ikke være en elefant i rummet. Martin Busk lytter gerne til både de positive samt negative røster.

- Hvis kommunen laver en eller flere høringer, stiller jeg mig gerne op på en ølkasse og modtager konstruktiv kritik og debat. Det er klart, at vi skal have en dialog omkring eksempelvis parkeringsforholdene, for der har ikke været penge til at indtænke flere p-pladser eller til at grave nogle ned.

-  Men der er en offentlig p-plads ved Fortevej, og det kunne måske være, at man i forbindelse med Bellevue-projektet skulle se, om man også kunne renovere den, siger Martin Busk, som også godt kunne se Strandskolen blive udvidet med en ekstra idrætshal i samme ombæring.

Oprindeligt havde han og projektgruppen håbet på, at man kunne invitere borgerne ind i en udvidet og fornyet Bellevuehal i 2024, men tidsplanen er helt naturligt skredet, fordi dialogen med forvaltningen har stået i stampe.

- Nu skal vi i hvert fald frem til 2025, før projektet er en realitet. Det er ærgerligt, for der er og kommer kun mere pres på faciliteterne i Risskov, og er man bekymret for det, er det også fuldt ud berettiget, siger Martin Busk.

Det er næsten en underdrivelse at skrive, at den seneste måned har været kontrastfyldt for Anna, Alisa, Daria og Marina, der for knap 29 dage siden overværede de første russiske raketangreb på Kyiv.

Nu står de fire ukrainske kvinder i starttyverne i stedet for krigens kaos op til en hverdag, hvor de bliver bombarderet med spørgsmål fra nysgerrige elever på Idrætshøjskolen Aarhus.

Siden forrige lørdag har højskolen ved Vejlby Risskov Idrætsanlæg været deres nye hjem. Nogen midlertidig ordning er det ikke, for prædikatet som krigsflygtninge har de allerede skiftet ud. De er nemlig blevet registreret som elever på skolen.

Opholdet er de taknemmelige for, men det er ambivalent at gå fra at søge ly fra sirenernes advarselssang det ene øjeblik til at stå op til et fast skema med dans og billedkunst.

Skamfuldt, er det næsten, fortæller Anna Khlobas, som sidenhen har haft særligt et spørgsmål på sinde:

- Jeg har blandede følelser omkring det. Vi er utroligt heldige at have fået denne chance, men omvendt skammer man sig, for er det rigtigt, at jeg skal sidde her under trygge forhold og distrahere mig selv fra krigen. Skulle jeg have hjulpet mere?

De fire veninder, der kendte hinanden før krigens udbrud, forsøgte ellers at hjælpe efter bedste evne. Bosat i Kyiv bymidte nær regeringsbygninger og oplagte russiske bombemål valgte de efter få dages krig at drage vestpå mod byen Lviv.

- Alle folk søgte vestpå og væk fra kamphandlingerne. Her prøvede vi at gøre os nyttige ved at lave mad til soldaterne. Alisa lavede støttebannere for Ukraine, mens Marina, der er programmør, gik i gang med at hacke russiske hjemmesider.

- Vi gjorde alt, hvad vi kunne, men der kom så mange mennesker til, og det var stressfyldt. Lviv blev ikke gennembombet, men sirenerne gik konstant, og det var umuligt at falde til ro eller slippe frygten, siger Anna Khlobas.

Derfor valgte de som så mange millioner af deres landsmænd at flygte til polske Warszawa, hvor lokale frivillige knoklede for at få flygtningekabalen til at gå op. Med nogen succes, men også med daglig usikkerhed for de fire ukrainske veninder.

- Vi måtte konstant finde et nyt sted at indlogere os, og vi vidste aldrig, hvad dagen ville bringe. Alle beslutninger lå på vores skuldre, og vi var altså bare fire piger i Warszawa uden noget netværk, siger Anna Khlobas.

Men når fire piger er strandet i en storby i et fremmed land, hjælper det med en klar rollefordeling. Den havde veninderne på plads.

- Anna står for vores kommunikation. Alisa er ansvarlig for sjæl og kreativitet. Marina er god til logisk tænkning, og jeg står for ulogisk tænkning, dans, stearinlys og kvindekraft, siger Daria Nykytenko med et glimt i øjet.

Rå kvindekraft kommer man langt med, men ikke hele vejen til Danmark. Til deres held fik Arne Grønbæk Nielsen, viceforstander for Idrætshøjskolen Aarhus, cirka samtidigt et opkald fra en kvinde i Skanderborg. Hun ville høre, om højskolen var interesseret i at indlogere fire ukrainske kvinder i starttyverne.

Du kan sikkert selv gætte, hvilke fire ukrainske kvinder henvendelsen drejede sig om.

Viceforstanderen svarede ja, prajede en bus og fik hurtigt fire frivillige elever til at køre med bussen til den polsk-tyske grænse for at samle Anna, Alisa, Daria og Marina op.

- Det var en kæmpe lettelse at stige på den bus, for vi søgte et sted, hvor vi kunne opholde os fast. Det var vildt, hvordan de kørte så langt for os, og da vi nåede frem til vores værelser i Danmark, var der blomster, slik og en masse andre ting. Det var overvældende, siger Alisa Malysheva.

Før krigen arbejdede hun som 'creative copywriter'. Marina stod op til et job i IT-branchen, mens Anna og Daria læste henholdsvis 'business management and administration' og journalistik.

Noget granatchok er det gudskelov ikke, men til gengæld er det noget af et kulturchok at stå op til en hverdag som ny højskoleelev.

- Det er lang tid siden, at jeg har kunnet stå op, spise noget mad og så bruge tid på at tegne noget. Vi går her på skolen med jævnaldrende danske elever, mens vi alle har mindst tre års arbejdserfaring. Det er et helt andet 'mindset', siger Alisa Malysheva, inden hun suppleres af Anna Khlobas:

- Her forstår folk at leve deres liv. De forstår at leve i øjeblikket, mens folk i Kyiv altid har travlt.

Anderledes travlt har de fire ukrainske kvinder dog også haft det med at besvare dyngevis af spørgsmål fra de mange nysgerrige elever på Idrætshøjskolen Aarhus.

"Kendte I hinanden på forhånd?" var det første spørgsmål, der stod på min blok. Ikke særligt originalt, lader de mig grinende forstå.

- Dit første spørgsmål er klart det mest populære spørgsmål fra de andre elever. Faktisk har vi nu indøvet, hvem der svarer på hvad, for vi har ofte skiftet bord til spisningen for at snakke med så mange som muligt, og det er altid de samme spørgsmål, vi får, fortæller Anna Khlobas.

- Det er terapi for os. Vi får lov at ødsle ud af vores følelser, som efterhånden ikke bølger helt ligeså meget op og ned, og jeg forstår godt, hvorfor de spørger.

Røde øjne får hun dog, da jeg spørger ind til deres familier, som fortsat befinder sig i Ukraine. Når der er krig i ens hjemland, er det svært ikke at komme i sine følelsers vold. Heller ikke selvom man nu opholder sig i sikre rammer i Risskov.

- Jeg føler, jeg har to liv nu. Jeg har mit normale liv her, og så har jeg et andet et i Ukraine, og når man læser nyhederne om konflikten, lever man det liv igen, siger Alisa Malysheva.

- Men det er blevet bedre. I begyndelsen vågnede man op og tjekkede instinktivt, om der var sket noget nyt, inden man lagde sig til at sove igen. Det hjælper at have en struktur på hverdagen her, og det er rart at kunne gøre det samme som de andre elever på højskolen.

For det er, hvad de fire ukrainske kvinder er: Elever på Idrætshøjskolen Aarhus. Det skal de efter gældende regler være med alt, hvad der følger med af timer og aktiviteter, når de bor på skolens område.

Og det koster selvfølgelig at være elev på en højskole. Heldigvis havde skolens elever sidste onsdag held med at samle hele 170.000 kroner ind til de nye ukrainske skolekammerater samt Red Barnet ved en intern indsamling.

Den sum burde være nok til at dække både lommepenge og højskoleophold, og skulle det vise sig at være på kant med loven, har viceforstander Arne Grønbæk Nielsen tilbudt de fire kvinder at bo hos ham og hans kone.

Så siden forrige lørdag har den ukrainske firkløver levet i et deja-vu, der vækker minder om deres tid på gymnasiet.

- Vi står op om morgenen, og så har vi timer. Det kan være kunstundervisning, dans eller en tur i træningscentret. Vi har også fået noget danskundervisning og forefaldende opgaver, mens vi laver aktiviteter med de andre elever i fritiden, siger Daria Nykytenko.

Før krigen manglede hun kun et år af sin uddannelse som journalist, men diplomet kan hun godt skyde en hvid pind efter, så længe krigen fortsat raser. Den har desværre ingen udløbsdato, men de fire veninder er blevet enige om at få mest muligt ud af deres limbo på Idrætshøjskolen Aarhus.

- Nu har vi haft lidt mere end en uge til at lande her, og vi har besluttet, at vi vil bruge tiden til at lære nogle nye færdigheder. Vi vil gerne studere her og deltage i alle timerne, og så vil vi måske også forsøge at lære noget online. Det er den kortsigtede plan frem til skoleårets afslutning, siger Anna Khlobas.

Til den tid er drømmen, at de alle fire kan rejse på ferie til en Krim-halvø, der atter er på ukrainske hænder. Lader det sig ikke gøre, har Idrætshøjskolen Aarhus allerede meldt ud, at de kan blive boende på ubestemt tid.

Så langt er de fire kvinder slet ikke i deres planlægning. I øjeblikket er det mere presserende at lære navnene på de 175 andre elever på højskolen og nyde, at de er havnet her i rolige Risskov i hinandens selskab.

- Jeg havde aldrig haft modet til at flygte på egen hånd, siger Alisa Malysheva, inden gruppens kommunikationsansvarlige, Anna Khlobas, tilføjer:

- Vi sendte en kort præsentationsvideo til eleverne på skolen, da vi var på vej hertil, hvor vi svarede på spørgsmålet: Hvad er den ting, der hjælper jer mest?

- Svaret er, at det er menneskene, du omgiver dig med, der betyder mest. At du ikke er alene. Vores situation har virkelig vist, hvor vigtigt det er at kunne spille en rolle i hinandens liv.

Til hendes eget selvransagende spørgsmål om, hvorvidt hun burde skamme sig over at være flygtet frem for at hjælpe til i hjemlandet, er hun også nået frem til følgende svar:

- Man lærer, at man kun har en begrænset mængde energi, og selvom det gør os triste, er jeg sikker på, at vi ville være brændt ud, hvis vi var blevet i Ukraine.