Grundejerforening afleverede 1.247 underskrifter for en helhedsplan til Risskov: Her er borgmesterens svar
Repræsentanter for Grundejerforeningen Vejlby Fed talte med folkets røst, da de tirsdag overrakte borgmester Jacob Bundsgaard 1.247 underskrifter fra lokale, der alle ønsker en helhedsplan for Risskov.
- Hånden på hjertet, er det så en helhedsplan, der er brug for? lød responsen fra borgmesteren blandt andet.
Han så nemlig snarere, at man brugte en række andre metoder til at imødekomme underskrivernes ønsker.
Dem kan du læse mere om her.
- Jeg sanktionerer grundejerforeningens krav om en helhedsplan for Risskov, idet de skal stoppe Aarhus Byråds ekstreme og egenrådige byfortætning.
Sådan lød en af kommentarerne fra lokale Risskov-borgere, som Bent Hjorth, næstformand for Grundejerforeningen Vejlby Fed, læste højt for borgmester Jacob Bundsgaard (S,) da han tirsdag middag blev overrakt i alt 1.247 underskrifter med tilkendegivelser om, at man ønsker en helhedsplan for området og er imod fortætning af bydelen.
Det skete på borgmesterkontoret, hvor Jacob Bundsgaard tog sig i alt 23 minutter og 45 sekunder til at lytte til de fire fremmødte bestyrelsesmedlemmer fra grundejerforeningens argumenter.
Budskabet blev leveret, følte Bent Hjorth på bagkant.
- Jeg følte, han var mere lydhør i dag, end han ville have været før valget. Vi fik overbragt et budskab om, at der i Risskov er et ønske om at få en helhedsplan. Indsamlingen er bundet op på forslaget til lokalplan ved Øjenlægens Hus, Nordre Strandvej 7, for det er et utroligt projekt, der sprænger både lokal- og kommuneplanen, siger Bent Hjorth og tilføjer:
- Derfor ønsker vi en helhedsplan. Folk skal vide, hvad de forholder sig til, når de køber et hus, og bliver der først givet grønt lys til byggeprojektet ved øjenlægen, er det ikke til at sige, hvad det næste bliver.
- Jeg tror ikke, man kan
Det konkrete projekt, hvor bygherre ønsker at opføre et byggeri i 2,5 etager med en bebyggelsesprocent på mellem 65-72 procent i det seneste udkast, RisskovLIV har set, kunne borgmesteren ikke forholde sig til.
Han havde dog en holdning til ønsket om en helhedsplan for Risskov, da RisskovLIV interviewede ham efter mødet.
Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus Kommune, hvad er din holdning til at lave en helhedsplan for Risskov?
- Jeg tror ikke, man kan lave en helhedsplan for Risskov, og jeg er lidt usikker på, om det egentlig er en helhedsplan, man efterspørger. Det er en besværlig, omfattende og ressourcekrævende proces, der tager flere år at gennemføre, men det er klart, at underskrifterne og argumenterne gjorde indtryk. Bekymringen er til at føle på.
Hvorfor er det så besværligt?
- Vi har kun kapaciteten til at lave mellem to og tre helhedsplaner hvert år. Derfor er det et værktøj, vi skal bruge med omtanke. Spørgsmålet er, om vi kan gøre noget andet, der går hurtigere, men som kan løse de samme udfordringer og give samme tryghed i bydelen. Der er værktøjer i værktøjskassen, der kan det samme som en helhedsplan.
Klogt forslag
Hvilke værktøjer ser du, man kan bruge i stedet for en helhedsplan?
- Det kan være bevarende lokalplaner, der sætter en begrænsning på, hvilke forandringer man kan lave i Risskov. Jeg synes, der er mange gode og velfungerende huse, der er blevet raget ned for at bygge noget nyt og moderne, og det har også været medvirkende til, at området ændrer karakter. Det er måske sådanne værktøjer, man skal se nærmere på i stedet for så omfattende en proces som en helhedsplan.
Din partifælle, Steffen Wich (S,) foreslår, at man laver en udviklingsplan for i alt seks områder i Vejlby-Risskov. Når de er udarbejdet, mener han, at summen af de seks vil svare til en helhedsplan for hele 8240. Hvad tænker du om det forslag?
- Jeg tror, der er brug for et værktøj, der i omfang ligger mellem en helhedsplan og en konkret lokalplan. Jeg synes, hans forslag lyder klogt, men nu må det være op til den kommende rådmand og det nye Tekniske Udvalg at få inddraget lokalområdet, så man får indsamlet input til ønsker, drømme og kvaliteter, der skal bevares i Risskov.
Ingen jubeloptimister
Selvom borgmesterens svar måske ikke imødekommer ønsket om en helhedsplan, tager Bent Hjorth, næstformand for Grundejerforeningen Vejlby Fed, positivt imod responsen.
- Jeg tror på ham, når han kommer med sit argument om, at det er ekstremt omfattende og ressourcekrævende at lave en helhedsplan. Kan han i stedet komme op med en anden løsning, som man kan have tillid til, og som står ved, er det en god ting, siger Bent Hjorth.
Næstformanden vil dog se forandringerne - blandt andet i forbindelse med forslaget til lokalplanen ved Øjenlægens Hus - med egne øjne, før han tror på det.
- Jeg tror, vores indsamling har rykket lidt, men vi er ikke jubeloptimister. Vi ved godt, at politikere siger ét og gør noget andet. Vi savner ordentlighed fra politikerne og modet til at sige nej, når en bygherre kommer med et overdimensioneret projekt, siger Bent Hjorth.
1.247 underskrifter samt 200 kommentarer fra lokale imod fortætning og for en helhedsplan er nu afleveret, men indsamlingen fortsætter. Det samme gør Grundejerforeningens kamp for mere helhedsplanlægning.
Den 13. januar afholdes der nemlig borgermøde på Strandskolen om fortætning i Risskov. Til tirsdagens møde med grundejerforeningen blev Jacob Bundsgaard inviteret, men borgmesteren kunne ikke garantere sin tilstedeværelse. Han understregede dog, at Socialdemokratiet ville være repræsenteret.