Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger RisskovLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Mums for madører - Veri Centret udvider

Mad gør glad, så fremover bliver en tur i Veri Centret måske en tand mere gemytlig. Nordic Real Estate Partners, der ejer shoppingcentret med nu 52 gode år på bagen, er nemlig klar til at udvide centret med en ny udbygning, der skal huse en eller flere restauranter.

Et spisested hører sig til i et moderne indkøbsmekka, og det kan man da kun byde velkommen, for det fortsætter en fed tendens med, at flere og flere restauratører slår dørene op for flere og flere madsteder i Risskov på begge sider af Grenåvej.

Så behøver man heller ikke gå sulten i seng, når man har drukket ølbajere på Beefeater Pub. Det gjorde jeg tit som 19-årig under min gymnasietid, som ofte gik op i hat og briller og konsolspilleri, således at min stolteste bedrift til dato nok stadig er et 4-tal i mundtlig matematik.

Men hvad man kunne have udrettet i sit sidste år som teenager, hvis man havde haft en rygrad? Det er Sebastian Krejberg Melchior et godt eksempel på. Han er den sejeste og mest velræsonnerede 19-årige, jeg nogensinde har mødt, men det skyldes - på godt og ondt - at han har været udsat for "Guds sorte humor".

Sådan omtaler han sit Tourettes syndrom, som i dag danner inspirationen for den unge iværksætters tøjmærke. Fortællingen bag er stærk som få, og han havde mig solgt til stanglakrids efter vores snak. Måske du også bliver det.

Du bliver i hvert fald nødt til at indfinde dig med, at letbanen ikke kommer til at køre igennem Vejlby-Risskov i flere måneder, når røgen fra nytårskrudtet først har lagt sig. Der skal bygges nyt spor ved stoppet ved Vestre Strandalle. Det er øv, men der kommer altså noget godt ud af det, hvilket du også kan læse mere om i dette nyhedsbrev.

God læsning og god dag, og nå ja, hvis du har en god historie eller kender en lokal, som jeg bør portrættere, så skriv lige til mig krkie@risskovliv.dk. Så bliver jeg ligeså glad som mit 19-årige jeg, der lige havde fået juleferie.

Billede af Kristoffer Krogh Kiesbye
Billede af skribentens underskrift Kristoffer Krogh Kiesbye Journalist

En eller flere restauranter på vej: Veri Centret er klar med stor udvidelse

Veri Centret var Jyllands første shoppingcenter, men efter 52 år mangler centret endnu en en restaurant.

Det vil ejerne, NREP, nu råde bod på med en større udvidelse, der skal rumme netop et eller flere spisesteder.

Du kan læse mere om planerne og se de første visualiseringer her.

Ejerne af Veri Centret leder i øjeblikket efter en restaurationspartner til en udvidelse af shoppingcentret. Veri Centerforening hilser nyheden velkommen.

Hvis maven knurrer, og knæene knager under shoppingturen i Veri Centret, vil du fremover kunne sætte dig ned og få et hvil og en bid mad. Ejerne af shoppingcentret, NREP, er nemlig klar til at udvide shoppingcentret med 200 kvadratmeter, der fremover skal danne rammerne for en - måske to - restauranter.

- Vi vil udvide centret, så vi kan imødekomme den efterspørgsel, der har været på bespisningskoncepter i Veri. Lige nu er madudbuddet relativt lille i forhold til, hvad man typisk vil påregne for et center af Veris størrelse, fortæller Mads Birkedahl Dehlbæk, manager hos NREP, og tilføjer:

- I udgangspunktet vil vi forsøge at lave én restaurant, men potentielt kan bygningen opdeles.

Udvidelsen skal efter planen ligge i gårdmiljøet mellem Beefeater Pub og Veri Center Boghandel nær indgangen ved Netto, og selve byggeprocessen ventes at vare omkring seks måneder -  såfremt der er en restauratør, der vil samarbejde.

Mæglerkæden Restaurant Sælgeren har kun lige slået lejemålet op, men skulle der stik imod al forventning ikke være en eller flere restauratører, der udviser interesse, vil udvidelsen formentlig ikke blive til noget.

- Det er et velbesøgt center og et tætbefolket område på en geografisk interessant placering, så vi vil vurdere, det vil være interessant for mange, men vi forventer ikke at udføre projektet, uden at have en lejer der kan indtræde, siger Mads Birkedahl Dehlbæk.

Give et løft

Tidligere har interessen i hvert fald været der. Ifølge Michael Kaufmann Petersen, formand for Veri Centerforening, stod både Burger Shack og Pizza Hytten klar til at rykke ind i en udvidelse ved Veri, før selskaberne gik konkurs efter besøg fra Fødevarestyrelsen og en efterfølgende tur i mediemøllen.

Han håber, anden gang bliver lykkens gang, for han er ikke i tvivl om, at en restaurant vil kunne give Veri Centret et løft.

- Nu kommer jeg ikke i Bruuns Galleri, men hvis jeg nu alligevel blev slæbt med, ville jeg da synes, det var rart, at de har et sted at spise derinde. Det samme gælder her, så der er ingen tvivl om, at det vil bidrage til at give centret et løft og måske forlænge folks shoppingoplevelse, siger Michael Kaufmann Petersen.

For lige nu har Veri Centret ikke en regulær restaurant. Den opmærksomme læser vil måske påpege, at Liberta Pizzaria da er et madsted, men teknisk set er spisestedet ikke en del af Veri Centret, ligesom Rema 1000-butikken, Beefeater Pub og Dolce Vita heller ikke er - de har i stedet deres egen lille centerforening.

Ikke desto mindre ville Michael Kaufmann Petersen da foretrække, hvis en udvidelse af Veri Centret kom til at huse noget andet end et pizzeria -  simpelthen for variationens skyld.

- Det ville næsten være fjollet at åbne et pizzeria mere, nu hvor vi allerede har et i nærheden. Et cafemiljø eller et sted, hvor man kunne få en burger eller noget lignende, ville være rigtig fint, siger Michael Kaufmann Petersen.

Sådan forestiller NREP sig, at facaden til den nye udvidelse skal se ud.

Tourettes, tics og tøj: 19-årige Sebastian bruger sit syndrom til at få luft under sin iværksætter-drøm

Sebastian Krejberg Melchior så sig selv i spejlet dagen efter sin 18-års fødselsdag og besluttede, at han ikke ville bruge al sin energi på noget, han alligevel ikke kunne ændre - sit Tourettes syndrom.

I stedet traf han et aktivt valg om at bruge sine kræfter et sted, hvor han faktisk kan gøre en forskel - tøjindustrien. Derfor startede han det bæredygtige tøjmærke TouREDlife, der som navnet antyder, er stærkt inspireret af hans Tourettes.

Men selvom du ikke har tics, er der nu noget i denne historie om en ung mand, vi alle kan spejle os i.

Læs hans fortælling her

Fra en villavej i Risskov har den 19-årige Sebastian Krejberg Melchior lanceret et bæredygtigt tøjmærke, der er inspireret af hans Tourettes syndrom.

Der er de gode barndomsminder.

Som dengang Sebastian Krejberg Melchior forsøgte at bygge en flyvende cykel med propeller og sejl i sin morfars store værksted.

Luftbåren blev den aldrig, men hans skabertrang har altid haft luft under vingerne. Derfor har den 19-årige iværksætter gang i sin egen skabelsesberetning med tøjmærket TouREDlife, der begyndte, da landet lukkede.

- Jeg havde længe haft tanken om at springe ud i det. Da landet lukkede ned på grund af corona i marts, tænkte jeg, at jeg blev nødt til at se det som en mulighed for at udrette noget. Det ville være surt show ikke at prøve at vende det til noget positivt, så det gjorde jeg, fortæller Sebastian Krejberg Melchior - uden tics.

For dem -  og de dårlige barndomsminder - har han også. Sebastian har Tourettes syndrom. Ikke den form, hvor man pludseligt råber meningsløse bandeord, men stadigvæk den form, hvor man føler sig magtesløs, fordi man kan mærke fysiske og vokale tics være på vej, men er ude af stand til at stoppe dem.

- Mit brand er inspireret af min Tourettes, for det er min bagage. Jeg har haft den med mig, siden jeg var seks år gammel, og den har fyldt helt vildt meget i min hverdag, og tro mig, jeg har tudet og tudet over, at jeg ikke kunne styre den, siger Sebastian Krejberg Melchior.

- Du kommer til at leve med det for evigt

Men visse ting er ikke ude af vores hænder. Typisk giver en 18-års fødselsdag anledning til fejring, men det var en bittersød oplevelse for Sebastian Krejberg Melchior. Tourettes skyldes en dysfunktionalitet i hjernen og kan i flere tilfælde forsvinde, inden man fylder 18.

Det gjorde den ikke for Sebastian. Derfor så han sig dagen efter sin årsdag i spejlet og traf en beslutning.

- Det var symbolsk. Jeg så nærmest mig selv i spejlet og sagde: "Så Sebastian, nu kommer du til at leve med det for evigt".  Så tog jeg en aktiv beslutning om, at det ikke skulle have lov til at være altopslugende. At jeg blev nødt til at lære at acceptere det i stedet for at bruge alt for meget energi på noget, man ikke kan ændre, siger Sebastian Krejberg Melchior.

Så hellere gøre en indsats, hvor man kan. Som Sebastian siger, er tøjindustrien på mange måder en frygtelig branche og en stor klimasynder. Det prøver han at ændre på med sit tøj.

- Et af mærkets grundsøljer er bæredygtighedsaspektet. Jeg kan ikke stoppe min Tourettes, men jeg har taget et aktivt valg om at gøre en forskel, hvor jeg kan. Derfor et mit tøjmærke bæredygtigt og prøver at gøre op med de tendenser i tøjindustrien, der er problematiske, siger han.

Sebastian Krejberg Melchior har fået herretøjsbutikken Victor i Veri Centret som sin første fysiske forhandler af TouREDlife.

Ingen er normale

Ligesom Leonardo da Vinci forsøgte Sebastian Krejberg Melchior i sine unge dage at skabe noget, der kunne flyve, og af Renæssance-opfinderen har den 19-årige Risskov-knejt ladet sig inspirere til TouREDlifes logo - et monogram med bogstaverne "T" og "R" for Tourettes og en komposition som Den Vitruvianske Mand.

- Da Vinci var interesseret i det proportionelt normale menneske på det ydre, men jeg synes, det var sjovere at få det implementeret symbolsk; Ingen af os er normale, og det er egentlig det, logoet handler om, fortæller Sebastian Krejberg Melchior.

Han har sine tics. Jeg har mine øjenproblemer. Du bøvler måske med noget helt tredje. Som mennesker har vi alle vores bagage, som har været med til at forme den, vi er, og nogle gange er vi påvirket af ting, der ligger udenfor vores kontrol. Derfor er TouREDlife ikke kun forbeholdt personer med Tourettes.

- Folk kan måske ikke relatere til den følelse, jeg oplever, når jeg får et præ-tic, men de kan måske relatere til følelsen af, at der sker noget omkring dem eller dig, som du ikke kan gøre noget ved. Nogle gange vil livet noget andet, end vi vil, og det håber jeg, folk kan genkende, siger Sebastian Krejberg Melchior.

En stærk fortælling

Han er en stærk fortæller med en stærk fortælling, ham Sebastian. Det mærker han også selv, når han møder mulige kunder eller forhandlere ansigt til ansigt.

- Jeg får blod på tanden, nu hvor jeg efter corona-nedlukningen har haft chancen for at repræsentere mit tøj fysisk et parr gange. Der, hvor det virkelig rykker, er, når jeg står i butikkerne eller til messerne og kan fortælle historien bag. Det er der, TouREDlife adskiller sig fra andre mærker, siger Sebastian Krejberg Melchior.

Historien har herretøjsbutikken Victor i Veri Centret hvert fald købt sig ind på. De er Sebastians første - og hidtil eneste - fysiske forhandler. Men når man først har en, kan det hurtigt blive til et springbræt til flere.

- Der er slet ingen tvivl om, at det gør en forskel at få sit tøj ind hos en fysisk forhandler. Der er visse ting, jeg ikke må sige, men lad os bare nøjes med at sige, det gør en forskel. Jeg har nogle møder med nogle mulige kunder i kalenderen, som jeg ser rigtig, rigtig meget frem til, siger Sebastian Krejberg Melchior.

Denne t-shirt har Sebastian Krejberg Melchior døbt "Ignition" - antændelse.Han forklarer det således:- Der er ingen raket, men det forestiller røgen efter en affyring. For mit vedkommende symboliserer det følelsen af, at jeg mærke, der er noget, der ligesom sætter af indeni mig - noget ustoppeligt. Det er den følelse, jeg får, når jeg kan mærke, der er et tic på vej.

Guds sorte humor

Han kunne sagtens se sig selv i Løvens Hule om et til to år, og jeg kunne sagtens se ham blæse benene væk under en Jesper Buch eller Jacob Risgaard. Godt tv ville han være, for sjove anekdoter om livet med sit syndrom har han i hobetal.

"Guds sorte humor" kalder han sin Tourettes, for det er som om, syndromet prøver at vende enhver situation til det værst tænkelige scenarie.

- Jeg sad engang på stranden med mine venner og så på en bodybuilder-type med tatoveringer over hele kroppen og masser attitude. Der fik jeg så et præ-tic, der gav mig den værste trang til at løbe hen til ham og stikke ham en flad. Der måtte jeg sige til min ven, at han skulle holde øje med mig, fordi det var som om, min Tourettes forsøgte at få mig gennemtævet til kartoffelmos, siger Sebastian Krejberg Melchior.

Desværre har hans præ-tics og lyst til at såre andre en tendens til at være rettet mod dem, han holder allermest af.

- Jeg har en veninde, jeg holder meget af, som fortalte åbent om, hvordan hendes far var alkoholiker. Jeg kunne næsten ikke klare at høre det, men stemmen i mit hoveds første indskydelse var at bebrejde hende for faderens alkoholisme. Det ville have været det værst tænkelige, jeg kunne have gjort, fortæller Sebastian Krejberg Melchior.

Skyhøje ambitioner

Heldigvis har han aldrig sagt nogle af de ting, som Guds sorte humor har forsøgt at få ham til. I dag kan han kontrollere 90 procent af sine tics, og han har indfundet sig med, at syndromet næppe fordufter, selvom der stadig er en forsvindende lille chance for det.

Men i bund og grund er det måske heller ikke hans ønske.

- Jeg tror ikke, jeg ville miste min inspiration til tøjmærket, for jeg slipper ikke for oplevelserne og bagagen, der har fået mig til at reflektere mere over mig selv, end mange andre sikkert har. Omvendt ville jeg måske føle, at jeg mistede noget af mig selv. Tourettes er blevet en del af min identitet, og den er også noget, der giver mig utrolig stor stolthed, fordi jeg har håndteret mine problemer, som jeg har, siger Sebastian Krejberg Melchior og fortsætter:

- Jeg tror ikke, TouREDlife var blevet til noget, hvis ikke jeg havde haft Tourettes. Jeg har altid været kreativ, men det skyldes i høj grad, at desto mere jeg tegnede, byggede med LEGO eller spillede musik, jo mere kom min hjerne i flow og lagde en dæmper på mine tics.

Han er jordbunden som få, men ambitionerne er skyhøje. Nok fik hans flyvende cykel aldrig luft under vingerne i barndommen, men han tillader sig at håbe på, at TouREDlife gør.

- Ja, det må man gerne tro på. Jeg synes, det har potentiale, og jeg har fået meget medvind på kort tid. Folk vil gerne høre historien, og jeg har fået mange henvendelser fra folk, der siger, at de på den ene eller den anden måde kan spejle sig i mine og mærkets historier, siger Sebastian Krejberg Melchior.

Foto: Jens Thaysen

Vejlby-Risskov får flere afgange - men må helt undvære letbanen i lang periode efter årsskiftet

Du skal have vinterdækkene på bilen eller finde et andet alternativ til letbanen efter årsskiftet, hvor nyt sporarbejde ved Vestre Strandalle lukker helt ned for togdriften i Vejlby-Risskov i mere end to måneder.

Det er surt show for alle pendlere og passagerer, som til gengæld kan se frem til flere afgange fremover.

Anlægsarbejde ved letbanestationen ved Vestre Strandalle betyder, at der i en længere periode ikke vil køre tog fra Torsøvej Station til Aarhus Hovedbanegård.

Alt godt kommer til den, der venter. Fremover kan passagererne ved letbanestationerne i Vejlby-Risskov nemlig se frem til hele fire afgange i timen.  Det viser Midttrafiks køreplan for 2022, som træder i kraft fra den 3. januar.

Men i første omgang må de lokale rejsende væbne sig med tålmodighed og hitte på alternative måder at fragte sig selv til og fra Aarhus frem til begyndelsen af marts. For at muliggøre de ekstra afgange skal der nemlig etableres et krydsningsspor til stationen ved Vestre Strandalle.

En del af arbejdet er allerede fuldført og har tidligere ført til en nedlukning på strækningen, men det vil tage yderligere 10 uger, før det nye krydsningsspor er helt klar til brug efter årsskiftet.

Da det desværre ikke er muligt at køre togene på strækningen, mens arbejdet udføres, vil det i praksis betyde, at Vejlby-Risskov-borgere helt må undvære letbanetog ved Torsøvej Station, Vestre Strandalle og Risskov Strandpark frem til omkring 10. marts.