Tis på brættet og utømte skraldeposer: Dårlig rengøring på Strandskolen holder Heidis datter fra at gå på wc
Skoletoiletterne var ikke ligefrem sterile i min tid, og det var de sikkert heller ikke i din, men på Strandskolen oplever skolebestyrelsesformand Heidi Printzen nu, at rengøringen er blevet så dårlig, at hendes datter hellere vil holde sig hele dagen end bruge dem.
- Min datter kom uopfordret og fortalte mig om det, og jeg har med selvsyn kunnet konstatere, at der ser væsentligt værre ud nu. Min datter synes, det er ulækkert, og det er noget, de har snakket om i klassen, så de andre børn oplever det også, siger Heidi Printzen.
Skoleleder Morten Holck oplever også, at det halter med hel basal rengøring som tømning af skraldespande og gulvvask.
Sådan har det været, siden et nyt rengøringsselskab vandt et kommunalt udbud og overtog rengøringen på skolen den 1. november.
Desværre gentager samme beskidte billede sig på Risskov Skole og Ellevangskolen efter skiftet, hvilket du kan læse mere om her.
Skinnende har toiletterne på Strandskolen aldrig været, men i dag er de så beskidte, at Heidi Printzen datter i 4. klasse hellere vil holde sig en hel skoledag end at lade vandet på et af dem.
- Det flyder med toiletpapir, der er tis på brættet, der mangler sæbe, det lugter, og så er de generelt så beskidte, at de slet ikke virker til at være gjort rent. Det er sådan set uanset tidspunktet på dagen, så hun går slet ikke på toilet derovre, hvis hun kan undgå det, fortæller Heidi Printzen, der er formand for Strandskolens skolebestyrelse.
Sådan var det ellers ikke indtil for nylig. Siden 2006 har Aarhus Kommune i stigende grad udliciteret rengøringen på folkeskoler til private virksomheder, og 1. november i år overtog et nyt rengøringsfirma så opgaven på Strandskolen. Sidenhen er kvaliteten dalet, oplever Heidi Printzen.
- Min datter kom uopfordret og fortalte mig om det, og jeg har med selvsyn kunnet konstatere, at der ser væsentligt værre ud nu. Min datter synes, det er ulækkert, og det er noget, de har snakket om i klassen, så de andre børn oplever det også, siger Heidi Printzen.
Uheldig timing
Hun ser det som særligt problematisk set i lyset af coronakrisen, for dårligt indeklima og beskidte kontaktflader er ikke den bedste måde at afværge smittespredning på. Strandskolen har i den forgangne måned haft omkring 60 smittetilfælde blandt særligt de yngste elever.
Derfor synes skoleleder Morten Holck også, at den mangelfulde rengøring er problematisk.
- Der mangler kvalitet i rengøringen, og det falder uheldigt i en tid, hvor der bør være ekstra fokus på god hygiejne. Der er skraldespande, som ikke bliver tømt, og gulvet bliver ikke vasket ordentligt. Det er et problem, for når skidt hober sig op, skaber det et dårligt indeklima, siger Morten Holck.
Han har indberettet udfordringerne med rengøringen efter overgangen til det nye rengøringsselskab til Børn & Unge i Aarhus Kommune. Det var dog ikke til at spore forbedringer, før eleverne atter måtte indfinde sig med at blive hjemmeundervist fra 15. december.
- Siden den 1. november har der været flere tilfælde, hvor vi ikke oplever, at rengøringen har været god nok. Jeg er i dialog med forvaltningen og rengøringsselskabet og har tillid til, at det bliver bedre, siger Morten Holck.
Problemer flere steder
Lignende indtryk har forældre, ansatte og skoleledere gjort sig på andre folkeskoler i Aarhus Kommune. Århus Stiftstidende og en række andre medier har blandt andet dækket det, der bliver beskrevet som "uhumske" forhold på Tranbjergskolen.
På Risskov Skole kan en ansat ligeledes bekræfte overfor RisskovLIV, at der er sket et dyk i kvaliteten af rengøringen efter skiftet af udbyder. Ellevangskolen har også haft sine problemer både før og efter, fortæller skoleleder Lisanette Qvortrup.
- Vi har oplevet dårlig rengøring gennem en periode. Da den forrige udbyder fik sin kontrakt opsagt, gik det helt galt. De stoppede simpelthen med at gøre basisrent, og standarden var så dårlig, at de ikke kunne være det bekendt, siger Lisanette Qvortrup og fortsætter:
- Jeg vil faktisk sige, at det nye firma har højnet standarden, men den var også på et nulpunkt før. Det er dog blevet udtrykt fra lærerstaben, at det stadig ikke er godt nok.
Tillid fra rådmanden
RisskovLIV har tre gange forgæves forsøgt at få en kommentar fra Thomas Medom (SF), rådmand for Børn & Unge, men han ønsker ikke at stille op til interview. I stedet henviser Børn og Unge til et brev, rådmanden har sendt til skolebestyrelserne i alle århusianske folkeskoler. Heri skriver Thomas Medom, at han forventer snarlig bedre service.
- Selvom det tager lidt tid at få de nye leverandører helt kørt ind i rutinerne, blandt andet fordi der er personalemangel på rengøringsområdet, så har jeg tillid til, at det kun er et spørgsmål om kort tid, inden rengøringskvaliteten er acceptabel alle steder, skriver Thomas Medom blandt andet.
Tilbage på Strandskolen har skolebestyrelsesformand Heidi Printzen svært ved at forstå, hvorfor rengøringen ikke er tiptop fra dag ét.
- Jeg tænker altså ikke, at det er raketvidenskab. Jeg kan godt se, hvordan en indkøringsperiode kan være gældende på nogle fronter, men det bør der altså ikke være, når det drejer sig om rengøring, mener Heidi Printzen.
Er det her ikke et spørgsmål om, at du eller din datter er pylrede?
- Hun er ikke særlig pylret, og jeg synes heller ikke, jeg er lige så pylret i dag, som jeg var med mine to voksne børn. Lige nu er standarden på Strandskolens toiletter sådan, at jeg heller ikke ville bruge dem. Udsatte vi voksne mennesker for de samme standarder, tror jeg, vi ville høre meget mere om det, siger Heidi Printzen.